Broder Roger ville samle kristne i et krigshærget Europa

Roger Schutz-Marsauche grundlagde Taizé med et ønske om at leve i et kristent fællesskab på tværs af kirkeskel og søge tilbage til den fælles kristne arv

I 1940 kom den 25-årige teologistuderende Roger Schutz-Marsauche fra Schweiz til en lille landsby i Bourgogne, hvor han grundlagde det, som siden er blevet kendt som klostret Taizé. I dag er der omkring 100 brødre i fællesskabet fra 25 lande. Fællesskabet tæller både katolske og protestantiske brødre. –
I 1940 kom den 25-årige teologistuderende Roger Schutz-Marsauche fra Schweiz til en lille landsby i Bourgogne, hvor han grundlagde det, som siden er blevet kendt som klostret Taizé. I dag er der omkring 100 brødre i fællesskabet fra 25 lande. Fællesskabet tæller både katolske og protestantiske brødre. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

At det netop er den lille franske landsby Taizé, som er ramme om et stort kristent fællesskab er en følge af Anden Verdenskrig. Fællesskabet er grundlagt af broder Roger (1915-2005), og når han skulle fortælle, hvordan han fik idéen til det, som i dag er Taizé, pegede han på arven fra sin mormor. Da Første Verdenskrig brød ud, boede hun i det nordlige Frankrig. Hun var enke, og mange opfordrede hende til at forlade denne urolige del af Frankrig. Skønt det var forbundet med fare, valgte hun at blive i sit hjem, hvor hun husede flygtninge. Til sidst måtte mormoderen give efter for de franske officerers påbud og rejse væk fra egnen på grund af krigen.

Det var blandt andet inspirationen fra mormoderen, som i 1940 fik Roger Schutz-Marsauche til at afbryde teologistudierne i Schweiz og cykle fra Genève til Frankrig. Han syntes ikke, at han kunne fordybe sig i studierne, når der var krig i Europa. Han mente, at han som kristen var forpligtiget på at gøre en indsats for at afhjælpe den menneskelige nød.

20. august 1940 steg han af cyklen i landsbyen Taizé, hvor han blev inviteret til at spise hos en ældre dame, som fortalte ham om situationen på egnen. Nord- og Midtfrankrig var besat af tyskerne, men Taizé lå på grænsen til den del af Frankrig, som var under Vichy-styret, og der var mange flygtninge på egnen.

LÆS OGSÅ:
Kristendom skal være godt for noget ellers er den ligegyldig

Han flyttede ind i et hus, som tidligere havde tilhørt en vinproducent. Huset var stort nok til at huse en række flygtninge. Han dyrkede haven, havde et par geder og en ko og fik praktisk hjælp fra en af sine søstre, som sluttede sig til ham. Han hjalp flere jøder til at flygte ind i Schweiz og blev selv eftersøgt, så i slutningen af 1942 måtte han og søsteren forlade Taizé.

Broder Rogers familie er ud af en protestantisk familie med en far, som var præst i den reformerte kirke. I den protestantiske kirke er der ikke tradition for ordensliv, men mens broder Roger var i eksil i Schweiz, fik han idéen om at grundlægge et fællesskab af brødre i Taizé, som på mange måder ligner de fællesskaber, man kender fra den katolske kirke. I slutningen af 1944 fik han muligheden for at cykle tilbage til Taizé sammen med en lille gruppe mænd, som delte hans idé om at leve sammen i et kristent fællesskab. De tog fat på et større genopbygningsarbejde, og efter krigens afslutning blev det blandt andet tradition, at mændene fra fællesskabet hver søndag serverede mad i en lejr for tyske krigsfanger.

I 1949, hvor der var syv protestantiske mænd i huset, besluttede de, at de ville aflægge løfter og leve som brødre. Livet skulle leves i enkelthed og i cølibat, og de ville være forenet i fællesskabet omkring bønnen, og Roger Schutz-Marsauche blev til broder Roger.

Brødrene havde ikke mange penge, men besluttede, at de ville leve af deres arbejde. Broder Daniel, som i dag er over 90 år, opbyggede et keramikværksted, hvor lokalt ler blev til brugskunst. Denne økonomiske model gælder fortsat. Brødrene modtager ikke gaver. Når man besøger Taizé, opfordres man til at betale et beløb, som dækker udgifterne ved opholdet. Indkomsten til fællesskabet kommer fra salget af keramik lavet efter gamle broder Daniels foreskrifter. Salg af bøger og musik er en anden væsentlig indtægtskilde for fællesskabet.

I Taizé spørger man ikke, om man er katolik, protestant eller ortodoks,for det er ikke trosretningen, som er afgørende. De første brødre var protestanter, men siden 1970 er også katolikker blevet en del af fællesskabet. At stedet er økumenisk, mærker man blandt andet ved morgenens gudstjeneste, hvor man går til nadver sammen, hvilket er lidt af et særsyn. Når man læser historien, har projektet mødt velvilje fra mange sider, men der har også været kritikere, som fandt samlivet mellem protestanter og katolikker problematisk. Fællesskabet mellem de forskellige grene af den kristne familie, var en af de grundlæggende visioner hos broder Roger. Igen er det hans mormor, som var inspirator.

Broder Roger har beskrevet, hvordan hans mormor fortalte, at hun havde set protestanter og katolikker, som kæmpede mod hinanden i Første Verdenskrig. Derfor mente hun, at der var brug for forsoning mellem kristne. Skønt hun var fra en protestantisk familie, begyndte hun at gå til katolsk messe som et tegn på en indre forsoning, og det blev hendes eget økumeniske kald, som inspirerede broder Roger.

Kristus kom ikke til Jorden for at skabe en ny religion, men for at tilbyde mennesket fællesskab med Gud. Dette unikke fællesskab med kirken er for alle uden undtagelser, hedder det i bogen Choose to Love, som udkom efter broder Rogers død i 2005. Her skriver han videre:

Hvorfor er forsoningen mellem kristne så afgørende? Fordi det vil tilllade os at leve livet efter Guds kærlighed. Hvordan kan vi sige, at man skal elske sin nabo og samtidig være adskilte som kristne? Gud ønsker ikke, at vi skal være ofre for en gammel separation mellem kristne. Mindet om denne separation er blevet vedligeholdt i århundreder, og det holder smertelige sår åbne, skriver han.

Skønt de første brødre var protestanter, kom de tidligt i dialog med den katolske kirke. I 1958 mødtes brødrene med pave Johnannes XXIII, som inviterede dem til at være observatører ved Det Andet Vatikanerkoncil (1962-1965). Hvert år siden 1958 har fællesskabet været i personlig audiens hos paven.

I efterkrigstidens Europa blev Taizé omtalt som et forårstegn i kirken. Broder Roger havde tidligere været engageret i kirkeligt ungdomsarbejde i Schweiz og fandt det naturligt at invitere unge til det lille sted i Bourgogne, men han havde ingen anelser om, hvor stor søgningen ville blive.

Den første tid bad brødrene i den lille lokale kirke, og fotografier fra slutningen af 1950erne viser, hvor stor trængslen var ved kirken, hvor unge kom for at tage del i brødrenes bønner. Brødrene vidste ikke, om der ville blive ved med at komme så mange. Der blev talt om at bygge en større kirke, men broder Roger var tøvende. Men da unge efterkommere af tyske soldater tilbød at bygge en kirke, takkede de ja. De unge tyskere var fra bevægelsen Aktion Sühnezeichen, hvor unge tyskere ønskede at gøre godt, hvor deres forfædre havde kæmpet. Kirken blev indviet i 1962 og er siden udvidet af flere gange.

Det, som engang blev set som et forårstegn i kirken, bliver i dag anerkendt som en inspirationskilde. Brødrene i klosteret er fra 25 lande fra alle dele af verden, for det er ikke kun i Europa, der tales om den lille bakke i Bourgogne. Nok er her stadig flest europæiske gæster, men både afrikanske, sydamerikanske, amerikanske og asiatiske unge sætter deres præg på klosteret, som er blevet et ungt, åndeligt mødested.