Bøn er mere end at udtrykke ord

Martin Lönnebo, pensioneret svensk biskop, forsøger i en ny bog at åbne bønnens verden for rationelle mennesker

 Naturen er en gave til nutidsmennesket som et sted, der kan åbne vores sanser for noget, som er større end os selv og vort jag, siger den pensionerede svenske biskop Martin Lönnebo. –
Naturen er en gave til nutidsmennesket som et sted, der kan åbne vores sanser for noget, som er større end os selv og vort jag, siger den pensionerede svenske biskop Martin Lönnebo. –. Foto: Søren SvendsenBAM.

Det moderne menneske er desillusioneret. Det er den pensionerede svenske biskop, forfatter og doktor i religionsfilosofi 82-årige Martin Lönnebo, som uden megen tøven stiller diagnosen. Sjælesørgeriske samtaler og breve fra mennesker får ham til at tegne dette lidt nedslående billede af samtiden.

Det desillusionerede er en følge af, at vi har så meget ydre, vi mener, vi skal involvere os i, samtidig med at vi skal forholde os til stadig flere informationer. Stilheden og eftertanken har ikke noget ståsted i vores kultur, siger han.

LÆS OGSÅ:"Martin Lönnebos Kristuskrans er en kær medvandrer"

Martin Lönnebos seneste bog, Bønnens have, er for nylig udkommet på dansk.

Det er en brugsbog, der forsøger at guide læseren til at se Guds nærvær i det nære. Blandt andet opfordrer han til, at man indretter et bedested med et kors, en ikon eller et andagtsbillede, men vigtigere er det at opbygge et tilsvarende indre rum for bøn. Den have, som refereres til i bogens titel, er bønnens indre have, som han mener ligger gemt i menneskets hjerte.

Det er snart 20 år siden, han gik af som biskop i Linköping Stift, og siden har han haft et aktivt otium blandt andet med at formidle den kristne tro til mennesker, som ligesom ham selv er præget af den historisk-kritiske tænkning.

Mest kendt er han for udviklingen af Kristus-kransen, som er en bedekrans, der er solgt i langt over 400.000 eksemplarer. Han glæder sig over kransens store udbredelse, men er samtidig bekymret for, at bønnen er ved at blive en eksotisk kunstart for særligt indviede.

Jeg husker et besøg i Danmark, hvor jeg talte med en præst, som den dag havde undervist konfirmander i bøn. En af konfirmanderne havde fortalt, at hun havde set et menneske, som bad. Det havde været en nærmest eksotisk oplevelse for pigen, og ingen af de andre på holdet mente, at de havde set et menneske bede. Bønnen er ikke længere en del af kulturen i mange hjem, siger han.

Martin Lönnebo er mærket af alderen og rejser derfor mindre end tidligere, men han skriver fortsat hjemme i rækkehuset i Linköpings udkant.

En af det moderne menneskes udfordringer er, at vi forventer at kunne italesætte alt. Og når det kommer til at bede, tror mange, at det handler om at bruge de rigtige ord, men bøn er mere end at udtrykke ord. Tænk på, hvordan man lærer et spædbarn at kende. Man betragter det i stilhed, rører ved det og smiler. Sådan er det også med bøn. Vi må tilbage til det elementære: øjet, hånden, smilet og tårerne. Ved at røre så rører man ved en anden dimension end den rent intellektuelle.

Religion er ikke en speciel sag uden for livet, men en parallel til vores måde at leve på. Det er ikke en pseudovidenskab, men en måde at leve på, som videnskaben ikke skal sysle med. Vi er vældig rationelle, men mennesket er mere end rationelt. Søg ikke først religionen, men relationen. Det er relationen, som kan give nærhed og mod til at magte livet. Vi tror, at videnskaben kan svare på alt, men videnskaben kan ikke svare på hjertets spørgsmål.

Når man kommer til Martin Lönnebos hjem, går man gennem en lille have op til hoveddøren. Skønt forhaven ikke er stor, er den vigtig for Lönnebo, for haven minder ham om sjælens underfulde have. Naturen er en udadskillelig del af Martin Lönnebos liv og har været det siden barndommen i Västerbotton i det nordvestlige Sverige. I forfatterskabet henter han mange metaforer fra naturen. Og selvom man ikke har fjeld, vidtstrakte søer og skove om hjørnet som i Västerbotton, opfordrer han mennesker, der vil lære at bede, til at gå ud i naturen.

Naturen er en gave til nutidsmennesket som et sted, der kan åbne vores sanser for noget, som er større end os selv og vort jag. At erkende, at der er noget, som er større end os, er en af vor tids udfordringer, siger han.

Et af de spørgsmål, han ofte er blevet stillet fra mennesker, som har forsøgt at bede, er, hvorfor de ikke mærker noget, når de beder.

Man skal ikke nødvendigvis mærke noget, men øver man sig for eksempel i hver vågne time at tænke, at man lever sit liv under Guds velsignende hænder, kan det på sigt komme til at skabe stor forandring i ens liv og væremåde. Kristen meditation handler om at stoppe op bare for nogle minutter og blive ven med stilheden, men det er svært for mange af os, for vi har ikke tålmodighed til at vente på svar, der ligger ud over vores enkle forklaringer. Vi er måske ikke trygge nok til at hvile i en fred, som ikke er forklaring, men klarhed.

Martin Lönnebo beskriver vores tid som skepticismens tidsalder. Når han tænker på de 82 år, han har levet, er det, som om Bibelen er blevet 2000 år ældre på den tid, hvilket han tilskriver skepticismen. Men selvom det kan være svært at læse i Bibelen og tage ordene til sig, understreger han, at det ikke er umuligt. Også for det skeptiske, rationelle menneske er der velsignelse at hente i Bibelen, mener han. Han nævner nogle ord af apostlen Paulus fra Filipperbrevets fjerde kapitel, som han mener favner moderne mennesker, som har svært ved at tro: Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

De ord er en vidunderlig velsignelse over alle, som har svært ved at tro. Guds fred omfatter også vore tanker med en fred, der kommer fra en kilde, som er hinsides enhver forklaring. Tro er ikke drøm og illusion. Tro er at se et glimt af den virkelige virkelighed i den uvirkelighed, som omgiver os. Siden 1800-tallet har vi i den vestlige verden sagt, at materien er virkelig, mens ånd er en illusion. Men ånden er mere virkelig, for den er nærmere virkelighedens kilde, som er Guds ånd, siger han.