Børn uden for forbrugsfesten

Børn af enlige mødre på kontanthjælp får ofte ikke så mange oplevelser, nye ting og mærkevaretøj som kammeraterne. Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen, mener, at alle bør hjælpe disse familier

Mødrehjælpen har hvert år kontakt til 5500 familier, hvoraf 70 procent er enlige mødre med store økonomiske vanskeligheder.
Mødrehjælpen har hvert år kontakt til 5500 familier, hvoraf 70 procent er enlige mødre med store økonomiske vanskeligheder.

Når forbrugsfesten buldrer i børnehøjde, er det svært at være det barn, der ikke har en cykel, den nyeste mobiltelefon eller de sejeste computerspil. Som ikke kommer på ferie eller i forlystelsesparker, og som må spise rugbrød resten af måneden, hvis ønsket om en ny Barbie-dukke skal blive til virkelighed.

Mødrehjælpen har hvert år kontakt til 5500 familier, hvoraf 70 procent er enlige mødre med store økonomiske vanskeligheder.

Kristeligt Dagblad har spurgt direktør Mads Roke Clausen, hvordan det store forbrug påvirker disse familier.

De familier, vi har kontakt til, lever i stor isolation. Halvdelen deltager ikke i foreningslivet, og forældrene har mistet troen på, at det kan blive anderledes. Der er resignation hos forældrene, og det påvirker børnene. Kvinderne har typisk en kurv fuld af problemer, der strækker sig fra dårlig økonomi over samværsuenighed med faderen til manglende uddannelse. Nogle af dem har også været udsat for vold.

Har der ikke altid været nogle børn, der havde mindre end andre?

Jo, men gabet er blevet større. De familier, vi møder, bor typisk til leje og har ikke nogen friværdi at låne i. De ser, at andre børn tager på flere udlandsferier om året. Skiferier er snart for alle, og mange børn er i dag bedre kendt med New York og Mallorca end Danmark. Den relative afstand er simpelt hen blevet større.

Er det samfundets opgave at finansiere skiferier og nye mobiltelefoner til enlige mødres børn?

Nej, men det civile samfund bør i højere grad træde til. Det er, som om det er blevet tømt for funktioner, men man bør genskabe det gode netværk og på den måde hjælpe mødrene. Jeg synes også, at idrætsforeningerne kunne tage det på sig og eksempelvis lade 10 børn gå hos sig, selvom der ikke blev betalt kontingent. Vi har alle en forpligtelse til at hjælpe med alt fra lektiehjælp til aflastning, men det er svært, fordi vi ikke længere bor sammen. De enlige mødre bor i store områder med lejeboliger, og derfor er det vigtigt, at bolig- og socialpolitikken tænkes sammen.

Nogle af de enlige mødre har dårlig økonomi, fordi de betaler af på store lån. Skulle de ikke holde sig fra dem?

Jo, det er dyrt at finansiere sit forbrug med kviklån og forbrugslån, og de kvinder, der bor på Alexandrakollegiet (Mødrehjælpens kollegium for enlige studerende mødre, red.), har en gæld på mellem 100.000 og 200.000 kroner. Enlige mødre forsøger ligeså meget som os andre at give deres børn det, de gerne vil have, og kvinderne har dårlig samvittighed. Derfor optager de disse lån, selvom det er dumt. De er kun mennesker.

dahl-hansen@kristeligt-daglad.dk