Chutney i sensommeren

Det er ved at være begrænset, hvad der er tilbage i haven af sød sommerfrugt, men det, der er, kan nemt sætte smag og kolorit på hele vinteren. Hvad med for eksempel brombær- eller blåbærchutney til en kold efterårsaftens vildtmenu eller krydret æblechutney til flæskestegen juleaften?

Mangochutney er den mest almindelige chutney i Danmark. Men sensommerens bær som brombær eller blåbær kan også bruges.
Mangochutney er den mest almindelige chutney i Danmark. Men sensommerens bær som brombær eller blåbær kan også bruges.

Det er endnu svært at forestille sig, at sommeren er ved at være slut for i år. Indtil videre holder solen de vintermørke aftener på afstand, men om en måneds tid begynder efterårets farver at indtage trækronerne, og kulden sætter sit præg på kviksølvet i termometeret.

En måde at holde lidt længere på sommerens smag og farver er at få de sidste frugter og bær ind fra haven nu. Brombærrene er ved at modnes, og æblerne ved at falde af træerne. Mens blåbærrene er slut på buskene for i år, så er de endnu til at købe for penge i butikkerne, hvis de ikke allerede er frosset ned i fryseren. Deres vitaminer og antioxidanter kan gøre gavn hele vinteren og holde den værste snue i ave.

Ud over det kan de også sætte kolorit på enhver kødfuld efterårsret. For ved at lave chutney af æbler, brombær og blåbær kan lidt af sommerens sødme på eksotisk og interessant vis krydre og sætte smag på ethvert bord.

Ordet chutney menes at stamme fra Persien. Men det krydrede tilbehør kom først til Europa med skibene fra det nuværende Indien, Pakistan og Bangladesh. Det var englænderne, der begyndte importen af det, der dengang var en ubetinget luksusvare. I dag kan enhver købe mangochutney i discountbutikker, men de mere raffinerede af slagsen skal man selv lave.

Siden 1600-tallet, hvor chutneyen først kom til Europa, er der dog også sket en stor udvikling. Kokke overalt har udviklet deres egne, og den søde spise har fundet nye ingredienser og sammensætningsmuligheder. I Indien brugte man nemlig som i nutidens Europa de frugter og krydderier, der var umiddelbart tilgængelige. Det samme er tilfældet for de tre chutneyer, som er valgt i dag. Hverken brombær eller blåbær har jeg set i Indien eller landene deromkring, og æblechutneyen er en engelsk opfindelse. Det gør dem dog ikke ringere eller mindre egnede til danske retter. For alle tre kan bruges til vildt, æblechutneyen til svinekød og oksekød og blåbærchutneyen er god til flere fiskeretter.

I Danmark er det stadig mest mangochutney, der er kendt. Men hvis du virkelig vil imponere gæster eller skabe en ekstra spændende middag for dig selv, så eksperimenter med forskellige bær og server en lille uventet smagsoplevelse med den øvrige middag.