Da døden indtog festivalen

I sommeren 2000 blev ni unge mænd kvalt under menneskehavet foran Orange Scene på Roskilde Festival til en koncert med den amerikanske rockgruppe Pearl Jam. En ven, en scenevagt, en læge, en biskop og en mor vendte 10 år senere tilbage til ulykken og beskrev den vanskelige accept af tabet. Læs eller genlæs fortællingen, der første gang er bragt i 2010

Nogle af scenevagterne fra katastrofenatten vendte denne dag tilbage til festivalpladsen for at ære og sætte et minde for den hårdt kvæstede australier, der blev det niende dødsoffer for tumulterne foran Orange Scene til Pearl Jam-koncerten den 30. juni år 2000
Nogle af scenevagterne fra katastrofenatten vendte denne dag tilbage til festivalpladsen for at ære og sætte et minde for den hårdt kvæstede australier, der blev det niende dødsoffer for tumulterne foran Orange Scene til Pearl Jam-koncerten den 30. juni år 2000. Foto: Nils Meilvang.

Fredag aften den 30. juni 2000 lagde mørke skyer sig over festivalpladsen i Roskilde. Michael Berlin sad i sin lejr sammen med sin bedste ven, Jakob Svensson, nogle få hundrede meter fra festivalens hovedscene, Orange Scene.

Michael, Jakob og en flok på seks-syv venner gik fra lejren i god tid for at få de bedste pladser til koncerten med yndlingsbandet Pearl Jam fra Seattle i USA. Den store plæne foran scenen var allerede tætpakket med omkring 50.000 festivalgæster, og Michaels gruppe møvede sig fra højre side af pladsen frem gennem menneskemængden.

Da musikken begyndte klokken 22.34, stod 18-årige Michael og 17-årige Jakob omkring 50 meter fra og lidt til højre for scenen. Ved siden af stod 26-årige Marco Peschel fra Tyskland, som de netop havde mødt og delt nogle forventningens ord med. Samtidig begyndte presset fra de mange tusinde publikummer bagfra og tog snart til fra alle sider. De måtte hoppe op og ned sammen med resten af publikum for ikke at blive trykket ned i pløret under den massive menneskemængde, der var så tæt, at mange folk i kortere og længere øjeblikke ikke rørte jorden med fødderne.

Det blev for meget for Michael, og de to andre skabte plads omkring dem, så de kunne presse ham op på folks hænder, således at han kunne crowdsurfe væk. At crowdsurfe vil sige at blive båret på folks hænder frem til det tomme område, "graven", foran scenen. På vej væk fik Michael øjenkontakt med vennen Jakob.

"Han står med armene i vejret og smiler til mig, som om han synes, det er det fedeste i hele verden, at hans kammerat crowdsurfer til en Pearl Jam-koncert," fortæller Michael Berlin.

Michael og Jakob havde kendt hinanden siden børnehaven, gået i folkeskole sammen og boede 500 meter fra hinanden i Søborg nordvest for København. Hverken Jakob Svensson eller tyske Marco Peschel overlevede koncerten.

I alt ni unge mænd døde fredag nat den 30. juni for 10 år siden. Tre danskere, tre svenskere og tre fra henholdsvis Tyskland, Holland og Australien.

Artiklen fortsætter under billedet

På 10-års-dagen for tragedien åbnede musikeren Patti Smith Orange Scene med en mindehøjtidelighed, hvor roser blev lagt foran scenen til minde om de døde.
På 10-års-dagen for tragedien åbnede musikeren Patti Smith Orange Scene med en mindehøjtidelighed, hvor roser blev lagt foran scenen til minde om de døde.

Klokken 18.00 i går åbnede den amerikanske musiker og poet Patti Smith årets Roskilde Festival med en mindekoncert på selve ulykkesstedet og foran Orange Scene, hvor verdens sikreste festival mistede sin uskyld.

Det store ryk dengang kom klokken 23.06 og gjorde den hektiske koncert katastrofal. Omkring 30 personer væltede på én gang foran fronthegnet ved scenen og endte oven på hinanden i lag på jorden, der var blevet trådt til mudder i regnen. Koncertgængere har beskrevet følelsen af at stå på en sovepose. Ved eftersyn viste det sig, at de stod oven på andre mennesker. Pearl Jams forsanger, Eddie Vedder, forsøgte forgæves flere gange at få folk til at tage den med ro og træde tre skridt tilbage. Samtidig forsøgte vagter desperat at hive folk op fra pløret, men mængden voksede blot, når flere og flere endte i hullet frem for den sikre havn i området lige foran scenen.

Her havde Kirsten Gelting frontbuevagt og travlt med at hive folk i sikkerhed. Faktisk var hendes vagt sluttet inden Pearl Jams koncert, men hun og andre vagter fornemmede situationens alvor og blev for at hjælpe deres kolleger. Det efterfølgende kaos bekræftede også hendes bange anelser. Klokken 23.24 blev musikken stoppet, og lyset tændt på scenen. Da havde katastrofen indfundet sig på Roskilde Festival.

Artiklen fortsætter under billedet

Ulykken skete sent fredag aften den 30. juni 2000.
Ulykken skete sent fredag aften den 30. juni 2000. Foto: Nils Meilvang / Nordfoto

Omkring det tidspunkt tog Kirsten Gelting imod 17-årige Allan Tonnesens livløse krop. Hun bragte ham ud til lægeteltet bagved scenen, hvor hun og en læge forsøgte at genoplive ham med kunstigt åndedræt. Men der var intet at stille op.

Kirsten Gelting besøgte året efter Allan Tonnesens forældre i Nordenskov ved Varde i Vestjylland. I år og som 42-årig sætte hun sine ben på festivalen for første gang siden 2000.

"Jeg havde været der i 15 år forinden som både gæst og vagt, og festivalen har været en stor årlig oplevelse. Jeg har ikke haft lyst til at vende tilbage før nu. Jeg var meget berørt og påvirket af det bagefter," siger Kirsten Gelting.

En af de første, der tilså de mennesker, der kom ind fra ragnarokket foran scenen, var narkoselæge Torben Mailand. Han var på vagt som en af festivalens frivillige læger på Orange Scene og stod for koordineringen af beredskabet bag scenen. Han har arbejdet som frivillig på festivalen i mange år og synes, at presset til de store koncerter op til 2000 blev værre og værre. Og direkte farligt. Den fredag aften i 2000 var der også gang i den, som altid ved en stor koncert på Roskilde Festival. Torben Mailand husker, at der i begyndelsen af koncerten kom mange utilpasse publikummer. Men så blev der stille.

"Det var nok i den periode, at folk lå oven på hinanden ude af stand til at bevæge sig, og samaritterne havde svært ved at få folk hevet fri og bragt ind bag scenen. Folk lå jo i bunker, filtret ind i hinanden, nogle steder i fem lag. Pludselig begyndte samaritterne at melde om tilskadekomne. Vi fik intet varsel. Det gik meget hurtigt. Et større antal mere eller mindre bevidstløse personer blev bragt ind, hvoraf flere var livløse og blev forsøgt genoplivet."

Torben Mailand bider mærke i, at alle de ni døde var yngre store, stærke mænd, og at den efterfølgende undersøgelse viste, at de tilskadekommende hverken var blevet trykket eller havde brudskader på brystkassen. De blev altså ikke mast ihjel, men kvalt på grund af et sammenfald af uheldige omstændigheder, mener Torben Mailand.

"Lyden var lav, og folk ville frem til scenen. Det var fugtigt i vejret, og der var ingen vind. Det er sandsynligt, at der opstod en såkaldt brøndeffekt, hvor folks udåndingsluft med højt CO2 blev ophobet ved jordoverfladen. Den manglende ilt ved jordoverfladen forklarer, hvorfor mange havde problemer med at få luft og snappede efter vejret," siger overlægen, som understreger, at de ni unge mennesker, der kom livløse ind til ham, formentlig havde ligget for længe foran scenen, til at der var noget at stille op.

Da tågen lettede fra festivalpladsen lørdag morgen, var luften fuld af spørgsmål. Hvordan kunne det ske? Flere orkestre valgte at aflyse deres koncerter, og mange festivalgæster tog hjem. Festivalledelsen overvejede at stoppe hele festivalen, to dage før tid. De havde ansvaret for cirka 100.000 gæster på dyrskuepladsens kæmpe areal. De besluttede at fortsætte. Men inden lørdagens program kunne begynde, var det nødvendigt med nogle ord til at udfylde det tomrum, ulykken efterlod. De ord stod Jan Lindhardt, daværende biskop over Roskilde Stift, for.

Artiklen fortsætter under billedet

Festivalgængere foran Orange Scene ved mindehøjtideligheden, hvor Jan Lindhardt talte.
Festivalgængere foran Orange Scene ved mindehøjtideligheden, hvor Jan Lindhardt talte. Foto: Kaspar Wenstrup / Nordfoto

Jan Lindhardt lå i sin seng i sit sommerhus på Mols, da han blev vækket sent fredag aften af Poul Kofod, præst ved domkirken, som kunne fortælle, at der var sket noget forfærdeligt.

Klokken 17.00 lørdag eftermiddag, dagen efter ulykken, holdt Jan Lindhardt en kort prædiken fra Orange Scene foran 30.000 festivalgæster. Næste dag holdt Jan Lindhardt en mindegudstjeneste i Roskilde Domkirke. Der var cirka 400 mennesker i kirken, både festivalgæster, repræsentanter fra politi og andre myndigheder samt de dødes pårørende.

"Det gjorde et stærkt indtryk. Jeg har deltaget i mange begravelser, men det her var noget andet. Det var ulykken over alle. Den største meningsløshed. Men det var vigtigt at sige, at man kunne stole på, at alt ikke var sagt med det. At man skulle lade det onde stå, som det stod. De gyldne ord gik igen," siger Jan Lindhardt.

Sharon Nielsen vidste ikke, at sønnen Lennart var på festivalen i 2000. Først da en politibil sent lørdag eftermiddag kørte ind på gårdspladsen hjemme i Ulstrup vest for Randers, fornemmede hun, at noget var galt. Hende søn, Lennart, havde fortalt, at han ikke havde penge til festivalen. Men han var en vild dreng, der nødigt missede en Roskilde Festival. En sød, kærlig, kvik og vild dreng, beskriver moderen.

I første omgang troede Sharon ikke på politibetjentens besked. Men den sidste tvivl forsvandt, da hun dagen efter identificerede sin søns lig på Rigshospitalet i København.

"Han lå på en båre og med vand, der løb fra hans venstre øje og ned ad kinden. Det lignede tårer," fortæller Sharon Nielsen.

Mindre fredfyldt var Lennarts krop, der var mærket efter obduktionen. Politiet havde ringet lørdag og bedt om tilladelse til at obducere, og da Sharon Nielsen afviste, sagde stemmen i røret blot, at det allerede var sket.

Sharon Nielsen kan ikke sætte ord på, hvor vred hun blev. Vred over obduktionen. Og vred over, at sikkerheden havde svigtet på festivalen. Men vreden blev efterhånden til følelsesløshed. Verden bevægede sig omkring hende, mens hendes følelser og tanker stod stille.

"I lang tid så jeg Lennarts ansigt, når jeg vågnede om morgenen. Jeg så ham, som han lå på båren med øjet, der græd. Men en morgen efter måske et år vågnede jeg, og billedet var væk. Først blev jeg fortvivlet og tænkte 'hvor er min dreng?' Så tænkte jeg, at jeg måske kunne begynde at leve videre med min familie og min tro," siger Sharon Nielsen.

Hun er medlem af Jehovas Vidner, og troen giver hende trøst og håb om, at hun vil se sin søn igen. Ikke i himlen, men her på jorden, i Paradis.

"Men sorgen går aldrig væk, og man er nødt til at leve med den. Jeg havde fem børn. Nu har jeg fire."

Artiklen fortsætter under billedet

Dagen efter dødsulykken samlede aftenens vagthold på pladsen foran Orange Scene.
Dagen efter dødsulykken samlede aftenens vagthold på pladsen foran Orange Scene.

Michael Berlin, der var sluppet op over det bølgende menneskehav, blev båret på publikums hænder til den halvmåneformede plads foran scenen, hvor frontbuevagterne fangede hans arme og hev ham ned i sikkerhed. Da han få minutter senere gik mod udgangen ved scenens højre side, vendte han sig og så Pearl Jams forsanger, Eddie Vedders, fortvivlede ansigtsudtryk på scenen. Han sad på hug med hænderne på hovedet og græd. Så skyndte Michael sig ned til lejren for at finde Jakob og de andre venner.

Michael Berlin er i dag blikkenslager og bor i Søborg lige over for den kirkegård, hvor han var med til at begrave Jakob. Han bar kisten ud af kirken, hvor mange måtte stå op på grund af pladsmangel. Michael kiggede ned i gulvet for ikke at få øjenkontakt. Først da kisten blev lagt ned i jorden, gav han også selv slip.

"Det har ikke været let at acceptere, at Jakob er død. Heller ikke måden det skete på. Det blev en smule lettere, når jeg tænkte, at han reddede mit liv. At han ikke døde forgæves. Sådan har jeg i hvert fald valgt at se på det," siger Michael Berlin og sammenfatter aftenen for 10 år siden:

"Der er mange ting, der er uklare fra den dag, men to knivskarpe billeder har jeg i hovedet: Jakob, der smiler med armene i vejret, mens jeg bliver båret væk. Og Eddie Vedder, der sidder på scenen og græder. Jeg blev voksen den dag."

Denne artikel er skrevet for 10 år siden på 10-årsdagen for tragedien på Roskilde Festival og bragt første gang den 2. juli 2010. Artiklen bringes igen, i anledning af at ulykken indtraf for 20 år siden.