Dagligdagens opstandelse

LIVSMOD: At kunne finde viljen til at gøre op med livstræthed, tilintetgørelse og døden som livsvilkår er livsmodets kilde, mener hospitalspræst Christian Juul Busch, der dagligt er konfronteret med både livsmodet og dens modsætning i sit

En vis træthed i blikket fornægter sig ikke. De foregående dages fejring af 50-års-dagen har sat sine spor på Christian Juul Busch. Men det har været det værd, siger han.

- Det er jo ikke bare selve festen, men også dagene efter, at røre ved gaverne og tænke på, hvad der blev sagt og tilkendegivet om, hvor vigtigt det er, at vi er sammen, er familie og venner, fortæller han, mens han laver kaffe i køkkenet i præsteboligen på en af Københavns bedste adresser i ly af Rundetårn og Trinitatis Kirke. Boligen er nu ikke fulgt med Christian Juul Buschs job som hospitalspræst ved Rigshospitalet, men med hans kones job som sognepræst ved den kendte kirke.

Det skal imidlertid hverken handle om fødselsdagsfester eller embedsboliger, men om livsmod. For både som teolog og især som præst på et hospital er livsmodet og dets fjende, angsten, problemstillinger, Christian Juul Busch dagligt konfronteres med, når han møder patienter og deres pårørende. Han skal da heller ikke smage længe på ordet, da vi først er bænket i en af de hyggelige stuer, inden han nærmer sig en definition:

- Livsmod er for mig dagligdagens opstandelse. Det er opstanden mod livstræthed, tilintetgørelse og døden som livsvilkår, siger han og fortsætter:

- Derfor er det også efter min mening et af de allervigtigste og væsentligste temaer. Det er det også for de mennesker, jeg møder i min hverdag, fordi livsmodet kan være svært at få kontakt med, hvis man er syg. Men derfor bliver jeg også ofte enormt imponeret, når jeg møder livsmod hos patienterne, for det kan være så intenst.

- Hver gang jeg - som nu - skal tænke på livsmod, tænker jeg især på en gruppe af patienter - de unge med cystisk fibrose, som jeg møder på Rigshospitalet. De har en sygdom, som er meget behandlingskrævende, som gør, at der er stor risiko for, at de dør unge, og som begrænser deres livsmuligheder i helt utrolig grad. De står for mig som nogle af dem, der flottest formår at gøre opstand mod deres livsvilkår. Som insisterer på trods. At se Bjarne Riis klatre op ad en alpetop på cykel er for intet at regne i forhold til, hvad det koster dem af energi f.eks. at komme op ad en trappe. Men på trods af, hvad det koster dem, har de en høj grad af intensitet og kvalitet i deres liv. De har modet til at være på trods af det vilkår, som er så hårdt.

- Man kan spørge sig selv, hvor det overhovedet kommer fra. Livskraft er den biologiske kraft, men livsmod er den eksistentielle overbygning. Hvor livskraften nok i højere grad er et biologisk spørgsmål, som blandt andet kan iagttages på neonatal-afdelinger, hvor de for tidligt fødte kæmper for livet, er livsmodet det eksistentielle aspekt af livskraften. Men hvordan livsmodet kan påvirkes og udvikles, er et meget diffust område, synes jeg.

Derfor mener Christian Juul Busch ikke, at man entydigt kan svare på, hvorfor nogen ser ud til at være i besiddelse af livsmod, mens andre meget nemt mister det eller slet ikke besidder det.

- Der har længe været en tendens til, at tænk positivt-terapien blev gjort til betingelse for at komme i kontakt med livsmodet. Men det er ikke en betingelse, at man kan være ubekymret som himlens fugle og markens liljer. Det ville være enkelt, hvis man kunne sige, at nogle har livsmod, men andre ikke. I mange år har der været en tendens til et forenklet psykologisk perspektiv, som har sagt, at vi enten er fortvivlede eller har livsmod. Men det er man ikke. Vi pendulerer hele tiden mellem livsmod og fortvivlelse. Hvis vi hører en mand siger »Jeg havde jo håbet, at det skulle gå«, for lynhurtigt at svinge over og siger »Men det skal jo nok gå«, så er vi tilbøjelige til kun at høre første del af sætningen og sige, at han er fortvivlet. Men manden er jo både fortvivlet og håbende. Den første del af sætningen bringer ham i kontakt med sorgen, mens anden del bringer ham i kontakt med livsmodet.

- Det mest interessante er, at livsmodet ikke holder sig inden for virkeligheden, som måske trænger sig på med en læge, der siger, at det her kan man ikke stille noget op over for. Livsmod er som sagt opstanden mod vilkåret, og håbet næres netop af det. Og derfor ville det være ubarmhjertigt at ødelægge håbet for et andet menneske. Det har ingen ret til. Livet kan ikke gøres endimensionelt. Et levet liv er i bevægelse. Et liv, der ikke bevæger sig, er dødt. Og derfor oplever vi, at vi mennesker pendulerer mellem fortvivlelse og håb.

Vores tid er ifølge Christian Juul Busch imidlertid ikke særlig befordrende for evnen til at se livet i alle dets dimensioner.

- Den amerikanske, medicinske etiker Daniel Callahan har sagt: »Døden er en fjende, men ikke fjenden. Fjenden er derimod vores uinviterede, ugengældte længsel efter mere, end vi har.« Ofte kalder vi døden for den ultimative fjende. Men jeg tror, at vor tids største fjende er længslen efter kontrol. Og når den svigter, svigter livsmodet. Vi har ikke evnen til at vedkende os uønskede vilkår og har i høj grad mistet sproget for det. Det kan for eksem- pel være, hvis vi selv eller andre rammes af kronisk eller uhelbredelig sygdom.

- At sige til en patient, at han skal lægge sit liv i Guds hånd, hvilket jo egentlig betyder, at det står uden for vores magt at gøre noget, giver for mange mennesker ikke mening. Tidens sprog er, at man vil have at vide, hvordan man selv kan tackle problemer.

Kontakt med livsmodet

- Men i mit arbejde oplever jeg tit, at det er en lettelse for folk, når de får at vide, at her er der noget, der ligger uden for deres magt. Jeg tror, det er vigtigt at minde folk om, at det er ikke alt, de skal kontrollere, for det er ikke alt, de har magt over. Nogle gange kan det give kontakt med livsmodet at acceptere, at man godt kan slippe kontrollen.

- Det er min opgave på hospitalet at komme med noget andet end det øvrige personale. Jeg kommer med en modsigelse af tidens tendens til kontrol og terapeutisk positivtænkning. Da jeg begyndte for 15 år siden, blev folk ofte bange, når ordet præst blev nævnt. Barrieren er der stadig i et vist omfang, men jeg føler, at der er et større behov for den eksistentielle samtale end tidligere, og det går hurtigere i dag med at nå frem til det religiøse. Folk forbander Gud og beder til Gud i et omfang på hospitaler, som nok ville komme bag på mange, og som også kommer bag på patienterne selv.

Livsmod er ifølge hospitalspræsten modet til at gøre oprør mod vilkåret, så derfor er det også både noget naturligt givet og noget, der både kræver en handling af os og en vis rummelighed og generøsitet.

- Det er noget, man griber fat i. Man kan godt prøve at glemme det vilkår, man har fået, og det kan også godt være sundt nok i en periode, men man må også acceptere, at det kan gøre ondt at gå ind i en eksistentiel proces. Livsmodets modsætning er angsten, som gør, at man bliver hængende og ikke kan handle. Det er svært at svare på, hvor evnen til den handling kommer fra, men der er ingen tvivl om, at den har gavekarakter. Man skal turde tage sit liv op med mod. Det er den gave, vi har fået, men jeg kunne aldrig finde på at sige, at det ikke er godt nok, hvis man ikke formår eller tør det.

- Udgangspunktet i mit arbejde er at vove ikke at behandle folks angst, fortvivlelse eller sorg som problemer, men som byrder. Jeg må give udtryk for, at byrden og sorgen skal bæres som den byrde, den er. For lægen er sygdom et problem, men for den syge er den et tungt vilkår. Og det, det ofte handler om, er at finde modet til at dele smerten over byrden.

- Jeg er sikker på, at troen betyder meget for livsmodet. Jeg plejer at sige, at livsmodet er den dagligdags troserfaring. For mig er det præciseret deri, at den kristne tro bygger på Kristi opstandelse - den ultimative opstand mod dødens vilkår. Det er den opstand, vi i det små ser i livsmodets opstand mod livsvilkåret.

- Og dermed mener jeg også, at livslyst er modsætning til selviskheden. Jakob Knudsen har sagt, at »livslyst og selviskhed er to meget forskellige ting, og dog er de ofte uadskillelige. Livslyst er glæden over livet og dets goder. Selviskhed er den uberettigede lyst til at eje det, man er glad ved«.

- Den kristne tale om opstandelse og oprøret, som i dagligdagen udfolder sig i livsmodet, bliver et oprør mod selviskheden forstået som et opgør med, at det, vi har fået som gave, har vi også retten til at eje. Det har vi ikke. En gave skal deles med andre. Jesus er alt det, der skiller livslyst og selviskhed ad. Ingen har haft større livslyst, men han insisterede ikke på at eje det. Derfor vandt livet og livsmodet.

weis@kristeligt-dagblad.dk

tema

Livsmod

Tilværelsen er ikke bare ulidelig lethed. Den udfordrer også med store forandringer. Liv & Sjæl har i sommerens store interviewserie talt med en række kendte danskere om det livsmod, der bringer os gennem livets store udfordringer. Serien slutter i dag med professor Poul Riis. Der har tidligere været interview med præst og forfatter Johannes Møllehave, forfatter og lægmandspræst Suzanne Castenskiold-Benzon, forfatter Henrik Nordbrandt, den radikale formand Marianne Jelved, forfatter Ib Michael og sceneinstruktør Lone Bastholm.