Daniel: Jeg skilter ikke med min ensomhed

De fleste kender følelsen, men ingen taler om den. Daniel, der er en blandt mange ensomme unge i Danmark, fortæller her om den tabubelagte følelse af ensomhed

Mange unge mennesker kender til ensomhed. Daniel er en af dem. -
Mange unge mennesker kender til ensomhed. Daniel er en af dem. -. Foto: Arkiv.

Lige uden for døren lever Københavns pulserende liv videre. De sidste københavnere skynder sig hjem fra arbejde. Nogle har taget hul på fyraftenen med den ugentlige kamp i sportsklubben eller en tur i biografen med kæresten.

Andre kæmper med ensomheden. Og derfor bruger de aftenen i Griffenfeldtsgade 50. Her sidder en gruppe unge koncentreret omkring et spil Scrable. En enkelt har forskanset sig i sofaens hjørne med Illustreret Videnskab. Der dufter hjemligt og appetitligt ude fra køkkenet, hvor en frivillig og et par brugere er travlt optaget ved kødgryderne. Der er taget hul på endnu en aften på værestedet for ensomme unge, Transmogriffen.

Daniel på 28 år er en af de unge, der jævnligt lægger vejen forbi. På den måde prøver han aktivt at gøre noget for at komme af med sin ensomhed.

"Følelsen kommer og går. Hvis man har nok at lave, kommer den ikke, men hvis jeg ikke har noget at se frem til og glæde mig til, så bliver jeg trist. Hvis jeg sidder mandag og kan se, at jeg slet ikke skal noget hele ugen, så får jeg den følelse af ... jeg vil ikke sige, det ikke er værd at leve - men det er svært at se frem til noget," fortæller Daniel, der er kommet i Transmogriffen de seneste par år.

For syv år siden kravlede hans ven op på et tog og fik så kraftigt stød, at han omkom. Ulykken splittede vennerne ad. Og siden den dag har Daniel kendt til ensomhed, for han har ikke fået stablet et nyt socialt netværk på benene.

"Jeg kan sidde en aften og have lyst til at få selskab af en eller anden, men jeg ved ikke, hvem jeg skal ringe til. Jeg har nogle numre i min mobiltelefon, men jeg har ikke lyst til at ringe til dem. Jeg kan gå på arbejde eller i skole, og dem jeg er sammen med, siger mig ikke noget. Men jeg kan have svært ved at finde ud af, hvem det er, jeg mangler. Det er for mig ensomhed," forklarer Daniel med et flakkende blik, mens han retter på sin hestehale.

Man skal overskride en grænse
I alle ugens hverdage kommer unge som Daniel forbi Transmogriffen til en aften med uformel hygge og snak, fælles spisning og en enesamtale med en af de frivillige i værestedets mere intime gemakker Oasen. Transmogriffen har eksisteret siden 1996 og har omkring 30 frivillige tilknyttet til at tage sig af de unge.

Transmogriffen har mellem 12 og 15 faste brugere. Nogle af brugerne går på universitetet eller har fast arbejde, men har svært ved at begå sig socialt. Andre har en psykiatrisk diagnose, misbrugsproblemer og spiseforstyrrelser. Men fælles for alle brugerne er, at de er ensomme. Og de har alle overvundet frygten for at troppe op på et værested som Transmogriffen.

"Det var meget grænseoverskridende første gang, jeg skulle møde andre ensomme unge. Jeg stod udenfor i flere minutter og tænkte over, om jeg bare skulle tage hjem igen. Man frygter, at man ikke møder nogen. Eller man frygter måske endnu mere, hvis man selv synes andre er vildt søde, og de så tænker 'åh Daniel, ham gider vi ikke se mere'," forklarer Daniel.

Daniel er uddannet maskinarbejder. Han er vokset op i Nordsjælland og har aftjent sin værnepligt i Søværnet. Han elsker at gå til koncerter og på museum, selvom han ofte må gøre det alene. Udadtil ligner han enhver anden ung i Danmark. Men bag facaden ligger den ensomme tilværelse.

"Der er ikke mange, der tror, jeg er ensom. Fordi jeg laver en del ting. Den ensomme side holder jeg mere for mig selv, når den er der. Det er ikke lige noget, man stiller sig ned på gaden med et skilt om," fortæller Daniel.

For det er forbundet med tabu at være ensom, mener han. Derfor ved de færreste, at Daniel primært ser andre unge mennesker ved at komme på byens væresteder.

"Jeg bryder mig ikke om, at folk, der kender mig, ser mig gå derind. Der er ganske vist ikke nogen af mine venner, der kommer den vej. Så det er ikke, fordi folk ser en, men i princippet kunne ens forældre lige køre forbi, selvom mine forældre faktisk ikke bor i København," siger Daniel.

Han har ikke lyst til at fortælle det til sine forældre eller kolleger, da han ikke mener, de vil kunne hjælpe ham. Hans gang i Transmogriffen og andre væresteder har ikke fået følelsen af ensomhed til at gå væk.

"Men erkendelsen er blevet større, og derfor er det nemmere at handle, når følelsen er der. For når jeg kan mærke følelsen kommer, går aktivering-af-Daniel-programmet i gang. Så tager jeg forbi et værested, tager til en koncert eller ser en film. Man skal bare for alt i verden ikke sidde derhjemme."

Navnet Daniel er opdigtet. Daniels rigtige navn er redaktionen bekendt.