Holocaust er et sår, der ikke læges, men tværtimod bløder kraftigere for hvert årti. Det er den begivenhed, som på mest ekstrem vis har udfordret menneskenes grundlæggende værdier. Det er en historie om 12 års forfølgelse og udryddelse af jøder,
men også en historie om hele menneskeheden.
Disse betragtninger kommer fra Michael Berenbaum, professor i teologi ved University of Judaism i Los Angeles, USA. Han har viet sit liv til forskning i holocaust og har udgivet 12 bøger om emnet.
I
disse dage gæster han Danmark i anledning af 60-året for redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig.
I går deltog han ved åbningen af Det Kongelige Biblioteks nye udstilling, »Dansk antisemitisme før og efter 1943«, og i dag er han til stede
ved premieren på dokumentarfilmen »Copenhagen 1943 - The rescue of the Jews i Denmark«. Filmen er instrueret af danske Camilla Kjærulff i samarbejde med amerikaneren Karen Cantor, og Michael Berenbaum har bidraget både som rådgiver på projektet og en af
de eksperter, der medvirker.
Og netop den danske aktion, som reddede livet for 93 procent af de cirka 7000 danske jøder, er enestående, fastslår professoren. Den afspejler en holdning i befolkningen. Til trods for dansk antisemitisme og modvilje mod
at modtage flygtninge før og under krigen, mangel på modstand mod tyskerne, og danskere, der profiterede af jødernes ulykke.
- Historien om Danmark er interessant, fordi den er modsat alle andre landes historie. Jøderne blev reddet, fordi aktionen mod
jøder blev indledt så sent som 1943, da alle vidste, at tyskerne ville tabe krigen. Desuden var der en geografisk løsning, idet Sverige lå tæt på og var optaget af sit omdømme efter krigen. Dertil kom, at en tysk embedsmand lækkede information. Men
alligevel var det nogle særlige værdier blandt danskerne, som reddede så mange jøders liv, konstaterer Michael Berenbaum.
- Man kan tale om en særlig sproglig værdi. I Polen omtalte man altid polakker og jøder som to forskellige grupper. I Danmark
anerkendte de fleste jøderne som medborgere, som andre danskere. Mange sagde om deres egen indsats, at det ikke var noget særligt. De behandlede jo bare jøderne, som man nu engang behandler andre medborgere. Dét er netop danskernes fortjeneste, tilføjer
professoren.
En skæbnestund
Selv om 60 år er gået, fortælles historien om holocaust med stadig større intensitet.
I mange lande begyndte man med at tie og skamme sig. Men i 1960'erne var emnet mere til debat, end det havde været i 1940'erne
og 1950'erne, og siden er omtalen, debatten og forskningen taget til. Michael Berenbaum nævner som eksempel, at de første tre måneder af 2000 skrev The New York Times mere om holocaust end i de 12 år, folkedrabet stod på.
- I dag bliver holocaust
set som en skæbnestund for menneskeligheden. Vi har set mange andre folkemord, men aldrig på samme industrialiserede, systematiske måde. Alt i denne verden er relativt, men for de fleste står dette som det absolutte onde, forklarer professoren.
I
undersøgelsen af, hvordan gerningsmændene kunne sætte deres menneskelighed ud af kraft, spiller ikke kun den nazistiske ideologi, men også bureaukratiet en central rolle. Det lykkedes at opbygge et system, hvor ingen følte sig ansvarlige for helheden,
men alene udfyldte deres lille del af forbrydelsen.
- Selv nazilederen Adolf Eichmann forsvarede sig med, at han bare havde fulgt ordrer. Måske skulle han ikke have sværget troskab over for Hitler, men det var hans princip, at samfundet ville bryde
sammen, hvis man brød sin ed. Derfor ville han endog være parat til at sætte sin far på toget til koncentrationslejren, fortæller Michael Berenbaum.
De var mennesker
Han har imidlertid den pointe, at intet bureaukrati kan fungere, hvis man
blot gør det, man får besked på. Havde alle tyskere gjort, hvad Hitler befalede, men ikke mere, havde holocaust været en umulighed.
- Hver enkelt medvirkende måtte kæmpe med sin egen samvittighed, og mange druknede sig i løgne og alkohol for at stå
det igennem. En blanding af fejghed, sociale ambitioner og karrieredrømme fik enkeltpersoner til at bidrage aktivt og kreativt til jødeforfølgelserne. Og de gjorde det ikke, fordi de var djævle, men fordi de var mennesker. Derfor er det værd at studere
deres psykologi, forklarer Michael Berenbaum.
Han fortæller, at den tyske SS-leder Heinrich Himmler for 60 år siden, den 4. oktober 1943, holdt en tale, hvor han berørte netop tilsidesættelsen af menneskelighed. Han beskrev, hvordan tyskerne gennem
disciplin havde formået at sætte sig ud over ethvert hensyn for at kunne udrydde jøder. »Det er en historie, som aldrig kan skrives, men det er en stolt historie«, lød Himmlers konklusion.
Michael Berenbaum udelukker ikke, at danskere sat i samme
situation som tyskerne under Anden Verdenskrig tilsvarende ville have tilsidesat deres menneskelighed. Men han konkluderer, at selv om ikke alle danskere var engle, bestod de alt i alt den prøve i menneskelighed, som hele verden på forskellig vis blev
sat på:
- Det er ikke et spørgsmål om at være perfekt, men om at være god. Sammenlignet med, hvad der foregik i alle andre lande, er den danske historie om befolkningens hjælp til jøderne eksemplarisk.