De flygter fra tidsånden herhjemme til Tanzania

Ægteparret Bernhard var udsendt som missionærer i Tanzania i 1970erne, og det forandrede deres livssyn. På trods af smalhals, afsavn og diverse kryb er de igen og igen vendt tilbage til deres andet hjem i Afrika for i Danmark taler folk kun om sig selv

Missionærparret Svend og Ingeborg Bernhard anno 2013 i Dar Es Salaam i Tanzania. Helbredet har det fint: ”Ja, bortset selvfølgelig fra et par omgange malaria,” som Svend siger. –
Missionærparret Svend og Ingeborg Bernhard anno 2013 i Dar Es Salaam i Tanzania. Helbredet har det fint: ”Ja, bortset selvfølgelig fra et par omgange malaria,” som Svend siger. –. Foto: Lise Schmidt Søgaard.

På et klassisk dansk sofabord med dug står et glasfad med frisksmurte, hjemmebagte boller. I sofaen sidder Ingeborg og Svend Bernhard. Fru Ingeborg i storblomstret nederdel hælder kaffen op og giver ægtemanden et kærligt klap på låret.

Man skulle tro, vi var til formiddagskaffe hos et ganske almindeligt, pensioneret dansk ægtepar, men så knækker filmen. I samme øjeblik sender Svend Bernhard en uforståelig svada af sted gennem huset, flydende swahili viser det sig. En mobiltelefon er sat til opladning i hjørnet af stuen og bliver ved med at bimle med afrikansk styrke er det hushjælpens eller hvad? En sort kvinde kommer drønende på sine klipklapper og sender forsamlingen et smil. Det var det vist.

Vi er i Luthersk Missions hovedkvarter i Dar Es Salaam, Tanzania. Og hvis dronning Margrethe uddelte en fortjenstmedalje til ihærdige missionærer, burde den nok hænge på ægteparret overfor. Svend og Ingeborg Bernhard på henholdsvis 71 og 74 år er pendlermissionærer, der med egne ord rejser til Afrika i tide og utide.

De ringer jo indimellem og spørger, om vi ikke kan hjælpe med lidt af hvert. Jeg tror, det er tredje år, vi rejser fra et dansk forår, siger Ingeborg Bernhard og griner opgivende.

Grunden til, at ægteparret Bernhard bliver fløjet ind som en anden task force fra Gilleleje, hvor de har folkeregisteradresse, skal vi et godt stykke tilbage i tiden efter. I 1967 arbejdede Ingeborg som sygeplejerske i Hillerød, og Svend var rådgiver i den lokale bank. Det unge, troende ægtepar havde kontaktet generalsekretæren for Luthersk Mission og givet til kende, at de havde fået et kald fra Gud de ville være missionærer.

Det var alt sammen meget godt, men det var desværre ikke sådan lige at blive sendt af sted med det samme. Og Svend skulle jo også have noget at lave dernede:

Som bankmand kunne jeg lægge to og to sammen. Men ikke så meget andet end det, som han siger.

Modsat venneparrene, der købte store grunde og byggede parcelhuse på dem, var rødderne med kaldet begyndt at løsne sig for ægteparret Bernhard. Der gik et år, så endnu ét. De gik ind i en tilstand af venten som at være stoppet midt i et spring. Familien anede rastløsheden, og en aften i 1969, da Svends mor havde været på besøg, lod hun Brødremenighedens medlemsblad glide ned på stuebordet med bagsiden opad. Der var en sort-hvid annonce: Regnskabsmedarbejder søges til Vesttanzania, lød overskriften.

På det tidspunkt samarbejdede Luthersk Mission og Brødremenigheden om missionsarbejdet, så Svend og Ingeborg var enige om at slå til. Mens vennerne i Hillerød så månelandingen på fjernsynet og forargedes over, at Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien, pakkede familien Bernhard i 1969 deres tre små børn og kufferter og fløj til Afrika på kanten af det ny årti.

De landede i Tabora, Vesttanzania, hvor først tyskerne og siden englænderne havde haft missionærstation siden kolonitiden. Blandt stammefolkenes lerklinede hytter havde europæerne fået banket nogle store, solide huse og også enkelte kirker op. Familien blev indkvarteret i et af de gamle missionærhuse, der oprindeligt var bygget af englændere.

Blandt missionærer hed huset Termitfryd, fordi det kriblede ind alle vegne. Folk omkring os boede i huse af ler. Men kirkens folk boede i cementhusene, husker Ingeborg.

I området var der ingen regn fra maj til oktober, så støvet satte sig i alt. Først når regnen faldt sidst på året, gav det liv til bøndernes afgrøder: majs, jordnødder, tobak og kassava-rødder.

Det var virkelig smalhals, vi levede helt nede ved græsrødderne, siger Svend med henvisning til familiens levestandard de første par år.

I 1973 lagde oliekrisen gaderne i københavnsområdet og det øvrige Danmark øde med bilfri søndage. I Tanzania betød det, at der ikke var sukker til teen.

Og det var ikke godt, for det går de altså vældig meget op i hernede, siger Ingeborg med alvorlig mine.

Det var Svend, der først og fremmest skulle arbejde i Tabora. Korruption, sjusk og fusk med pengekassen var til stede i alle afkroge af samfundet, og her havde Svend et nyttigt overblik fra sparekassen derhjemme, som han gjorde brug af i missionsarbejdet. For Ingeborg var opgaverne noget mere flydende.

LÆS OGSÅ:
Opfindsomme kvinder sælger da suppe

I nogle år var vi den eneste hvide missionærfamilie i Tabora By, så hver gang der kom danskere, schweizere, briter eller tyskere, så lå det ligesom i luften, at vi tog imod, forklarer hun.

Én af de hvide besøgende, familien Bernhard tog imod, var pudsigt nok en anden af Kristeligt Dagblads journalister, Bent Kragelund, der i 1973 var på rundrejse i Østafrika. Han boede hos familien i nogle uger, mens han forfattede en artikelserie til avisen om missionærerne på præsteskolen og helseklinikken ved Brødrekirkens bastion i Tabora, da arbejdet endnu var helt nystartet.

Når hun ikke sørgede for hvide besøgende, var der nok at lave for den sygeplejerskeuddannede Ingeborg. Så var nabobarnet syg, så skulle der lægges forbinding enhver hudafskrabning og opkradset myggestik forvandledes hurtigt til en gul infektion, når børnene legede i støvet. Men det plagede missionærparret, at deres egne børn ikke kunne få den skolegang og undervisning, de havde brug for.

Hvide børn var et særsyn, og de lokale børn råbte efter dem på gaden. Samtidig var undervisningen så som så i den lokale skole, så det kom ikke på tale, forklarer Ingeborg.

De første skoleår blev børnene undervist privat i familiens baghus. Men i 1977 tog familien Bernhard en drastisk beslutning og sendte deres ældste søn Peter, der dengang var 12 år, i international skole i Moshi i Nordøsttanzania 800 kilometer væk.

Det blev Svend, der kørte med sønnen op til skolestart, 30 timer i en overfyldt bus ad grusveje, furet af strømmene fra kraftig regn.

Da blev det klart, at han skulle meget, meget langt væk. Da jeg så sagde farvel til ham, dét er noget af det værste, jeg har prøvet, husker Svend.

Ingeborg laver folder i sin nederdel, mens Svend fortæller om turen. Tanken om ikke at kunne komme i kontakt med sønnen var til at blive gal af, husker hun.

Der var jo ingen telefon! Han kunne ikke bare sådan komme ned til os på besøg, det var 800 kilometer ad dårlig vej. Ja, man kunne jo sende et telegram, men man var aldrig sikker på, at det nåede frem.

Heldigvis fandt sønnen en amerikansk kammerat på skolen, som han fik lov at komme hjem til i weekenderne. På et år så de ham tre gange, når han var hjemme på ferie.

Peter nåede at have to år på kostskolen. Egentlig ville Ingeborg og Svend gerne være blevet i Tanzania. Men kvalerne med at skulle sende de tre andre børn af sted endnu et var kommet til i Tanzania blev i sidste ende afgørende.

Tanken om, at de alle tre skulle være i Moshi, den kunne vi ikke forlige os med.

Familien forlod Tabora i 1979 efter 10 år som missionærer. Men det var, da de satte fødderne på dansk jord igen, at det største kulturchok i deres liv indtraf. I 1970erne var der sket en del på den politiske scene i Danmark, noget der også kunne mærkes på tidsånden, husker Ingeborg.

Jamen Glistrup var jo kommet til! Pludselig jamrede og jamrede folk over alt muligt ligegyldigt. Det var virkelig en overgang at komme til Danmark og møde en kultur, der var så centreret om sig selv.

Samtidig brugte folk mange flere penge i hverdagen, end da vi tog af sted. Der kom oftere en flaske rødvin på bordet, når vi var ude, og alle mine veninder havde fået røremaskine. Det der med at bruge penge på hjemmet, det tror jeg var noget, folk lærte, mens vi var i Afrika.

Børnene tog generelt al den omtumlen virkelig pænt, siger Ingeborg lidt forundret. Men skiftet til en ny livsstil var også svært for dem.

I Tanzania gik det egentlig meget godt. Det var, da vi kom hjem, det blev hårdt. De manglede fuldstændig den fælles referenceramme med deres skolekammerater. De kendte ikke ét eneste tv-program, og det var det, alle de andre børn talte om. Heller ikke i den snævre kristne vennekreds var der rigtig plads til dem.

Svend fik lov at arbejde videre i Luthersk Mission, nu som koordinator hjemme fra Hillerød. Det passede ham ganske udmærket.

Før vi rejste, havde jeg været glad og tilfreds med mit job i sparekassen. Jeg havde fri hver weekend og folk i skranken. Men at have boet hernede, hvor folk kæmper for det daglige brød, og så skulle hjem og arbejde for, at folk kunne få størst muligt udbytte af deres investeringer det havde jeg absolut ikke lyst til!.

Da Ingeborg kørte rundt som hjemmesygeplejerske i Hillerød i 1980erne og 1990erne, besøgte hun en gang imellem en patient fra Burundi, der kunne swahili ligesom hende. Så begyndte det igen at krible efter Afrika. Og en dag var hun og Svend taget til Frederiksborg Slotskirke for at se på våbenskjolde. Her traf de en solbrændt dame, der via en ubehjælpelig tolk forsøgte at forstå, hvad der stod på skjoldene. Så er det jo svært at lade være med at bryde ind, og hun lyste op, da hun blev tiltalt på swahili, siger Svend.

I 2003, da alle børnene var voksne studererende, og Ingeborg og Svend gået på efterløn, blev der en treårig stilling ledig hos Luthersk Mission i Tanzania. Og så gik turen igen til Afrika, hvor tredive år heller ikke var gledet ubemærket forbi. Hos Luthersk Mission i Dar Es Salaam er der i dag både tv, kaffe og varmt brusebad, og næsten alle tanzanianerne har som hushjælpen en larmende mobiltelefon, der tankes op med shillings, når der er råd.

Siden den treårige stilling udløb, har Ingeborg og Svend været på tilkaldevagt og tager et par måneder ad gangen hernede. Svend hjælper med kontakt til myndighederne, og Ingeborg står til rådighed med svar på de tusind praktiske spørgsmål, der med sikkerhed kommer dumpende fra de unge missionærhold. Der er altid en brik i det store puslespil, som kun de to ved, hvor skal sidde.

Der er dog stadig et kulturchok at arbejde med, hver eneste gang flyet med pendlermissionærerne sætter landingsstellet mod asfalten i Kastrup Lufthavn. Hvis folk i 1970erne havde svært ved at sætte pris på, hvor godt de havde det, er det her i 2013 mest koncentrationen, den er gal med, mener Ingeborg.

De spørger måske: Hvordan var Tanzania?. Men når man så begynder at svare, så, vupti, forsvinder øjnene væk efter to minutter. Og inden man ser sig om, så handler samtalen om dem selv og deres problemer. Det er utroligt, at man ikke bare kan lytte!.

Børn og børnebørn er i dag spredt ud i hele verden, to bor i Danmark, én i Norge og én i Zambia. De ses, når de ses, og Skype og Facebook er jo opfundet, som Ingeborg pointerer. Men derhjemmefra er vennerne i Gilleleje begyndt at mumle i skægget over, at Svend og Ingeborg igen og igen flyver ned til deres andet hjem i Afrika. I er jo over 70, kan de unge ikke tage over?, spørger de. Men helbredet har faktisk ikke svigtet endnu.

Ja, bortset selvfølgelig fra et par omgange malaria, konstaterer Svend.

Der er da nogle, der synes, at nu må det snart være nok. Men vi lever et udmærket seniorliv, synes vi selv. For os er det ingen straf at komme til Tanzania. Det er her, Gud gerne vil have os.

Engang imellem må det dog godt være lidt luksus, som da parret for nylig valgte at fejre deres 49-års bryllupsdag i en safarilodge blandt løver og næsehorn på savannen nu de alligevel var hernede. Næste år er det guldbryllup, og så er spørgsmålet, om de endelig får et dansk forår derhjemme.

Vi har ikke tal på, hvor mange gange vi har sagt: Sasa ndiyo kwa heri nu er det altså farvel, siger Svend.

Vi er jo lidt oppe i årene, og der kan ske så meget. Men så siger folk hernede: Tag det roligt vi ser jer nok igen.