Demokrati har været et skældsord

FORSKNING I EKSISTENS OG SAMFUND: Når skiftende amerikanske regeringer har et erklæret mål, som går ud på at fremme udbredelsen af frihed og demokrati, forudsætter det en positiv opfattelse af demokratibegrebet. Ny forskning viser, at demokratiet først for alvor kom ind i varmen efter Anden Verdenskrig, og at det ikke har så dybe rødder, som det ofte fremhæves i politisk retorik

Den amerikanske præsident Bush ynder at fremstille demokrati som et ideal, alle andre lande bør indføre øjeblikkeligt. Men en demokratiseringsproces kan ikke indføres fra den ene dag til den anden. I Danmark tog det for eksempel op mod 200 år, viser den 28-årige forsker Jeppe Nevers i sin ph.d.-afhandling, hvor han undersøger demokratibegrebets indtog i dansk politik.

– I medierne og i mange debatbøger udlægges historien om den vestlige civilisation som en lineær proces, hvor middelalder og enevælde blev afløst af renæssance og oplysningstid, som nærmest automatisk førte til udbredelsen af frihed og demokrati. I den forbindelse har det interesseret mig, at kilderne, for eksempel de danske, klart vidner om, at demokratibegrebet først meget sent blev positivt ladet, siger Jeppe Nevers.

I sin ph.d. argumenterer han for, at det har taget hen ved 200 år at skabe den politiske diskurs, som præger moderne, vestlige demokratier, og at demokrati har været et skældsord langt op i det 19. århundrede. Jeppe Nevers' projekt er banebrydende, da demokratibegrebet ikke tidligere har været undersøgt på baggrund af et dansk kildemateriale.

Demokrati er græsk og betyder folkestyre, men de gamle grækere anså ikke nødvendigvis demokrati for den optimale styreform. Monarki med én leder og aristokrati med få udvalgte ledere var styreformer, som vekslede med demokrati. Denne vekslen betragtede man som en naturnødvendighed.

Senere, da græsk blev erstattet af latin, gled demokratibegrebet stort set ud af kilderne. Hos romerne optrådte det næsten ikke, og i den kristne middelalder finder man det kun hos lærde fortolkere af de klassiske skrifter. Demokrati relateredes ikke til samtidige spørgsmål. Det hørte til i antikkens Grækenland, og den opfattelse holdt sig langt ind i moderne tid.

I midten og slutningen af 1700-tallet begyndte især franske filosoffer at skabe et nyt politisk sprog, hvor demokrati i nogle sammenhænge blev koblet til nøglebegreber som frihed og lighed. Det banede vejen for, at demokratiet som ideal kunne blive en del af det revolutionære sprog efter 1789.

– Det interessante er, at demokratibegrebet på dette tidspunkt gik fra at være en lærd betegnelse for en abstrakt styreform til at blive et polemisk og nutidigt begreb, som pegede ind i fremtiden. Det knyttedes til en ideologi og blev et slagord på linje med "republik", forklarer Jeppe Nevers.

Fra Frankrig bredte oplysningstankerne sig til andre europæiske lande. Især frimurerne, som indtog en vigtig plads i oplysningstiden, tog demokratibegrebet til sig. Der var jo lighed i logen, idet håndværkeren og professoren mødtes på lige kår. Men der var stadig lang vej til indførelsen af demokrati.

I Danmark blev man landsforvist, hvis man foreslog andre styreformer end enevælde. Kongen var indsat af Gud, og demokrati betragtedes af de fleste som et skrækscenarium, der kunne true det ældgamle, stabile monarki i Danmark. En gruppe københavnske intellektuelle sympatiserede ikke desto mindre med den franske revolutions idéer. Især kampen for en fri forfatning tiltalte dem. Men den slags var farligt at foreslå. Forfatteren P.A. Heiberg blev 1799 forvist fra "Kongens Riger og Lande" for sin samfundskritik, og den politiske agitator og forfatter J.J. Dampe blev i 1820 idømt dødsstraf – som Frederik den Sjette dog ændrede til livsvarigt fængsel – på grund af sine enevældskritiske foredrag og opfordringer til oprør.

– Da Norge fik sin egen grundlov i 1814 var der tale om et konstitutionelt monarki. Kampen for frie forfatninger spredte sig i første halvdel af 1800-tallet, og Danmark var blandt de sidste lande, der fik en sådan. Nogle havde ganske vist talt om ytringsfrihed og reformer siden midten af 1700-tallet, men dette blev effektivt modarbejdet med henrettelsen af Struensee og siden med begrænsningen af trykkefriheden.

Et idémæssigt pres var dog sat i gang, selv om kun få talte positivt om demokrati. Efter den franske revolution var en demokrat ensbetydende med en anarkist, en revolutionær, der ønskede uorden og jævnhed dikteret af gadens parlament.

Demokrati var simpelthen et skældsord, fortæller Jeppe Nevers og tilføjer, at da Grundloven blev vedtaget i 1849, advarede flere af grundlovens bagmænd mod "demokratiske tilstande". Den dag i dag er ordet demokrati ikke nævnt i Grundloven, hvorimod det allerede i 1848 blev nævnt i den franske forfatning.

En række meget forskellige bevægelser banede fra midten af 1800-tallet vejen for demokratiets indførelse i Danmark. I første omgang drejede det sig om en gruppe intellektuelle i København, de såkaldt nationalliberale. Dernæst om bønderne, som op gennem anden halvdel af 1800-tallet stillede krav om indflydelse. Så om arbejderne, der især i århundredets sidste årtier indledte deres kamp, og til sidst om kvinderne, som blandt andet kæmpede for deres valgret.

– Under denne udvikling blev demokratibegrebet i stigende grad identificeret med kampen for disse gruppers rettigheder, og netop derfor var begrebet stadig meget kontroversielt i nogle kredse, understreger Jeppe Nevers.

Kampen for samfundsmæssig lighed udmøntede sig for alvor i mellemkrigstiden, og hos socialdemokraterne blev demokrati også knyttet til idéen om social retfærdighed. En god dansker var også en god demokrat.

– Selv om den demokratiske diskurs var på vej i mellemkrigstiden, var det først efter Anden Verdenskrig, at reglerne for det demokratiske spil for alvor faldt på plads. Demokrati blev udlagt som en slags endemål – som en historisk nødvendighed. Den fortolkning står stadig stærkt i Vesten. Men det moderne demokratibegreb rummer også farlige elementer, for eksempel den idé at det demokratiske Vesten via sit civilisatoriske forspring er moralsk berettiget til at afstikke kursen for andre lande. Forståelsen af østlige riger som barbariske og tyranniske er en gammel argumentation, som i disse år tilføres ny energi.

– Man kan tale om et korstog i demokratiets navn. Hvad enten man går ind for global demokratisering, blandt andet af sikkerhedsmæssige hensyn, eller man finder demokratitanken frastødende, så er det vel værd at notere sig, at demokrati ikke er noget, man indfører over en kop kaffe eller gennem en 10-årig besættelse af et arabisk land. Det ved vi fra historien.

– Det tog os over 200 år at få skabt et demokratisk klima, og det krævede, at forskellige samfundsgrupper undervejs kæmpede for deres egen sag i demokratiets navn. Kun gennem disse kampe kan de demokratiske idéer vinde indpas, fastslår Jeppe Nevers.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

FaktaForskning i demokrati

**Jeppe Nevers, cand.mag. i historie. Skriver ph.d. på Syddansk Universitet om demokratibegrebets indtog i dansk politik fra 1700-tallet og frem til tiden umiddelbart efter Anden Verdens-krig. Jeppe Nevers har for nylig modtaget et af Viden-skabsministeriets 45 rejsestipendier, som gives til talentfulde og lovende, unge forskere på et tidligt tidspunkt i deres karriere. Stipendiet er på 250.000 kr., og rejsen går til Harvard University i USA.