Den danske munk

Den danske munk Joannikios drikker øl til maden og ryger cigaretter. En munkeven kommer forbi i samme traditionelle sorte munkedragt, langt skæg og det lange hår bundet op i knude under munkehatten. Han sætter sig og ryger en cigaret, mens de to diskuterer ikonernes betydning for ortodokse kristne. Den 75-årige Joannikios er den eneste Athos-munk med danske rødder. Han var politisk aktiv under juntastyret, flygtede til Danmark, hvor han blev i knap 20 år, arbejdede som fagspecialist på det Kongelige Bibliotek og blev dansk statsborger. Nu får han sin danske folkepension sendt til Athos. - Jeg er privilegeret blandt munkene, fortæller han over en flaske øl efter frokost på den ene af hovedbyen Keyres'to små restauranter. - Jeg har pensionen. Den gør det lettere at leve uden for diciplinen i klostrene, som ikke tiltaler mig længere. Frihed er den bedste gave, men den er dyrt betalt. Ikke mindst for nogle af de andre fritlevende munke, der ikke har mange penge. Vi hjælper hinanden. Tobaksblade hænger til tørre over lange snore på gavlen af Joannikos' hus længere nede af bjergskrænten. Han lever alene i en keli og har ikke længere smag for det systematiserede klosterliv, som han var en del af som ung. Athos-munkene er kendte for én særlig fromhedspraksis, hjertebønnen, som ortodokse kendere siger kan føre den bedende ind i de dybeste mysterier. »Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig,« lyder den, og når bønnen gentages tusinder af gange hver dag fulgt af særlige kropsøvelser, vil den for nogle tage fysisk plads i hjertet, hvor den ikke længere gentages ved den bedendes anstrengelse, men gentager sig selv med hvert eneste hjerteslag. Da de ortodokse mener, at Gud er til stede i Jesus-navnet vil de, der beder bønnen, nærme sig den guddommeliggørelse, som er deres og alle andre ortodokse kristnes egentlige mål. For munken Joannikios er hjertebønnen blevet for mekanisk. - Som ung bad jeg med mange ord, men på mine gamle dage beder jeg uden ord. Jeg vender mig mod øst, mens jeg takker Gud for skabelsen. Hver morgen klokken fire vågner Joannikos og går ind i sit lille huskapel, tænder et vokslys eller olielampen. Derefter sætter han sig uden for og venter på lyset. - Det er der, jeg møder Gud, siger han.