Den dybe afhængighed

Som præst og underviser har Jørgen Demant været god til at tale om Gud. Efter at han tog fat på at skrive bønner, er han blevet bedre til at tale om Gud i et mere hverdagsnært sprog, men det har ikke været nogen let vej

Sognepræst Jørgen Demant er medredaktør på en ny bønnebog med 286 bønner, som vil hjælpe moderne mennesker med at finde ord til deres bønner. --
Sognepræst Jørgen Demant er medredaktør på en ny bønnebog med 286 bønner, som vil hjælpe moderne mennesker med at finde ord til deres bønner. --. Foto: Søren Staal.

I mange år var fadervor den eneste bøn, sognepræst og teologisk konsulent Jørgen Demant bad. Naturligvis var der de liturgiske bønner, som han bad som en del af gudstjenesten, men i hans private andagtsrum var fadervor den eneste bøn, han benyttede. Og sådan har det været siden barneårene på gården ved Tønder, hvor han voksede op. Hjemmet var grundtvigsk, og det udgangspunkt for kristendommen har Demant taget med sig. Men de sidste år har han øvet sig i at give bønnen nye ord.

LÆS OGSÅ: Kære Gud...

"Når man er opdraget med, at fadervor er nok, er det ikke nogen let sag at formulere bønner, for den enkle og klassiske arv stikker dybt. Jeg har skullet overvinde en vis bornerthed, for i bønnen etablerer man et intimt sprog med Gud, som er et slags hjertesprog. Det er et sprog, jeg har måttet kæmpe mig frem til," siger Jørgen Demant.

De sidste tre år har han sammen med syv andre præster indsamlet og skrevet bønner, som er indeholdt i den bøns- og andagtsbog, som netop er udkommet på forlaget Aros i samarbejde med Teologisk Pædagogisk Center. "Himlen i mine fodsåler" hedder bogen, som ligger på bordet foran os i det lyse præsteværelse i Jørgen Demants embedsbolig vis-a-vis Dyrehaven nord for København. Der har været stor medieinteresse for bogen, og 140 personer har tilmeldt sig to studiedage om udgivelsen på landets pastoralseminarier. Religionsforskere har flere gange beskrevet danskerne som ordløse i forhold troen, men her er en bog, som vil give moderne mennesker ord og inspiration til at formulere deres tro og tvivl.

LÆS OGSÅ: Bønnebøger på vej på flere hospitaler

"Bønnen er en af de mest intime genrer, hvor man italesætter sig selv over for Gud og udtrykker afhængighed. Bøn er at udlevere sig selv, men man udleverer sig selv til en magt, som er større. I en globaliseret verden er bøn at komme hjem til sig selv, og kristeligt set er det at komme hjem til sig selv at række ud efter Gud," siger han.

Bønnerne i bogen er hentet fra mange forskellige kilder. Der er bønner skrevet af oldkirkens Origenes og kirkefaderen Augustin, teologen Bonhoeffer og pave Johannes Paul II, ligesom også musikerne Leonard Cohen og Nick Cave bidrager. De fleste af bønnerne er dog skrevet af præster i folkekirken. Også Jørgen Demant har bidraget med bønner, og det arbejde har påvirket hans virke som præst. Som præst og underviser har han talt meget om Gud, men i dag taler han mere direkte om gudserfaringen.

"Jeg har bevæget mig fra en dialektisk teologi, hvor Gud var distant og abstrakt, over fortællingens teologi, men befinder mig i dag i en erfaringsteologi, som gør brug af hverdagssproget og et poetisk sprog. Det er en teologi, hvor man sætter sit jeg på spil, og hvor vidnesbyrdet har fået en ny betydning," siger han.

Demant håber, at bogen vil få andre til at arbejde med personlige bønner. Om lidt skal han mødes med sognets minikonfirmander, og de har meget let ved at nedskrive bønner, mens deres forældre og andre voksne har langt sværere ved det.

"Men det er godt at tage ordene i munden og finde sit eget trosudtryk. Når man løsriver sig fra fadervor, bliver man myndig og ansvarlig omkring kristendommen," siger han.

nygaard@k.dk