Den kriminelle kvinde

Billedet af kvinden som den blide og lovlydige borger får stadig trangere kår, i takt med at der figurerer flere kvinder i kriminalforsorgens statistikker. Spørgsmålet er imidlertid, om kvinderne også får straf som forskyldt

llustration: Peter Hermann.
Llustration: Peter Hermann.

Da den kvindelige læge Elisabeth Wæver i 1995 satte ild til sin elskers villa på Bornholm og dræbte hans kone og to små børn, var det ikke kun hendes forbrydelse, men i lige så høj grad hendes køn, der vakte opsigt.

Tanken om, at en kvinde koldt og kynisk var i stand til at planlægge og udføre en mordbrand for at udrydde en sovende familie, var ganske enkelt fremmed og foruroligende for de fleste.

Ikke desto mindre er der stadig mere, der tyder på, at danskerne skal til at vænne sig til tanken om, at kvinder også når det gælder kriminalitet er begyndt at markere sig på hidtil mandsdominerede arenaer. For selvom kvinderne forsat er stærkt underrepræsenteret i kriminalforsorgens statistikker, så har de seneste 20 år budt på markante forandringer. Antallet af kvinder, der bliver dømt for kriminalitet, er næsten fordoblet siden 1990, hvor godt 19.000 kvinder fik en dom. Det tal var sidste år steget til næsten 37.000, hvilket svarer til en stigning på 93 procent altså næsten en fordobling.

Kriminologer såvel som psykologer peger på det voksende fænomen som en form for ligestillingens skyggeside.

Det er ikke længere kun drenge og mænd, der skal klare sig godt i skolen, få en uddannelse og en succesfuld karriere. I dag findes de samme forventninger til piger og kvinder. Og det betyder, at de, der ikke klarer den, tyer til andre kriminelle måder at få respekt og status på. Ligesom mænd, der falder udenfor, har gjort det i årtusinder, siger Annika Snare, der er kriminolog ved Københavns Universitet og har forsket i kvindelige kriminelle.

Elisabeth Wævers forbrydelse hører derfor fortsat til blandt de sjældne og spektakulære. Langt størstedelen af de kvinder, der bevæger sig væk fra dydens smalle sti, begår nemlig ikke vold eller mord, men berigelseskriminalitet som tyveri og bedrageri. Og når kvinder endelig dræber, dræber de ikke fremmede familier, men deres egen. Bag tallene over de få kvindelige mordere, der optræder i statistikken i 2007 blev fem kvinder dømt for mandrab, mens 25 mænd fik samme dom findes der således typisk tragiske historier om kvinder, der sindssyge og desperate tager livet af børn, de ikke magter.

Det er i midlertid ikke ensbetydende med, at volden fortsat er fremmed land for kvinder. For også her er der især blandt de yngre kvinder sket en overras-kende udvikling. De vilde piger, som de bliver kaldt, begyndte for alvor at markere sig i gadebilledet og fylde avisernes forsider ved årtusindskiftet. Ikke fordi de var mange, men fordi man ikke tidligere havde set piger, der organiserede sig i bander og tyraniserede deres jævnaldrende med vold og trusler.

Pigerne tog både politi og ssp-konsulenter på sengen. Banderne opstod i skyggen af de veletablerede drengebander og vakte ikke i første omgang ordensmagtens opmærksomhed. De havde ganske enkelt ikke fantasi til at forestille sig, at de før så stille og pæne piger pludselig ville opføre sig aggressivt og udadfarende. Men det gjorde de, og det med en vold og råhed, der på ingen måde stod tillbage for drengebandernes brutalitet.

Det daværende Socialministeriets Udviklings- og Forskningscenter for Børn og Unge vurderede i 2004, at der i Danmark er over 2000 vilde piger, og at to ud af tre kommuner har problemer med den nye pigetype, der i stedet for at vende desperationen og frustrationen indad mobber, slår eller stjæler.

Odense Kommune er en af dem. Ifølge Christian Frederiksen, der er leder af kommunens forebyggelsesafdeling, er der ikke forskel på de voldelige piger og drenge. Det er børn og unge og børn, der er blevet svigtet og i mange tilfælde også misbrugt eller misrøgtet. Det overraskende er, at pigerne har overtaget drengenes måde at reagere på.

Vi havde ikke set den form for opførsel hos piger. Og selvom de typisk kun opfører sig voldeligt over for piger, de kender og er uvenner med, så er deres måde at håndtere deres frustration på anderledes end det, man tidligere har set, siger Christian Frederiksen.

Da pigerne først begyndte at vise sig i Odense, fandtes der ingen tilbud særlig rettet mod piger. I dag er der to pigeprojekter i kommunen. Og det er der i høj grad behov for, mener kriminolog Annika Snare.

Der er ingen tegn på, at udviklingen vil vende, og at kvinder igen vil opfører sig mindre kriminelt. Derfor er der god mening i at lave lave præventivt arbejde. Her er der brug for tilbud specielt rettet til piger, som ikke går op i fodbold, siger hun.

Kriminologen bakkes op af undersøgelser fra både Center for Selvmordsforskning og Institut for Folkesundhed, der viser, at langt flere piger end drenge mistrives. Cirka 50 procent af de adspurgte piger fortæller, at de inden for det sidste års tid har haft så alvorlige personlige, følelsesmæssige eller psykiske problemer, at de har haft behov for professionel hjælp. Det samme gør sig kun gældende for 25 procent af drengene.

Men selvom kvinder såvel som piger i stadig stigende grad dukker op i kriminalstatistikken, så er det ikke alle, der mener, at de får straf som forskyldt.

Der har været mange diskussioner om, hvorvidt kvinder generelt straffes mildere end mænd, men der er ingen undersøgelse, der endeligt afkræfter eller bekræfter den teori. Nogle faktorer for eksempel tidligere straffe har betydning for, at kvinder, der i højere grad er førstegangslovovertrædere, slipper med en mildere straf. Men det er jo ikke udtryk for forskelsbehandling, men for ligebehandling, siger juraprofessor Vagn Greve, der dog samtidig peger på, at flere ældre dommere har fortalt, at de har givet kvinder mildere straffe alene fordi de var kvinder.

Tidligere dommer ved Hillerød Kriminalret Peter Garde er en af de dommere. Han husker, at han i tre tilfælde har givet en kvinde en mildere dom. I den ene af sagerne var der tale om røveri, i de to andre havde de anklagede stukket henholdvis en sagsbehandler og en togkonduktør en lussing.

Der var tale om grænsetilfælde på vippen mellem betingede og ubetingede domme, og så valgte jeg at vægte, at kvinderne havde huset fuldt af børn. Kvinden, der havde slået en konduktør, var dog så stort et fæhoved, at hun ankede sin betingede dom. Og så måtte hun selvfølgelig en tur i fængsel, fordi dommerne ved landsretten det var sikkert kvinder var knap så ridderlige, siger den pensionerede dommer, der selv tror, at den ridderlige retspraksis er gået på pension sammen med ham.

Tiderne har ændret sig, og ansvaret for hjem og børn er blevet omfordelt. Samtidig ved jeg, at der ikke er nogen af mine tidligere kvindelige kolleger, der kunne finde på at give en kvinde rabat alene på baggrund af kønnet, siger Peter Garde.

Men en ting er, hvad dommerne mener, noget andet er befolkningens holdning til kvinder, der begår kriminalitet. Og her er ligestillingen knap så nem at få øje på. Undersøgelser fra både ind- og udland, viser nemlig, at folk når de præsenteres for en forbrydelse takserer straffen forskelligt, afhængigt af om det er en mand eller en kvinde, der har begået den. Det fortæller filosof Jesper Ryberg, der står i spidsen for forskningsgruppen for straf og etik på Roskilde Universitetscenter:

Når man beder mennesker tage stilling til, hvordan en given forbrydelse skal straffes, er der en klar tendens til, at folk ønsker at straffe mænd hårdere end kvinder. Og det viser jo, at vi fortsat har svært ved at se kvinden i rollen som kriminel, som voldsforbryder, røver eller bedrager alene fordi hun er kvinde.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk