Forskere fra det britiske Cambridge-universitet offentliggjorde for nylig en undersøgelse, hvor en gruppe børn i alderen fire-11 år var blevet interviewet om deres kendskab til dyr, planter og Pokémon-figurer. Undersøgelsen viste, at børnene kendte navnene på 120 ud af 150 af de fiktive japanske Pokémon-figurer, der findes som tøjdyr, plasticfigurer og på samlekort. Til gengæld kendte de kun navnene på 50 ud af 100 almindelige dyre- og plantearter. Mange vidste for eksempel ikke, hvordan et egern ser ud.
Ud fra dette kunne forskerne konkludere to ting: dels at børn har kapacitet til at opnå en ganske omfattende viden. Dels at den viden, moderne mennesker vælger at bruge kræfterne på, ikke nødvendigvis svarer til, hvad der traditionelt betragtes som dannelse.
Dannelse betyder, at man som individ udvikler sig og opnår en viden og nogle færdigheder, som gør den enkelte bedre i stand til at fungere i fællesskab med andre. Samtidig indebærer dannelse, at man fører sit lands og sin kulturs traditioner med sig ind i fremtiden.
Ordet er af gammel dato, men er i disse år vendt stærkt tilbage, både i uddannelsesverdenen og det politiske liv. På Danmarks Pædagogiske Universitet er man endda så optaget af begrebet dannelse, at universitetet fra på mandag og hele efteråret igennem gennemfører en forelæsningsrække om »Etisk og politisk dannelse«.
Men når ordet er på mode, skyldes det ikke, at danskerne er mere dannede end nogensinde. Tværtimod bliver ordet ofte brugt i forbindelse med en bekymring for, at den fælles viden, de fælles referencer er ved at gå tabt, så danskerne - og menneskene som helhed - oftere går fejl af hinanden og ganske enkelt har mindre at være sammen om.
Jørn Lund, professor i dansk og chefredaktør på »Den Store Danske Encyklopædi«, er en af de eksperter, som mener, at den fælles dannelse i disse år er trængt i defensiven:
- Jeg mener ikke, man skal romantisere gamle dage og tro, at der har været en tid for 150 år siden, hvor alle danskere gik rundt i en fælles folkelig forståelse og var fælles om de værdier, der kommer til udtryk i højskolesangbogen. Men hvis vi går tilbage til 1950´erne, er det min påstand, at danskerne dengang havde en mere udbredt samling omkring fælles værdier og viden. Efter den tyske besættelse var der en periode med genbrug af traditionelle værdier, som det for eksempel kom til udtryk i tidens livsanskuelsesdebat.
- Desuden havde skolen dengang et fast repertoire af kundskaber, som i højere grad var kronologisk end tematisk organiserede. Man lagde vægt på paratviden. Børnene lærte den lille tabel, kendte de fynske købstæder og havde hørt om, hvem Christian den Fjerde var. På mange områder kan man sige, at børn i dag kan mere, men vi har mere spredt viden end min generation. Og det kan være et problem, fordi et samfunds sammenhængskraft afhænger af, at vi har fælles viden, siger Jørn Lund.
Som eksempel på tabet af fælles referenceramme nævner han en episode, hvor han var inviteret til at deltage i en debat om sprog i Kulturministeriet. Den anden inviterede var Jokeren, en af de unge musikere i hip-hop-gruppen Den Gale Pose.
- Vi havde en udmærket snak med hinanden og kunne blive enige om mange ting, men det viste sig hurtigt, at vi på mange måder ikke kendte hinandens verden. Han spurgte mig, om jeg kunne lide Den Gale Poses tekster, og dem måtte jeg indrømme, jeg ikke havde det store kendskab til. Så spurgte jeg ham, hvad han syntes om »Den Store Danske Encyklopædi«. Den havde han vist ikke hørt om, beretter professoren.
Ifølge Jørn Lund spiller skolesystemet en central rolle i dannelsesudviklingen, fordi skolen i flere årtier har været mere optaget af, hvad han betegner som motivationspædagogik. Det vil sige, at skolen præsenterer børnene for en række frie valg fra alle hylder frem for at sikre, at børnene lærer de samme grundlæggende færdigheder. Denne pædagogik medfører en risiko for, at elever og studerende vælger det fra, som ikke umiddelbart fænger, men som på længere sigt er værdifuldt at have med i bagagen:
- Det er vigtigt at lære i skolen, at der ikke findes nogen genvej til viden. Skolen må orientere børnene, så de opnår omverdensforståelse og historiebevidsthed. Det vil for eksempel bevirke, at de ikke bare sidder som passive uoplyste tv-seere og uforstående ser billeder fra krige i Bosnien eller Kosovo, men har det fundament af viden om geografi, historie og religiøse modsætninger, som gør, at de kan forholde sig til billederne.
Jørn Lund er ikke overrasket over, at børn tilsyneladende ved mere om dyr fra et fiktivt Pokémon-univers end om de dyr, man kan finde ude i den virkelige natur. Men selv om Pokémon i dag er fælles viden for børn over det meste af verden, mener han ikke, denne viden har noget med dannelse at gøre.
- Dannelse handler om at kunne kombinere sin specialviden med en bred orientering. Hvis man kun har en specialviden, er man nørd og kan have svært ved at kommunikere. Det kan være udmærket at kende til et pop-, film- eller mediefænomen, som er oppe i tiden, men sådanne fænomener har som regel en kort levetid, påpeger Jørn Lund, som derfor er tilhænger af, at børn og unge også får et fundament af grundlæggende kundskaber, herunder en række mere litterære fælles referencer.
- Man har talt om, at vi skal have en hel kanon af bøger, alle bør have læst. Det er for mig ikke afgørende, men hvis vi opgiver at lære børnene om de væsentligste personer og værker i vor kultur, vil vi være det eneste land i verden, som ikke giver dette videre. Det er sløjt, når der er unge, som slet ikke aner, hvem Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig eller Kierkegaard var, siger Jørn Lund.
Men problemet med en kanon er, at meningerne altid har været delte om, hvad der bør være fælles viden, påpeger Lars Ulriksen, lektor ved Center for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter.
- For mine forældres generation har for eksempel Brorsons salmer haft langt større betydning end for min. Jeg er 37 år og mener, det er et større problem, hvis man ikke kender fremtrædende 1980´er-lyrikere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen. Det har altid været til debat, hvad der skal være dannelse, men den nye udvikling er nok, at det er endnu mere til debat end nogensinde, siger Lars Ulriksen, som ikke tror, danskerne var mere dannede i 1950´erne.
- Forskellen er bare, at dengang var der nogle få, som bestemte, hvad der var rigtigt, og resten af befolkningen rettede ind. Men det betyder ikke, at de tog denne dannelse til sig.
Han refererer til den tyske pædagog Thomas Ziehe, som har sagt, at tidligere havde kun meget få læst Goethe, men alle anerkendte Goethes plads i toppen af den tyske litteratur. I dag er der stadig få, der har læst Goethe, og nu er hans position tilmed ikke uimodsagt.
- Det kan være belastende at være underviser i dag, fordi man hele tiden skal argumentere for, hvorfor et bestemt stof er ønskeligt. Men det afgørende for et samfund er efter min menig ikke, at vi har fælles viden, men netop at vi kan argumentere og debattere, siger Lars Ulriksen.
Tanken om en national litterær kanon var meget til debat i 1980´erne, efter at det borgerlige dannelsesideal var gået i opløsning efter 1968. Men i dag er bestræbelserne opgivet, og litteraturens plads i det samlede dannelsesbillede er svækket, påpeger lektor, dr.phil. Hans Hauge, Aarhus Universitet.
- Den dannelse, vi har haft, har udpræget været baseret på en kulturradikal, dansk litteraturtradition, og den var stabil gennem en længere periode. I min skoletid var den endnu intakt med gennemgang af de store danske værker, og højdepunktet var forfattere som Aakjær og Skjoldborg, forklarer Hans Hauge.
Dannelsesbegrebet har før ændret sig. Tilbage i 1700-tallet var den klassiske, latinske universitetsdannelse et fælles fundament for hele Europa. Senere blev den erstattet af den nationale borgerskabsdannelse, som placerede dansk litteratur i centrum. I dag er vi på vej mod en global dannelse, som for eksempel er kendetegnet ved, at de samme 10 nye Hollywood-film, de nyeste popsange og en række andre mediefænomener er fælles referenceramme over hele verden, påpeger Hans Hauge:
- På en måde kan man sige, der skete et dannelsestab, da Grundtvig og højskolebevægelsen erstattede den klassiske dannelse med den nationale. Nu sker der igen et tab, men noget andet træder i stedet. Den litterære kanon erstattes af en ny, markedsbestemt kanon.
At børnene i Cambridge-undersøgelsen ikke kender dyr og planter, anser Hans Hauge for et langt alvorligere dannelsestab, end hvis de ikke kender bestemte litterære værker.
- Hvis man ikke kender navnene på dyr og planter, er man også ligeglad med, om arterne bevares. Så dette dannelsestab er katastrofalt. Det skyldes efter min mening, at man bevidst har taget fortællingerne ud af naturvidenskaben for at gøre den mere videnskabelig.
Samtidig ser Hans Hauge det omfattende kendskab til Pokémon-figurer som et eksempel på, at markedet sikrer, at mennesker stadig har fælles viden. Den afgørende forskel er dog, at det ikke længere er skolesystemet, folkeoplysere eller forfattere, der leverer dannelsen. Det er derimod den frie konkurrence på markedet. At dette nødvendigvis skulle medføre en forfladigelse af kulturen, afviser han.
- Det er også markedet, der har frembragt Shakespeare, Dickens og Tolkien. Hele romangenren er slået igennem, fordi den kunne sælges til et stort publikum. Det samme gælder i dag for film, og der er intet belæg for at sige, at film ikke skulle være værd at beskæftige sig med som dannelse, erklærer Hans Hauge, der selv underviser i engelsk.
Han har noteret sig, at det litterære element generelt er på retur i uddannelserne. I universiteternes sprogfag får film og medier stadig mere plads, og flere studerende foretrækker handelshøjskolernes erhvervsorienterede sprogundervisning frem for de mere litterære universitetsuddannelser.
- Selv når man i dag diskuterer dannelse, er det ikke længere den litterære dannelse, men mere en politisk og etisk dannelse omkring nogle fælles værdier, konstaterer Hans Hauge.
Dr.phil. Thomas Højrup er etnolog ved Københavns Universitet og udgav for nylig et omfattende værk med titlen »Dannelsens dialektik - etnologiske udfordringer til det glemte folk«, som fokuserer på danskernes statsborger-dannelse. Han mener, at det alvorligste dannelsestab ikke handler om mangel på litterære referencer eller viden om dyr og planter, men derimod om vores mangel på anerkendelse af, at vi som individer har brug for et fællesskab og en stat.
- Der har været perioder, hvor vi var mere dannede som statsborgere, end vi er nu. Siden Aristoteles har mennesket haft en forståelse af, at man som menneske både er et individ, tilhører en bestemt livsform og er medborger i en stat. At være et folk kræver alle tre aspekter, men i dag er vi tilbøjelige til kun at fokusere på individet, forklarer Thomas Højrup.
Han mener, at den enkelte dansker mangler forståelse af, at staten repræsenterer den enkelte borgers vilje i forhold til resten af verden. I stedet ser man staten som en modstander, noget fremmed og negativt. Og tilmed oplever man, at selv statsministre forsøger at lægge afstand til staten.
- Poul Nyrup Rasmussen har ofte fremhævet det civile samfund frem for staten, og Anders Fogh Rasmussen vil gøre op med smagsdommerne, fordi folk ved bedst selv. De tror begge, det giver pote at prøve at benægte, at vi er en stat, konstaterer Thomas Højrup.
I stedet for det negative ord stat er samfund blevet det positive ord. Men uden en stat er et samfund utænkeligt. Det er staten, som sikrer nogle rammer, befolkningen kan agere inden for, påpeger Thomas Højrup.
Den danske mistillid til staten går ifølge etnologen tilbage i historien til tiden efter nederlaget i 1864. Dengang var stemningen i både stat og befolkning, at Danmarks skulle forsøge at få revanche mod tyskerne. Men allerede omkring 1870 indså de nationalliberale, at dette var håbløst, hvorefter staten førte en anden politik. I befolkningen skete dette skifte aldrig, men der fødtes tværtimod en mistillid til de embedsmænd, der ikke ville sætte hårdt mod hårdt.
- Dengang opgav Danmark at gøre sig gældende som en vilje i verden, og det har haft konsekvenser lige siden, ikke mindst i vores forhold til EU, påpeger Thomas Højrup.
- Indtil midten af forrige århundrede var det staten, der satte rammerne for, hvad der var dansk. Nu begyndte man at føle sig truet på sin eksistens og gjorde det danske til et etnisk spørgsmål. Det afgørende var ikke, om man var statsborger, men om man var født dansk. Derfor har vi i dag mere en etnisk dannelse end en statsborlig dannelse, forklarer Thomas Højrup.
Hans påstand er, at danskere ikke vil anerkende, at resten af Europa og verden er der, uanset om vi lader vores stat spille med, eller om vi forsøger at stå udenfor. Selv de mindre fællesskaber smuldrer, og nu lider mange af den misopfattelse, at det enkelte individ kan stå helt alene.
- Jo mere vi hele tiden fokuserer på individet, jo mere taber man forståelsen for, at den enkelte er afhængig af et fællesskab. Filosoffen Hegel fokuserede tilbage i 1800-tallet meget på, at man som individ er en del af noget større. Han talte om, at der var en folkeånd, hvor staten og Gud ikke var os fremmed, men en del af os. Nu er der en svigtende anerkendelse af samværet som statsborgere i samme stat og kristendommen som vores fælles forudsætning, forklarer Thomas Højrup.
Hans pointe er, at menneskene måske ikke har tabt dannelse i den betydning, at vi som helhed ved mindre eller er dårligere til at tilegne os viden. Men den dannelse, som rummer forståelsen af, at både stater, kulturer og individer er afhængige af, at man til stadighed anerkender hinandens positioner, er svækket.
Og hvis denne forståelse skal genvindes, kræver det mere end kendskabet til 120 Pokémon-figurer.