spørg om livet
Forleden dag lå der et brev i posten. Det er efterhånden ikke så tit, der kommer sådanne fine, ofte hvide kuverter uden ruder. De fleste ting sker digitalt regningen fra tandlægen, fødselsdagshilsenen fra moster Fie, indbydelsen til studenterfest. Igennem mailen tilflyder der ofte en lind strøm af privat og arbejdsrelaterede ting, og selv forretninger har fundet deres lumske veje ind på vores skærme, så vi hele tiden bliver mindet om, at vi har brug for det ene og det andet og endelig må købe mere, end vi trænger.
Men et rigtigt brev med sirlig håndskrift uden på at stå med det i hænderne, det er ikke hverdagskost længere. I brevet står der gode opmuntrende, trøsterige og endda humoristiske ord. Fra ét menneske til et andet. Sådan noget gør godt!
LÆS OGSÅ:Børn er roden til mange ting
Der har altså stået et andet menneske et helt andet sted på en almindelig hverdag og fået en idé, som ikke bare er forblevet en idé, men som er blevet til handling. Afsenderen har gjort sig umage har fundet på noget, der kunne glæde, og som vedkommende vidste, at modtageren ville finde smukt både for øje og sind. Der er blevet brugt tid på at udvælge, skrive, putte i kuvert og få det af sted med posten.
Det er en proces, og det er en gave. Fra ét menneske til et andet. En gave, der gør indtryk.
I brevkassen står vi nu over for sommerferietiden. Der er en stund, til vi vender tilbage. Men i august tager vi fat igen på de breve og mails, der måtte være kommet os i hænde igennem sommerperioden. Mange er det blevet til siden sidste sommer. Mange spørgsmål om store og alvorlige ting. Temaer, som har handlet om tab og tvivl, sorg og savn, forvirring og fortrædeligheder. Hvad kan et lille brev og et brevkassesvar dog stille op og gøre mod alle disse alvorlige ting i livet? For ord er så små, og man kan jo ikke give den arbejdsløse sit arbejde tilbage eller ændre de livsvilkår, som for altid er ændret. Den, som ikke har kontakt med et barn eller med forældre, får heller ikke pludselig det gode fællesskab ved et enkelt snuptag, og den syge får ikke så let sit helbred igen. Remsen kan være lang, og næsten gøre en lidt mistrøstig. Hvad kan man egentlig stille op?
Jo, man kan stille noget op! Ikke sådan at man ændrer livet og omstændighederne. Men sådan, at man i små glimt ser og møder det menneske, for hvem livet er uvejsomt eller sorgfuldt. Det giver som sagt ikke noget tabt tilbage eller ændrer livsvilkårene. Men vi mennesker er nu engang skruet sådan sammen, at det gør godt at blive set og ikke være alene. Derfor kan en stak fine kort på rette tid eller en blomst eller et håndtryk eller en samtale eller en skulder eller en portion mad eller en indbydelse til en sommerdag i et godt fællesskab gøre mere godt, end man aner. Så alle jeres brevkassebreve nytter. For i dem kan andre kende sig igen og måske låne ord til egne livsudfordringer.
At få noget fra en anden gør, at man mindes om eller opdager, at der er et menneske, der ved om én, og for hvem man ikke er ligegyldig, og som er interesseret i, hvordan man har det. For ingen af os orker at være helt alene. Igennem hele vores liv lige fra vi kom ud af moders liv, og indtil vi ligger på vores yderste, som man nogle gange kalder det søger vi hinanden, søger fællesskab, tilknytning og længes efter at blive set og værdsat.
Men der er jo så meget at tage fat på, kan man tænke, både som læser og som brevkasseredaktør. Og nytter det? Og så kommer svaret prompte. Ja, det nytter, for vi blev selv så glade for det brev forleden. Det varmer endnu, og det ligger stadig fremme på bordet. Mange kan tænke, at man nu endelig er på vej til ferietiden. Man har sikkert knoklet lige op til, og mange har et krævende og opslidende arbejde til daglig. Nogle har måske også projekter i ferien, som kræver sit, og der er måske børnebørn, der skal passes, og gamle forældre, der skal besøges. Og alle skal ikke løfte lige meget, når det handler om at forgylde andres liv. Nogle skal blot have lov til at hvile og lade den sparsomme nordiske sommersol varme deres krop og sjæl og lade ansvar og pligter fare for en stund. Men så er der en god portion af alle andre.
Til dem har vi lyst til at sige: Er der én, der skulle have et personligt brev i denne sommertid? Ikke bare et postkort fra Barcelona, hvor der står, at her går det fint. Men et rigtigt brev med gode ord til trøst og opmuntring. Eller måske skulle sommeren bruges til at hjælpe en og anden i huset en dag, således at byrden blev en anelse mindre for den, som ikke selv kan tage fat på samme vis, og som netop har drømt om lidt hovedrengøring i denne tid, hvor lyset afslører urene ruder og fnuller i krogene på ganske ubarmhjertig vis? Eller måske var der en og anden, der skulle inviteres et par dage med ud i sommersolen eller bare til en lille køretur ud i det blå eller i det grønne?
Et lille brev gør godt, og en lille sommerhåndsrækning betyder noget. Skiftevis må vi række ud og modtage, skiftevis er vi stærke og svage. Men vi må aldrig holde op med at lade den kreative godhed, som vi alle på forskellig vis er udstyret med fra Vor Herres hånd, være i live. Den holdes blandt andet i live ligesom vores muskler ved at blive brugt.
Med denne lille opmuntring, som vi selv blev mødt med, ønskes læserne en rigtig god og glædelig sommertid. Og velkommen til at skrive til os med spørgsmål om stort og småt hele sommeren igennem, enten via mailen eller via posten.Mange hilsener