Hvad vil du være, når du bliver stor? De fleste børn møder spørgsmålet talrige gange, og svaret kan være alt fra fodboldspiller til rockstjerne. Da Anna Marie Aagaard, 79 år, var barn, ville hun være lægemissionær i Indien. Det ville hun, fordi der jævnligt kom ydremissionærer forbi præstegården i Vejle, hvor hun voksede op, og missionærerne var med til at åbne verden for hende. Hun blev i stedet teolog og var i næsten 40 år ansat på Aarhus Universitet, hvor hun blev ansat som den første kvinde på Det Teologiske Fakultet. Og i 1973 blev hun den første kvinde, som tog en teologisk doktorgrad. Tilbage til spørgsmålet om, hvad man vil være.
Kan man forestille sig, at nogen svarer, at de vil bruge deres liv på at være et helligt menneske? Næppe. Hellighed og et helligt liv er blevet noget perifert i vores hverdag, men for mig er det noget ganske centralt. Det handler om at leve som kristen og have mod til at turde blande Gud ind i sit liv. Fordi Gud er blandet ind i vores liv, kan det aldrig blive ligegyldigt, siger Anna Marie Aagaard.
LÆS OGSÅ: Vi kan ikke gå i trosskole
På bordet ligger et eksemplar af hendes seneste bog, Mod til at tro, som har været flere år undervejs. I bogen skriver hun om hellighed, og bogen roses af flere teologer som en markant bog, der afrunder en stor teologs samlede bogproduktion. Udgivelsen markeres ved et arrangement på Københavns Universitet på tirsdag i næste uge, hvor professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen står i spidsen for en samtale mellem præster og universitetsfolk med afsæt i bogen. En bog, som med Anna Marie Aagaards ord er skrevet til teologistuderende, præster og universitetsteologer, som skal præsentere og repræsentere kristen tro i et sekulariseret nutidssamfund.
Siden studietiden har Aarhus været omdrejningspunktet i Anna Marie Aagaards liv. Her mødte hun som ganske ung sin mand, den nu afdøde dr.theol. Johannes Aagaard. Siden blev hun ansat på byens universitet, hvor hun var, frem til hun gik på pension for 14 år siden. Skønt Aarhus har været hendes base, er hun en af de få nulevende danske teologer, som har slået sit navn fast internationalt. Nok blev hun ikke lægemissionær i Indien, men hun har rejst meget og været en del af et internationalt, teologisk miljø. I 1970erne sad hun i Det Lutherske Verdensforbunds teologikommission, og i 1990erne var hun i en årrække præsident for Europa i Kirkernes Verdensråd. Som teolog har hun skilt sig ud ved at tale og skrive direkte om Gud. Niels Henrik Gregersen kalder hende for en førstehåndsteolog, fordi hun taler om, hvad Gud gør og siger i dag.
Inspirationen finder hun i oldkirken, hvor den kristne tro skulle tage form i en ikke-kristen verden.
Her finder jeg en anden umiddelbarhed i trosudsagnene, som har mere at gøre med det, jeg beskriver som troens guirlander: Det er et poetisk, metaforisk sprog. Den Hellige Gud kan ikke fanges af fornuften. Og dog går jeg ud fra, at talen om Gud ikke bare er tomme guirlander af ord. Der er noget, vi kan sige, noget, vi kan gøre, og en fortælling, vi kan videregive, siger hun.
Anna Marie Aagaard oplever, at der er en anden sans for religion i dag end i hendes ungdom i 1950erne.
Dengang var der en pæn, velvillig afvisning og ikke nogen interesse for, hvad det ville sige at være kristen. I dag er der mere resonans i samfundet for, at der kan være en religiøs dimension af tilværelsen. Mange har svært ved at blande Gud ind i deres liv, men det er en del af en lang udvikling i den vestlige kultur, hvor det moderne subjekt står både først, sidst og midtimellem. Men på den anden side farer man ikke op over, at folk er troende. Ateismen er udbredt, men jeg oplever, at det er en blød ateisme, som er mest udbredt, siger hun.
Samtidig med at der er en større åbenhed for en religiøs dimension af tilværelsen, oplever Anna Marie Aagaard, at vores kultur er præget af frygt.
Når et fly forsvinder, tænker vi straks terror. Vi frygter sygdomme, at blive stukket ned på gaden og i det hele taget er der mange folk, som er bange. Mængden af udfordringer samtidig gør, at det nemmeste er at være bange. Det er den lette vej. Og ofte er der jo også en god grund til at være bange. I den situation giver det mening at fremhæve, at der skal mod til at tro, at der ikke bare er død og undergang, men opstandelse og et liv, som lykkes, siger hun.
Hun runder talestrømmen af med at citere nogle af Jesu berømte ord: Frygt ikke, tro kun. Det er nærliggende at spørge hende, om hun oplever, at det holder at bygge sit liv på et sådant udsagn.
Ja, det holder, når jeg ser tilbage på mit eget liv. Men for mig er det en øvelse at afstå fra at bekymre mig unødigt. Min svaghed er det, som mine børn kalder uha-da-da-daen, som er et udtryk for, at jeg er vældig god til at bekymre mig. Tro er at gå af med uha-da-da-daen. Mod til tro handler om positivt at tage sig af andre og positivt i ord og gerninger at give udtryk for, at det giver mening at forholde sig sådan til tilværelsen, at døden og volden ikke er det sidste, eneste og største, men at det kan blive anderledes, siger hun.
Men hvad er da et helligt liv? Hun rejser sig og vender kort efter tilbage med en bog med værker af den tyske maler Herbert Falken. Han har malet skriftruller, som nærmest er blevet til mennesker. Anna Marie Aagaard tolker billedet som en illustration af en passage i Andet Korintherbrev, kapitel tre. Hun finder verset i Bibelen og læser: I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.
Dette billede af Herbert Falken har altid fascineret mig, og en dag slog det mig, at det er et billede af en evangeliserende identitet. Det at være evangeliserende drejer sig om hele ens liv. Ikke kun det, man siger, men også den måde, man handler på og er på. Så skal der jo mod til at tro, for man kommer til at skille sig ud i et samfund præget af frygt, siger hun.
Som teolog er Anna Marie Aagaard mest optaget af troen, som den leves i hverdagen. Hun siger, at kristen spiritualitet i al enkelhed og vanskelighed drejer sig om at leve hverdagen på Helligåndens og Guds nåde. I bogen slår hun fast, at indøvelse i kristendom og kristen spiritualitet kræver disciplin. Et sejt træk, hvor hun fremhæver bøn og læsning af Bibelen som praksisser.
Disciplin er mange gange negativt i en dansk sammenhæng, men jeg forbinder det med at prioritere, hvilket er et positivt ord. Man må sætte noget ind på at prioritere at leve på en anden måde og stræbe efter at være et Kristus-brev. Det drejer sig om at lære at se sin omverden som skabt af Gud og se sine medmennesker og familie som Guds ikoner og se sig selv som Guds ven, siger hun.
Vi er midt i fasten. En periode i kirkeåret, som flere markerer ved at holde sig fra bestemte fødevarer. Anna Marie Aagaard har mere blik for en anden faste. Hun henviser til Esajas Bog, kapitel 58, hvor der står: den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.
Den tilgang til fasten siger mig mere end at faste fra chokolade. Faste fra janteloven, selvbebrejdelserne, tilsviningen af andre og en afbleget moral. Det kan man lære ved at lade fortællingen om opstandelsens Gud være fortællingen om mit liv og min verden, siger hun.
Gudstjenesten er central i Anna Marie Aagaards syn på kristendommen. I 44 år har hun været en del af en såkaldt basismenighed, hvor kristne mødes på tværs af kirkeskel og deler nadver sammen. De er omkring 30, der samles hver fredag og holder gudstjeneste med nadver, inden de spiser sammen og deler tanker. En god del af basismenigheden har fulgt hinanden siden 1969. Efter at have læst flere religionssociologiske analyser af troens udvikling i Europa konkluderer Anna Marie Aagaard, at den vestlige verdens mennesker holder op med at tro på opstandelsens Gud, når de holder op med at gå til gudstjeneste. Gudstjenesten lærer mennesker at sige Gud tak for lykken og at lægge døden og al brutaliteten over på Gud.
Mit kirkesyn er, at vi er kirke. Evangeliet kan leves. Jeg går ikke op i kirken som institution, men kirken som et levende fællesskab af troende. Uden liturgien og disciplinen kommer man til at hænge løst i luften som et kristent menneske, siger hun.
I vinter fejrede hun 79-års fødselsdag. En større fest, som skulle gøre det ud for hendes 80-års fødselsdag. I efteråret 2011 var hun gennem en længere sygdomsperiode, og den aktuelle bog blev derfor forsinket. I stedet for at bekymre sig om, hvorvidt hun vil have kræfter til at fejre 80-års dagen, har hun taget glæderne på forskud.
Skønt hun fastslår, at der ikke kommer flere bøger fra hendes hånd, vedbliver hun at være en teologisk eksistens og skriver fortsat artikler og holder enkelte forelæsninger. Livet er langtfra så travlt, som det har været. Hun trives med roen og værner om den.
Men der sker det nådige med alderen, at man bliver lidt langsommere. Der går mere tid med de ting, der ikke gik så lang tid med tidligere, siger hun.
Hun glæder sig over de rosende ord, der er blevet sagt om hendes bog, og håber, at den må kunne inspirere og give håb.
Når vi er kirke, skal det også kunne kendes på, at der er mennesker, som er glade for deres tro. Det er jo ikke svært at finde ud af, om mennesker er glade for noget, for det oser jo ud af folk, hvis de er glade for en bestemt forfatter eller en bestemt form for film. Det må også gerne kunne mærkes, at vi er glade for, at der er noget i tilværelsen, som ikke kan måles og vejes. Kristendommen må ikke blive så abstrakt, at ingen kan finde ud af, hvad det er, folk tror på, og hvilke prioriteringer troen skaber i deres liv. En abstrakt kristendom bliver til en vag kulturkristendom, siger hun.
Men hvor er det sted i Bibelen, som giver hende størst håb? Johannes Åbenbaring, kapitel 21, vers 3 og 4 giver mod til at tro. Inden hun læser versene, siger hun, at hun håber, at de ord skal læses ved hendes begravelse:
Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.