I en lille polsk landsby, som på jiddisch hedder en stetl, levede engang for længe siden en ung mand ved navn Levi. Han var så ualmindelig godt begavet og tillige flittig og from. Hver dag studerede han Toraen og Talmud og kommentarerne til Talmud
– og kommentarerne til kommentarerne til Talmud.
En dag ville han blive en stor rabbiner, det var alle i landsbyen enige om. "Unge Levi vil kaste glans over vor lille stetl", sagde de til hinanden, "derfor må vi gøre noget for ham nu!" Og så blev det sådan, at der hver morgen, undtagen på sabbatten, lå små bylter med fisk, brød og frugt, salt, mel og i ny og næ en kylling, når Levis mor, enken Nechele, åbnede sin dør. Det var foræringer fra folk i landsbyen. Ikke noget, man brystede sig af, eller forventede tak for, nej, det var fuldt tilstrækkeligt blot at gå forbi enken Necheles hus og få et glimt af den flittigt studerende Levi ved læsepulten. Men en dag skete der noget.
Historier og fortællinger har eksisteret lige så længe som det talte ord. Historier var før i tiden måden at overlevere beskeder og information på, og de vandrede fra mund til mund, krydsede sognegrænser, ja, sågar landegrænser. Selvom vi længe har haft andre, hurtigere og mere sikre metoder til den slags, er historien ikke forsvundet. Nok er der længere mellem stunderne, hvor morfar sidder foran pejsen og fortæller historier for store og små, men den mundtlige fortælling lever i bedste velgående.
Den har bare indtaget nye former, siger mag.art. Robert Zola Christensen. Han er forfatter, ekstern lektor på Lunds Universitet og ph.d. med en afhandling om vandrehistorier.
– Hvor historier tidligere blev fortalt i stearinlysets skær, mens der blev knækket nødder rundt om bordet, fortæller vi dem i dag via nye medier som internettet og i en mere let form, end man gjorde tidligere. Men de handler stadig om det, der kalder på eftertanke. I kølvandet på Muhammed-krisen pibler der eksempelvis vittighedshistorier frem om flagafbrænding, siger han.
En historie kan ifølge Robert Zola Christensen handle om hvad som helst, men for at være god skal den ramme noget alment menneskeligt.
– For min skyld kan litteratur og historier i al almindelighed handle om toiletvaner, bankospil, insekters åndedræt eller Århus' vandforsyning. Så længe historien udspringer fra en dynamo og kommer indefra, rammer man noget alment. Hvis man beslutter sig for at fortælle en historie eller skrive om noget, er det en proces, der foregår ude af kroppen, og så bliver det sjældent godt. Man kan mærke, når noget er tørret af på siderne eller lært udenad og ikke kommer indefra.
Den græske filosof Aristoteles var en af antikkens helt store tænkere. Hans opskrift på en god historie var såre simpel: Den skal have en begyndelse, en midte og en slutning. Men enkle udsagn er som regel de mest interessante, for bag det simple og indlysende, ligger der store tanker og overvejelser, mener den professionelle historiefortæller Kirsten Thonsgaard. Hun har skrevet bøger om fortællingen og udgivet en række historier, som hun selv har gendigtet.
– Det øjeblik, vi beslutter os for, at noget skal begynde, begynder der en fortælling. Den gode historie er så god i sin konstruktion, at vi i det daglige bruger de fortælletekniske metaforer, når vi taler med hinanden om vores liv. Vi taler for eksempel om et "kapitel" i vores liv, siger hun.
Da lød der et forfærdeligt rabalder fra enken Necheles hus. Som om noget tungt blev væltet og smidt omkring. Et øjeblik efter kom unge Levi stormende ud ad døren uden kalot på hovedet, med vildt opspærrede øjne og de lange, brune ørelokker piskende omkring ansigtet. Folk stimlede sammen. Enken Nechele kom til syne i dør-åbningen helt hvid i ansigtet, og med armene hævet mod himlen jamrede hun: "Oh, jeg stakkels enke efter skomageren Benish (som i øvrigt lavede alt for gode sko, og derfor ikke fik solgt særlig mange!) Oh, jeg ulykkelige mor til ulyksalige Levi! Han har væltet sin læsepult, smidt alle bøgerne på gulvet og nægter at åbne en bog!" Så sank hun om på jorden og begyndte at rive og flå i sit tøj og kaste støv over sit hoved. Nogle ilede hen og fik den stakkels enke på benene. Andre løb efter Levi, og da det lykkedes at indhente ham og få ham i tale, fandt man ud af, hvad der var galt. "Jeg åbner aldrig mere en bog, hvis ikke nogen fortæller mig: Hvad er meningen med livet?", råbte unge Levi.
Levi søger ligesom mange andre efter meningen med livet, og her hjælper historier i alle afskygninger med at sætte ord på det, vi søger efter, mener Robert Zola Christensen.
– Historier giver usikkerheden og ængstelsen et sted at gå hen. Historier sprogliggør de ting, som tanken alligevel løber i nærheden af. I det øjeblik vi giver det en fælles formel i en almen historie, kan vi tale om det tabubelagte, uden at vi skildrer vores egen angst. Fortællinger italesætter de vanskelige og intime sider af livet, som alle mennesker kæmper med, og derfor dør historien aldrig. Den er på sin vis en sprogliggørelse af vores verden, og vi er de fortællende dyr, siger han.
– Normalt bruger man sproget til at spidde verden, gøre den klar, tydelig og entydig. Forskningen forsøger at forklare, journalistikken kræver svar, men historier stiller spørgsmål. De giver sprog til det i livet, som stritter i alle retninger, og søger ikke at samle trådene. Historier hvirvler skrækken op og giver den en form på samme tid. En historie åbner for de kollektive angstneuroser, og når den er rigtig god, rammes man med skrækblandet fryd. Historien er større end dig selv, og derfor bliver den ved med at leve og vandre videre, siger Robert Zola Christensen.
Aristoteles' opskrift på en historie minder ifølge Kirsten Thonsgaard om den måde, vi opfatter livet på. Derfor er den mere end blot en god historie, som vi kan grine af, undre os over eller løfte øjenbryn af for så derefter at glemme igen.
– Vi har et iboende behov for at opfatte livet som noget, der har en begyndelse, en midte og en slutning. Slutningen ved vi ikke så meget om, men håber på, at den ikke er endegyldig. Alene metaforerne fra historiefortællingen siger os, hvor gode historier kan være, og hvor meget vi rent faktisk kan bruge dem til.
For Kirsten Thonsgaard er der én historie, der slår dem alle. Det er fortællingen om Jesu fødsel og liv, død og opstandelse.
– Under alle de overfladiske historier, er det den historie, som bliver ved med at være der. Det er en fortælling, som giver mig håb og mening og mod på at knokle med livet. Den forsøger at få os fortløbende gennem livet, sådan som livet nu arter sig. Men samtidig rummer den også en lussing. Den vækker os, giver os én over nakken og giver os stof til eftertanke og anfægtelse, siger hun.
"Meningen med livet?" Jamen ... hør nu her, tag det nu roligt ... vi skal nok fortælle dig det, sagde de i munden på hinanden. "Meningen med livet er at få en god og trofast hustru!", sagde én. "Eller en hund!" indskød en anden. "Nej, meningen med livet er at få mange børn – og at være død, når de skal til at skændes om arven", sagde en tredje. "Hvad tænker I på?", råbte en fjerde, "meningen med livet er da ganske enkel: Man skal bare have to par sokker, så man altid har et par, der er tørre!" Sådan gav den ene efter den anden sit ganske udmærkede bud på livets mening. Men det hele prellede af på Levi. Han sagde kort og klart, at med mindre han fik et tilfredsstillende svar, ville han aldrig mere røre en bog. Nu begyndte landsbybeboerne for alvor at se drømmen om storhed og berømmelse briste og blive til ingenting. Men så var det, at en af dem kom i tanker om, at der i nabolandsbyen boede en meget gammel og meget klog rabbiner.
I dagens samfund er der mange, der som Levi søger hjælp til at finde vejen gennem et liv, der ind i mellem snor sig lidt rigeligt. Vi opsøger i stigende grad psykologer, går på selvudviklingskurser og søger efter nye fællesskaber, som kan mindske følelsen af at være alene.
Den mundtlige fortælletradition er netop med til at give en følelse af at være del af noget større, for mundtlige historier kan kun opstå og fortælles i samklang med andre. Er der ingen til at høre den historie, man vil fortælle, ja så er der slet ingen historie, siger Kirsten Thonsgaard.
– Historier og fortællinger spiller en ufattelig stor rolle for os. Måske mere end man umiddelbart går rundt og tror. Hvis man som menneske ikke tænker sig selv ind i en større sammenhæng og er en del af andre fortælling, blive ens egen fortælling fattigere. Det er kedeligt at være alene. Vi vil langt hellere være en del af en historie og dele historien sammen med andre, siger hun.
Kirsten Thonsgaard mener, at vi særligt i den moderne verden, hvor alt er digitaliseret og folk har større frihed end nogensinde før, har et endnu større behov for et nærværende og helt særligt fællesskab, hvor man selv er med til at skabe rammen.
– Med øget frihed, flere valgmuligheder og det digitale univers, hvor alt kan lade sig gøre meget hurtigt, melder der sig et stigende behov for at være sammen fysisk. Fysiske fællesskaber kan ikke erstattes. Vi har behov for at dele noget, som kun opstår i kraft af, at vi er til stede i samme rum. Det er unik oplevelse, som blandt andet finder sted, når vi fortæller hinanden historier, siger hun.
De var en hel flok, som drog af sted med unge Levi. De førte ham ind i rabbinerens hus og anbragte ham på en stol over for den gamle mand, og så skyndte de sig at forlade ham og lukke døren bag sig, hvorefter de kæmpede om pladsen ved nøglehullet for at følge med i, hvad der skete. Men der skete ingenting. Absolut ingenting. Unge Levi og den gamle rabbiner sad over for hinanden i tavshed. Levi sukkede dybt. Den gamle nikkede. Levi sukkede igen. Dybt og inderligt. Den gamle nikkede. Og så begyndte Levi pludselig at tale, ordene strømmede ud af ham, han talte og talte, han forklarede og argumenterede, og afrundede til sidst sin beretning med en indtrængende appel: "Det eneste jeg jo beder om er, at nogen fortæller mig: Hvad er meningen med livet?" Rabbineren havde lyttet uden at sige et ord, men nu rejste han sig, gik hen til unge Levi – og stak ham en knaldende lussing. Levi så forbløffet på den gamle mand. "Hvorfor?" – "Fordi du er en tåbe! Du har verdens bedste spørgsmål, og alligevel er du parat til at ville nøjes med ét enkelt svar! Ved du ikke, at det er de store spørgsmål, der forener os mennesker – og svarene, der skiller os?
Den jødiske fortælling om den unge Levi og hans jagt efter meningen med livet er gendigtet af og bragt med tilladelse fra historiefortæller og forfatter Kirsten Thonsgaard.