Gråden trænger sig på. Hun er fortvivlet, forrådt og forvirret, for hendes elskede har valgt at tilbringe ikke bare én, men mange af sine nætter med en anden. En anden kvinde er brudt ind i hendes ægteskab og har rusket op i alt det, der før var en selvfølge: at hun var elsket, at hjem, børn og ægteskab var noget, man værnede og stod vagt om. Sommerferien i Skagen bliver aflyst. I stedet tager den elskede derop med sin nye kærlighed. Kærestesorgen, fortvivlelsen og jalousien er frygtindgydende.
I dag er det snart 35 år siden, den unge kvinde gik rundt og græd over det totale svigt. Alvoren slog ned, da hun var 24 år, men følelsen glemmer hun aldrig.
– Det tog mig 30 år at tilgive hende, der brød ind i mit ægteskab og begik røveri af værste karakter. Hun vidste, han var gift og far til tre små børn. Det afholdt hende ikke fra at indlede et forhold til ham. Han forelskede sig, og jeg mistede min naive forestilling om, at et ord er et ord. Måske lyder det, som om jeg frikender ham for ansvar. Det gør jeg ikke. Utroskab skal der to til, siger Sanne Neergaard, cand.psych., sexolog og brevkasseredaktør i ugebladet Femina.
I sin sorg over mandens forræderi tog hun dengang på højskole med ungerne og fandt en ny passion i psykologien. I dag fylder utroskab og forræderi stadig meget i hendes liv, for såvel brevene til Feminas brevkasse som konsultationen i Skovshoved runger af både lidenskaber, der udleves andre steder end i ægtesengen, og af fortvivlelse, når utroskaben opdages. Hjerte rimer stadig på smerte, og kærligheden er en vidunderlig drøm, lige indtil vi møghamrende keder os og søger nye græsgange.
– Jeg hørte et udtryk forleden dag: spøgelsespartner. Er det ikke bare sindssygt uhyggeligt? Sådan en, man aldrig ved om er der eller ej. En spøgelsespartner, det er jo noget helt andet end forestillingen om den frække tøs med opkiltet skørt, det er så svært at sige nej til, siger Sanne Neer- gaard, der er fuldstændig bevidst om, at hendes oplevelser med utroskaben har præget hendes holdning til at bryde ægteskabet.
Det betyder ikke, at hun smører sin egen personlige moral ud over sine klienter i konsultationen, men smerten, de fortæller om, dén står lysende klar i erindringen.
– Jeg sad med en kvinde her i morges. Hun er i gang med at blive skilt, han har fundet en anden. "Jeg ville ønske, han var død", siger hun. Og jeg forstår hende. Det siger hun, ikke fordi hun er ond, men fordi hun har så ondt i hjertet. De har en stribe børn sammen, hun havde troet, de skulle blive sammen resten af livet. Jeg kan spejle hendes følelser, fordi jeg kan huske, hvordan det var. Og jeg kan sige til hende, at det er en ulykke, der er sket. Kærligheden er hørt op, hun er ikke længere den udvalgte. Hun er ikke længere hans kvinde, men en kvinde, han engang har elsket og måske stadig holder meget af. Der går lang tid, før man får forgrund på sådan en historie og også kan se alt det smukke, man har oplevet sammen.
– Det gør ondt at dele, men det er bedraget, der ikke er til at bære. Vi ved godt alle sammen, at kærligheden kan høre op, men tillidsbruddet ryster os, siger Sanne Neergaard.
I hendes optik er der en klar grænse mellem det helt private og det fælles i et ægteskab. Og medmindre man klart har aftalt, at det er o.k. at have noget ved siden af, så er utroskab ikke i orden.
En engangsaffære? Måske. Alle mennesker har deres private tanker, og dem skal de have lov til at have i fred. Måske har de også en affære – én nat – og så ses man aldrig igen. Den slags sker, selv i de bedste ægteskaber, og bliver affæren ved den ene gang, må den henregnes under livets vilkår og privatlivets fred. Men i det øjeblik man begynder at involvere sig følelsesmæssigt og stikke løgne derhjemme for at få affæren til at gå op, så har man en hemmelighed for sin partner. Og ikke en af de rare.
For man mærker det jo. Medmindre man er døv, blind eller selv engageret til anden side. Kvinder siger til deres mænd: "Jeg synes, du er blevet så fjern på det sidste, er der noget galt?" Og han svarer benægtende eller fortæller om travlheden på jobbet. Det er løgne, der bryder sind ned og forstyrrer dømmekraften. Ser jeg spøgelser? Er det mig, der er hysterisk? Og den dag bedraget bliver afsløret: Hvor meget af alt det andet, vi har haft sammen, er så også baseret på en løgn?
– Det er tilliden, der er væk. Ligesom ved et indbrud, hvor en dør ikke længere er en dør, der holder andre ude af dit hus. Kan jeg tage et ord for et ord mere? Det ville være en meget mere klar proces, hvis man med det samme gik hjem og fortalte om sine følelser og sagde: "Ved du hvad, jeg er faldet for en anden." Det gør ondt, men man viser respekt for sin partner, og så må man tage den derfra. "Jeg fortalte det ikke med det sammen, for jeg ville ikke såre hende", siger mennesker til mig. Nej, men det skal jeg lige love for, at du kom til alligevel! Den samtale, man må have med sin partner, hvis man vil noget med en anden, hører bestemt ikke til de nemme samtaler, men den skal tages. Løgn er et udtryk for umodenhed.
Da forskerne i den europæiske værdiundersøgelse i 1999 spurgte danskerne om deres holdning til utroskab, pegede svarene på, at danskerne langtfra er så frisindede, som vi selv går og tror. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 betyder "kan slet ikke billige" og 10 betyder "kan i høj grad billige", placerede danskerne sig på et 6-tal. Både svenskere, østrigere og hollændere accepterede i højere grad utroskab, mens katolikkerne i Irland vendte tommelfingeren nedad.
Sociologen, professor Peter Gundelach, der også har undersøgt danskernes værdier, peger på, at mange danskere sikkert vil hævde, at skalaen ikke siger noget om moral eller umoral. Spørgsmålene afspejler nemlig en kristen moralopfattelse, som måske, måske ikke eksisterer i dagens Danmark. For eksempel behøver man ikke ligefrem at billige utroskab og skilsmisse, men måske accepterer man, at der er mange veje ud af et ægteskab? Og at det, efter mange danskeres mening, er bedre at komme ud af et dårligt ægteskab end at blive i det.
Samme holdning, udtrykt på en lidt anden måde, støder Sanne Neergaard på i sine samtaler.
– Hvis man ser parforholdet i samfundets lys i dag, så er det sådan, at forelskelse er blevet en fribillet ud af ægteskabet. Kvinder har fået en anden selvstændighed, og det er tilladt for begge køn at have en seksualitet. Forelskelse er blevet en højere magt og en grund til at gå fra hinanden. Der er overhovedet ingen i dag, der siger, at man jo ikke behøver at dyrke forelskelsen. I hvert fald ikke før man er helt ude af sit forhold. Det er blevet totalt umoderne at beherske sig, mener Sanne Neergaard, der i høj grad savner, at folk opfører sig ordentligt over for hinanden.
Det vil sige, at man afslutter sit ægteskab, hvis man virkelig vil noget med en anden. Og ikke har noget kørende ved siden af. Også elskerinden – for det er ofte kvinder, der venter på gifte mænd – skulle tage sin egen rolle op til revision og sige: "Jeg er også forelsket i dig, og vil gerne noget med dig, når du er blevet skilt."
– Men ikke før. Hun skal da ikke have ham, når han er en andens. Hvis du vidste, hvor mange elskerinder der siger til mig: "Jeg ved, det er mig, han elsker." De ved det bare. Hvor ved de det fra, spørger jeg bare? Og hvordan har de det med at have en elsker, der snyder og lyver over for en anden? Jeg synes, man må snakke om en ægteskabsetik. For mig betyder den for eksempel, at det er fuldstændig udelukket for mig at gå i seng med gifte mænd. Det ville svare til at slå sine børn eller sparke hunden. Jeg har lært af mine erfaringer, og jeg vil ikke have mere af den smerte, siger Sanne Neergaard.
Både i brevkassen, i terapien og til de mange foredrag, hun holder om at undgå, at der går sutsko i ægteskabet, skinner to holdninger igennem: Meget er tilladt – indtil det gør for ondt – og mennesker, der engang har givet hinanden deres ja, vil faktisk gerne blive sammen. De kan bare ikke finde ud af hvordan.
– Passionen bor på Sydpolen, og roen på Nordpolen. Det er svært at få begge dele med det samme menneske. Sex og passion handler om at blive set på ny og at blive spejlet i en anden. Det er svært at blive ny for en, man har levet sammen med i 25 år, men man kan øve sig. Jeg synes, mennesker i dag mangler det seje træk. Det har de ikke lært, og skilsmissebørnene har slet ikke. Med til en ordentlig indstilling til livet hører, at man ikke laver kiks med andre mennesker. Man kører heller ikke med en ordentlig brandert på i dag, men der er ingen, der tager alvorligt, at man ikke må bryde ægteskabet. Normen er, at de andre gør det jo, så må jeg også.
Når batterierne er gået flade i ægtesengen, og bliver ladet op uden for den, fører det ofte til sorg og ulykke. Og en sjælden gang til gavn og fælles glæde. Som i brevet fra kvinden, der har mistet lysten til sex med sin mand, opdager, at han har en affære med en kollega, og pludselig tænder vildt på ham igen. Sikkerhed og kedelig vane fik en klassisk vitaminindsprøjtning, hustruen røg op ad katapultsædet og lige hen i sengen med ham, der pludselig var blevet interessant igen. Og allerhelst vil have sin kone. "Burde kollegaen ikke have en buket blomster?", skriver Sanne Neergaard i sit svar til kvinden. Utroskab giver ikke plusser i hendes karakterbog, men kan leverpostejen få lidt kulør på, så kan det indimellem, men sjældent, være krydderiet til en ny epoke i parforholdet.
– Jeg anbefaler det ikke, men folk er hinanden utro. Vi har en længsel efter noget, der slet ikke findes. Morten Korch har kronede dag, og folk vil have mer', mer', mer'. De vil have nye køkkener, nyt job, multiple orgasmer og et nyt ægteskab. Parforholdet er blevet en losseplads, og når børnene er kylet i seng, skal ægteskabet plejes. Det er som en centrifuge, hvor alle render rundt med en mobiltelefon foran øret, og der ikke er ret meget tid til den forberedelse, et ordentligt tungekys kræver. Det lange seje træk er afløst af en rastløshed. Hvor vi ender, ved jeg ikke, men jeg kan sige én ting med sikkerhed: Folk har det skidt rundtomkring.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Sanne Neergaard
Født i 1947, cand.psych. og sexolog og arbejder som privatpraktiserende psykolog. Har siden 1993 været brevkasseredaktør i ugebladet Femina og har udgivet en samling breve herfra i bogen "Sanne, sex og samliv". Har desuden udgivet bogen "Lyst – levet og oplevet af 37 gamle kvinder".
DE TI BUD
"Du må ikke bryde et ægteskab." Sådan lyder det sjette bud i De Ti Bud, der er at finde i Anden Mosebog kapitel 20 i Det Gamle Testamente. Kristeligt Dagblad sætter fokus på De Ti Bud i en artikelserie. Buddene er sivet ned i kulturens grundvand, hvorfra de gennemsiver vore tankemønstre og grundforestillinger. Hvordan lever vi buddene anno 2005? Hvad betyder de for os? Og hvad kan vi bruge dem til? Med et netabonnement kan seriens artikler læses på www.kristeligt-dagblad.dk.
Et eksempel
Forfatteren Edith Rode var i årene 1938 – 1945 brevkasseredaktør i Illustreret Familie-Journal. Også dengang fyldte utroskab eller mistanke om det i brevkasserne. Her et uddrag af et langt svar til den ulykkelige. Kvinden er 28 år og har tre små børn med sin mand. Han er flere gange om ugen væk hele natten. Han siger, han spiller kort, hun tror ikke på ham og overvejer at gå hjemmefra.
Kære ulykkelige.
Jeg vilde hykle, hvis jeg sagde, at jeg fandt Deres ægteskabelige Forhold ideelle! Men i betragtning af de Indblik, jeg gennem Brevene får i mange Forhold, er jeg ved at synes, at Deres trods alt alligevel er ganske hyggelige!
Saa vidst jeg forstår, kan De og Børnene leve Livet ganske trygt, baade pekuniært og på anden Maade trygt. Deres Mand kommer ikke beruset hjem og slaar løs på den første den bedste af dem. Han skælder Dem ikke ud, fordi De skal have penge til Husets mad – hans egen inklusive, og han paastaar ikke, at de har ruineret ham ved at føde tre Børn og sørge for dem.
Det forekommer Dem måske urimeligt, at han skulde bære sig saadan ad? Også mig! Men ikke desto mindre er det ikke nogen Undtagelsesmand, der ter sig saadan – selv om det maaske heller ikke ligefrem er Gennemsnitsmanden.
At "gaa hjemmefra" er dumt og tankeløst. Hvor skulde De med Deres tre Børn gaa hen? Vil De endelig skilles, maa det ske ved Hjælp af Sagfører og hele det juridiske Apparat. Det kan vel nok lade sig gøre, men økonomisk vil De blive stillet langt ringere end nu, og er det fornuftigt af Hensyn til Børnenes Fremtid? De vil vel ikke bare tænke på Dem selv og Deres egne bristede Ægteskabsidealer? Børnene har jo også en slags Ret! En stor Ret, ikke?
Alt godt ønsker jeg Dem!
Deres Edith Rode
Citat fra bogen "Livet er ingen strøgtur. Damebrevkasser gennem 75 år". Forlaget Aschehoug