Katrine Winkel Holm er indimellem led og ked af at blive kaldt for "sin fars datter". Siden hun som debattør begyndte at ytre sig offentligt, har hun måttet høre for sit fædrene ophav, Søren Krarup, præst i Seem, tilknyttet Tidehverv og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti med indvandrerstop som mærkesag. Så kan der fare en djævel i hende.
– Jeg ved, hvad det vil sige at deltage i den offentlige debat, fordi jeg har siddet ude på sidelinjen så længe og fulgt ham. Men jeg hører ofte det argument, at, "nåh, man kan godt se, at du er Søren Krarups datter". Det er anstrengende, men forventeligt. Jeg bliver irriteret, men intet kan overraske mig, siger Katrine Winkel Holm og fortsætter:
– Jeg har nogle gange tænkt, at hvis jeg virkelig var på spanden med hensyn til at komme til orde, kunne jeg skrive en bestseller om, hvordan jeg var blevet misbrugt i Seem Præstegård. Det er løgn. Men jeg er sikker på, at jeg ville få masser af taletid og komme med i et program på Danmarks Radios P1.
– Min far bliver jo dæmoniseret og misforstået. Folk tror, at han er imod folk med andre hudfarver, og så tænker mange, at det er da væmmeligt. De har ikke undersøgt, hvad det egentlig er, han mener, og så tror de på det dæmoniserede billede. Jeg har oplevet, at folk har ringet til min far og bedt ham skrive noget i avisen, de ikke selv ville være bekendt at mene, for "du er jo i forvejen kompromitteret", som de sagde. Og når der sker sådan noget som med Henrik Gade Jensen, der må forlade sit job som tidligere kirkeminister Tove Fergos pressemand, fordi han i en avisartikel i Information blev beskyldt for at være nazist, så bliver folk rigtig bange for at ytre sig. Jeg har ikke selv været udsat for noget ubehageligt. Men jeg er også en fri fugl, og det er et privilegium.
Snart er den 35-årige teolog, debattør, skribent og foredragsholder ikke længere en fri fugl. Til efteråret tiltræder hun et vikariat som præst i Ansgars Kirke i Odense og går dermed også i faderens fodspor, når det gælder valg af karriere. Drømmen er at blive folkepræst og flytte med familien – speciallæge Jonas Winkel Holm og Søren på syv, Ida på fem og Thyge på to år – i præstegård.
– Jeg ser præstegerningen som en meget meningsfuld opgave, men har ventet med at søge et embede, fordi jeg synes, det vil blive for hårdt, når man samtidig har tre små børn at passe. Men nu går den ældste i skole, og den mellemste i halvdagsbørnehave, siger Katrine Winkel Holm.
Hun er rejst med toget fra hjemmet i Odense til Humlebæk i Nordsjælland og Krogerup Højskole, hvor der holdes sommerkursus om "Eksistens. Hvad er Gud værd?". I højskolens park af en have med blodbøg og egetræer så store som katedraler har vi sat os på en kronborgbænk. Hun er høj, ansigtet er yndigt, og hendes tale er ja, ja og nej, nej. Mens kursister i en pause slentrer ud i solen med kaffe og kage, fortæller hun om foredraget, hun skal holde om aftenen, med titlen "Kan man tro på et Gudsbegreb?".
– Hvis man spørger, hvad Gud er værd, er han ikke noget værd. I foredraget vil jeg redegøre for, hvad der er inden for rationalitetens grænse, og hvornår man kan springe ud på Kierkegaards 70.000 favne. Det er en fejlslutning at påstå, at Gud er død. Hvad er det så, man laver som teolog, hvis man siger det? Så obducerer man et lig. Der er en tendens til blandt teologer som for eksempel Niels Grønkjær, der har bidraget til essaysamlingen "Interessen for Gud", og Tårbæk-præsten Thorkild Grosbøll at undskylde Gud – så slem er han ikke. Set i det lys er det sjovt, at digteren Søren Ulrik Thomsen i bogen "Kritik af den negative opbyggelighed" ikke er spor bange for at formulere noget, der ikke er et kors for tanken. Han taler om arvesynd, om at Jesus er Gud, og at han dør på korset som det ultimative offer. Søren Ulrik Thomsen er ikke bange for dogmatikken og kristendommens kerne. For ham er kristendommen ikke abracadabra, så på den måde er han en langt bedre teolog end Niels Grønkjær.
– Undskyldninger på Guds vegne er helt misforstået, når det er verdens Herre og Skaber, vi taler om. De kan sige, at Gud er død, men det har aldrig været meningen med inkarnationen. Jeg vil påstå, at der er en teologisk krise, for man kan i dag ikke sige, at Gud er både Gud og menneske. Man kan heller ikke synge morgensang fra Højskolesangbogen. Og man kan ikke elske sit land. Jeg tror ikke på, at det er rigtigt. Der er også masser af eksempler på, at folk godt kan tro på, at Gud er Gud og menneske på én gang. Men vi er tilsyneladende nået et tidspunkt i udviklingen, hvor man ikke kan sige det. Det er en determinisme, som er en fejlslutning, siger Katrine Winkel Holm.
Hun skrev sit første debatindlæg i 1998. Det blev bragt i Kristeligt Dagblad og var en kommentar til en aktuel sag, hvor landets biskopper havde blandet sig i flygtningediskussionen og fordømt tonen i debatten.
– Mit indlæg var en kritik af, at det skulle være særlig ukristeligt at diskutere, om vi skal have åbne grænser. Det er et af de helt store problemer i dag, at grænserne har stået for meget åbne for indvandring og flygtninge. Tag et land som Sverige, der for mig står som et dybt uhyggeligt land. Ingen svenskere tør sige, at de gerne vil have stoppet indvandringen, og at de ikke synes, at multikulturalisme er i orden. I Danmark har nogen råbt op. Civilcourage er en ret vigtig dyd, og at man skriver om det, man ser, selvom det er kontroversielt.
– Da jeg skrev indlægget, var jeg blevet teologisk kandidat, gift og havde fået barn. Jeg syntes, jeg var blevet voksen og ville ikke bare gå og brokke mig i krogene. Hvis man har noget væsentligt at sige, synes jeg også, man skal gøre det. Et eksempel på det er mine indlæg om kvinders ret til at gå hjemme og passe børn. Det kan mænd ikke ytre sig om, for så vil de blive skudt alle mulige mandschauvinistiske synspunkter i skoene.
Katrine Winkel Holm har siden debatteret flittigt om alt mellem himmel og jord. Som bestyrelsesmedlem i Småbørnsforeningen Samfo, om ligestilling af hjemmegående og arbejdende mødre, om kirke og kristendom, vandalisering af H.C. Andersen-eventyr og om den nye navnelov.
Hvad driver dig?
– Ja, jeg skriver ikke om skattepolitik, men om kultur i bred forstand. Der er i dag en stor intellektuel dovenskab blandt de konservative danskere. De er ikke klar over, hvad de står for. Det har også at gøre med, at venstrefløjen har sat dagsordenen. Det er vigtigt i dag, hvor vi står med et meget stort kulturelt selvhad i Vesten, at besinde sig på, hvad vi står for. Hvad er Vesten? Hvad er forudsætningerne for, hvad vi står for? Det er meget vigtigt at stille os selv de spørgsmål i dag, hvor vi også presses af islam.
Hvad er dine kæpheste?
– For tiden er det skole og familie, som er to områder, der er under angreb. Gymnasiereformen er et godt eksempel på borgerlig tankeløshed. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har fra Folketingets talerstol kritiseret rundkredspædagogikken, og så laver man et gymnasium, hvor der udelukkende skal arbejdes på tværs. Det går ud over kundskabstilegnelsen i humaniora og naturvidenskab. Det er gamle 1968-tanker, der er kommet ind under den borgerlige regering. Det er en kulturel katastrofe intet mindre. Latin, som er vigtigt for at kende vestlig kultur, er i stor fare for at forsvinde ud af gymnasiet. Jeg håber, at de laver det om, men undervisningsminister Bertel Haarder (V) har sagt, at han vedgår arv og gæld.
– Når det gælder familien, er ægteskabet vigtigt, for det er grundcellen i samfundet, og vil man have et samfund også i fremtiden, er det vigtigt at støtte familien. Men da jeg blev gift, måtte jeg argumentere over for mine teologiske bekendte for, hvorfor det var nødvendigt. Der er sket det i dag, at selvom man lever papirløst, kan man leve sammen, som om man er gift med villa og vovse. Og nu kan man også tage hinandens navne.
– I dag føres der nærmest en antiægteskabspolitik. Familieminister Lars Barfoed (K) siger, der er mange forskellige samlivsformer. Det er rigtigt, men der er brug for, at der er faste rammer, hvis man får børn. At der er et fællesskab, man kan bygge på sammen, og at det hele ikke flyder, så man ikke står med håret ned ad nakken, hvis manden forlader en. Ægteskabet er ansvarliggørende og familiestiftende. Man behøver ikke at gå ind i det teologiske lige her, men ethvert ægteskab er skabt af Gud, hvad enten det er sket på rådhus eller i kirke. Og mellem de døde og os er der en pagt, nemlig pagten mellem generationer, og der ligger en tradition for overgivelse og sammenhængskraft.
Katrine Winkel Holm er sammen med sine tre søstre vokset op i Seem præstegård nær Ribe.
– Jeg har haft en superopvækst med søskende og forældre, der havde tid, på landet og med dyr. Det er næsten for meget, men det har været alle tiders. Jeg har fået utrolig meget af min mor. Hun har fortalt danmarkshistorie, læst H.C. Andersen og sunget fra Højskolesangbogen for os. Hun fortalte så levende om folkevisen Ebbe Skammelsen, at jeg troede, han var en af mine forældres bekendte. Jeg har også fået læst hele verdenslitteraturen op – Dostojevskijs "Raskolnikov", Frederik Paludan-Müllers "Adam Homo", Dickens, Kierkegaard og Viggo Hørup. Jeg kan ikke finde så meget at udsætte på mine forældre. Jeg er ikke en gang blevet pacet med hensyn til, hvad jeg skulle lave. Det er også sjov at være en søskendeflok, for man får så meget gratis, lærer at omgås andre, at skændes og så videre. Jeg er blevet opdraget ret meget af mine søstre, som i dag er henholdsvis præst, cand.mag. i russisk og samfundsfag og ph.d. i engelsk.
Hvordan har din opvækst præget dig?
– Meget. Nogle vil måske sige, at jeg er alt for præget af min opvækst. Der har været mange diskussioner, og der har været tidspunkter, hvor jeg bare ikke rigtig orkede at diskutere for eksempel indvandrere. Det var et kontroversielt emne i 1980'erne. Man var en satan, hvis man var kritisk. Men når man får børn selv, er det ikke længere en studentikos diskussion, så bliver det mere alvorligt.
Hvor hører du hjemme i det kirkelige landskab?
– Guess where? I Tidehverv. Jeg kan ikke løbe fra det, det er enormt inspirerende og en stor rigdom. Tidehverv står for ufortyndet kristendom. De har turdet tage tævene, og dansk teologi skylder Tidehverv enormt meget. De tog opgøret med Indre Mission og vækkelsens idé om, at du skulle have følt Gud, ellers var du vantro. Men nej, sagde Tidehverv, dine egne følelser kan du ikke være sikker på, de er som sæbebobler. Det er Guds ord, du skal bygge på. Med hensyn til konkurrencen mellem naturvidenskab og teologi fik Tidehverv sagt, at skabelsesberetningen ikke er en historisk rapport. Så kom vi op i 1970'erne, og så sagde de: Ups, vi er ved at smide loven ud. Det er ikke en samfundsopgave at skabe lykkelige mennesker. Der har i Tidehverv været vilje til at tale ind i tiden og sige samtiden imod. De har været grove i tonen og sagt tingene ligeud, og det synes jeg er befriende.
Hvad betyder den kristne tro for dig?
– Kristendommen er enormt vigtig for vores kultur. Forudsætningen for frihed har vi fra kristendommen. Den er ikke kommet på trods af kirken, men på grund af den. Jeg behøver ikke at gå med tørklæde, og der er ingen regler for, hvad jeg må spise. Kristendommen skelner mellem politik og religion, og i det åndelige skal der herske tros- og samvittighedsfrihed. Dér begynder og ender kristendommen. Gud er guddommelig, der er ingen andre værdier. Men jeg fornemmer et nyt had mod kristendommen. For eksempel vil De Radikale af med folkekirkeordningen.
– For mig personligt er tro det, der giver livsmod, fordi jeg får at vide, at jeg skal leve mit liv, selvom det er meningsløst. Og jeg får at vide, at selvom det ser sådan ud, er det ikke meningsløst, fordi Gud har skabt det og sat en mening i det, før jeg overhovedet begynder at spekulere over det.
Hvad er det værste, du har oplevet?
–Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der er rigtig slemt. Jeg tænker, så det knager. Men jeg synes, at man har noget i klemme, når man får børn. Man er bekymret over, hvad der skal overgå dem. Jeg elsker historien om "En moder" af H.C. Andersen. Den har Job-agtige dimensioner. Hun slutter med at sige: "Din vilje ske, Herre, og ikke min." Det er i sig selv en prædiken. Det er nemmere sagt end gjort, men det er det rigtige at sige, synes jeg. Det er stort at få børn. Det bedste og det værste hænger sammen, og det er fordi, jeg er så glad for dem. Når man virkelig elsker nogen, er man bundet. Derfor er tanken om fri kærlighed selvmodsigende, for når du elsker for alvor, er du bundet.
Interesser?
– Jeg har engang samlet på sommerfugle, siger Katrine Winkel Holm og griner.
– Det er lidt af et problem med interesser, men jeg er ret god til at bage bryllupskager. Sådan noget synes jeg er skægt.
Hvor er dit politiske ståsted?
– Jeg er kulturkonservativ. Det er en diffus betegnelse, men rummer et forsøg på at forsvare skolen, nationen og familien. Det er jo sådan i dag, at hvis du siger, at homoseksuelle ikke skal have lov til at blive gift i kirken, er du homofob. Det er en stigmatisering. Derfor synes jeg, at der er et arbejde med at gå op imod de her ting, der kører i debatten om den sorte skole, nationalisme og så videre. Det passer ikke, at du er halvnazist, fordi du holder af dit fædreland. De borgerlige er villige til at snakke om skattepolitik, men der er andet, der er væsentligere at diskutere. Det er med det nationale i dag som med victoriatidens syn på det seksuelle. Man bør kunne se på nationalfølelse som en naturlig drift, der selvfølgelig kan gå amok. Men jeg er glad for Frankrigs og Hollands nej til EU-traktaten, fordi den er et angreb på nationalstaten.
Hvordan ser Danmark anno 2005 ud i din optik?
– Meget modsætningsfyldt. Der er en længsel efter gamle værdier som kulturkanon, uddannelse oog så videre på den ene side og på den anden et ønske om lighed for enhver pris, og at ingen kultur er bedre end andre. Vi står i en reel strid, og det er op til os selv, hvad der skal vinde. Tiden skriger på kulturkonservatisme.
Katrine winkel holm
Født i 1970 og vokset op i Seem i Jylland som datter af Søren og Elisabeth Krarup. Uddannet teolog fra Københavns Universitet. Studier ved Georg August Instituttet i Göttingen. Har undervist på Teologihøjskolen på Frederiksberg. Har skrevet bogen "Det Gamle Testamente som teologisk problem", bidraget til debatbogen "Den konservative årstid" og skrevet artikler i tidsskriftet Tidehverv og Præsteforeningens blad. Bestyrelsesmedlem i Småbørnsforeningen Samfo. Bor i Odense og er gift med speciallæge i arbejdsmedicin Jonas Winkel Holm. Mor til tre børn.