Det er vigtigt at kunne sørge

Psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen har i sit arbejde med alvorligt syge og døende mennesker erfaring for, at kan vi tage livet på os, kan vi opleve et livgivende nærvær

Marianne Davidsen-Nielsen har som psykoterapeut i mere end 30 år arbejdet med alvorligt syge og døende mennesker. Alligevel mener hun, at det ikke nødvendigvis er døden, der er det mest vanskelige. Den lille død er også svær.

– Nu om stunder siger folk altid: Vi ses! Jeg synes, at det er en bedre idé at sige: Farvel! Vi ved, at ingen kender dagen, før solen går ned. Men det er nemmere at undgå ordet for ikke at mærke, siger Marianne Davidsen-Nielsen.

Hun henviser til den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom, der har sagt, at "når døden gøder livet, er det fordi, den minder os om at tage livet på os, mens vi er der".

– Adskillelse giver urangst. Det er derfor, at små børn græder, når mor går. Og derfor provokerer det mange at sige "farvel". Det handler om tilknytning og adskillelse og om at magte overgange. Det er der masser af mennesker, der ikke gør. Og derfor er for eksempel kvindekrisecentrene fyldt med kvinder, der synes, det er mindre skræmmende at vende tilbage til en voldelig mand end at blive skilt.

– Men at magte adskillelse er vigtigt for sjælen, så man kan komme hjem til sig selv. Det er et stykke sorgarbejde, så jeg kan blive mig, og du kan blive dig.

Vi har taget kaffen med op i arbejdsværelset, hvor Marianne Davidsen-Nielsen før i tiden mødtes med sine klienter. Nedenunder i spisekøkkenet i huset på Frederiksberg i København er hendes mand, nyligt pensionerede formand for Dansk Sprognævn Niels Davidsen-Nielsen, i gang med morgenmaden efter en omgang tennis.

Selv fylder hun 70 år senere på året og har trappet ned som psykoterapeut. Nu fungerer hun som supervisor og konsulent for praktiserende læger og psykoterapeuter.

Og så er Marianne Davidsen-Nielsens bog "Blandt løver. Om alvorlig sygdom, dødsangst og dødsbevidsthed" fra 1999 netop udkommet i 2. revideret udgave. Bogen er en personlig fortælling om hendes terapeutiske arbejde med mennesker, som er blevet traumatisk ramt af sygdom – i individuel terapi og i grupper, deriblandt i Kræftens Bekæmpelses regi.

Hendes erfaring er, at kan vi tage livet på os. Selvom vi selv eller vores nærmeste rammes af alvorlig sygdom, kan vi eksistentielt vågne op og opleve et livsgivende nærvær.

I bogens nye indledning beretter hun også om sine forældres død, som gjorde hende klogere på livet.

– Noget af det, der virkelig inspirerede mig til at skrive "Blandt løver", var min mor, som levede i en slags kærligshedsbesættelse fra min fars side. Han følte, at deres ægteskab var en højere form for kærlighed. Min mor, der lå på sygehuset, sendte ham væk, tre dage før hun døde. Hun sagde, at hun ikke kunne dø, så længe han holdt på hende. Det er da fantastisk efter at have levet sammen med ham i så mange år. Og han forstod det og accepterede det, siger Marianne Davidsen-Nielsen.

– Som psykoterapeut har jeg beskæftiget mig med de svære forandringer i livet. At blive ramt på sin skæbne af alvorlig sygdom eller dødsfald og at forstå til bunds, hvorfor evnen til at sørge er evnen til at forandre sig. Det er det, psykoterapi handler om – at finde hjem til sig selv i stedet for at være ude af sig selv.

– Jeg ser i mit arbejde, hvor mange mennesker der har skyldfølelse livet igennem, fordi de ikke fik sagt farvel til et menneske, der stod dem nær. Kvaliteten ved at være menneske er, at vi evner både tilknytning og adskillelse. Det betyder, at man skal kunne rumme ambivalens, det vil sige kunne vælge, tage ansvar, få sved i hænderne og hjertebanken. Går vi til venstre, mister vi noget, går vi til højre, mister vi noget. Det giver angst, og det, som jeg har beskæftiget mig mest med, er at afgifte angst, når man rammes på eksistensen.

– Men evnen til at sørge og finde forvandling i sorgen har jeg bestemt ikke fået med mig hjemmefra. Der har måttet et opgør til med mit familiesystem, som var meget sort-hvidt, og enten var man inde eller ude. Det sidste, min far sagde til mig, inden han døde, var: "Hvorfor gør du alt det forkerte?" Jeg elskede ham, og vi sloges til det sidste.

Marianne Davidsen-Nielsen medvirkede sidste år i et afsnit af udsendelsesrækken "Med politiets øjne" på DR 2. Programmet med titlen "Bødler i statens tjeneste" handlede om de politifolk, der under retsopgøret efter besættelsen blev sat til at henrette landssvigere. En af dem, som var aktiv i retsopgøret, var hendes far, politiadvokaten Bent Schlüter, som senere blev højtplaceret som vicerigspolitichef.

– Min far var en af dem, der sagde: "Fyr!" Men det var dybt hemmeligt, min mor vidste det heller ikke.

I udsendelsen fortalte Marianne Davidsen-Nielsen om, hvordan hun som 17-årig fandt et stykke papir med hul i midten i en bog, som stod i reolen i hjemmet på Østerbro. Papiret viste sig at stamme fra en af henrettelserne af en dødsdømt.

– Jeg spurgte min far, hvad det var, og så fortalte han historien om, at han var udvalgt til at stå for henrettelserne efter sit arbejde som politiadvokat. Og nu fik min mor det også at vide. Min far var utrolig diskret, og han var ikke glad for, at den viden kom ud.

– At medvirke i den tv-udsendelse har fået mig til at forstå det, som Kierke- gaard betegner som, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Set i bakspejlet er det gået op for mig, hvad han havde at slås med, og hvordan hans personlighed var. Som psykoterapeut er det tilfredsstillende, fordi det giver mig en større forståelse af min relation til ham.

I udsendelsen "Bødler i statens tjeneste" medvirkede også en søn til en af faderens venner, daværende politikommissær Nielsen-Ourø, der var leder af udrykningstjenesten på Politigården i København og udset til at stå for den praktiske organisering af henrettelserne, der fandt sted i et til lejligheden opført skydeskur på Christianshavns Vold.

– Nielsen-Ourø, som min far spillede bridge med, var martret af oplevelserne efter retsopgøret, mens min far påtog sig det som en pligt og en del af byrden ved det chefjob, han havde valgt. Ellers var der jo medarbejderne, der skulle gøre det. Men Nielsen-Ourø kunne ikke klare det psykisk og havde gennem livet mange op- og nedture. Ved sin død efterlod han sig et brev, hvor han fortalte de efterladte om det pinefulde hverv som bøddel.

– Min far sov derimod roligt om natten. Men jeg opfatter det som en form for fortrængning, der har understøttet nogle karaktertræk hos ham, som jeg har måttet slås med.

Marianne Davidsen-Nielsen fortæller, at hendes far i et interview i en avis i anledning af sin 50-års-fødselsdag, som hun har fundet frem og læst efter tv-udsendelsen, kommer ind på sin egen far, Karl Schlüter. Han var direktør på Holmegaards Glasværk og en kendt forfatter til teaterdramatik, som store skuespillere som Poul Reumert, Anna Borg og Bodil Ipsen medvirkede i.

– Alt, hvad han skrev, endte med selvmord, mord og død, som min far lidt muntert snakker om i interviewet. Det, der slår mig, er min fars ord om, at hans egen far i sine stykker ikke gav mulighed for en helstøbt løsning, men veg tilbage for en afgørende konklusion.

– Set i bakspejlet ser jeg nogle paralleller mellem min far og farfar. Man tager en dramatisk beslutning, ser sig ikke tilbage og får ikke den eksistentielle opvågning, som er mit speciale, nemlig evnen til at sørge og evnen til at forandre sig. Hele mit livsværk er centreret omkring spørgsmålet om, hvorfor nogle mennesker kommer styrkede gennem sorg og krisetilstande, mens andre kommer til at leve forkrampede og angstfyldte liv.

– Jeg ser det som en reaktion på det familiesystem, jeg kommer fra, hvor man lukker af og ser livets afslutning som noget, man ikke forholder sig eksistentielt til, men tager som et faktum. Det gjorde, at min far, der også var meget passioneret, blev en mand, som man var lidt bange for. Min overlevelsesstrategi var at slås med ham. For eksempel valgte jeg at blive socialrådgiver og venstreorienteret, som var det modsatte af alt, hvad han stod for. Det krævede mod. Min bror, der var totalt underlagt vores far, var et sart barn, der udviklede skizofreni efter studentereksamen. Jeg var en fighter, han trak sig.

Selvom Marianne Davidsen-Nielsen professionelt har en dyb indsigt i psykologiske mekanismer mellem mennesker, er hun ikke altid ekspert i sit eget liv. Som når det handler om forholdet til sine egne børn og den nødvendige adskillelse, som hun hylder.

– Det kæmper jeg jo med. Det er svært ikke at blande mig, men mine børn er heldigvis gode til at sige fra. Som da min voksne søn her i vinter kom cyklende i 10 graders kulde uden hue på. "Hvorfor har du ikke hue på, Hans?" "Hold så kæft, mor!" lød svaret. Jeg vil have lov til at nævne hans foragt for fornuften velvidende, at han gør, som han vil. Det er, hvad adskillelse handler om.

– Det er svært, fordi man er bange for at miste dem. Men jeg ved, at jeg har evnen til at sørge, hvis der skulle ske dem noget, siger Marianne Davidsen-Nielsen.

Med tiden har hun selv fået, hvad hun kalder for en religiøs tilgang. I bogen "Blandt løver" har hun skrevet kapitlet "Det skjulte nærvær" om det.

– Jeg kommer fra en ateistisk familie, der aldrig har haft noget forhold til religion. Men noget af det er kommet via mit arbejde. Hvis man giver slip og hengiver sig til det mere betingelsesløse, opstår der en følelse af sandheden, kærligheden, Gud, eller hvad man nu skal kalde det, som ord ikke kan beskrive. Det betyder at have tillid til noget, der er større end en selv, noget der passer på os. I sidste ende er det en følelse af ikke at være forladt.

– Det var nok mit møde med hospice på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor jeg var supervisor i de første år, der satte det i gang. Og mødet med kristendommen, som har nogle budskaber, ingen andre religioner har, om kærlighed og nærvær. Og så hjalp religionsfilosoffen Paul Tillischs ord mig med at få eksistensens grundvilkår sat ind i et kristent perspektiv.

Hvad tænker du om din egen død?

– Det er svært, fordi jeg har så meget erfaring på det felt, at jeg ved, at man ikke ved, hvordan man vil reagere. Jeg er dybt taknemmelig for, at mine forældre gik foran og endte med at have nærvær med livet til det sidste. Men det er jo noget vældig kompliceret noget. Det er paradoksernes terræn, at man skal kunne adskille sig for at være sammen på en autentisk måde.

– Min mors død gav mig således en meget personlig oplevelse af at kunne forholde sig til døden for at kunne leve. At kunne tale om døden, samtidig med at man håber på i morgen. For mig at se åbner både tro, håb og kærlighed for den form for nærvær, som giver tillid til livet og i sidste ende til, at man kan hengive sig til døden.

remar@kristeligt-dagblad.dk