Hvorfor er det helt sikkert, at
Jesus er født i Italien? Jo, han boede hjemme, til han var fyldt 30. Han troede, at hans mor var jomfru. Og hun mente, at alt hvad han gjorde var et mirakel.
Er vittigheden blasfemisk, træder den på det hellige i kristendommen, eller er den bare en morsom parodi på italienske mænds forhold til deres mødre?
For år tilbage ville mange kristne føle, at der var trådt på noget helligt. Sådan er det ikke mere. Det offentlige rum og ikke mindst internettet vrimler med religiøse vittigheder. Nogle platte, andre så spidsfindige, at det kræver viden om de religiøses hellige bøger og praksis at kunne forstå dem.
Læs også: Hvor går grænsen mellem ytringsfrihed og blasfemi?
I Danmark i dag er det ikke det religiøse, der er helligt. Men det betyder overhovedet ikke, at intet er helligt. I dag er det ytringsfriheden og demokratiet, der regnes for helligt – og typisk for det hellige er, at det er så selvfølgeligt i et fællesskab, at man knapt diskuterer det. Før nu altså.
Filminstruktøren Theo van Gogh blev myrdet, fordi en muslim mente, at han fortjente døden på grund af filmen "Submission". Van Gogh havde overtrådt gerningsmandens grænse for, hvad man kan gøre ved det hellige i islam. Lige præcis hvad, vil en retssag måske vise. Mange andre muslimer blev stødt af billederne af en halvnøgen, bedende kvinde med korancitater malet på kroppen, men mener ikke af den grund, at filminstruktøren skulle myrdes.
Opfattelsen af, hvad man kan sige om religion og det religiøse, er forskellig. Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu bruger ofte vittigheder om Gud i sine prædikener. Og den amerikanske højesteret mente i 1988, at den fundamentalistiske tv-prædikant Jerry Falwell på grund af sin berømmelse måtte tåle, at det halvpornografiske magasin "Hustler" i en reklame skrev, at Falwells "første gang" var med sin mor i et redskabsskur. Der findes også internetsider med vittigheder om islam – skrevet af muslimer. På en af dem også en hel sides hadith'er (profetens sædvane) med eksempler på, hvad der er tilladt at finde morsomt.
Læs også: Blasfemi i 5 verdensreligioner
Professor, dr.theol. Hans Jørgen Lundager Jensen, Aarhus Universitet, mener, at Theo van Gogh havde juraen på sin side, da han producerede sin film. Men ikke visdommen.
– Det hellige er en fælles norm i samfundet. Man kan ikke tale om fællesskaber uden at tale om det hellige. I de moderne samfund er demokratiet og ytringsfriheden det hellige. Det fandt den unge venstrekvinde Lotte Noer ud af, da hun foreslog, at arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere skulle fratages stemmeret, fordi de ikke bidrog til samfundet. Det emne bliver ikke taget op i debatprogrammer, fordi det er så indlysende for fællesskabet, at ligestilling ved valgurnerne er en del af det hellige.
– Når vi diskuterer ytringsfrihed, er det heller ikke spørgsmålet om dens berettigelse, vi diskuterer. Det er administrationen af den.
Det helliges historie er meget kort fortalt af Hans Jørgen Lundager – med støtte i den franske religionssociolog Emile Durkheim (1858-1917) – at det hellige er ens for alle kulturer. Det hellige lever kun i kraft af sin modsætning: Det uhellige eller det profane.
Som grundbegreb er det hellige mere centralt for religionen end det guddommelige. Det er ting, som er taget ud af det almindelige dagligliv og tillagt en særlig, fælles betydning for en gruppe. Det kan være ting (alterkalk, døbefont), hellige personer, steder (Mekka og Jerusalem), tid (ramadan, hannuka, jul) og så videre. For 2000 år siden kom det hellige også til at omfatte tekster. Jødernes Torah-ruller står i et lukket skab, og kvinder må ikke røre dem. Mange muslimer mener, at man skal være renvasket for at røre Koranen. Man må kommentere teksterne, men ikke ændre i dem. Hvis man mener, at Tredje Mosebog er noget gammeldags sludder, så kan man godt sige det, men skrive den om, kan man ikke. Teksterne fikseres og bliver urørlige.
I moderne tid sker der en udjævning af det hellige og det profane. Sidstnævnte har været der hele tiden, men det hellige er ikke længere beskyttet af forbud. Den grundlæggende tendens er, at man kan sige mere og mere om det hellige. Fællesskabets helligdomme forandres. Det er ikke specielt dansk, men fælleseuropæisk og nordamerikansk.
– Min helt personlige tolkning er, at det moderne samfund kan tåle så meget latterliggørelse og satire om det hellige, fordi mængden af kommunikation i både skrift og tale er enorm, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.
– I gamle dage talte man langsommere og aldrig uovervejet. For det ville blive husket, hvad man havde sagt. I dag sletter man sine e-mails og glemmer, hvad aviserne skrev i går. Det enkelte udsagn har mindre vægt. Blasfemien drukner i mængden af kommunikation. Hvis man i dag ser Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm eller Monthy Pytons "Et herrens liv", som er en parodi på Jesu liv, så drukner de i mængden af andre film.
I vort vestlige samfund er det hellige ikke længere religiøst, og derfor omgås vi det hellige i religionen med en distanceret lethed. Det er dette afslappede syn på det religiøst hellige, der i disse år støder sammen med et mere traditionelt religiøst syn på det hellige.
Hans Jørgen Lundager Jensen mener, at tilvæksten af mennesker med en anden tro og en anden opfattelse af det hellige end majoritetsbefolkningen bør tackles med visdom – kombineret med juraen.
– Der er ingen grund til at glemme, at det har taget de europæiske lande hundreder af år at nå hen til det nye hellige: Demokratiet og ytringsfriheden. Det er umuligt at forlange af nytilkomne, at de på en-to generationer kan sætte sig ind i baggrunden for, hvordan vestlige samfund er nået til, at blasfemi ikke handler om religion.
Ifølge Hans Jørgen Lundager Jensen, som blev teologisk doktor på en afhandling om Det Gamle Testamente, så er der en grund til, at Det Gamle Testamente både indeholder loven i de fem Mosebøger og visdommen i Ordsprogenes Bog. Lov og visdom side om side.
– Den viise siger altid: Giv tid. Indvandrerne skal nok blive integrerede i Danmark, selvom vi ikke vil give afkald på nogle af de helligdomme, der skal til for at få dem på arbejdsmarkedet: mindstelønnen og velfærdsydelserne.
Visdom kræver ro, siger han. Og mener, at van Gogh må have opfattet sig som værende i en krigssituation, da han producerede "Submission".
– Så er der ingen tid til medfølelse eller respekt. Filmen er hjerteløs over for muslimer, og van Gogh præsenterer "den anden" uden forsonende elementer overhovedet. Der er intet om den eventuelle skønhed eller tryghed, der er i islam.
– Jeg mener ikke, at vi er i en krigssituation i Danmark nu. Derfor er der tid til visdom, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.
Hans kollega på religionsvidenskab, dr.phil. Armin Gertz, mener, at lige præcis den religiøse humor siger noget meget præcist om et samfund. Også selvom grænsen mellem humor og blasfemi er hårfin.
– Religiøse vittigheder kræver både en tradition for humor og selvironi og en distance. Men den intelligente humor vender tingene på hovedet i forhold til kategorier, man tager for givet. Humor har på samme måde som religioner – eller andre kategorier som opfattes som hellige – ideer om modstillinger i rene og urene, og dermed hvem der er ude, og hvem der er inde. Dermed giver humoren en form for erkendelse, som siger noget grundlæggende om den verden, vi lever i.
– Muslimerne er meget oppe på dupperne lige nu. Måske fordi de føler sig under pres. Og nogle vil blive stødt af film eller af vittigheder om religion. Vi skal kunne tale om det. Og også understrege, at inden for lovens rammer har man også lov at reagere imod det.
Og nogle muslimer bruger faktisk også humor, der kræver kendskab til Koranen. Nedenstående er et eksempel på en af de vittigheder om muslimer, der findes på internettet. Den spiller på en af islams fem søjler, det er påbudt i islam at overholde: Kravet om den årlige 40 dages faste fra solopgang til solnedgang:
Omar er altid så sulten, at det er umuligt for ham at overholde den muslimske faste, ramadanen. Hans venner forstår det ikke. Hvordan, siger de, kan du på den ene side spise hele dagen og så alligevel deltage i sohour (det måltid, der bryder fasten ved solnedgang). Det har Omar en forklaring på: "Selv om jeg ikke har styrken til at faste, som Allah forlanger af mig, så kan jeg jo godt deltage i sohour som Allah anbefaler."
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
@-Rubr.13.www:www
Læs også artiklen "At lave grin med de hellige" på www.religion.dk, der fortæller om de religionskritikere, der gennem tiderne har brugt satiren som våben.