Der finder i disse måneder en mentalitetsændring sted i samfundet. Det er, som om tidligere års mantra om, at alting kan blive bedre, er ved at forstumme, og at vi er begyndt at tænke på en ny måde, hvor vi kan finde nye værdier frem.
LÆS OGSÅ: Alting kan ikke altid lade sig gøre
Så længe vi mener, at alting kan blive bedre, er der ingen grænse for, hvad vi kan forlange af os selv og af andre. Det betyder, at vi bliver grænseløse, både i forhold til det, vi kan yde, og i forhold til det, vi kan nyde godt af. Dette fører let til ødelæggende udmattelser, for den, der er grænseløs i sin given og tagen, bliver netop udflydende og går i opløsning.
Før i tiden var det anderledes, og det ser ud til, at det er det ved at blive igen.
Indtil ungdomsoprøret levede vi med to lidenskaber, som kan kaldes den grænse-sprængende og den grænsesættende. Disse to lidenskaber beskrives allerede i syndefaldsberetningen, når Gud siger til kvinden: Du skal begære din mand, og han skal herske over dig. Begæret er det, der vil videre det, der vil have mere. Begæret bryder grænser for at få del i noget nyt. Her over for står den, der hersker. Det er den, der holder fast om det, der er. Altså den, der sætter grænser omkring det, man allerede har.
Disse to lidenskaber har brug for hinanden, for hvis den grænsesættende ikke bliver udfordret af den grænse-sprængende, bliver livet for kedeligt. Men omvendt gælder det også, at hvis den grænsesprængende ikke bliver bremset af den grænsesættende, så bliver livet ødelæggende udflydende netop fordi der mangler en grænse, og ingenting hører op.
Ved ungdomsoprøret skete der blandt andet det, at den grænsesættende lidenskab blev lagt på hylden, og den grænsesprængende fik lov til uimodsagt at fastslå tidens mantra: Alting kan blive bedre.
I sundhedsvæsenet manifesterede det sig ved, at livskvalitet alene kom til at bestå i at få magt over sygdomme, så håbet om og troen på helbredelse kunne og skulle bevares uindskrænket. For at komme frem mod dette mål, kom vi imidlertid til uden at tænke nærmere over det at lægge andre livskvalitetsmæssige værdier på hylden.
Naturligvis skal et sundhedsvæsen altid gøre alt, hvad det formår, for at helbrede patienter. Og naturligvis vil de allerfleste gøre alt, hvad de kan, for at få det bedre, hvis de kommer til at lide af en sygdom. Men ved at fokusere så voldsomt på helbredelsesmuligheden og det at få magt over sygdommen udnyttede vi kun den grænsesprængende lidenskabs energi og mistede det, som den grænsesættende lidenskab kan give os. Samtidig mistede vi også et realistisk syn på, hvad der kan lade sig gøre, og hvad vi står magtesløse over for. Derved kom skuffelserne ofte til at hobe sig op, for hvis forventninger er urealistisk høje, vil det altid give skuffelser, og livsglæden vil blive mindre, end det er nødvendigt.
Det ser nu ud til, at vi kan holde op med udelukkende at fokusere på den grænse-sprængende lidenskabs værdier og derved åbne for den grænsesættende lidenskabs skatkammer. Det gives os i denne linje fra Grundtvigs Et jævnt og muntert virksomt liv på jord fra Højskolesangbogen:
Og når min sjæl blev af sin grublen træt, den hviled sig ved fadervor at bede.
Den grænsesættende lidenskab ved nemlig, at en grænse ikke kun afgrænser og begrænser. Det er også ved grænsen, man møder det nye. Sådan er det ved en grænse mellem to lande, og sådan er det også ved sindets grænser. Møder man aldrig en grænse og standser op ved den, kommer man heller ikke i kontakt med noget helt nyt. Tværtimod får man højst mere af det, man allerede har.
Når vi møder grænsen for det, vi selv kan, når vi frem til den del af verden, hvor kun Gud har magten. Det betyder, at når vi har gjort alt det, vi selv kan, kan vi møde grænsen og lægge resten i Guds hånd.
Og hvad kan vi så få ud af det?
For nogle patienter og deres familie viser det sig, at det at måtte holde op med at kæmpe mod for eksempel kræft, giver et nærvær, man ikke havde regnet med. Det, at kampuniformen bliver lagt til side, giver mulighed for at tage på orlov, hvor kræfterne kan bruges på at være frem for at kæmpe. I praksis kan det komme til at betyde, at arbejdet med palliation, som blandt andet udføres på sygehuse, på hospicer og i hjemmene, vil få øget betydning. Netop fordi de tiltag, som giver livskvalitet i den sidste tid af livet, så kan blive til løsninger frem for til nødløsninger.
Blandt det sygehuspersonale, jeg kender, sætter skiftet fra udelukkende at bruge den grænsesprængende lidenskab til også at bruge den grænsesættende sig blandt andet spor i håndteringen af overanstrengelse og stress. Stress opstår netop, når vi møder grænsen for, hvad vi kan holde til, men ikke accepterer grænsen, fordi alt kan jo blive bedre.
Det er derfor spændende nu at opleve, at det blive mere og mere brugt at acceptere grænsen og lade en overanstrengt medarbejder blive på arbejdspladsen, men med begrænsede opgaver og tæt opfølgning.
Man bruger på den måde den gamle landsbymodel: Hvis en bonde blev syg, hvem skulle så hjælpe med at passe hans dyr? Naboerne, selvfølgelig. Der var ikke andre. Måtte de så ikke forsømme noget hos sig selv? Jo, hvad ellers? Det var en helt naturlig følge. Men dette var en del af den sociale forsikring i det lille samfund og en væsentlig del af fællesskabet.
Jeg har i de sidste måneder hørt adskillige sige, at det at hjælpe en ramt kollega øger arbejdspladsens menneskelige kapital.
Så det opmuntrende fremtidsperspektiv i sundhedsvæsenet og i samfundet er: Vi kan igen komme til at bruge to lidenskaber: den grænse-sprængende og den grænsesættende.