Hvordan gik det med ham, hvad hedder han nu, Erik?.
Erik, jamen han kom på sygehuset og døde. Det sagde de i går.
Jamen herreste Gud da, det var synd.
Ja.
LÆS OGSÅ: Ældre vælger plejehjem af nød og ikke af lyst
Det er frokosttid på Birkelse Plejecenter i Vendsyssel 25 kilometer nordvest for Aalborg. I udestuen ved små borde med blomstrede voksduge sidder cirka 20 beboere, noget personale og et par midaldrende mænd ovre fra ældreboligerne og er klar til at spise. Et fad med røde pølser og brød går rundt sammen med ketchup og sennep. Carmen, Mor Karen og Fætter Elly, som de selv præsenterer sig som, sidder ved samme bord. Det gør de altid. På en lille sort tavle står der med kridt skrevet, hvem der sidder hvor, ifald nogen skulle have glemt det. Nogle drikker kernemælk, andre saftevand.
Mor Karen, hvis fulde navn er Karen Pedersen, tager fat i enden af pølsen og begynder med neglene at trække det røde skind af, som hun lægger i en lille, krøllet bunke på tallerkenen.
Hun hiver tøjet af den, konstaterer Elly Larsen.
En del af de andre beboere har samme pølsespisningsteknik. Det er svært at tygge skindet med gebis, og gebis har de fleste. Spisestellet bliver det kaldt. De tre damer har alle boet på plejehjemmet i et godt stykke tid. Karen Pedersen og Elly Larsen er 90 år. Carmen Jensen er 89 år.
Der er ret stille omkring bordene, hvor mænd med seler og kvinder med margueritbrocher langsomt konsumerer pølserne. Der er også rugbrødsmadder med æg, makrel og leverpostej. De fleste beboere taler kun sammen på opfordring fra medarbejderne, så samtalerne ebber hurtigt ud. Carmens høreapparat sætter i et hyl og bliver justeret.
Fra spisestuen er der kig ud til en smuk terrasse med blomsterbede, fiskedam og hængesofaer. Det er en såkaldt sansehave, der blev etableret for tre år siden, da en tidligere beboer testamenterede en halv million kroner til formålet. Damerne ved bordet er glade for haven, men forleden skete der noget.
Fiskehejren kom og tog alle fiskene i dammen. Hver og en. Den er godt nok fræk, siger Elly Larsen forarget.
De giver også udtryk for at være glade for at være på plejehjemmet.
Jeg har tjent her i Birkelse, da jeg var ung, så da min mand døde, ønskede jeg at komme tilbage hertil, og det er jeg kommet, siger Karen Pedersen, der også er helt klar over, at Birkelse Plejecenter bliver hendes sidste hjem.
Når først vi kommer her, er vi her, til kisten bliver båret ud. Det ved vi, siger hun.
I et døgn er Kristeligt Dagblad flyttet ind på plejecentret i landsbyen Birkelse for at opleve plejehjemslivet anno 2012.
Først var der ikke flere ledige værelser, men så ringede plejehjemsleder Karin Nielsen og fortalte, at beboeren på værelse 9 desværre var gået bort, så at avisens udsendte dermed kunne få sine egne godt 20 kvadratmeter med elevationsseng plus tekøkken og stort, handicapvenligt badeværelse med alarmsnor at trække i.
Som de andre plejehjemsbeboere får også den nye logerende på værelse 9 på Lang Gang sit eget navneskilt med foto på døren. Billederne gør det langt lettere for beboerne at huske, hvor de bor. Over et værelse hænger et skilt, hvor der står toilet. Efter at en meget dement mand nogle gange har løbet forvirret rundt, når han skulle forrette sin nødtørft, har det anvisende skilt nu gjort hans liv lettere.
Det røde murstensbyggeri fra 1986 er en selvejende institution under Danske Diakonhjem med plads til 22 beboere og 13 ældreboliger tilknyttet. Ganske som på landsplan har to tredjedele af beboerne en form for demens. Andre kan ikke gå, har haft en hjerneblødning, har alvorlig sukkersyge eller måske Parkinsons sygdom, der blandt andet betyder, at de ikke længere kan holde på kaffekoppen eller mundvandet. Mantraet hos det offentlige har længe været længst muligt i eget hjem, og det betyder i sagens natur, at de, der flytter på plejehjem, er mennesker, der virkelig har brug for pleje. Det er mennesker, der ikke længere kan klare sig selv.
Yngste beboer er 67. Den ældste er 98. Fem er mænd, hvilket er et højt tal. I visse perioder er der næsten udelukkende enkefruer på adressen.
De fleste beboere på hjemmet kommer fra nærområdet eller oplandet og taler vendelbomål. En del stammer fra halvøen Gjøl godt ti kilometer fra Birkelse, hvor flere har arbejdet med at fremstille de karakteristiske Gjøl-troldefigurer med de furede ansigter og det vattede strithår. Det siges, at Thomas Dam, der i sin tid etablerede troldefabrikken, valgte troldetyperne ud fra Gjøls befolkning. Måske er det rigtigt nok. Hvidt vathår og rynkede ansigter har størstedelen af beboerne på Birkelse Plejecenter i hvert fald.
Efter frokosten bliver en mand og en kvinde i timevis siddende ved et bord i opholdsstuen og folder aviser. Under frokosten var det dugen, hun foldede, indtil den blev taget af. Det er meget, der skal ordnes, siger hun.
De to, manden og kvinden, er trods deres udprægede demens blevet kærester på plejehjemmet og sover nu i samme værelse og seng, efter at personalet forhørte sig hos de pårørende, om kæresteriet skete med alles samtykke. De to kan genkende hinanden, men ikke mange andre.
Han tror nogle gange, at plejehjemmet er et hotel, og at han er på ferie. Så møder han op med sin kuffert og insisterer på at betale for maden. Plejehjemsleder Karin Nielsen har også nogle gange hentet dem, når de har været på tur.
En dag var de gået ned til busstoppestedet i Birkelse. Jeg tog derfor plejecenterets bus, stoppede ved stoppestedet og spurgte, om de ventede på bussen, det gjorde de, og så kørte vi en lille tur, fortæller hun med et smil og tilføjer, at det er stjernestunder som disse, der gør hendes job så godt.
Plejehjemmets slogan lyder da også: Det behøver ikke være kedeligt at blive gammel. Visionen er at tage udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke kun sige det, men også gøre det, understreger plejehjemslederen.
Vi sætter en ære i at få plejedelen til at fylde så lidt som muligt. Det handler om, at vi gerne skal have det lidt sjovt, og at vores beboere ikke bare skal ligge og kigge ud i luften, siger hun og nævner højtlæsning, gudstjeneste, bankospil og småkagebagning som nogle af de aktiviteter, der giver ugen krydderi.
Det er vigtigt, at beboerne oplever, at de er vellidte, og at vi hjælper dem. Inden de flytter på plejehjem overvejer mange, om de mister deres sidste selvbestemmelsesret, men det prøver vi så vidt muligt at sørge for, at de ikke gør. Vi vil bare gerne vide, hvis de forlader huset, siger hun.
Men at flytte på plejehjem er også behæftet med en vis realisme. Når man først er blevet visiteret til plejehjem, er der grænser for, hvor mange aktiviteter de ældre af helbredsmæssige årsager kan klare, understreger hun.
Hvis vi holder fest, lægger vi det som regel en torsdag, så de har hele weekenden at restituere i. Dagen efter en festmiddag er de mere trætte, siger Karin Nielsen.
Hun ved godt, at nogle tænker, at plejehjem er en slags dødens forgård.
Men vi snakker egentlig ikke så meget om døden til daglig, selvom beboerne er helt bevidste om, at det her er deres sidste hjem. Folk sælger deres hus og har ikke noget at flytte tilbage til og tager kun det mest nødvendige med.
Karin Nielsen mener, at bevidstheden om, at livet lakker mod enden, kan være med til at forklare, at beboerne kun i meget lille grad omgås hinanden socialt, taler sammen under måltiderne eller besøger hinanden på værelserne.
I løbet af et år kan det være op mod halvdelen af plejehjemmets beboere, der går bort og bliver skiftet ud med nye. I år er der indtil videre fire, der er gået bort. Dødsfaldene kommer som regel i stimer, og dør der to på en uge, dør den tredje også, fortæller hun.
Der er en realisme i, at du ved, at du eller din sidemand kan være borte i morgen. Det, at den dybe involvering i andre mennesker holder op, tror jeg er en måde at beskytte sig på. De fleste beboere vil hellere tale med personalet, som er mere stabilt og har været på stedet i mange år, siger Karin Nielsen.
Om eftermiddagen, mens en del af beboerne sover til middag, vimser den 78-årige Anneli Kofoed Olsen rundt med sin rollator. Hendes grå hår er sat op med et spænde, og hun har sorte gamachebukser på. Da hun kom til plejehjemmet for måneder tilbage, kunne hun ikke gå og havde i en lang periode været indlagt på sygehuset i Aalborg med mistanke om Parkinsons sygdom. Men efter at hendes dosis af daglige piller er blevet sat ned fra 14 til seks, har hun fået det bedre, og det er hende, der hjælper personalet med at dække bord og henter kaffe til sine borddamer og -herrer.
Jeg sidder ved siden af en, der har alzheimer. Hun snupper min mad, når jeg vender ryggen til, for hun kan ikke huske, at hun allerede har spist morgenmad en gang, konstaterer Anneli med et smil.
Hendes jævnaldrende mand, Ole, bor også på plejehjemmet. Han kan ikke gå efter et brud på hoften og er meget dement. Fra sin sygeseng midt i værelset kan han kigge på et hjortetrofæ og sit jagthorn fra dengang, han stadig gik på jagt. Hver morgen, når der stadig er stille i huset, lister Anneli hen til Ole for at se, om hans brystkasse stadig går op og ned med vejrtrækningen. Hendes stærke mand, med hvem hun drev et vognmandsfirma, er blevet skind og ben.
Vi er meget knyttede til hinanden. Jeg har aldrig været forelsket i andre end min mand, og han har det på samme måde, siger hun og aer sin Olefar på armen.
Selvom Anneli Kofoed Olsen har fået det bedre, kunne hun ikke tænke sig at flytte væk fra Birkelse Plejecenter. Her har hun det godt og kan passe sig selv. Det sociale liv med andre beboere interesserer hende dog ikke rigtigt.
Jeg inviterer aldrig nogen ind på mit værelse. Det er slet ikke mig. Jeg får ikke nye venner på plejehjem, men jeg har heller aldrig været den type, der inviterede mange hjem, siger hun.
Livet på plejehjem har givet hende et mere afslappet forhold til det at skulle dø.
Før i tiden, når jeg tænkte på døden, var jeg bange for at blive puttet i den sorte jord, men efter at jeg er kommet herhen, er jeg ikke længere bange. Når folk er rigtig svage, er det dejligt, at de får fred. Det er meget bedre, at de dør her end på sygehuset. Her foregår det stille og roligt og højtideligt, og vi er med til at synge dem ud, siger Anneli Kofoed Olsen.
I det samme bliver det over højttaleranlægget annonceret, at der nu er eftermiddagskaffe. Mazarinkage, kaffe og saftevand bliver i dag serveret på terrassen under den grøn- og hvidstribede baldakin, og Pia Hansen, der er sosu-assistent, fortæller sommerhistorier.
Måltider og kaffestunder fylder en del på plejehjemmet. Der er morgenmadsbuffet fra klokken otte og klokken 9.30 formiddagskaffe. Klokken 12.30 er der frokost og klokken 15 eftermiddagskaffe. Ved 18-tiden er der aftensmad og dessert, og klokken 20 bliver aftenkaffen serveret. Nogle beboere kommer op til samtlige måltider, andre spiser kun på værelset.
Birger Dybdal Andersen på 85 år er en af dem, der er med til det hele. Stærkt foroverbøjet går han rundt med kasket og rollator og nyder godt af, at solen i dag skinner. En stor dunk med strandsand i kurven foran på rollatoren sørger for modvægt, så han ikke tilter forover.Han er en af de nyeste beboere på plejehjemmet og har boet der siden maj måned. Forinden boede han alene i 15 år. Han har i eftermiddag fået besøg af sin søster og svoger, der bor i Vestbjerg ikke så langt derfra. Det er forskelligt, hvor ofte beboerne får besøg. Nogen flere gange om ugen, andre kun til jul og påske.
Det er udmærket at flytte hertil. Der skal ikke siges noget dårligt om det, og kosten er god. Det er også et flinkt personale, og det smitter af på os, siger Birger Dybdal Andersen.
Han er en af dem, der har arbejdet i troldeproduktionen på Gjøl, og i hans værelse er flere hylder med de pudsige troldefigurer. Hans søster tilkendegiver, at plejehjemmet er et godt sted for ham.
Der er sket en stor forandring med dig. Du er både blevet bedre til at gå og til at spise.
Birger Dybdal Andersen nikker bekræftende under kasketten.
Efter besøget sidder han i stuen og nynner til harmonikamusik på anlægget, og hans fødder med sokker i sandalerne tapper rytmen i linoleumsgulvet. Han har selv spillet violin engang. På række langs væggen sidder nogle damer i hvilestole og læser.
Ingen af dem lader sig tilsyneladende mærke med det insisterende råberi fra en medbeboer med høre- og synshallucinationer.
Sidst på eftermiddagen koger en stor gryde nye kartofler på komfuret. Hollandaisesovsen kommer ud af en stor plastikpose, og også laksen er tilberedt på forhånd. Plejehjemmene i Jammerbrugt Kommune skal til plejehjemsleder Karin Nielsens store fortrydelse alle have leveret forlavet mad, så i kølerummet er der mad til en uge ad gangen. Dog har det været muligt at vælge de vacuumpakkede kartofler fra.
Vi skræller og koger selv vores kartofler. Beboerne har ikke lyst til at spise vacuumpakkede kartofler, så nu har vi lavet en aftale med en lokal kartoffelavler. Nogle gange ønsker vi os nye kartofler i gave.
At dømme ud fra tallerkenerne er de nye kartofler og også den efterfølgende rødgrød en succes.
Hvem var det, du havde besøg af, spørger Carmen Jensen Elly Larsen.
Det var min gamle nabo.
Nå, det var da hyggeligt.
En ældre herre taber sin pibe på gulvet, og da han læner sig frem på stolen for at samle den op, breder sig en voksende våd plamage på hans buksebag.
Kom med, siger en fra personalet, som hjælper ham hen på værelset til et bukseskift.
Allerede klokken 19 begynder de første at gå eller blive hjulpet i seng. Andre drikker aftenkaffe klokken 20 med franske vafler, flødeboller og frugt i småstykker. En af de ansatte er blevet farmor, og et billede går rundt. Se den bette dreng.
På tvet fortæller Søren Ryge om hønens dødsskrig.
Marie Nikolajsen på værelse 15 går som regel i seng klokken 21. Hun sidder på sengen og venter på at sosuassistent Mette Christensen skal komme med en ren natkjole. Marie har været i bad i dag og er blevet klippet, og så skal natkjolen også være frisk.
Det skal være den natkjole med korte ærmer. Det er varmt i dag, siger hun.
Marie Nikolajsens ben virker ikke mere, så da hun er i natkjolen, triller Mette Christensen et transportabelt bækken ind på værelset, som Marie via en personløfter bliver hejset over på. Mens hun tisser af for natten, snupper Mette Christensen gebisset fra over- og undermund og går på badeværelset og børster Maries tænder.
Så er der friske tænder, siger hun, da hun lidt efter er tilbage.
Marie får også et bind på, og mens hun svæver i personløfteren, trækker Mette Maries underbukser op.
Marie Nikolajsen en af plejehjemmets veteraner og har snart boet der i otte år. Nu er hun 94.
En dag, hvor jeg havde sat kartofler over, gik jeg på toilettet og faldt om. Senere faldt jeg om igen, og så fandt jeg ud af, det nok var bedre jeg kom herhen, siger Marie, der som en af de få har fundet sig en slyngveninde på plejehjemmet. Det er Gudrun på 86.
Vi er altid sammen, fniser Marie.
Selvom solen stadig skinner og varmer Maries værelse op, glæder hun sig til at komme i seng.
Jeg har ingen døje med at sove om natten siger hun med at smil, og Mette Christensen går videre på sin putterunde.
Den rigtige stilhed, hvor køleskabets brummen pludselig synes voldsom høj, sætter ind efter klokken 23, hvor aftenvagterne går hjem. Opholdsstuen har længe været mennesketom, og Birger Dybdal Andersen er som den sidste blevet lagt i seng. Han kan godt lide at være længe oppe. Og som plejehjemsleder Karin Nielsen siger:
Hvis de vil være oppe, skal de være oppe. Det er ikke noget med, at vi skal være færdige på et bestemt tidspunkt. Det her er folks hjem, og vi har åbent 24 timer i døgnet.
Om natten er der kun en enkelt på vagt. I dag er det Britt Møller. Hun trækker de mintgrønne gardiner for stuevinduerne. Hun kan ikke lide, hvis nogen kan kigge ind. Om natten sørger hun for, at beboernes tøj bliver vasket, hvis de er med i vaskeordningen, og hun ordner nogle ting i køkkenet. To gange i døgnet går hun en runde for at sikre sig, at alle har det godt.
Klokken er 01.25, da Britt Møller gør klar til at gå sin første runde på Lang Gang den nat. Beboerne vælger selv, om de vil have besøg. Nogle enkelte har takket nej og vil hellere sove i fred, men de fleste føler sig trygge, når der bliver kigget ind til dem i løbet af natten.
Nogen sover med åben dør og lyset tændt, fordi de bedst kan lide det sådan. Andre har låst, men Britt Møllers nøgle passer til alle døre. Hun sætter nøglen i døren, drejer den rundt og åbner forsigtigt, og den sødlige lugt af tungt åndende mennesker bølger ud. Hun tænder lyset på toilettet i entreen, og lister hen til sengegavlen og forsikrer sig, at alt er i orden. Hun lytter efter vejrtrækningen. Om den er der.
Nogle trækker vejret utrolig langsomt og med store pauser mellem ind- og udånding. Så kan hjertet godt lige nå at ryge op i halsen på mig, siger Britt Møller.
Hos Birger Dybdal Andersen på værelse 1 kører det store fladskærmstv for fuld drøn. Birger selv snorker i sin seng med hovedet ind mod væggen og ænser ikke, at Britt Møller slukker fjernsynet og lister ud igen.
Nogen har tabt dynen i løbet af natten, og hun lægger den på dem igen.
Sover du ikke? Det er nattevagten. Ligger du godt nok? Sådan, du skal have dynen over tæerne, siger hun kærligt.
Jeg bliver nødt til at give dem dynen på. Jeg kan ikke se på, at de ligger og fryser, men det er også synd, hvis de vågner, siger Britt Møller.
Klokken 7 om morgenen begynder livet igen. Der bliver støvsuget på et værelse, badet på et andet og skiftet ble på et tredje. Britt fortæller, at det har været en rolig nat. Få har kaldt, fordi de skulle på toilettet eller have et glas vand.
Fra klokken otte er der morgenmadsbuffet i spisestuen. Den store gryde med lun havregrød er i høj kurs.
Birger, op med hovedet, ellers ryger næsen ned i kaffen, siger Anneli Kofoed Olsen til Birger Dybdal Andersen.
95-årige Margrethe E. Villadsen sidder nyfriseret i sin lænestol på sit værelse og klar til dagens program. Sengen er redt med sengetæppe, og hun har lige været i bad. Det kniber med at huske præcis, hvor længe hun har boet på Birkelse Plejecenter, men hun er glad for det.
Det er skønt, at livet er godt jævnt her. For min skyld behøver der ikke være fest og ballade hele tiden. Jeg har ikke noget at klage på. I gamle dage, når man boede på hjem, var der flere beboere på et værelse, men her har man sin egen stue og god plads.
Margrethe E. Villadsen var gift, men fik ingen børn. Billeder af den afdøde ægtemand Peter hænger på væggen sammen med fotos af hunden og katten, Bimse og Pjuske. Som de fleste andre beboere har hun porcelænsfigurer fra Royal Copenhagen stående til pynt. Topmejseparret med de lavendelblå hoveder og haler har fået en fremtrædende placering. Hun fik dem engang, hun fyldte rundt.
Hun flyttede på plejehjem, fordi der ikke var andet at gøre. Et lille kors står fremme på hendes reol. Hun er kommet i Indre Mission i mange år og er sikker på, at der er nogen deroppe, der støtter hende.
Jeg er også helt sikker på, at jeg skal møde min mand igen, siger hun og får blanke øjne.
Når jeg er død, skal det foregå som med min mand Peter. Det var en kirkebegravelse, og så drak vi kaffe, og så var det slut.
Men indtil videre er Margrethe E. Villadsen ikke klar til at skulle herfra. Hun er med, når der foregår noget på plejehjemmet og strikker noget bette børnetøj.
Jeg er skam ikke mæt af dage endnu. Jeg kan sådan set følge med i det meste, understreger hun.
Margrethe E. Villadsen er da også med, da der efter morgenkaffen er højtlæsning i gildesalen. En gang om ugen læser Karin Nielsen for beboerne. I dag er det fra Den lille budbringer, et foreningsblad, som Birkelse Plejecenters venner udgiver tre gange årligt. De læser fødselsdagsportrætter på nu afdøde beboere. Nogen tager et blund i kørestolen undervejs. En beretning kommer ind på kornkaffen under Anden Verdenskrig.
Kornkaffe, er det noget, nogen af jer kender til? spørger Karin Nielsen.
Ja, det var noget korn, man ristede på panden og så malede, svarer Margrethe E. Villadsen.
Klokken nærmer sig middag, og frokosten er igen under forberedelse i køkkenet. Rundt om i hvilestolene langs væggen sidder Elly Larsen og Karen Pedersen og læser lidt i lokalavisen og Familiejournalen. Den demente kvinde er i gang med at folde sine aviser.
På gårdspladsen foran plejehjemmet er Dannebrog på halv. Det er i dag, Erik skal begraves på kirkegården lige ved siden af plejehjemmet. Noget af personalet vil sikkert gå med, men ikke beboerne, spår plejehjemsleder Karin Nielsen.
Hos os tager vi afsked ved udsyngningen. Beboerne er aldrig med til begravelsen, Det er tungt at sige farvel så mange gange på et år, siger Karin Nielsen.
Kilder: Kommunernes Landsforening og Ældre Sagen.
