Hvad har du, som du ikke er blevet givet? Det spørgsmål stillede professor Viggo Mortensen, 69 år, sig selv i slutningen af 1970erne, hvor Danmarks Radio havde bedt ham skrive en indledning til en grundbog, som skulle højne danskernes viden om og forståelse for kristendommen. Han tænker tilbage på sit gamle samarbejde med DR med et smil på læben. I dag ville det være utænkeligt, at institutionen kastede sig ud i et projekt, som ligefrem skulle oplære danskerne i den kristne tro. Mindet om samarbejdet med radioen dukkede op, da hans afskedsseminar på Aarhus Universitet, som afholdes i dag, fredag, skulle forberedes.
LÆS OGSÅ: Når religioner mødes
I 50 år har teologien været Viggo Mortensens felt, og han har som forsker opbygget en indgående viden om den åndelige udvikling det sidste halve århundrede. Det er den udvikling, denne samtale skal handle om, men først bliver det Viggo Mortensens tur til at svare på det spørgsmål, som han stillede dengang i 1978 i bogen fra Danmarks Radio: Hvad har han, som han ikke er blevet givet?
Jeg er kristen, fordi min far var kristen. Jeg har fået troen overleveret. Jeg voksede op i et landbohjem på Fyn, som var præget af vækkelseskristendom i en mild form. Havde jeg spurgt min far, hvorfor han var kristen, så ville han svare, at han var kristen, fordi det var hans far. Min far var menighedsrådsformand og valgt som repræsentant for Indre Mission. Vi gik i kirke, og jeg var spejder i mange år, hvilket var en del af en almindelig religiøs socialisation i det miljø. For min egen del er jeg ikke så sikker på, at jeg har været fantastisk god til at give kristendommen videre. Mine egne to børn er døbt og konfirmeret, men de er ikke voldsomt praktiserende, siger han.
Det svar er mere end bare en personlig beretning om den mortensenske familie, men fortæller også om en bredere åndelig udvikling, som danskerne har gennemgået de sidste 50 år, hvor forholdet til kristendommen er gået fra vane til valg. Med den erfarne forelæsers overblik summerer Viggo Mortensen i samtalens løb erfaringer op i punkter og binder årene sammen til årtier, som han karakteriserer med nøgleord.
Men først skal vi tilbage til dengang, hvor Viggo Mortensen ikke vidste, at han ville være teolog. Han var den yngste i en søskendeflok på fire børn med en driftig far, som arvede en stråtækt gård på Fyn, men rev den ned og byggede en moderne gård, hvor Viggo Mortensen voksede op med en fortælling om fremdrift.
Mine to ældre brødre blev landmænd, men mine hænder var ikke skruet rigtig på til det, så jeg kom i gymnasiet. Det var her, jeg første gang blev sporet ind på det med teologien, fordi jeg havde en lærer, som inspirerede mig i den retning, siger han.
Som elev på Askov Højskole traf han den endelige beslutning om at søge ind på teologistudiet på Aarhus Universitet.
Min mor havde i sin tid været på Rønde Højskole, og skulle jeg på højskole, så skulle det helst have været Rønde eller Haslev Udvidede Højskole. At vælge Askov Højskole var det vildeste ungdomsoprør i mit miljø, men jeg søgte en mere livs- og verdensåben fortolkning af kristendommen; den mødte jeg på Askov. Her blev jeg vakt i gammeldags forstand i den betydning, at mit liv fik en retning, siger Viggo Mortensen, som særligt fremhæver daværende forstander Knud Hansen som stor inspirator.
Det var i Askov, han dykkede ned i K.E. Løgstrups forfatterskab, og særligt bogen Den etiske fordring tog han til sig. Da han i 1962 kom til Aarhus Universitet, blev han elev af Løgstrup og var gennem studietiden i høj grad optaget af videreførelsen af Løgstrups tænkning og specialiserede sig i etik og religionsfilosofi.
1960erne var mulighedernes årti, man havde en fornemmelse af, at alt var muligt, og verden åbnede sig. Det var den stemning, jeg studerede i. Det var dengang, hvor den bedre student efter den afsluttende eksamen blev kaldt ind til professoren og spurgt, om han kunne tænke sig at fortsætte. Jeg takkede ja og kunne dermed blive på universitetet, og fire år senere var jeg fastansat, siger Viggo Mortensen, som frem til 1990 var ansat som lektor på universitetet i Aarhus. Han skrev disputats om forholdet mellem teologi og naturvidenskab og prøvede kræfter med det administrative som dekan, så da han i 1991 blev opfordret til at søge et job som leder af studieafdelingen i Det Lutherske Verdensforbund i Geneve, tænkte han, at tiden var inde til at prøve nye udfordringer.
Jeg har altid understreget over for mine studerende, at kristendommen ikke er nogen dansk opfindelse. Kristendommen er født i en anden kultur og udbreder sig kraftigt andre steder end i Europa. At man som kristen er del af en verdensomspændende kirke, har altid været vigtig for min forståelse af kristendommen, og da jeg kom til Geneve, fik jeg selv mulighed for at møde den globale kirke og besøgte mange af de unge og voksende kirker i Afrika og i Sydamerika, siger Viggo Mortensen, som for 13 år siden vendte tilbage til Aarhus, hvor han blev kaldet til et professorat i missionsteologi. Her indledte han et tværfagligt samarbejde og opbyggede Center for Multireligiøse Studier, der forsker i religiøs pluralisme, og han blev leder af Det danske Pluralismeprojekt.
Vi er gået fra mono til multi. Da jeg gik i skole i 1950erne, var der én muslim i Danmark, som alle kendte. Det var lærer Madsen i Højby Sj, som ændrede navn til Abdul S. Madsen, oversatte Koranen til dansk og stod bag opførelsen af Nordens første moské i Hvidovre. En dansk muslim blev set på som noget ejendommeligt, men når islam vokser fra én muslim i landet til i dag at tælle en kvart million, så er det et faktum, som det ikke nytter at lade som om ikke findes. Som kirke må man overveje, hvordan man kan håndtere den nye virkelighed. Det er både en udfordring og en chance. Islams tilstedeværelse betyder, at kirken bliver udfordret på at besinde sig på sin egen identitet og styrke sine medlemmer. Kirken skal bygge bro og gør det mange steder gennem tværkulturelle initiativer, men den er også kaldet til i forlængelse af det tværkulturelle at forkynde evangeliet. Det er det, vi kalder mission, siger han.
Bevægelsen fra mono- til multikultur mærkede Viggo Mortensen på egen krop i 1970erne, hvor han tog studerende med ud i det aarhusianske nyreligiøse miljø og introducerede dem til datidens guruer.
Diskussionen omkring nyreligiøsitet var ret levende i 1970erne, men det var afgrænsede grupperinger, som typisk var centreret omkring en karismatisk leder, en guru. Siden gik mange af disse grupper mere eller mindre i opløsning, og i dag har vi et langt bredere lag af ny åndelighed, og religionen er noget, som er spredt tyndt ud som en slags fernis. Du kan for eksempel se reklamer, hvor åndelige begreber fra Østens religioner som karma og reinkarnation indgår, siger han.
For at forstå religionens rolle i dag, skal vi have de næste årtier bundet ind. Efter Berlinmurens fald i 1989 blev 1990erne i Viggo Mortensens optik til et relativismens årti, hvilket brutalt blev afblæst med angrebene 11. september 2001 på den moderne vestlige verdens ikoner, World Trade Center og Pentagon.
I 00erne kom religionen tilbage som en klar spiller, og den kom tilbage i mere faste former, som vi så demonstreret med terrorismen, men den kom også tilbage i en mere bred form, som man kan kalde ny åndelighed eller spiritualisme. I det årti så vi en flydende spiritualitet med pilgrimsbevægelse og en tørst efter det hellige, som passede til en flydende modernitet. 10erne er derimod krisens årti både økonomisk og åndeligt. Det er nedgangstider for kirken, og derfor er mission i den grad kommet tilbage på dagsordenen, siger han.
Nedgangstiderne for kirken kan man aflæse af den demografiske udvikling. I flere sogne i København er folkekirkens medlemmer i mindretal. Det er typisk sogne med mange muslimer, men også områder, hvor folkekirkens medlemmer ikke lader deres børn døbe.
Som sit sidste store projekt, inden han kan skrive professor emeritus på visitkortet, har Viggo Mortensen skrevet en håndbog om mission, Hvad hjertet er fuldt af, som netop er udkommet. Det er en knap 500 sider lang bog, som skal bruges af kommende generationer af teologistuderende og andre med interesse for kristendommens udbredelse. Men hvad er det bedste budskab i kristendommen, som han selv gerne vil give videre?
Kristendommen er igen blevet modkultur. I Danmark har vi en stærk rettighedskultur, hvor folk er klar over, hvilke rettigheder de har i velfærdssystemet. Kristendommen siger ikke, at du har ret, men at du har ansvar. Kristendommen anfægter rettighedskulturen ved at pege på det individuelle ansvar. Du har modtaget livet og lever af at modtage, men du er også kaldet til at tage vare på det, som er givet dig. En sådan tænkning former et samfundssyn og et syn på medmennesket.
Menneskelivet er hårdt, universet er ufølsomt, og vi skal alle dø. I den situation er kristendommen budskabet om, at Gud er kærlighed og vil os det godt, og der er kræfter, der står på livets side. Derfor kan vi møde hver dag med taknemmelighed. Det har til alle tider været det overordnede budskab, siger han.