Det svære samliv

INTERVIEW: Mange par drukner i forældrerollen og ville gøre sig selv og deres børn en tjeneste ved at bruge mere tid med hinanden, mener familieterapeuten Jesper Juul

Jesper Juul er ophidset. For et par timer siden så han et indslag på norsk morgen-tv, hvor en familieterapeut udtalte, at moderne mennesker har et forbrugeristisk forhold til deres parforhold og let lader sig skille. Sandt nok sætter antallet af skilsmisser rekord i Danmark, men Jesper Juul mener, det er en fordrejning af sandheden at forklejne de kampe, der udkæmpes i mange hjem for at holde sammen på samlivet.

- Det er en udtalelse uden hold i virkeligheden, siger Jesper Juul om morgnens tv-indslag. Jesper Juul, 55 år, har i 24 år arbejdet med familieliv. Han er grundlægger af The Kempler Institute of Scandinavia, cand.psych., familieterapeut og forfatter til de meget solgte bøger om børneopdragelse »Det kompetente barn« og »Her er jeg! Hvem er du?«.

- Jeg tror, myten om forbrugermentaliteten i parforholdet kommer af den kendsgerning, at mange lever en lang periode af deres ungdom og tidlige voksenliv med forhold, hvor der er megen trafik ind og ud, siger Jesper Juul.

Jesper Juul vil også gerne aflive påstanden om, at det er let at blive skilt. Selv om mange bliver skilt, er hver skilsmisse en sorg og et nederlag. Han blev selv skilt for 14 år siden efter 18 års ægteskab.

- Jeg mødte ikke moralsk fordømmelse af skilsmissen, men jeg oplevede skilsmissen som et socialt nederlag.

- Når man først har levet i et forpligtigende forhold til et andet menneske i lang tid, er det vigtigt at få sørget over det, man har tabt. Man må droppe tanken, om »det var den andens skyld« og gå ind i det sorgarbejde, en skilsmisse bringer med sig. Jeg ser mange mænd, der forsøger at ryste skilsmissen af sig og hurtigt komme videre, men det går ikke. Det er vigtigt at stoppe op og erkende, at en skilsmisse knuser mange drømme og fantasier, siger Jesper Juul.

Driften kører

Han får hvert år flere opfordringer til at skrive en bog om parforhold, men han har indtil videre afvist. Han holder kurser for par, ligesom han har par i terapiforløb, men han mener, at der er en afgrundsdyb forskel mellem at være konsulent på folks problemer og skrive en generel bog om parforholdet. Jesper Juuls seneste bog, »Familier med kronisk syge barn«, der i første omgang kun er udkommet i Norge, har et budskab til forældre: »Det bedste, I kan gøre for jeres børn, er at passe på parforholdet.« Jesper Juul er klar over, at det er lettere sagt end gjort. Han kalder ethvert parforhold for et pionerarbejde.

- Når man skal etablere et parforhold, skal man opfinde det hele forfra. Der er ikke nogen steder, vi kan gå hen og lære samliv, selv om der bestemt kan gøres mere for at hjælpe unge par med rådgivning og undervisning, siger Jesper Juul.

Når Jesper Juul ser på tidens småbørnsforældre, mener han, der er meget at rose. Selv om mange klager over at leve under et kronisk tidspres, er de fleste børnefamilier velfungerende, lyder vurderingen fra Jesper Juul, der i flere tv-programmer har revset danske forældre for deres måde at praktisere børneopdragelse.

- Mange par er fantastisk gode til at få driften til at køre. Børnene bliver bragt, hentet, og der kommer dagligt ernæringsrigtig aftensmad på bordet, ligesom familien kommer på ferie, men så går der nogle år, og pludselig bliver det tomt. Driften kører stadig upåklageligt, men forældrene oplever sig som tilskuere til hinandens liv. I mine forældres generation handlede et godt familieliv i høj grad om at få driften til at fungere, men i dag er familien ikke på samme måde en social nødvendighed, så vi stiller andre krav til forholdet, end at driften fungerer, siger Jesper Juul. Han mener, at par skal bruge mere tid på hinanden, hvis de ikke skal ende som tilskuere til hinandens liv.

- En del par kunne gøre sig selv en tjeneste ved at skrue ned for ambitionerne om at efterligne børnehavens aktivitetsniveau, når familien holder weekend. De fleste børn er overstimulerede, når klokken er 14, og ungerne kunne have godt af at passe sig selv, mens forældrene brugte tid på hinanden. Når jeg har par på weekendkursus, møder jeg jævnligt par med 15 års ægteskab bag sig, der kan fortælle, at dette er første gang, de er af sted alene to, siden de fik børn. Det er helt galt, siger Jesper Juul og tilføjer:

- Mænd er generelt hurtige til at erklære sig tilfredse med tingenes tilstand, mens kvinderne ofte har velbegrundede krav om mere nærhed, åbenhed og et ønske om at få sat ord på uløste konflikter, siger Jesper Juul.

Svag konfliktløsning

Megen samlivslitteratur har fokus på konfliktløsning. Evnen til at håndtere konflikter har været en svaghed hos mange par i Jesper Juuls generation, vurderer han.

- Mine forældre satte en ære i at holde konflikter skjult for os børn, så vi fik aldrig lært at løse konflikter undervejs. Da jeg stiftede familie, havde min kone og jeg en ide om, at vi ville tage konflikterne, men vi havde ikke noget i bagagen, der kunne fortælle os, hvordan man gjorde.

- I min generation skændtes vi meget om de ydre ting. Kønsrollespørgsmålet prægede mange af vores opgør. I dag er det mit indtryk, at par skærer meget mere ind til benet. De går efter de reelle følelsesmæssige konflikter og har idealerne om, hvordan det skal være at leve sammen, men desværre er adfærden mange år bagud for vores idealer om, hvordan et samliv skal være.

- Mange har levet som singler i flere år, inden de finder en at dele livet med, og det betyder, at de er gode til at klare det hele selv, siger Jesper Juul og fortæller, hvordan han oplevede, at han og hans nye kone var som børnehavebørn de første mange år af deres samliv, når de stod i husets køkken.

- Vi kunne simpelthen ikke finde ud af at være sammen i køkkenet, fordi vi hver især havde vores måde at gøre tingene på. For mig er det et godt billede på den solistrolle, som mange er vældig gode til at spille, når de går ind i et forhold, men som afgjort ikke er en kvalitet for et parforhold, siger Jesper Juul.

For at få et parforhold til at fungere er det vigtigt at orke kriserne, mener Jesper Juul. I megen litteratur om parforhold og ægteskab er det beskrevet, hvordan samlivet kommer ind i en krise efter syv år og igen syv til otte år senere.

- Den første syvårskrise er vigtig, fordi den handler om at generobre sin individualitet. En konsekvens af forelskelsen er, at mange er tilbøjelige til at slække på deres individualitet, ved syvårskrisen er mange par følelsesmæssigt indfiltret i hinanden på en uheldig måde. Krisen skal bruges til at generobre sin individualitet, hvis man ikke på sigt vil skilles juridisk, siger Jesper Juul.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk