Det syge sinds åndelighed

Mens Jens Berg sad i bussen, oplevede han, at han var Guds højre hånd. Når folk stod af, kunne han sende dem lige lukt i Helvede, hvis han ville. Det ville han. Da han selv skulle af bussen og ind i sin families bil, gik han i panik. Han var bange for, at de ville blive straffet for hans fordømmelse af andre. Og da han kom ud af sin psykose, var han plaget af skyld over den ondskab, han måtte have i sig, siden han kunne have tænkt sådan. Da havde Jens Berg brug for, at nogen ville hjælpe ham. At nogen ville tale med ham om hans religiøse forestillinger og tage hans skyldfølelse alvorligt, så han ikke skulle plages af den i årevis. Men der var ingen. Jens Berg er langt- fra den eneste sindslidende, der brænder inde med sin religiøsitet. Mange psykiatriske patienter har stærke religiøse oplevelser. For nogle virker det fængslende, og deres kampe med Gud eller guder og ånder kan forstærke den psykiske lidelse. For andre bringer det religiøse sprog glæde, og deres tro bliver det sted, de kan finde ro og styrke. Med begge former for religiøse erfaringer følger et stort behov for at møde mennesker, der forstår og respekterer deres oplevelser. Men de findes sjældent blandt det psykiatriske personale. Dr.phil. Hans Stifoss-Hanssen er 1. amanuensis i sjælesorg og religionspsykologi på Universitetet i Oslo. Han har i mange år været sygehuspræst for psykiatriske patienter i Norge og har skrevet doktorafhandling om mødet mellem religion og psykiatri: - Det religiøse sprog har større betydning for dem, vi prøver at hjælpe i psykiatrien, end det har for resten af befolkningen. Det skyldes blandt andet, at mentalt syge mennesker generelt bliver mere religiøse i løbet af sygdommen. Samtidig hører sundhedspersonalet til gengæld til blandt de mindst religiøse mennesker i samfundet. Så det er klart, at det er en udfordring at bygge bro her. For det er ekstremt vigtigt, at man arbejder med patienternes religiøsitet på en følsom og kompetent måde, siger Hans Stifoss-Hanssen. For ham at se hænger de psykiske lidelser og religiøsiteten sammen hos patienterne. - Det er ikke adskilte fænomener. For patienten går de over i hinanden. Et menneske kan være så fyldt af angst eller være så trist, at det ikke orker at leve. Den følelse kan samtidig opleves som et religiøst nederlag, og man kan føle skyld. Vældig mange psykiatriske patienter vælger et religiøst sprog. Måske fordi det er det eneste sprog, der kan udtrykke for eksempel følelsen af tomhed: »Gud har forladt mig« eller »Jeg er syndig«. - Mange skizofrene fører en aktiv dialog med Gud. Og religiøse forestillinger og eventuelt vrangforestillinger er meget udbredt blandt psykotiske personer. Religionen er næppe årsag til psykosen, men den rummer et sprog, som findes i patientens verden, og som patienten griber til, når han eller hun skal udtrykke de stærke kræfter, som presser sig på. Hans Stifoss-Hanssen finder det vigtigt, at man tager indholdet i patienternes tale alvorligt. - Måske skal de religiøse udtryk oversættes til tilstande som ensomhed eller angst. Eller måske har det, som siges, selvstændig religiøs betydning og skal derfor ikke opløses til noget andet. Den psykotiske er jo ikke psykotisk hele tiden. Og at religiøse ytringer kan få stor betydning, selv om de kommer fra personer med alvorlige mentale problemer, kender vi jo fra vores religions historie. Både Luther, Kierkegaard og Grundtvig havde velkendte psykiske nedture, depressioner og maniske perioder. Men ingen vil drage værdien af deres bidrag i tvivl på baggrund af deres sygdom, siger Hans Stifoss-Hanssen. Han understreger, at også raske mennesker kan få religiøse oplevelser, der ligner dem, de sindslidende får. For eksempel at høre Guds stemme, at se engle eller at føle, at sjælen bliver løftet op til Gud. Men raske mennesker taler sjældent med hinanden om deres oplevelser, så man kender ikke til dem på samme måde. Psykiater Kirsten Beck fra ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Viborg har i sin psykoterapeutiske videreuddannelse undersøgt, hvorfor man i psykiatrien ikke har interesseret sig for patienternes religiøsitet. - Vi har en medicinsk uddannelse, der i sin tradition lægger vægt på naturvidenskabens løsninger. I lang tid har man set ned på alt, hvad der ikke kunne måles og vejes, inklusiv det religiøse. Oven i det har Freud og især hans efterfølgere forkastet religiøsiteten som et barnligt behov, menneskeheden var ved at vokse sig fra. Og teologien har haft en stærk tradition fra den tyske teolog Karl Barth. Han adskilte Gud fra alt, hvad der havde med menneskets religiøse følelser at gøre. Fra alle sider har man derfor lagt afstand til religiøsitet. - Men når vi i psykiatrien signalerer, at vi ikke taler om det religiøse her, så lukkes en del af patienternes eksistens ude. Holdningen er imidlertid ved at ændre sig i retning af større åbenhed. Kirsten Beck henviser blandt andre til den nutidige amerikanske psykoanalytiker Ana Maria Rizzuto. Hun foreslår, at man lader religiøse erfaringer blive en naturlig del af samtalerne i behandlingen på linje med andet følelsesmæssigt ladet materiale, som er aktuelt for patienten. - Vi står i en forandringsfase nu. Men som psykiatere er vi stadig selv tilbageholdende. Vi er skolede til at mene, at det religiøse område tilhører præsterne og kirken. Og selv jeg, som interesserer mig for emnet, inddrager det ikke nær så ofte, som jeg synes, jeg burde. Heller ikke, selv om unge i livsvanskeligheder taler om Gud og forholder sig til deres religiøsitet, siger Kirsten Beck og tilføjer: - Jeg har også mødt både læger og psykologer, der fortæller, at patienterne signalerer, at de gerne vil tale om deres tro. Men behandlerne lader det ligge. For hvad skal de stille op med det? Vi er mere blufærdige over for religiøsitet end over for seksualitet. Jeg tror, det kræver, at vi fagligt opprioriterer emnet, fordi det så længe har været forsømt. At der er kommet større interesse for psykiatriske patienters religiøse behov, viser sig blandt andet ved, at man i de senere år flere steder i Danmark har holdt temadage om religion og psykiatri. Senest i Århus Amt for et par uger siden, hvor hospitalspræst Anna Bojsen-Møller ved Psykiatrisk Hospital i Risskov for anden gang stod for dagen sammen med uddannelseskonsulent ved psykiatrien, Inger Greve. - 120 deltagere kom fra hele landet, fordi de har brug for at vide mere om emnet. Der var både ansatte i psykiatrien, præster og sindslidende mennesker. Jeg tror, temadagen viste dem, at det kan være fatalt, hvis man ikke møder patienternes religiøse behov, eller hvis man møder dem forkert. Og jeg tror, de fik mod til selv at prøve, siger Inger Greve og tilføjer, at emnet også er populært, når hospitalspræsten til hverdag underviser de nyansatte i psykiatrien. At undervisning bliver en del af vejen frem, arbejder man på i Norge. - Det er vigtigt, at emnet åndelig om sorg kommer med i pensum og uddannelsesplaner for den nye generation af sundhedspersonale. Og det er ved at ske i Norge nu, siger Erik Johan Hoff, som er lektor i psykisk sundhedsarbejde på en tværfaglig videreuddannelse på sygeplejehøjskolen i Oslo. Han har selv arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske i 20 år. For to år siden lavede han en undersøgelse af psykiatriske patienters behov for åndelig omsorg. Han nåede til den konklusion, at den gode samtale om religiøse og eksistentielle spørgsmål er en alvorlig mangel på psykiatriske afdelinger. - Det er faglig umodenhed, at man ikke kan møde patienterne på disse områder. Det gælder ikke bare de patienter, der er særligt religiøse i forvejen. Det gælder alle. Men vi er generte, endda selv om det er et grundlæggende træk ved såvel syge som raske mennesker, at vi er meningssøgende individer. Og behovet for mening og sammenhæng i livet er intimt knyttet til vores psykiske sundhed. Tager vi ikke højde for den dimension i vores arbejde, så fejler vi i vores fælles mål, nemlig at assistere patienterne frem mod en bedre psykisk tilstand. Erik Johan Hoffs undersøgelse viste, at alle patienterne både havde almindelige eksistentielle behov og specifikt religiøse behov. De savnede for eksempel hjælp til at finde deres identitet, til at give lidelsen mening og til at få bearbejdet deres skyldfølelser. Mange havde også brug for at dele tanker og følelser om deres egen død med nogen. Af specifikt religiøse behov var blandt andet samtaler med en præst. Men bønnen stod højest. - Det overraskede mig, at alle ønskede nogen at bede sammen med. Også patienter, der ikke havde en veldefineret kristen tro. Og det var ikke bare at bede generelt, men at bede til en gud. Mennesker, der i en psykisk krise lever på eksistensens yderste kant, har stærkt brug for nogen at henvende sig til i bøn. n patient havde aldrig bedt før, og han ville gerne undervises i, hvordan man gør, siger Erik Johan Hoff. Hans arbejde viser, at nogle af patienternes behov vil kunne mødes af personalet, hvis de har modet til det samt uddannelse i omsorg og samtale. Mens andre opgaver kræver mennesker med en særlig religiøs viden. Hospitalspræst Anna Bojsen-Møller har været ansat på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus i seks år. Hun genkender længslen efter nogen at bede sammen med. - Det er bønnen, som jeg har mest glæde af at bruge. Jeg kan mærke, at mange vokser ved bønnen og får fred af den. I bønnen erkender man sin afmagt og lægger ansvaret over på Gud. Det kan være en befrielse ikke at skulle tage sig af alting selv, for eksempel hvis man lider af grandiose forestillinger eller depression. Forbønnen er også vigtig. Efter en samtale kan jeg i bøn lægge alt det, vi har talt om, over til Gud og bede om hjælp til det. Det giver lettelse for mange. - Sidder jeg hos en, der er dybt deprimeret, består samtalen måske kun af få sætninger. Men jeg kan være der som en stedfortrædende Kristus. Også her virker bønnen og forbønnen stærkt, men det kræver respekt og finfølelse. Jeg går aldrig længere, end mennesker selv beder om, siger Anna Bojsen-Møller. Udover bønnen oplever hun, at ritualerne har stor betydning for de psykiatriske patienter. - Det er ritualer i vid betydning. En ung mand troede, han var djævelen. Ad medicinens vej kom den forestilling på afstand, men djævelen sprang nu af og til op på hans ryg. Så bad han mig om en bibel og sov med den under hovedpuden i flere måneder. Det gav tryghed. Der er også patienter, ikke mindst unge, der beder mig komme med et kors til at hænge på væggen. - Men ellers er velsignelsen, nadveren og især skriftemålsritualet med håndspålæggelse i slutningen af en samtale vigtige ritualer. Der ligger en dyne af skyld over stedet her. Patienter, der har forsøgt selvmord, er skyldbetyngede, og der kan være stor skyld og skam forbundet med det at være syg. Min opgave er at være med til at udrede, hvad der er reel skyld, og hvad der er irreel. Så kan man igen se sig selv i øjnene og gå fra samtalen eller gudstjenesten med sine synderes forladelse. Og så er det nogle gange præstens opgave at være tolk: - Jeg taler af og til med personalet om de religiøse islæt i psykoser. En patients tale kan måske lyde manisk eller som det rene volapyk, men så er det i virkeligheden salmecitater. Det er selvfølgelig et grelt eksempel, men der kan være situationer, hvor jeg kan tyde det religiøse sprog og sige, at det ligger inden for normalitetens rammer i kristendommen. Anna Bojsen-Møller erfarer stor åbenhed og interesse fra personalets side over for religionens betydning. - Det breder sig i og med, at præster er begyndt at komme mere på de psykiatriske afdelinger. Personalet opdager, at det har en gavnlig virkning. Men det er stadig et forsømt område. Ikke alle psykiatriske hospitaler eller afdelinger har en sygehuspræst tilknyttet. Og der, hvor der er, kan man sjældent nå det hele. Jeg kan heller ikke. Jo mere kendt, jeg bliver på stedet, jo mere er der bud efter mig, siger Anna Bojsen-Møller. Og så er der også patienterne med en anden tro end den kristne. - Jeg oplever, at muslimer spørger efter mig, fordi jeg gerne vil tale om Gud. Så taler vi om det, vi er enige om. Jeg henviser også meget gerne til imamer eller præster fra andre religiøse samfund. Det skal nok komme, at flere religiøse repræsentanter vil blive inddraget, for personalet vil gerne lære om religion. Nu har vi i første omgang fået sygehuspræster på området, og det er et fremskridt. Jens Bergs navn er opdigtet, men redaktionen kender hans identitet. oerskovkristeligt-dagblad.dk Fortsættes Side 10