Dialekternes svanesang

DANSKE DIALEKTER: "I Danmark er jeg født" hedder en ny kortfilm, hvor danskere præsenterer dialekter fra hele landet. Filmen er en dokumentation af de afarter af det danske sprog, som vil være væk i løbet af et par generationer

Arne Dideriksen fra Vestsjælland er en af de 48 medvirkende i kort filmen ""I Danmark har jeg hjemme"".  -- Foto: Dan Holmberg.
Arne Dideriksen fra Vestsjælland er en af de 48 medvirkende i kort filmen ""I Danmark har jeg hjemme"". -- Foto: Dan Holmberg.

"Et kærligt portræt af danskere fra alle egne".

Sådan kalder filminstruktør og fotograf Peter Klitgaard sin nye dokumentarfilm "I Danmark er jeg født", som præsenterer en lang række mere eller mindre forståelige og meget forskellige dialekter fra vort lille land. Filmen har haft premiere på den netop afsluttede Odense Film Festival, hvor den blev hædret med juryens "special mention". Fra i dag og i løbet af efteråret bliver den vist i biografer landet over.

I disse år hvor dialekternes forsvinden ikke står til diskussion, bliver filmen en dokumentation af, hvor forskelligt vi stadig taler her ved årtusindskiftet.

– I første omgang var tanken at lave en film med cirka 10 medvirkende, som repræsenterede Danmarks 10 hoveddialekter, men det holdt ikke. Der findes jo hundrede dialekter. På min tur rundt i landet blev jeg blev forundret over, at man nogle steder bare kunne køre 20 kilometer mod vest for så at finde en ny dialekt. På den anden side har det været svært at finde de gamle rene dialekter. Folk rejser ud og arbejder forskellige steder – en husmand for eksempel arbejder også uden for sit landbrug – så dialekterne er efterhånden blandet sammen. Jeg har været i kontakt med godt 200 mennesker for at kunne finde frem til de 48, der medvirker i filmen, siger Peter Klitgaard.

Han ville gerne i sin film præsentere et bredt udsnit af Danmarks befolkning og derfor også gerne have unge med. Men kun i ganske få områder af landet kunne han finde nogle, der stadig taler egnens dialekt. En ung pige fra Lemvigegnen fortæller om, hvordan hun gerne vil kunne lægge dialekten fra sig, samtidig med at hun ikke vil glemme den. Hvis hun kan lægge den fra sig, vil hun forskåne sig selv for oplevelser, som dengang hun fik at vide, at hun var kønnest, når hun ikke sagde noget.

– Det er jo synd, at vi, for at blive fri for det drilleri, laver vores sprog om, så vi alle sammen kommer til at tale ens. Vi er i forvejen godt på vej til at blive anonyme alle sammen, personlighederne uddør – alle går i mærkevarer og uniformerer sig. Jeg kunne godt ønske mig, at man lige stoppede op og tænkte på, at personligheden blandt andet kommer til udtryk gennem dialekten. Det kræver mod, og måske kunne det vende billedet, siger Peter Klit-gaard, samtidig med at han erkender, at det nok er en vel optimistisk tanke.

– Folk, der ser filmen, forundres over, hvordan jeg dog har fundet frem til så stærke personligheder som dem, der optræder i filmen. Herregud ... sådan er vi jo alle sammen, man skal bare lige få øje på det. Ingen mennesker er jo uinteressante.

Lektor, mag.art. ved Aarhus Universitet og redaktør af Jyske Ordbog Viggo Sørensen har sammen med sin kollega i København Finn Køster været behjælpelig med at finde de forskellige sprogområder. Han er sikker på, at der ikke findes flere dialekter om en generation eller to, hvis dialekt defineres som et sprog, som en rigssprogstalende vil have svært ved at forstå.

– I nogle familier dør dialekten hurtigere ud end i andre. Hvis man har sin arbejdsplads i byen, tillemper man sit sprog arbejdsfællerne og tager en masse ord med hjem. Når man kommer hjem, taler man måske nok dialekt med sin nabo, men man kan ikke beskæftige sig så meget med et by-sprog, uden at det også påvirker ens almindelige sprog. Man vil hjemme også gribe til ord, man bruger på jobbet, og så skrider det jo lige så stille. Når ens børn vokser op, er de endnu mere påvirkede af købstadssammenhænge, og med dem er det så helt naturligt, at man bruger ord, som begge parter kender fra byen. Til sidst er det kun, når man falder i snak med de gamle naboer på egnen, at man bruger den gamle dialekt, siger Viggo Sørensen.

Ifølge ham er det en udvikling, man kan beklage, men der er intet at stille op mod den.

– Man kan have alle mulige fine fornemmelser for, at man bør bevare dialekterne, men sproget følger jo bare den almindelige kulturelle udvikling. Når kulturudviklingen glider i en retning, bliver det fanget i sproget, og så bliver det den form for sprog, der er velegnet til at anvende i de kulturelle situationer, der vinder. Det kan folk ikke gøre noget som helst ved. Det ændrer sig lidt med hver generation og går så langsomt, at ingen i virkeligheden får brug for at beklage det. Der er ingen sentimentalitet forbundet med vores arbejde, siger Viggo Sørensen.

Han forudser, at der efter dialekternes død vil være regionalsprog.

– De gamle dialekter udvikler sig til landsdelssprog, regionalsprog. Noget, man godt vil anerkende som rigsdansk, men hvor man stadigvæk på forskellige småtræk kan høre, om vedkommende, der taler, er fra Fyn eller Vestjylland. Nogle specielle ord vil nok hænge fast i regionalsprogene, og regionalsprogene kan på den måde være med til at berige rigssproget. Hvordan udtrykker man for eksempel på rigssprog, når noget er noget blævver? Det betyder sådan noget som dynd eller pløre og er et jysk ord for noget, der har en blød konsistens. Rigssproget er ved at udvikle sig fra overklassesprog til fællesdansk, og derfor kan man forestille sig, at det på nogle punkter har godt af at hente ord i dialekter.

Viggo Sørensens arbejde med Jyske Ordbog er ikke et forsøg på at fastholde noget, som ikke kan fastholdes.

– Vi laver dialektordbøger på jysk og for sproget på øerne. Vi gør det ikke for at genoplive jysk eller sjællandsk, men vi registrerer, hvordan dialekterne har været talt, da de var i fuldt flor. Det gør vi ikke af sentimentale grunde, men de er vigtige brikker, når man vil beskæftige sig med lokalhistorien. Skal man gå tilbage og finde sin egns historie, vil man støde på masser af dokumenter, hvor der indimellem optræder dialektgloser, og så må man have et sted at slå dem op.

Ifølge Peter Klitgaard var det ikke alle dialekter, han forstod lige godt på sin vej i det sproglige landskab.

– Nej, der var et par vestjyske fiskere, der drillede mig.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

kultur side 17