Smålighed eller storsind. Vi skal passe på med det første og til gengæld udvise det sidste, lød det fra dronning Margrethe i nytårstalen 2013. På årets sidste aften kunne danskerne stå og stirre på et svingende pendul mellem de to modsatrettede karaktertræk. For hvad vælger vi at udvise over for hverandre, når vi skal klare gnidninger i familien, når vi møder ensomme, psykisk syge eller fremmede, eller når vi skal debattere?
Og det var en af dronning Margrethes bedste taler i mange år, mener Bente Dalsbæk, kommunikationsrådgiver, kommentator og politisk taleskriver. Dronningen fandt nemlig en bid af værdidebatten, som er væsentlig for alle uanset kulør, påpeger hun:
Hun må ikke være politisk og skal balancere mellem at være den kærlige og den moraliserende mor. Og i år gjorde hun det, hun er så dygtig til: at tage os i hånden og kigge på os selv. Og så lige løfte pegefingeren: Vi skal passe på, vi ikke bliver et småligt land. Hun siger ikke direkte, hvordan vi er smålige, så vi kan selv tænke over det: Hvor er det, vi går i for små sko? Er det over for kontanthjælpsmodtageren eller dem med indvandrerbaggrund?, siger Bente Dalsbæk.
Hun peger på endnu et eksempel fra talen, hvor Dronningen taler om debatkulturen, hvor begge parter skal bøje sig mod hinanden, hvis ikke den ene gren skal knække:
Hun kan jo ikke være konkret, men jeg er ikke i tvivl om, at det er en reminder til alle dem, der er gået amok i indvandrerdebatten. Ikke kun de gamle danske. Det gælder også den anden vej rundt. Hun taler til alle dem, der taler alt for fast. De skal lytte og vise storsind.
Johs. Nørregaard Frandsen, professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, mener, at netop sætningen om smålighed vil bliver husket i årene, der kommer. Han hæfter sig ved, at Dronningen beder os om at række hånden frem. Blandt andet når vi diskuterer:
Hvis man ikke var Dronningen, kunne man med andre ord sige: I er nogle skrighalse, der råber fra hver sin side. Den gammeldags debatkultur har det hårdt, og jeg tror, hun med ordene om smålighed henviser til den almindelige mangel på rum i debatten. Der er jo en overhængende fare for, at når vi bryder mønstre som mennesker, griber vi efter tryghed-en. Og den kan være at lukke os om os selv og være smålige, men traditionstabet og frisættelsen giver også muligheder for at blive større mennesker: at vise storsind.
Ifølge Johs. Nørregaard Frandsen bliver der gennem talen netop spundet en elegant tråd om traditionstab:
Hun brugte ikke det ord, men hun starter med de moderne familier, hvor det kan være kompliceret at få kabalen til at gå op. Hun har jo selv en familie med skilsmissebørn nu. Det er ikke længere familietraditionerne, som bærer samfundet. Og fra den hverdagsagtige og væsentlige historie glider hun videre til den moderne kompleksitet i den globale virkelighed, hvor vi er mange mennesker, der bliver bragt sammen i fælleskaber fra vidt forskellige dele af verden. Så binder hun det sammen med rigsfællesskabet, hvor vi har en lang historie sammen, men også har indbyrdes forskelligheder. Og til sidst får hun også inddraget indlandsisen, der smelter, hvilket omvendt giver nye muligheder for sejlads. Det er elegant, og der er ingen jammer i det. Billedet, hun bruger hele vejen igennem, er modernitetens paradoks: tabet af tradition og hvad det åbner af muligheder og har af omkostninger, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
Sebastian Olden-Jørgensen, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet kalder talen ualmindelig almindelig, men med et fast greb om de tre dimensioner: civilsamfundets sammenhængskraft, rigsfælleskabet og det nationale fælleskab med danskere i udlandet.
Det var en verdslig prædiken, og det vil være overordentligt svært at finde nogen, der er uenige i det, hun sagde. Men det var en opbyggelig tale, hvor hun talte om de positive værdier og om fællesskabet. Hvis statsministeren skulle have sagt det samme, havde vi hørt ordet solidaritet, siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Og så fremhæver Dronningen en række eksempler på, at danskerne godt kan, når det gælder. Altså lade småligheden fare og vise storsind. Både i 1943, hvor vi hjalp jøderne over Sundet, og i dag, hvor frivillige danskeres indsats har en stor betydning:
Hun siger: Prøv at se på dengang, hvor nogle var voldsomt pressede. Der kunne vi godt finde ud af det. Hvis vi kan stå sammen mod en totalitær ideologi, kan vi også hjælpe dem, der har det svært i dagens Danmark, siger Bente Dalsbæk.