Lars-Henrik Schmidt, der er rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, har beskæftiget sig professionelt med dannelse i årtier, og det har sat sine spor på hans studerekammer under taget på den gamle Frederiksbergvilla. Vi er bogstaveligt talt pakket ind i bugnende bogreoler, der kun efterlader få reserverede pladser til Sokrates, Buddha, Voltaire, en egyptisk platte med rektorens navn, og øverst er en Kristusfigur fra Rio klemt ind mellem bøgerne med udstrakte gipsarme. Men samlingen er ikke udtryk for, at han har fundet nogen absolutte svar:
– Jeg er ikke antireligiøs, men jeg er klart heller ikke religiøs, forklarer han, da vi sidder på hver sin side af et stort, sort arbejdsbord i midten:
– Det, der interesserer mig, er, hvordan man organiserer visdom inden for de forskellige traditioner. Og jeg synes, at der ligger en stor opbyggelighed i at studere, hvordan man kan bygge visdom op på forskellig vis. Men når det er sagt, er jeg nu en gang født her, og min egen tilblivelse har været tyk af en kristen tradition, uden at jeg selv vil det. For i vores tænkemåder er vi alligevel præget af en bestemt type tænkning.
Lars Henrik Schmidt bringer ordet "Bildung" på banen, som er det tyske ord for dannelse.
– Bildung er jo i sin oprindelige form "Jesus til efterfølgelse". Det er det, der er baggrunden for dannelsesidealet i den tyske filosofi, som vi lægger os op ad. Man har et "Bild", og det er faktisk Kristus, og "Bildung" er så måden, hvorpå man forsøger at leve op til det. Bildung-begrebet er et grundlæggende kristent projekt.
Det, vi forstår ved dannelse, stammer altså fra det tyske begreb.Men Lars-Henrik Schmidt peger på, at begrebet også arver fra begrebet paideia i den græske kultur og fra humanitas i den romersk-kristne kultur
– Det afgørende ved humanitas var, at man skulle huske på, at ethvert andet menneske kunne være Kristus. Omgå andre, som om det var Jesus. For det moderne menneske er det blevet omskrevet til, at du skal omgås det andet menneske, som om det kunne være dig. Det vil sige, at man skal omgås det andet menneske, som om at det var dig, der kunne være i det andet menneskets situation.
– Det er den mest banale definition, man kan lave af Bildung, af dannelse. At du skal være i stand til at kunne sætte dig ind i, at det var dig, der kunne være i den andens situation. Og for at gøre det skal du kunne skride ud af dig selv og identificere dig med det andet menneske.
– Det kaldes empati, og empati er altså et dannelsesbegreb. For det er evnen til at kunne se dig selv som den anden. Det er det ypperste. Men det er en overskridelse og også en udskridelse af dig selv. Det er topmålet af dannelse.
Rektoren fejer en hårtot væk fra højre øje og sætter den rutineret bag øret, inden han fortsætter:
– Dannelse handler ikke om, hvor megen viden, man har. Man kan være dannelsesnørd uden at være dannet. Dannelse er en bestemt type af forhold til den viden, man har. Det handler om at kende sin begrænsning og være villig til at skride ud af den, så man hele tiden er sulten efter mere viden.
– Vi har ikke længere et klart dannelsesideal. Det, der er tilbage, er at overskride sin autisme, det, som med et grundtvigsk udtryk er selvkredsende, og at komme ud og forbinde sig med andre. Min egen definition på dannelse er sådan set meget klar, og jeg vil også gå så vidt som til at sige, at den er elegant: en selvforsikrende selvoverskridelse. Du skrider ud af dig selv, men i udskridningen af dig selv, bliver du dig selv. Det er ikke et tab af selvet, men det er en måde, hvorpå du vinder dig selv. Du bliver til ved at blive til for andre, så man bliver kun til ved at blive mere end en selv.
Hvad har dannet dig selv?
– Det er meget enkelt for mig at sige, hvad der har dannet mig. Det er, at jeg er opvokset i en stor søskendeflok. Jeg tror ikke, at der er ret meget andet, der kan matche det for mit vedkommende. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg har læst og forsøgt at skrive sidenhen, har det ikke nogen betydning i forhold til det sociale vilkår for mig at vokse op i en stor søskendeflok med den spænding, der ligger i at være en del af en flok og samtidig skulle gøre sig til som sig selv. Det er en banalitet, men det er jo ikke alle, der oplever det.
– Hvis man er vokset op som enebarn, er man vant til opmærksomhed. Det er du altså ikke, hvis du er vokset op i en stor børneflok. Der er man en del af flokken. Så kan man gøre sig til på den ene eller anden måde, men det, som det handler om, er at overskride det og være sig selv. Det er uden tvivl min baggrund for alt, hvad jeg har gjort, og alt, hvad jeg har læst og forsøgt på at læse siden hen.
Lars-Henrik Schmidt bruger sine hænder meget, når han taler. Snart er de samlet, snart farer de rundt hver for sig i takt til rektorens talestrøm.
– Jeg skrev en disputats i 1987, hvor den ene halvdel handler om Rousseau, og den anden halvdel handler om Nietzsche. Nietzsche er individets største filosof, og Rousseau er fællesskabets, påpeger Lars-Henrik Schmidt.
– Det grundlæggende problem for en moderne kultur er at finde sig til rette i at forstå sig som en del af en helhed, men samtidig også at kunne springe ud af den for at være sig selv.
– Det er et vilkår, som er tydeligt i mit eget tilfælde, men jeg mener, at det er noget, som vi alle sammen er underlagt. Det er bare lettere for mig at se det, fordi jeg ikke er født som et unikum, men jeg er født ind i en sammenhæng, hvor jeg er blevet nødt til at blive et individ i en fælleshed.
Lars-Henrik Schmidt voksede op i et industrikvarter i Vejle som nummer tre ud af ni børn, og der var aldrig penge nok. Faderen var oprindelig uddannet fotograf, men blev postbud, da han aldrig fandt sig til rette med at være forretningsdrivende. Og det forgæves forsøg på at blive fotograf hang som en skygge af skuffelse over hjemmet.
– Vi havde hans gamle kamera derhjemme, men jeg tror aldrig, han har taget et billede, efter at han var holdt op som fotograf. Så der er mange billeder af min ældste søster, som han brugte som model, men han tog ingen billeder af os andre.
Hvordan påvirkede det opdragelsen af jer?
– Min far var det, som jeg senere har placeret som kategori, måske derfor, som førskuffet. Det var en førskuffelse, han havde. "Man skal være varsom, fordi man bliver skuffet. Og hvis grundvilkåret er, at man bliver skuffet, hvorfor så gøre det." Den opfattelse bibragte han også os. Han mente, at man skulle beskytte sig mod skuffelsen. Og den bedste måde at beskytte sig på var altså: "Don't get your hopes up too high." Der var derfor heller ikke noget medløb på vores ambition.
– Det var ikke af ondskab, det var førskuffelse. Han ville gerne beskytte os mod at blive skuffet. Der var ingen, der sagde: "Prøv det, prøv det," som jeg kender det fra andre moderne familier. I min familie var der aldrig nogen opfordring til at prøve noget som helst af. For det var nok ikke tilrådeligt. For du bliver bare skuffet.
Havde du selv en idé om, hvad du skulle, da du var barn?
– Ja, jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt bøjede mig for min fars tankegang. For jeg drømte om at blive til noget og kunne noget i de år, som man nu gør. Jeg lod mig ikke bremse af den grundtone, men jeg følte bare ikke noget medløb. Det bedste eksempel, jeg kan finde, er, at min familie var ganske tilfreds med, at jeg fik en studentereksamen, men man havde ikke tænkt over, at det måske var en god idé, at de andre fik en studentereksamen. Det lå ikke til os. Det var alt tilstrækkeligt, at jeg fik en.
– Min bror blev sendt i herreekviperingslære. Der er naturligvis ikke noget galt med det, men ambitionen var ikke, at vi skulle foretage et socialt ryk. Og det gælder også resten af mine brødre og frem for alt søstre. Ingen af dem fortsatte umiddelbart i uddannelsessystemet, det kom først senere, da de hver især af egen kraft ønskede nye uddannelser. I dag er en af mine brødre arkitekt, en anden direktør og en tredje gymnasielærer. Det er gået dem godt, men det er af egen kraft og ikke fra familiens opbakning.
I den forstand var Lars-Henrik Schmidt som den ældste søn i familien heldigst. For da det viste sig, at han havde usædvanlige boglige evner, fik han lov til at vise flaget for familien. Men selvom han klarede sig glimrende fra han satte sine ben i skolen, var det først, da karakterbøgerne blev delt ud i fjerde klasse, at han selv opdagede, at han duede til noget.
– Jeg hørte ubetinget til de bedste. Og det havde jeg ingen anelse om, før jeg fik mine karakterbøger.Det kom som en stor overraskelse for mig.
På det tidspunkt havde han en ung, progressiv lærer, der også var skolebibliotekar. Og da klassen ikke havde noget fast klasselokale, blev biblioteket rammen om den unge stjerneelevs daglige dannelse.
Fortsætter næste side
– Jeg kan huske lugten stadigvæk. Af støv og bøger. Det var en anderledes lugt end de andre lokaler – fyldt med ostemadder og fodsved. Jeg har en fin lugtesans. Om morgenen gik jeg med mælk og med aviser om eftermiddagen, og jeg kunne skelne lugten fra de forskellige opgange fra hinanden. Hver eneste opgang havde sin egen lugt. For duft kan man ikke kalde det. På samme måde med skolestuen i biblioteket. Det var en bestemt distinkt lugt. Og det at være der var afgørende, og så var det selvfølgelig synet af alle bøgerne, som jeg også omgiver mig med nu, siger han og nikker mod bogreolerne.
– Og så var det stilheden. Når man har otte søskende, har man ingen stilhed, men det var der på skolebiblioteket. Det var karakteriseret af en bestemt duft og en bestemt stilhed. Knirken i gulvet. Og en bestemt type af orden. Som lille dreng måtte jeg ikke læse de store børns bøger, og jeg skulle tage bogen ud og gå op for at få den stemplet. Det var proceduren. Det er jeg sikker på har betydet meget for mig.
Så det var dit fristed?
– Ja, helt klart. Det var netop et fristed. Det gav mig et rum, som jeg skulle skubbes ud fra. Og jeg fik pløjet mig igennem det meste af det bibliotek. Det var jeg lykkelig for. Og mens andre drenge ville være brandmænd, ville jeg være pilot. Det er jo pinligt at indrømme, men det var, fordi det var dem, der blev pensioneret i en tidlig alder. Et eller sted havde jeg hørt det. Og det eneste, der stod i hovedet var at blive fri for arbejdet, så jeg kunne hellige mig bøgerne. Men så opdagede jeg, at man måske kunne leve af det.
I gymnasiet byttede han sine røverromaner fra skolebiblioteket ud med Freud, Mao og Marx. Men da han skulle vælge studieretning, blev han ramt af sit eget talent. For han var god til det meste af, hvad han rørte ved og lå ikke længere under for nogens førskuffelse. Familien ville gerne have, at han blev advokat, så han kunne beskytte dem. Men i stedet valgte han at følge sin lyst og læse idéhistorie, mens han for sig selv planlagde at læse medicin senere, så han også havde noget at leve af.
– Den plan holdt egentlig til jeg fik mit første stipendium, og det var også derfor, at jeg drønede gennem studiet og blev magister på fire år.
Før Lars-Henrik Schmidt havde ingen af studiekammeraterne klaret det på under otte år, men i dag indrømmer Lars-Henrik Schmidt, at det måske også var for hurtigt.
– Jeg kunne stå på ét ben og citere Kant. Der var ikke noget galt med mine kvalifikationer, men der var noget galt med mine kompetencer. For jeg havde jo ikke den samme livserfaring, som jeg har i dag. Men det kan godt være, at jeg var kvikkere dengang. For man skal tænke på, at ballast er ballast, og det betyder, at man får sværere ved at bevæge sig, fordi man måske tænker sig for længe om.
– Hvornår er en filosof i sin prime? Det er, når han er omkring de 40. Det er der, han er mest original. Men så sker der det, da man kommer til at vide mere og mere, så ens viden kommer til at kompensere for ens originalitet. Og det er det, de fleste af os oplever. For summen af originalitet og viden, synes at være konstant.
Er du så selv blevet mindre original?
Rektoren slår en latter op, der runger gennem bogreolerne, hvor rummets runde vindue pludselig ligner et koøje, mens det sender lys ned over den spækkede videnskahyt.
– Jeg hører til dem, der har kroniske griller. Jeg tror, at det er sundt for en type som mig, at jeg ikke kun skal sidde på mit arbejdsværelse. Jeg skal have et anker. Det er det, jeg har fået ved at være administrator og rektor.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
FaktaLars-Henrik Schmidt
**Født i 1953 i vejle. Fire år efter sin studentereksamen i 1973 blev han mag.art. i idéhistorie ved Aarhus Universitet. I 1981 fulgte Ph.d.-titlen for afhandlingen "Kritik af den politiske socialisation", og i 1988 blev han dr.phil. for en afhandling om Rousseau og Nietzsche. Han blev lektor på institut for idéhistorie i 1982 og siden docent og forskningsleder ved den humanistiske forskeruddannelse og centerleder for Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet i 1993 og i 1994 forskningsprofessor ved samme institution. I perioden 1996-2000 var han direktør for Danmarks Pædagogiske Institut. Undervejs har Lars-Henrik Schmidt virket som gæsteprofessor ved en række universiteter, og på hjemlig grund har der også været tid til et par redaktørstillinger og udgivelsen af mere end 20 bøger fra egen hånd. Han har været rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet siden 2000, hvor han også er professor i filosofi.
Fakta
Dannelse til tiden
Hvad er dannelse i en tid, hvor Google har overhalet Goethe? Der er mange definitioner på begrebet dannelse, der har fået en renæssance de senere år. Vi har interviewet en række mennesker om begrebet dannelse. Hvad forstår de ved dannelse og hvad har dannet dem? Dette er første interview i serien.