"Det er mørkegrønt med flødefarvede bogstaver, og der står: UDSALG. Jeg stirrer på det, mit hjerte hamrer. Det kan ikke være sandt. Denny & George kan ikke have udsalg. De har aldrig udsalg.
Deres tørklæder og pashmina-sjaler er så eftertragtede, at de sikkert kunne sælge dem til den dobbelte pris. Alle, jeg kender i hele verden, higer efter at eje et Denny & George-tørklæde.
Mit blik fejer gennem lokalet, jeg kan se rækkevis af tørklæder nydeligt lagt sammen, med mørkegrønne "minus halvtreds procent"-skilte ovenover. Trykt velour, perlestukken silke, broderet kashmir – alle med den diskrete Denny & George-signatur.
De er overalt. Jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg er bange for, at jeg er ved at få et angst-
anfald. Det er ikke til diskussion. Jeg må have det tørklæde. Jeg må have det. Det får mine øjne til at se større ud, det får min klipning til at se dyrere ud, det får mig til at ligne en helt anden. Jeg vil kunne bruge det sammen med hvad som helst. Folk vil tale om mig som "hende med Denny &
George-tørklædet"."
Ovenstående uddrag kommer fra bogen "En shop-
aholics hemmelige drømmeverden" af engelske Sophie Kinsella, der er udgivet på forlaget Aschehoug i 2001.
Sigende nok har forfatteren skrevet en hel trilogi om den shoppesyge Rebecca Blomwood og hendes udskejelser, som er blevet oversat og udgivet på adskillige sprog. I så høj grad har den vestlige, formuende verden altså taget emnet til sig.
Fra oldtiden har den vestlige, kristne kulturkreds ellers fået indprentet, at "du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom". Buddet er det tiende og sidste i Det Gamle Testamente og blev ifølge overleveringen åbenbaret af Gud til Moses på Sinai-bjerget i ørkenen.
– I oldtiden blev varer og ting kun med møje og besvær reproduceret. Det var et fattigt samfund, hvor man frygtede begæret som noget, der kunne overmande én. I oldtiden kunne man kun få fingre i naboens æsel ved at slå ihjel eller stjæle, og et samfund, der er oppe at slås med sig selv, skal undgås, siger Hans Jørgen Lundager Jensen, professor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.
– I vore dage skal man ikke blot have sig et æsel magen til naboens, det skal også helst være større og bedre. Hvis De Ti Bud skulle skrives nu, ville det vigtigste være: "Du må ikke undlade at begære." Hele samfundsindretningen er jo bygget op omkring, at vi forbruger, smider ud og forbruger mere. Det store spørgsmål i dag er: Hvad skal jeg begære? Nutidens missionærer, nemlig reklamebranchen og medierne, viser os svaret. Hvis det guddommelige er, hvad der holder samfundet i gang, kan man sige, at der er sket en transformation af det guddommelige til at omfatte forbruget og det evigt foranderlige begær efter mere.
– At sige fra over for forbruget og blive eneboer er i vore dage noget yderst negativt. Bud nummer to kunne hedde: "Luk kirkerne om søndagen, og åbn indkøbscentrene!" Vores måde at straffe dem, der ikke indordner sig, er i første omgang at gøre dem til grin, som vi for eksempel gør med amish-folket, der hårdnakket nægter at gå i moderne tøj, bruge elektricitet eller køre i bil. Sådan kan man udstøde dem, der gør det forkerte i forhold til den gældende samfundsnorm. Men i anden række er sådanne personer farlige for samfundet, for deres manglende forbrug betyder, at en person mister sit arbejde, så vedkommende ikke kan forbruge, hvilket betyder, at endnu en person mister sit arbejde og så videre, illustrerer Hans Jørgen Lundager Jensen.
At buddet om begær ligestiller kvinden med genstande, hænger ifølge ham sammen med, at buddene er skrevet til mænd.
– Var det skrevet til kvinder, var mænd sikkert indgået på lige fod med genstande på listen over begærede ting, mener han.
Og netop kvinder er, ifølge professoren, prototypiske forbrugere. Det er primært dem, der shopper udelukkende for at shoppe, altså besidder begæret om at begære som den drivende kraft. Det startede i 1960'erne med mekaniseringen af køkkenet, siger han. Kvinderne begyndte at begære de hårde hvidevarer, og for at få råd til fryseren og vaskemaskinen måtte de ud på arbejdsmarkedet. Siden er det gået stærkt.
– Livet er jo karakteriseret ved at være et stofskifte, så længe vi omsætter ilt, føde og vand, lever vi. Økonomien kan ses som en videreførelse af kroppens omsætning, markedet er ét stort stofskifte. Og så længe vi forbruger, holder vi døden på afstand. Vi har indgået en interessant pagt med døden, der synes at jage os i stadig hastigere tempo.
– Prisen for at begære i rasende fart er jo, at man også skal smide ud i rasende fart. Apparater, der ikke virker, mad, der rådner i vores køleskabe, tøj, der er gået af mode – døden bugner i vores skabe og på vores hylder. Det er jo karakteristisk, at det at skulle smide ud – og have svært ved det – er et udbredt konversationsemne i vore dage. I universitetsverdenen er bøger ofte stadig omgærdet af noget helligt, men bunken af kompendier, man aldrig får læst i mere, bugner fra år til år, og man bliver jo nødt til at smide det gamle skidt ud for ikke at drukne i det.
– Forbruget er også et råb om kærlighed og anerkendelse. Vi vil jo gerne høre om succesfuldt forbrug af penge og tid, eksempelvis lægger vi gerne øre til beretningen om en andens eventyrlige rejse. Jo mere du begærer og forbruger, jo mere bliver du elsket, kunne et moderne bud også hedde.
Overordnet er begæret mimetisk, forklarer Hans Jørgen Lund-ager Jensen. Det er noget udefrakommende, som vil efterligne det, de andre har.
– Hvis jeg var overladt til mig selv, ville jeg jo kun have ganske få behov. Mad, varme, en hovedpude og en bog ville være nok for mig, behovene kommer jo ikke indefra, de skal læres af andre. Det er et vilkår, at mennesket ikke er født med en fast personlighedskerne, men at den dannes i løbet af livet. Tidligere skulle personlighedskernen stabiliseres, ved at man indprentede personen, du er slave, du er kvinde eller du er israelit, og ud fra disse rollers indbyggede rammer vidste personen, hvad hun kunne forvente af livet.
– I dag er personlighedskernen noget langt mere flydende og ses som noget, der hverken kan eller skal holdes fast. Ved medarbejderudviklingssamtaler ses det for eksempel ikke som noget positivt, at medarbejderen er for loyal og har udført de samme rutiner over lang tid. Lang og tro tjeneste er med andre ord helt til grin og betyder, at man ikke er i stand til at omstille sig til ny ledelse, ny teknologi, viden eller trends. Innovation og kreativitet, som er tidens store plusord, forudsætter jo, at man ikke har en for fast personlighedskerne. For personligheden ved jo, hvad den begærer, og er ikke så let at bevæge i alle mulige retninger.
Ifølge professoren er det første og det tiende bud i Det Gamle Testamente de vigtigste. Førstnævnte handler om vores forhold til Gud, mens sidstnævnte handler om vores forhold til omverdenen. Men grundlæggende siger de det samme, nemlig at menneskets personlighedskerne skal holdes fast. I oldtiden var idealet det uforgængelige, det uforanderlige og det evige som Gud, ideer eller matematik. Vore dages flygtighed og zappende omstillingsparathed var noget, man ville have været frygtelig bange for, pointerer Hans Jørgen Lundager Jensen.
I dag frygter de unge at blive opslugt af massekulturens altgennemsyrende stil og miste den sidste rest af selvstændighed og frihed i deres æstetiske udtryk, mener Niels Ulrik Sørensen, ungdomsforsker fra Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har for nylig lavet undersøgelser om unge danskeres forbrug og smagsfællesskaber.
Her kom han frem til, at unge – især fra middelklassen i storbyerne – får sværere og sværere ved at finde deres eget udtryk, samtidig med at de ikke kan leve med blot at være del af den store masse i en gennemkommercialiseret verden. De unges succes i nutidens store udvalg af smagsfællesskaber afhænger derfor af, om de er i stand til at skabe et eget, originalt udtryk og lægge distance til massekulturens nedtrampede stil.
Deri ligger dog et paradoks. For dels (op)finder de unge nye udtryk på massekulturens egne præmisser, der som et vidtstrakt landskab udgør deres grundopfattelse af verden. Dels opsnapper massekulturens lange fangarme, i form af trendspottere, medier og reklamefolk, straks de unges spæde forsøg på selvstændighed. Hvilket gør, at de unge kun har deres eget udtryk et flygtigt øjeblik, før det atter er blevet gjort til mainstream af massekulturens umættelige fortæring af friske udtryk, den kan omsætte til ny mode.
Og så må de unge igen finde på noget nyt. Deraf påduttes mange af dem etiketten zappende, flygtige og overfladiske, forklarer forskeren. Men reelt prøver de bare at overleve en altfortærende kommercialisering af det æstetiske udtryk, pointerer Niels Ulrik Sørensen:
– Skræmmebilledet for de unge er en person, der er ude af stand til at distancere sig fra massen. Begrebet "poptøs" dækker for eksempel over en pige, der er præget af flokmentalitet og er ryggesløs, medløber- og luderagtig. For drenge udtrykker "Iceman T-shirt"-typer noget lignende. Det er karakteristisk, at alle smagsfællesskaber har deres syndebukke, nemlig dem, som ikke kan finde ud af at være kreative og tematisere massekulturen ved at lægge afstand.
Samtlige kilder, Kristeligt Dagblad har talt med, er enige om, at kriteriet for at blive attrået er, at en genstand – eller person – skal være svært tilgængelig. Mennesket skal med andre ord længes efter noget for at kunne begære det. Johan Peter Paludan, direktør for Instituttet for Fremtidsforskning, mener, at de virkelig rige oftere og oftere bliver nødt til at finde nye forbrugsmæssige græsgange i takt med, at mærkevarer og dyre aktiviteter bliver hvermandseje.
– Tidligere var golf forbeholdt eliten, men i dag ser du arbejdsmand Pedersen vandre ad grønne golfenge. Jagt derimod er stadig så dyrt, at middelklassen ikke kan være med. I Milano er der et shoppingområde, som hedder Den Gyldne Trekant, der er så ukristeligt dyrt, at de seriøst formuende ikke behøver mænge sig med hoben.
Johan Peter Paludan ser vores stadig mere eksklusive begær som udtryk for, at vores basale behov for længst er dækket. Derfor handler forbruget i vor tid ifølge ham om at realisere sig selv og fortælle historien om sig selv.
– Ved for eksempel at servere Max Havelaar-kaffe og stille økologisk frugt frem viser vi, at vi har overskud og tænker på miljøet og andre end os selv. På den måde har forbrug fået en personlighedsopbyggende dimension.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
DE TI BUD
"Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom". Sådan lyder det tiende bud i De Ti Bud, der er at finde i Anden Mosebog kapitel 20 i Det Gamle Testamente. Kristeligt Dagblad sætter fokus på De Ti Bud i en artikelserie. Buddene er sivet ned i kulturens grundvand, hvorfra de gennemsiver vore tankemønstre og grundforestillinger. Hvordan lever vi buddene anno 2005? Hvad betyder de for os? Og hvad kan vi bruge dem til? Med et netabonnement kan seriens artikler læses på www.kristeligt-dagblad.dk. Dette er den sidste artikel i serien.
