På grund af en svær depression kan Ane Kristiansen ikke magte et arbejde. Derfor modtager hun kontanthjælp. Som ung under 25 år får hun nedsat ydelse og har hver måned omkring 4100 kroner til rådighed efter skat. De er brugt, når husleje, medicin, forsikringer og licens er betalt. Hun er derfor afhængig af sin kæreste, når der hver dag skal mad på bordet.
Det er frustrerende ikke at have nogen penge. Det er bestemt ikke noget, der gør det bedre, når jeg i forvejen har det dårligt, fortæller hun.
Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, hører ofte historier som Ane Kristiansen. De unge har endnu ikke haft kontakt med arbejdsmarkedet. Derfor er de ikke berettiget til dagpenge og må nøjes med den nedsatte kontanthjælp.
De unge med depressioner, spiseforstyrrelser, angst eller maniodepressivitet, der modtager kontanthjælp, har ofte ikke mere end 500 kroner om måneden til sig selv. Når man bliver holdt fast i så lav en ydelse over lang tid, så bliver man fattig, forklarer hun.
34 unge i alderen fra 18 til 25 år er tilmeldt Klinikken for Spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Gentofte. De fleste modtager sygedagpenge eller SU, men syv af de unge må klare sig med den nedsatte kontanthjælp. Ligesom Ane Kristiansen kan de unge ikke få pengene til at række.
Eva Tangdal er socialrådgiver på stedet, hvor de unge møder op dagligt for at få bragt deres spisevaner på ret køl. Hendes erfaring er, at kontanthjælpsmodtagernes dårlige økonomi går ud over udbyttet af deres behandling.
Som en del af behandlingen mod spiseforstyrrelsen skal man spise efter en kostplan. Nogle af måltiderne skal de unge selv betale, og det kan være svært.
Klinikken i Gentofte er blot ét ud af mange behandlingstilbud for unge psykisk syge, men Bettina Post understreger, at problemet er landsdækkende og rammer unge med mange andre diagnoser. Den yderste konsekvens af de manglende penge kan være, at de unge bliver stressede, og det forværrer deres tilstand.
Den nedsatte kontanthjælp går ikke kun ud over den direkte behandling. På længere sigt bliver de unge isoleret, fordi de ikke har råd til en biograftur, et cafébesøg eller andre sociale aktiviteter.
Når man ingen penge har, forringes ens sociale liv, fortæller Ane Kristiansen.
Det er små ting. Men det er ting, der får mig at føle mig mere rask. Bare sådan noget som at drikke en kop kaffe med veninderne på en café er jeg nødt til at takke nej til.
Det er ikke nok at give de unge en medicinsk behandling, mener Anders Fink-Jensen, overlæge på Rigshospitalets Psykiatriske afdeling. Hvis de unge skal vende tilbage til et normalt liv og få et arbejde eller en uddannelse, er de nødt til at have de sociale kompetencer i orden.
De unge skal holdes fast i at omgås andre og have et så normalt liv som muligt. Hvis du ikke har penge, så kan du ikke gøre de ting, som andre gør for at socialisere sig, mener han.
På Klinikken for Spiseforstyrrelser oplever Eva Tangdal ofte, at de unges dårlige økonomi skubber en normal tilværelse endnu længere væk.
De spiseforstyrrede unge er ofte socialt isolerede. Det gør vi meget for at bekæmpe, når de er ved at få det bedre. Når pengene ikke rækker til at komme ud og møde andre, er det en umulig opgave.
Ikke alle psykisk syge unge bliver ramt af den nedsatte kontanthjælp. Havde Ane Kristiansen i stedet for haft diagnosen skizofreni eller personlighedsforstyrrelsen borderline, havde hun fået samme ydelse som kontanthjælpsmodtagere over 25 år. Et beløb, der er dobbelt så stort som det, hun modtager nu.
De unge med de to diagnoser er nemlig undtaget den nedsatte kontanthjælp. Det vedtog Folketinget sidste år for at sikre de unge, der er så syge, at de ikke kan arbejde eller tage en uddannelse.
Den enorme forskelsbehandling i loven springer i øjnene. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man har udeladt unge med spiseforstyrrelser eller svære depressioner, siger overlæge Anders Fink-Jensen, der dog glæder sig over, at man allerede hjælper en lille gruppe.
Merete Nordentoft er overlæge i ProOpus, der beskæftiger sig med psykisk syge unge. Hun var med til at skærpe politikernes opmærksomhed i første omgang og mener, at der er en grund til, at kun de unge med borderline og skizofreni får flere penge.
I de grupper er alle så syge, at de ikke kan arbejde. Modsat kan der for eksempel være mange forskellige grader af en depression. Lige fra at man sagtens kan arbejde, til at man har brug for indlæggelse. Derfor er det svært at lave en fælles lovgivning for de resterende grupper, siger hun.
Når psykiske sygdomme rammer så forskelligt, hjælper det ikke at medtage flere grupper i den eksisterende lovgivning. Det mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt:
Vi er dybt skeptiske over for, at man piller en gruppe ud på baggrund af en bestemt diagnose. Problemet med de resterende grupper skal løses, men flere lappeløsninger nytter ikke.
Han foreslår i stedet, at man helt stopper med at bruge kontanthjælpen som middel til at få de unge i arbejde.
Det forslag afviser arbejdsmarkedsordfører Jens Viberg fra Venstre. Han er overbevist om, at den ny lov hjælper dem, der har brug for det. I stedet skal der fokuseres på, at få resten af de unge i arbejde:
De fleste har en mulighed for at supplere med få timers arbejde eller studere igennem de særordninger, der findes. Det er jo en fordel, at man har en kontakt til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.
Preben Brandt advarer imod at tro, at de svage unge selv kan tjene flere penge. Han mener, at de fleste ville arbejde, hvis de kunne.
Vi har fuld forståelse for, at det er vigtigt at få alle dem i arbejde, der bør og kan, siger han. Men vi er bekymrede, fordi det skaber en fattigdom hos dem, der ikke kan arbejde, blandt andre de psykisk syge unge.
Depressionen har givet Ane Kristiansen koncentrationsbesvær, og nogle dage kan selv en opvask få hende til at bryde sammen. Hun ville gerne arbejde, hvis hun kunne. Nu er hun i stedet afhængig af kærestens indkomst og et stramt budget.