Dødens benrad og livets træ

MIT LIVSSYN: Niels Helledie er aktuel med udstillingen "Fra påske til pinse" på Galleri Katedralen i Kandestederne ved Skagen, hvor han udstiller sammen med maleren Adi Holzer. Den 78-årige Helledie har udsmykket 25 kirker og ser Paulus som et af sine forbilleder

Udstillingen på Galleri Katedralen viser et bredt udvalg af Niels Helledies kunst, der  også i de verdslige motiver  knytter til ved kristendommen og Kristi lidelseshistorie. Udstillingen rummer flere nye værker, blandt andre Golgata, som Helledie her er fotograferet sammen med.  Foto: Henning Bagger/Scanpix.
Udstillingen på Galleri Katedralen viser et bredt udvalg af Niels Helledies kunst, der også i de verdslige motiver knytter til ved kristendommen og Kristi lidelseshistorie. Udstillingen rummer flere nye værker, blandt andre Golgata, som Helledie her er fotograferet sammen med. Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Hvad har formet dit livssyn?

– Angst. Klemt inde mellem nummer tre og nummer fem i en søskendeflok på otte, og et landbrug, der gav underskud, flygtede jeg ind i fantasiens verden. Angsten kan være negativ og føre til fortvivlelse, men den kan også være positiv og føre til tro. Tro er handling. Du kan gå i kirke og være deltager. Når du synger eller beder, er du i troen. Du kan også gå på arbejde. Det har jeg gjort i mange år. Når du former og arbejder med udtryk, bliver du tjener i Herrens vingård. Du er oppe mod guddommelige kræfter, der tager over: Ikke jeg, men Kristus lever i mig. Dødens benrad forvandles til "livets træ", sårene bliver til blomster. Den prostituerede bliver til en engel ... Den religiøse kunst er fyldt med sådanne metamorfoser eller forvandlinger.

Hvad er lykke for dig?

– Lykke for mig er at have mod til at gøre det, jeg skal. Når jeg i mine arbejder også har beskæftiget mig med emner som prostitution og voldtægt, så hænger det for mig tæt sammen med det religiøse. På en måde er alt religiøst, og jeg ser prostitution som korsfæstelse af kvinden tæt knyttet til Kristi lidelse. Udgangspunktet for hele mit virke som kunstner er Kristi lidelse, og det har indimellem været hårdt at arbejde med de emner, men samtidig vokser livstræet midt i lidelsen, for livet består jo af modsætninger.

Efter mørket ser man tydeligere lyset. For mig begyndte det med angst og en flugt fra virkeligheden ind i fantasiens verden, men jeg opdagede, at det at turde være sig selv og leve i virkeligheden jager angsten på flugt. Det at turde er for mig vigtigere end lykke.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Paulus. Det er ham, der i Andet Korintherbrev i Ny Testamente skriver, at vi er "som døende, dog se, vi lever; som tugtede, dog ikke pint til døde; som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der gør mange rige; som de der intet har og dog ejer alt." Det er da en fantastisk måde at udtrykke sig på. Han har et utroligt sprog, og han siger noget afgørende om vores eksistens. Jeg synes, han er genial, denne forening af visdom og udtryk. Søren Kierkegaard har noget af det samme over sig.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

– Grundtvig siger: Menneske først, og kristen så. I ægteskabet med hustru og børn går vi i kærlighedens skole. Det er forudsætningen for, at vi kan forestille os, at der også er en guddommelig kærlighed – et åndeligt fællesskab. Mennesket består af ler og ånd. De to fællesskaber, den jordiske kærlighed og den guddommelige, er to sider af samme sag. Seksuel kærlighed og Guds kærlighed forstyrrer ikke hinanden, men vokser ved hinandens side.

– Det internationale fællesskab beror på de nationale fællesskaber, der er bropillerne. Brofagene udgør det internationale. Her er der i øjeblikket livlig trafik. Kærligheden til fædrelandet er forudsætningen for, at vi kan forstå, at andre folk også elsker deres lande. Det er nødvendigt, at der både er bropiller og brofag.

Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet multikulturelt?

– Jeg er barn af 1930'erne, hvor volden havde succes. I mit hjem var det forbudt at tale om det. Problemerne var så store, at det måtte fortrænges. 1930'ernes terror var forfærdelig, og jeg oplever noget af det samme i dag. Når to folk mener at have ret til det samme land, har vi en nådesløs krig. Jeg er bange for, hvad et parallelsamfund i Danmark kan føre til. Tidligere var vi et samfund, hvor nogle kom i kirken hver søndag, andre måske to gange om året.Nogle var tæt på kirken, andre 10 kilometer derfra og andre igen 100 kilometer væk eller mere, men vi levede dog alle i en kultur, hvor vi alligevel forstod hinanden og kunne tale sammen. Det er dødsensfarligt, når det fælles sprog forsvinder, fordi der er tale om en helt anden kultur, og vi derved mister sammenhængskraften i samfundet.

Hvad vil du give videre til dine børn?

– Kærlighed uden forbehold, men spørgsmålet er egentlig ikke, hvad jeg vil give dem, men hvad de vil modtage.

Har du et motto?

– "Sandheden er i bønnen. Kunst og bøn, det er udstrakte hænder i mørket. Man tigger om at få lov til at forære sig selv bort." Det er et citat af Kafka, og det har ramt mig. Der er noget samlende og forløsende i det for mig.

Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?

– Den øgede erkendelse af, at mennesket også er af ånd, og derfor behøver åndelig føde. Da jeg var ung blev de kristne ofte betragtet som de dumme og indskrænkede. Det er heldigvis vendt. Man kan i højere grad acceptere religionen, og det ser jeg som et klart håbstegn. Vi kan ikke leve uden åndelig føde, fordi vi ikke bare er rovdyr, men har bevidsthed og er af ånd.

steens@kristeligt-dagblad.dk

NIELS HELLEDIE

født 1927 i Sopmose ved Østervrå. 1954 uddannet folkeskolelærer fra Silkeborg Seminarium. Har siden 1957 boet i Skagen. Autodidakt, medlem af Kunstner-samfundet, kunstnerisk debut 1962. Opvæksten i en religiøs landbofamilie har sat sit præg på hans kunst. Helledies romansk inspirerede krucifikser i stentøj og træ er karakteriseret ved, at de foruden lidelsen rummer håbet og opstandelsen, karakteriseret ved "livets træ", de organiske planteranker, grene og blade, som vokser ud af den korsfæstede. Han er gift med Inger Benée Helledie, pensioneret lærer. De har to voksne børn. Udstillingen sammen med maleren Adi Holzer på Galleri Katedralen, Kandestedvej 118, Skagen, fortsætter frem til den 5. juni.