Efterladte ægtefæller kan dø af sorg

Forskningen har flere forklaringer på fænomenet, der blandt andet er blevet døbt knust hjerte-syndromet

Margrethe og Erik Holmsgaard var gift i næsten 62 år. I januar i år døde Margrethe af en lungebetændelse. Dagen før hun skulle begraves, lagde Erik sig på sin seng og døde. Herunder: Erik Holmsgaards dødsannonce. – Privatfoto.
Margrethe og Erik Holmsgaard var gift i næsten 62 år. I januar i år døde Margrethe af en lungebetændelse. Dagen før hun skulle begraves, lagde Erik sig på sin seng og døde. Herunder: Erik Holmsgaards dødsannonce. – Privatfoto.

Margrethe Holmsgaard havde sagt det mange gange til sin mand i løbet af deres 61 års ægteskab: Du vover på at dø før mig! Og Erik Holmsgaard bøjede sig for hendes vilje: Han ventede til fire dage efter, at Margrethe var død af en lungebetændelse. Så lagde han sig ned på sin seng og døde dagen før hendes begravelse.

Det sker i gennemsnit et par gange om måneden, at ægtefæller, der har levet et helt liv sammen, dør med få timer eller dage imellem. Tilsyneladende uden nogen egentlig forklaring.

Et ægtepar har måske gået op og ned ad hinanden altid. Han er vant til, at hun laver morgenmaden. Pludselig er han alene, og har man ikke været det i 60 år, jamen, det er jo et pres i sig selv, og det påvirker da kroppen. Og er man svagelig i forvejen, skal der ikke så meget til, siger Hartvig Gaardhøje, bedemand gennem mange år i Holstebro.

Han oplever også, at efterladte giver udtryk for ønsket om at følge ægtefællen i graven.

Og i de få tilfælde, hvor det sker helt naturligt, synes jeg, det er en god ting de dør simpelthen, fordi de gerne vil følges ad, siger Hartvig Gaardhøje.

Udenlandske undersøgelser har dokumenteret en overdødelighed hos ægtefæller på mellem 30 og 50 procent op til tre måneder efter, at de har mistet den eneste ene. Årsagerne kan være mange: selvmord, fysiske forandringer eller at rutinerne brydes, så man ikke tager sig ordentlig af sig selv.

Men for sociolog ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen ligger en anden forklaring også lige for: Meningen med livet forsvinder.

Jeg tror på, at livsgnisten kan slukkes, hvis der for eksempel er tale om ældre ægtefæller, der har givet hinanden gejsten til at stå op hver eneste morgen og være noget for hinanden. Selvopholdelsesdriften er forsvundet, siger Michael Hviid Jacobsen, der mener, at livskraften kan både udstrækkes og slukkes.

Vi ser i helt ekstraordinære situationer, at for eksempel en mor pludselig kan løfte en bil, fordi hendes barn er fastklemt nedenunder, eller at uhelbredeligt syge holder sig i live, til sønnen får studenterhuen på. Og ligesom man kan kæmpe for selvopholdelse, tror jeg også, man kan slukke for livskraften, siger han.

Maja OConnor har netop afsluttet en ph.d. ved Aarhus Universitet, der viser, at ældre efterladte har en fire gange så høj forekomst af symptomer på posttraumatisk stress som ægtefæller, der stadig har hinanden:

Sorg er noget, der trækker tænder ud. Forskningen har fundet, at folk i dyb sorg har fysiske reaktioner blandt andet kan pulsen gå både markant op og ned, når man tænker på den, man har mistet. I USA er sorg faktisk ved at blive skrevet ind i diagnosesystemet som en lidelse, fordi symptomerne kan være så alvorlige, siger Maja OConnor.

I tiden efter, at et menneske har mistet, er hjertesygdomme ifølge forskningen den helt store dræber. Faktisk kan 50 procent af dødsfald blandt efterladte relateres til hjertesygdomme. Det har fået en hollandsk forsker til at døbe fænomenet: the broken heart syndrome eller knust hjerte-syndromet. En af forklaringerne er for eksempel mere uregelmæssig eller usund levevis i tiden efter ægtefællens bortgang. Og mændene bliver typisk mest påvirkede både fysisk og på livskvaliteten.

Det er ofte konen, der sørger for de sociale arrangementer og døgnrytmen. For eksempel at maden er i orden. Og når hun er væk, får manden det skidt det er altid barsk, når dem, man lever sammen med, er ude af billedet. Og når man er gammel, er man jo fysisk mere sårbar, siger Maja OConnor.

Michael Hviid Jacobsen tror dog ikke, vi nogensinde får en udtømmende forklaring.

Man skal nok lede efter en særlig tæt relation eller et meget markant, gensidigt afhængighedsforhold mellem afdød og efterladt. Men faktisk tror jeg ikke, det er et fænomen, man kan forske til bunds i. Jeg tror, det er unikt og individuelt et af de få mysterier, der er tilbage i vores verden, siger Michael Hviid Jacobsen.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk

tema side 11-12