Eksistentielle e-mails

INTERVIEW: Det nytter ikke noget kun at skrige "Omvend jer!" på gaden. Vi kristne skulle hellere lære at lytte til dem, vi taler med, siger 29-årige Mikael R. Andreasen, der netop har offentliggjort en række e-mails om tro og tvivl i bogform

Eksistentielle e-mails

En ung kvindes breve til sin lidt ældre ven er altid forførende læsning. Man må bare have det næste med. For man læser hemmeligheder. En andens inderste tanker. Og mest intime følelser. Det vidste både Goethe og Søren Kierkegaard garanteret allerede, da de skrev "Den unge Werthers lidelser" (1774) og "Forførerens Dagbog" (1843). Men på en måde er nutidens e-mails endnu mere autentiske end de traditionelle breve. For afstanden fra de umiddelbare følelser ved skrivebordet til postkassen er selvsagt blevet kortere. Et modigt klik med musen er nok til at sende den (måske lidt for) ærlige kladde videre. Og internettet giver oven i købet mulighed for at få et lige så spontant svar.

Det udnytter 29-årige Mikael R. Andreasen på glimrende vis i sin netop udkomne bog "Hjælpekunst", der bortset fra et lille for- og efterskrift udelukkende består af næsten uredigerede e-mails. Målet er stadig at vinde den unge kvindes hjerte – men denne gang for Jesus. Og brevvekslingen er ikke opdigtet. Faktisk var det slet ikke meningen, at de mails, som han og den dengang kun 20-årige Stine Forsberg sendte hinanden, nogensinde skulle offentliggøres. De skrev bare utroligt ivrigt sammen. Om tro og tvivl. Og musik. Men da den kristne lystmusiker og lærerstuderende Mikael R. Andreasen opdagede, at hans ikke-troende veninde både kunne skrive og tænke, fik han ideen til bogen.

– Det gik op for mig, at de ting, som Stine og jeg snakkede om, faktisk kunne hjælpe andre mennesker. For Stine er et forbløffende, velreflekteret menneske. Men på det tidspunkt havde hun kun haft dårlige erfaringer med andre kristne. Og det havde givet hende en del fordomme om, hvad det ville sige at tro på Gud. For ingen kristne havde mødt hende, som hun var. De havde kun presset deres budskaber ned over hende. Og ved at skrive sammen med hende blev jeg selv endnu mere sikker i troen på, at jeg heller ikke kunne omvende nogen i min egen kraft. Jeg kunne blot være til stede, husker Mikael R. Andreasen, der skrev sammen med Stine Forsberg i den nærmest symbolske periode fra november 2002 til maj 2003. Og i bogen fungerer månederne samtidig som kapitler i de eksistentielle e-mails, der med tiden betød, at Stine Forsberg blev stadig mere åben for den kristne tro.

– Der lå måske et element af åndelig forførelse i vores udveksling af tanker og breve. For allerede tidligt i vores dialog skriver jeg, at når jeg tror på, at Gud eksisterer, tror jeg også, at det mest optimale liv findes hos Gud. På den måde siger jeg jo indirekte, at jeg også håber, at andre vil vælge den vej. Og dermed at hun vil begynde at tro. Men sådan må det nødvendigvis være, hvis man tror, at man har fundet noget, der er sandt. For hvis det virkelig er sandt, må det også være sandt for alle mennesker. Men jeg synes, at man fjerner noget af det forførende ved at gøre det udtalt. Og min lange samtale med Stine byggede i høj grad på gensidig ærlighed, siger han.

I dag er Mikael R. Andreasen ikke er i tvivl om, at grunden til, at han og Stine Forsberg kunne skrive så længe sammen om hans tro, skyldes, at han ikke pressede den ned over hende. Han mødte hende, hvor hun var. Og det er her bogens hovedtitel kommer ind i billedet. For ordet "Hjælpekunst" er hentet fra et citat af Søren Kierkegaards "Brudstykke af en ligefrem Meddelelse", som Andreasen citerer fra i bogens indledning.

– Jeg var lidt bange for at bruge citatet, fordi jeg syntes, at jeg havde set det så mange steder. Men det indrammer essensen af bogen perfekt. For som Kierkegaard skriver, må udgangspunktet for måden, hvorpå man møder et andet menneske, først og fremmest være at forstå, hvad den anden forstår. At møde den anden, hvor han eller hun er i livet. Det lyder så oplagt. Men jeg tror alligevel, at det er noget, som mange af os glemmer, når vi går i dialog med et andet menneske eller prøver at forklare en anden noget. For udgangspunktet bliver hurtigt et helt andet sted end der, hvor den anden befinder sig, forklarer Mikael R. Andreasen og fortsætter:

– Jeg kan huske, at jeg sad og zappede rundt mellem kanalerne, dengang Faderhuset overtog Ungdomshuset på Nørrebro i København til stor harme for en gruppe af byens unge. TV-journalisten forsøgte at få en pige fra Faderhuset til at gå i dialog med en ung mand fra kvarteret. Måske skyldtes det, at pigen var i fjernsynet og følte, at hun bare skulle ud med det glade evangelium. Men hun talte fuldstændig hen over hovedet på manden, der bare forsøgte at få en dialog i gang. Og der sad jeg i sofaen og følte mig meget splittet. For selv om jeg langt hen af vejen helst tager afstand fra Faderhuset som kirke, havde jeg på en måde stadig mest til fælles med pigen. For det er selvfølgelig den samme Gud, vi tror på. Men jeg holdt egentlig mest med manden, der virkede meget mere sympatisk, fordi han forsøgte at forstå hende. Det tror jeg, at vi kan lære noget af som kristne. For det nytter ikke noget, kun at skrige "Omvend jer!" på gaden. Vi kristne skulle hel- lere lære at lytte til dem, vi taler med.

Udgangspunktet for hans forhold til Stine Forsberg var også at lytte. I første omgang til musik:

– Første gang jeg mødte hende var i den lille pladebutik, som jeg kører i min lejlighed, hvor venner og venners venner kommer forbi. Og nogle gange helt fremmede, der hører om en lille butik, hvor man kan få te, kaffe, købe og høre plader.

De to fandt hurtigt ud af, at de delte musiksmag. Derfor begyndte Stine Forsberg at komme hyppigere, og de begyndte at gå til koncerter sammen.

– Det var stort set også det eneste, vores bekendtskab gik ud på. Vi snakkede aldrig om noget dybere end nye plader og koncerter. Aldrig om noget eksistentielt. Og det var en tilfældighed, da det endelig skete. Den aften havde vi siddet og mailet lidt frem og tilbage måske halvt i kedsomhed, da hun pludselig slutter af med at skrive, at hun snart ville gå i seng, men hvis jeg lige kunne fortælle hende, hvad meningen med livet var, så ville hun da synes, at det havde været en okay aften. Jeg læste mailen som en sjov opfordring med en lille ironisk distance til, at vi kun havde beskæftiget os med overfladisk nonsens hele aftenen. Men samtidig syntes jeg, at det var et så dybt spørgsmål, at jeg ikke kunne lade være med at svare seriøst tilbage. Så jeg skrev, at mit bedste bud på meningen med livet var at blive ven med Gud.

– Fra det øjeblik ændrede vores venskab sig radikalt. For pludseligt afslørede Stine sig selv som en pige med enormt mange eksistentielle spørgsmål, vurderinger og overvejelser. Mens jeg blev afsløret som en kristen, der hvilede i min tro. Det var meget konstruktivt. For vi lagde begge hurtigt kortene på bordet. Stine fortalte om sine negative oplevelser med andre kristne og gjorde det klart, at hun bestemt ikke havde lyst til at tro på Gud. Men samtidig var hun også bevidst om, at det meste nok byggede på fordomme og forudfattede meninger. Så hun ville gerne finde ud af, hvad hun ikke troede på. Den udfordring tog jeg op. Jeg skrev, at jeg hjertens gerne ville fortælle om min tro, men ikke ønskede at trække noget ned over hovedet på hende. På den måde skitserede vi spillereglerne for en fremtidig dialog, der foregik meget på hendes præmisser. Hun kom med alle sine spørgsmål og forbehold, mens jeg forsøgte at være ærlig og en god lytter. Til sidst begyndte hun selv at lytte til Gud. Og fandt ham!

– Selvfølgelig kan man lede folk til Gud på mange måder. Og det skal jeg heller ikke gøre mig til herre over. Men jeg er blot glad for, at jeg turde at give Stine den tid, hun havde brug for.

$CLASS=bymail$livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Mikael R. Andreasen: Hjælpekunst? eller måden hvorpå en anden udtaler et bestemt ord. 95 kroner. Mediacellen