Jeg skrev, at det eneste, jeg ønskede for ham, var, at han måtte blive glad. Glæden, som skulle være grundtonen i hans liv. Da jeg sad overvældet af lykke, var det den eneste drøm, jeg kunne finde frem. Jeg vil frygtelig gerne have glade børn. Det var også overvældende og fantastisk, da Lea to et halvt år senere kom til verden en snefyldt vinterdag, hvor jeg havde måttet skubbe vores gamle Folkevogn med min højgravide hustru i gang. Lea skrev jeg ikke noget brev til, men mit ønske om glæde har været det samme, siger Steen Skovsgaard (SS).
LÆS OGSÅ: Når generationer mødes
Når han i dag tænker på sin rolle som far, mærker han, at det er en position, som har forandret sig de seneste år.
"Når jeg læser lignelsen om den fortabte søn i Det Nye Testamente, så er jeg i den fase, hvor jeg læser mig ind i faderens rolle. Jeg er ham, som vinker til mine børn og ikke kan gå med dem ud i verden, men jeg vil alligevel forsøge altid at være der," siger han.
Lea Skovsgaard (LS), som kom til verden for 32 vintre siden, er ligesom sin far blevet teolog og præst i folkekirken. Hun er præst i forstaden Harlev-Framlev ved Aarhus med en klassisk, rummelig landlig præstegård, men har fået et vikariat i Marmorkirken i København, så hun for nogle måneder kan prøve livet som præst i storbyen. I dag har hun inviteret sin far ind i det højloftede præstelokale i Marmorkirken til en samtale om familieliv.
Steen Skovsgaard har taget turen fra bispeboligen i Nykøbing Falster og medbragt et digert fotoalbum med billeder fra 1970erne og 1980erne, hvor den Skovsgaardske familie blev etableret i Gellerup ved Aarhus med en søn, en datter og to sønner, som kom til verden over 10 år. Som hjemmeopgave er far og datter blevet bedt om at vælge et motiv ud, som fortæller en særlig historie om deres fælles liv. Billedet, de har valgt, er 25 år gammelt og viser Steen Skovsgaard med de tre ældste børn på en skovvej i Løvenholm-skovene på det nordlige Djursland.
Hvilken historie fortæller billedet om jeres familieliv?
LS: Når jeg som voksen har talt med mine barndomsveninder om mit hjem, så er vi enige om, at det var kendetegnet ved nærvær. Nærværet blev meget intenst, når vi hver sommer tog ud til vores meget lille sommerhus på Djursland, hvor vi tilbragte syv uger uden tv eller telefon.
SS: Jeg får en klump i halsen, når jeg ser det billede. Da Lea var omkring otte år, begyndte jeg sammen med børnene at tage på vandretur, ja vel nærmest på vores egen pilgrimstur i Løvenholm-skovene. Min kone kørte os ud i skoven, og så skulle vi overnatte i skoven og selv vandre hjem. At lave suppe over primus, fortælle historier og slå teltet op gav nogle enormt sjove og intense oplevelser."
LS: Og spise en hel pakke pålægschokolade til morgenmad.
SS: Ja, det er rigtigt. Vi sad på trappestenen hos bageren med franskbrød og pålægschokolade. Der gjaldt nogle helt andre regler på de ture. Når jeg ser billedet, så tænker jeg, at det måske har været noget af det største, jeg har oplevet med jer børn.Steen Skovsgaard studerede teologi, da han som 24-årig blev far til sit første barn, men kort inden Lea Skovsgaard kom til verden, flyttede parret ind i præsteboligen ved Gellerup Kirke ved Aarhus. Steen Skovsgaards kone, socialrådgiver Susanne Skovsgaard, arbejdede kun om formiddagen, så børnene var ofte de første børn i børnehaven, der blev hentet. Når Lea Skovsgaard tænker tilbage på opvæksten, så skilte familien sig ud ved at være et hjem, hvor forældrene ofte var hjemme.
Hvad har kendetegnet samspillet i jeres familie?
LS: Der blev lagt vægt på, at vi skulle spise sammen. Vi spiste morgenmad og aftensmad sammen, og man kom ikke for sent til spisetiderne.
SS: Ja, og mor havde også et ritual om eftermiddagen med boller, som jeg dog nogle gange fik lov at springe over.
LS: Nogle gange var det besværligt med de faste spisetider, men i dag tænker jeg på det meget rytmiske liv som en god base. Og hver fredag holdt vi familiemøde.
SS: Vi talte om, hvad der skulle ske i den kommende tid, og I fik jeres lommepenge.
LS: Og bagefter skulle vi give nogle af pengene til de fattige i Afrika. Du doblede vores bidrag op. Jeg husker det som ret træls, men i dag synes jeg, det er en god værdi at give børn med.
Det lyder, som om I aldrig havde travlt. Stemmer det?
LS: Jeg ved, at min far arbejdede meget, men sådan oplevede jeg det ikke, for han sad ofte hjemme og arbejdede.
SS: Noget af det hurtigste, man får som forældre, er skyldfølelse. Har jeg gjort det godt nok? Hvad kunne jeg have gjort bedre? Jeg har siddet til mange ligegyldige møder, mens jeg kunne have været sammen med børnene. Mens vores børn var hjemme, havde jeg fire hold konfirmander, drev konfirmandklub og stod for tre årlige lejre med konfirmander. Skulle jeg dog ikke have været mere sammen med mine egne børn? Var der ting i mine børns liv, jeg var uopmærksom på?
LS: Men vi var tit med på lejrene, og vi styrede tutten (slikboden, red.) og havde det sjovt sammen med de andre lederbørn.
Lea Skovsgaard har ikke stiftet familie, men når det en dag skal ske, så vil hun gerne give mange af værdierne fra sit hjem videre, men der er også noget, som hun vil gøre anderledes.
LS: Vi sad på kirkebænken hver eneste søndag hele vores liv, indtil vi blev konfirmeret. Da vi var blevet konfirmeret, måtte vi selv bestemme, men vi gik med i kirke alligevel, fordi det gjorde alle de andre. Jeg vil ikke sige til mine børn, at de skal gå med i kirke. Jeg synes ikke, højmessen egner sig til børn. Der er mange andre måder at vise børn på, hvad kirke og kristendom er, og det skal ikke være en tvang at gå i kirke.
SS: Ja, det er rigtigt. Vi spurgte jer aldrig, men vi tog jer bare med i kirke.
LS: Og jeg ville så gerne ud at ride. Men til gengæld synes jeg, at det var en fin tradition, vi havde søndag aften, hvor du læste en historie fra Bibelen for os. Det kunne være træls, hvis man havde andre planer på det tidspunkt, men i dag ser jeg det som en god ting.
Lea Skovsgaards interesse for heste holdt ved, og da hun blev konfirmeret, gav forældrene hende nordbaggen Tronde i gave. Hesten er også fulgt med til vikariatet i hovedstaden, og den er et symbol på noget, som har været vigtigt i det Skovsgaardske hjem.
LS: Du har lært mig, at hvis man har en lille drøm, man kan indfri, så skal man gøre det. Det tog jeg til mig, og derfor fik jeg lavet en piercing i næsen.
SS: Alt kan lade sig gøre. Det har været et mantra. Som forældre mener jeg, at man er pligtig til at støtte sine børns engagement, uanset hvad det er. Det var også derfor, at vi gav Lea et føl til hendes konfirmation. Vores fire børn har haft hver deres særlige interesse, som vi har forsøgt at bakke op om. Forældre skal støtte deres børn i at udfolde sig og bakke op om deres forskelligheder.Efter gymnasiet søgte Lea Skovsgaard ind på teologistudiet på Aarhus Universitet uden at tage sin far med på råd. Da hun indskrev sig på studiet, forestillede hun sig, at hun skulle forske i religion og have en karriere i universitetsverdenen, men undervejs i teologistudiet blev hun klar over, at hun ville være præst. Samme år som hendes var blevet bispeviet, blev hun ordineret og flyttede ind i præstegården i Harlev.
Hvad betyder det for jeres forhold, at I deler fag?
SS: Når Lea taler om, det som bærer hende som præst, så kan jeg genkende det fra min egen erfaring som præst. Det handler ikke om præsten, men menigheden og rummet bærer en som præst, så du kan slappe af.
LS: Forholdet til Gud skaber også hvilen i gudstjenesten.
LS: I min første tid som præst, hvor jeg var virkelig grøn, kunne det være lidt problematisk, fordi mange folk forbandt mig med min far. Det tager en rum tid, inden man får sig selv slået fast som præst og teolog, men i dag ved de fleste godt, at de ikke kan sætte lighedstegn mellem mine og min fars teologiske holdninger.
Hvordan rummer i hinandens teologiske forskellighed?
SS: Vi ved, hvor hinanden står, og vores teologiske uenigheder går vi ikke ind i, for det skal ikke komme mellem os.
LS: Vielse af bøsser og lesbiske er for eksempel et emne, som vi ikke diskuterer. Vi har da været oppe og markere på nogle teologiske uenigheder, men jeg tror, vi begge er bevidste om, at der ikke skal komme noget mellem os. Vi kunne sagtens tale meget mere om teologi, end vi gør, men jeg har ikke lyst til at bruge min far som kollega. Jeg vil have en relation til ham som menneske og far.
Da Lea Skovsgaard havde læst et år på universitetet, flyttede hun hjemmefra, men alligevel blev præstegården på Sivsangervej i Gellerup ved med at være familiens fælles mødested, hvor børnene altid kunne komme forbi til et måltid mad. Men det blev fortid i 2005, hvor Steen Skovsgaard efter 26 år som præst og provst i Aarhus-forstaden blev biskop over Lolland-Falster Stift. De fire voksne børn bor i dag omkring Aarhus, mens forældrene har base i bispegården i Nykøbing Falster. For at sikre at familien alligevel jævnligt samles, får alle i familien en gang om året tilsendt en årsplan, hvor Susanne Skovsgaard har skrevet datoer ind, hvor de vil samle familien til fødselsdage og højtider. På syvende år koordineres det skovsgaardske storfamilieliv med årsplan, og familien kører gerne langt for at mødes.
Hvordan har I håndteret omstillingen fra stor kernefamilie til en familie med forældre og voksne børn?
SS: For os var det en kold tyrker at flytte til Nykøbing og væk fra den tætte kontakt med vores store børn. Det var hårdt i sin tid at blive forælder, men det er også en stor omstilling, når man som forælder skal løsrive sig fra ens børn. Når jeg læser lignelsen om den fortabte søn, så er jeg i den fase, hvor jeg læser mig ind i faderens rolle. Jeg er ham, som vinker til mine børn og ikke kan gå med dem ud i verden, men jeg vil også altid være der. Jeg har hæftet mig ved en passage i et digt af Henry Parland, Ligegyldighed, som Tove Ditlevsen har oversat. Det beskriver et forhold mellem en mor og hendes voksne datter. Moren spørger datteren, hvad hendes kærlighed har manglet, og datteren svarer: Lidt svalende ligegyldighed. At omstille sig til at være lidt mindre opmærksom og dæmpe sin kærlighed, så man ikke omklamrer sine børn, er en svær kunst. Man elsker dem måske for meget.
LS: Men på en måde var det måske meget godt, at I flyttede. På en måde blev det den lidt svalende ligegyldighed, og der er skabt en nødvendig distance, men samtidig har jeg bevaret følelsen af, at du er min far. Sammen med mine søskende skaber jeg i dag selv en base, hvor vi mødes og ringer jævnligt til hinanden. Er der en, som bøvler med noget, så ringer vi hver dag. Det er naturligt for os at være tætte, fordi vi i barndommen var så tætte og mødtes mange gange dagligt. Nu har vi fået nevøer og en niece, og her kan jeg virkelig mærke den fantastiske følelse af ubetinget kærlighed, som man har til sine søskende, der gør, at man hænger sammen, skønt vi er forskellige på mange måder.