Hendes barndomshjem var som et lille missionshus. Hun voksede op som enebarn på en gård med mormor og morfar i umiddelbar nærhed og den indre missionske vækkelseskristendom som fælles fokus.
Den katolske retræteleder 81-årige Grethe Livbjerg tager i en ny erindringsbog "Og alt skal blive godt" læserne med til et stykke Danmark, som næppe findes mere. I bogen beskriver hun barndommens Vamdrup ved Kolding, hvor der gik et stærkt skel mellem de troende og de vantro.
Missionshusets mure dannede det synlige skel mellem indenfor og udenfor. Der var også grundtvigianere i byen, men de hørte klart til de vantro, da Grethe Livbjerg voksede op i 1930'ernes Sydjylland. Skellet mellem troende og vantro betød blandt andet, at der var to andelsmejerier i stationsbyen. Missionsfolkene leverede mælken til det mejeri, som havde lukket om søndagen, mens de andre leverede til det mejeri, som også havde åbent på helligdage. Minderne om, hvordan søndagen blev højtideligholdt og kun det nødvendigste arbejde på gården udført, står som nogle af de smukkeste minder fra opvæksten.
Men selvom hun var omgivet af forældre og bedsteforældre, som holdt af hende, og til trods for, at hun fik al den naturskønhed, et barn kan drømme om, så oplevede hun tidligt livet som tungt. Så tungt, at det har trukket spor langt op i hendes voksenliv. Familien gik i kirke, hun gik i søndagsskole, og desuden var der møderne i missionshuset. Men uanset hvilken bænk hun sad på, så mødte hun en kristendom, som sendte skygger ind over hendes liv.
- Synd og nåde var nøgleord i forkyndelsen, men synd og helvede fyldte mest, og det var lettere at gå fortabt end noget andet. Jeg havde nogle uklare forestillinger om, hvad det ville sige at gå fortabt, og det bevirkede, at jeg var bange for døden og kunne blive meget angst. Næsten alt, hvad der var sjovt, var synd. Man kunne ikke spille kort eller gå i biografen. Mit hjem var blandt de mest strenge, så blev der vist en undervisningsfilm i den lokale biograf, måtte jeg ikke følges med mine klassekammerater, siger hun og fortæller om de blikke, som mødte hende fra forældrene, da hun som 18-årig trodsede forbuddet og alligevel gik i biografen.
Grethe Livbjergs far var den, som satte kulør på barndomshjemmet med sit musikalske gemyt, men da Grethe Livbjerg var omkring 11 år, forsvandt den glade far ind i en depression. Det var ikke noget, der blev talt meget om, men hendes værelse lå op til forældrenes soveværelse, så hun kunne ofte høre hans hulkende gråd. I et år var han indlagt på det private, kristne hospital Filadelfia på Sjælland, og Grethe Livbjerg så ham kun én gang i den periode.
- Min fars sygdom styrkede oplevelsen af, at livet er tungt. Ingen talte med mig om, hvad han fejlede, for dengang troede man ikke, at den slags betød noget for et barn. At vi ikke talte om hans sygdom, gjorde det endnu sværere for mig at komme gennem den tid og leve med, at min glade far for altid var væk, siger hun og tilføjer:
- Jeg har ikke noget ønske om at fordømme Indre Mission. Jeg har fået flere gode ting med mig fra den tradition, og jeg er ikke mindst taknemmelig for den kærlighed til Bibelen, jeg opvoksede med, men min fars sygdom har været med til at præge mit billede af bevægelsen. Min far havde et skrøbeligt sind, og derfor kom de mørke toner i forkyndelsen til at gøre ham skade, og samme uheldige virkning har jeg mærket i mit eget sind, siger hun.
Som ung valgte Grethe Livbjerg at flytte til Århus, hvor hun kom på seminariet. Blot 20 år gammel blev hun gift og snart fulgte tre børn. Men samtidig var der perioder præget af angst og depressioner. Hun vendte ikke kristendommen ryggen, men søgte efter fællesskaber, hvor hun kunne dele troen. Når jævnaldrende læste skønlitteratur, så fordybede hun sig i teologiske bøger og blev langsomt overbevist om, at det var en forkert teologi, som havde præget forkyndelsen i barndommens missionske miljø. Hun vedblev at være søgende, og sådan gik det til, at hun blev optaget af katolsk teologi. Som 32-årig konverterede hun sammen med sin daværende ægtefælle og de tre børn til den katolske kirke. For Grethe Livbjergs forældre var det en stor sorg, at hun sagde farvel til den lutherske kristendom, men selv oplevede hun det som at komme ud, hvor hun kunne trække vejret.
- Jeg prøvede at forholde mig til det centrale i den katolske kirke: teologien, troen, embedet og sakramenterne. Min konversion var ikke følelsesbetonet, men endte med at give mig en følelse af at være kommet hjem og ud i frisk luft. I min ungdom og tidlige voksne år havde jeg gang på gang spurgt mig selv, om jeg troede rigtigt. Hvad nu, hvis jeg ikke følte nogen tro? Troen blev en præstation, og det var mit store problem. Men da jeg blev katolik, kunne jeg gå til skrifte og her få bekræftet udefra, at jeg var tilgivet. På den måde blev nåden en virkelighed. Den dag i dag betyder skriftemålet utrolig meget for mig, og jeg mærker det også helbredende at få talt ud med et andet menneske om mine inderste tanker, siger hun.
Men selvom hun oplevede, at hun åndeligt set havde fundet sit hjem, så kom der stadig perioder med angst og nedtrykthed. På et tidspunkt var hun indlagt med hjerteproblemer og fik en samtale med en psykiater, som anbefalede hende medicin mod depression, men hun afslog. I stedet har hun valgt at se de mørke perioder som del af en menneskelig og åndelig modningsproces. Da hun læste den katolske mystiker og teolog Johannes af Korsets (1542-1592) beskrivelser af sjælens mørke nat, genkendte hun noget af det, som hun hidtil havde forstået som et psykisk mørke.
- Jeg talte ikke meget med min far om hans år på Filadelfia, men jeg har alligevel hæftet mig ved, at han sagde, at han ikke ville have været det år foruden. Jeg spørger mig selv, om han kunne have erfaret denne sjælens mørke nat, som Johannes af Korset beskriver. Jeg har selv set mange af de mørke perioder i mit liv som sjælens mørke nat. Jeg har været derude, hvor jeg følte, at troen var væk, men i dette mørke fæstner troen rod og bliver dybere. Samtidig bliver det, som er mørkt og koldt i ens personlighed, bearbejdet. Når man har været i mørket, er det, som om troen og glæden begynder dybere nede i ens personlighed for så at brede sig til følelserne, siger hun.
Grethe Livbjerg er stadig aktiv som retræteleder og redaktør af tidsskriftet og hjemmesiden "Levende vand". Men tankerne om døden fylder stadig mere, for selvom hun dyrker stavgang og styrketræner, mærker hun, at hun ikke har oceaner af tid foran sig. Hun har købt bogen "Til mine kære" og skrevet, at hun ønsker at hendes begravelse skal fejres som en opstandelsesfest. Efter en barndom og ungdom med frygt for evig fortabelse er hun i dag overbevist om, at opstandelsen venter på den anden side af det jordiske liv.
- Det har betydet meget for mig at læse de gamle kirkefædre, som beskriver, at man ikke skal tænke på døden med skræk og rædsel, sådan som jeg er opvokset med det i min indremissionske barndom. Hos kirkefædrene er opstandelsen i centrum. I påsken fejrer vi, at Jesus besejrede døden og drager os ind i opstandelsen, siger hun.
Men hvad da med skærsildens gåde, som er vigtig i den katolske teologi?
Her henviser Grethe Livbjerg til pave Benedikts skrift "Håbet":
- Benedikt ser skærsilden som et møde med Kristus selv. Mødet med ham er den endelige dom, men det er en kærlighedens dom. I mødet med ham vil alt det urene og usunde i vores liv blive tydeligt for os. Frelsen ligger i mødet med hans kærligheds forvandling, siger hun.
Og alt skal blive godt. Grethe Livbjerg. 221 sider, 229 kroner. Forlaget Boedal. Udkom den 31. marts.