På vejen til Santiago de Compostela går en kvinde. Hun bærer på et barn og trækker et æsel efter sig. Hun er på pilgrimsvandring. Vennerne hjemme i Danmark ryster på hovedet, og familien synes, det er vanvid, men Helle Asmild er fast besluttet på at gå de godt 600 kilometer fra byen Logroño til pilgrimsstaden Santiago i Nordspanien.
Det er ikke, fordi hun er dybt troende og heller ikke, fordi hun hungrer efter religiøse oplevelser. Egentlig er det mest for præstationens og oplevelsens skyld, at hun traver af sted her på denne kølige aprildag med sin halvandet år gamle datter, Amalie. Alligevel kommer vandringen til at sætte sig varige spor i hendes liv. Den åbner en dør til troen på underet i det store og i det små og til en ærbødighed for det, der ikke bare kan forklares.
Nu, 10 år efter, har Helle Asmild valgt at dele sine oplevelser med et større publikum. Hun har skabt, hvad hun selv kalder en fortælle-koncert eller en koncert-historie om sin pilgrimsfærd tilsat musik af den franske komponist Jacques Ibert. Det er en personlig historie om forunderlige tilfældigheder og mærkelige sammentræf og om hjælp, der pludselig kommer som sendt fra Himlen, når man mest har brug for den og mindst venter det.
Der hersker et kreativt kaos på Kirkedalen 13 i den midtjyske landsby Voerladegård, hvor Helle Asmild bor med sin familie. Garagen er fyldt med vasketøj og cykler i alle størrelser, for pilgrimsbarnet Amalie har fået fire små søskende, siden hun var med i Spanien.
Helle Asmild har valgt at være hjemmegående, mens børnene er små. Hendes mand, Bjørn, bakker hende op i valget, selvom det betyder, at han nu i 10 år har været ene om at forsørge familien.
- Men hvorfor skulle man dog få børn, hvis man alligevel overlader dem til andre, mens de har mest brug for én, spørger hun retorisk.
- For mig handler det om at træffe valg, jeg virkelig står inde for, uanset hvad andre mener om det. Det er lidt lige som med pilgrimsvandringen. Der var det heller aldrig vigtigt for mig, hvad andre tænkte. Det vigtige var at gøre det, der føltes rigtigt.
Efter 10 år med børn og bleer er Helle Asmild imidlertid klar til også at tage ud med harmonikaen og bruge sin konservatorieuddannelse som klassisk akkordeonist igen. Før hun fik de fem børn, gav hun jævnligt kirkekoncert med sin harmonika. Hun har også optrådt som fortæller før, men kombinationen er ny både for hende og publikum.
Idéen til forestillingen opstod, mens hun arbejdede parallelt med to forskellige projekter, hun ville optræde med: en fortælling om pilgrimsvandringen og en koncert med musik af Jacques Ibert. Men hun kunne ikke holde de to projekter adskilt. Historien og musikken ville hele tiden flette sig ind i hinanden, så hun ikke kunne skille dem ad, og til sidst holdt hun op med at forsøge.
- Det gik op for mig, at musik og fortælling måtte være ligestillede, fordi de gensidigt tilfører hinanden en ekstra dimension, forklarer hun.
- De fleste moderne mennesker er ikke særligt trænede i at lytte til klassisk musik. Folk har svært ved at koncentrere sig ret lang tid ad gangen, og klassisk musik er et meget fortættet udtryk, som det er krævende at lytte til. Det bliver lettere, når musikken veksler med fortælling. Og selvom historierne er lettere tilgængelige end den moderne musik, så er det også godt med pauser, hvor fortællingen kan bundfælde sig. På den måde tror jeg, at publikum får mere ud af begge dele.
Derfor veksler pilgrimshistoriens kapitler med de 10 små satser fra Iberts suite "Histoires". Musikken er egentlig skrevet for klaver, men fungerer fint på harmonikaen. En af satserne hedder meget apropos "Det lille hvide æsel".
Helle Asmilds egen vandring med æsel begynder i byen Calahorra, hvor hun med stort besvær får købt et lille æsel for en mindre formue. Så går hun fortrøstningsfuld af sted med datteren i bærestol på ryggen og æslet belæsset med bagage efter sig.
Men allerede ved bygrænsen begynder pakdyret at halte. Helle læsser al bagagen af og giver det et hvil. Så kan det lidt igen - men kun 20 minutter. Før dagen er gået, står det klart, at det lille dyr hverken kan eller vil lægge ret mange kræfter i at blive pilgrims-æsel. Æslet er træt og gammelt.
Amalie er træt og hysterisk. Hun skriger og spænder kroppen som en flitsbue, hver gang hendes mor forsøger at få hende gelejdet ned i bærestolen, og til sidst får hun lov at blive båret i favnen.
Det lille triumvirat går forkert mange gange, for det er slet ikke så let at finde den berømte vandrerute, og nu falder mørket på. Der er ikke noget herberg i nærheden, og Helle må indse, at de er gået vild.
Hun kender ingen i Spanien med undtagelse af en kvinde, Maria, som hun har truffet på en ferie sammen med nogle venner knap to år tidligere. Maria er ven af hendes venner og hjalp dem med at leje heste på ferien. Helle var med ude at ride dengang, skønt hun var gravid. Maria syntes, det var dybt uansvarligt. Alligevel kunne de to kvinder godt lide hinanden, men desværre fik de ikke udvekslet adresser, og Helle kan ikke huske, hvor det var, Maria boede.
- Bare jeg kendte nogen her, tænker hun, da hun går ind i den næste landsby med det trætte barn og det humpende æsel.
Der er stadig børn, som leger på gaden i tusmørket, selvom deres mødre er begyndt at kalde dem ind til aftensmad.
Helle bliver stoppet af et barn, som vil øve sig i engelsk, men ordforrådet rækker ikke meget længere end til "how are you". På sit gebrokne spansk får den trætte pilgrimsvandrer forklaret barnet, at hun er på vej til Logroño, men er faret vild.
Så kommer pigens mor til. Hun har allerede kaldt flere gange og er vred over, at datteren ikke kommer.
Men pigen forklarer, at hun har mødt en dame med et æsel og en baby. Hun er pilgrim og leder efter et herberg. Og så er hun fra Danmark.
- Sjovt, siger moderen, vi havde faktisk besøg af nogle danskere for et par år siden. Der var en skør kvinde med, som absolut ville ud at ride, selvom hun var gravid. Jeg gad nok vide, hvordan det gik med dét barn.
I skumringen genkender Helle pludselig pigens mor. Af alle mennesker i verden er det lige præcis dén Maria, hun kender. Hun går frem til hende og lægger Amalie i hendes arme.
- Det gik godt med det barn, siger hun. Her er det ?
Helle Asmilds pilgrimshistorie er fuld af den slags sære sammentræf. Tilhørerne kan sidde og lade dem bundfælde sig til Iberts moderne toner fra harmonikaen.
- Hvis det havde været den eneste oplevelse af den slags, havde jeg nok sagt, det var da et fantastisk tilfælde, men der var så mange af den slags utrolige historier, at tilfældet virker som en utilstrækkelig forklaring. Derfor kunne turen ikke undgå at blive en religiøs oplevelse for mig, siger Helle.
- Jeg var ikke specielt religiøs på forhånd, og mit forhold til kristendommen var også temmelig uafklaret. Det er det for så vidt stadig, men de mange oplevelser, jeg havde undervejs, har alligevel påvirket mig.
- Hjemmefra havde jeg spekuleret på, om jeg overhovedet kunne tillade mig at kalde mig pilgrim, når jeg ikke er katolik - og var jeg i det hele taget kristen nok til at være pilgrim. Men det viste sig at være unødige bekymringer, for jeg oplevede, at jeg uden videre blev accepteret som pilgrim, og jeg blev altid mødt med stor venlighed og respekt, fortæller hun.
- Alle tog det for givet, at hvis man vandrer flere hundrede kilometer på den måde, så har man en god grund til det. Jeg blev aldrig udspurgt om min tro, og der blev ikke forlangt nogen forklaringer af mig. Det, man får ud af at gå pilgrimsvandring, har man lov til at holde i sit eget hoved.
Hun husker de bedste stunder på vandringen som de fredelige middagshvil i grøftekanten med barnet ved brystet eller sovende i skødet. Det var den tid på dagen, hvor den meditative ro, mange mennesker forbinder med pilgrimsfærd, fik lov at sænke sig.
Aftenerne var til gengæld hektiske. Mor, barn og æsel nåede som regel først frem til herbergerne, når de andre pilgrimme for længst havde indkvarteret sig. Mens de sad hyggeligt og snakkede eller masserede hinandens ømme fødder, stod den på tøjvask, madlavning og opsyn med den omkringfarende Amalie, der var frisk og udhvilet efter at være blevet båret hele dagen.
Da mor og datter rejste hjem efter en måneds vandring, havde de tilbagelagt cirka 300 kilometer, og de var kun nået halvvejs til Santiago.
Men det betød ikke noget længere. Vejen var for længst blevet vigtigere end målet, og Helle Asmild havde ikke længere problemer med at forstå sig selv som pilgrim, og noget var forandret for hende.
- Jeg går ikke nødvendigvis mere i kirke nu, end jeg gjorde før, siger hun, men jeg har fået et andet forhold til det religiøse. Pilgrimsvandringen har påvirket min måde at møde verden på, siger hun.
- Her i vores del af verden er vi så fokuserede på, at vi skal klare os selv med vores egne evner, viden og ressourcer. Faren ved det er, at vi nemt mister evnen til at være åbne over for det, der bare bliver os givet. Det, vi ikke skal gøre andet for at opnå end bare at være til.
- Jeg har lært at lade en dør stå åben for undere. Det er for mig den religiøse dimension af min pilgrimserfaring: Forståelsen for, at du skal være åben over for det, du ikke kan forklare. Ikke for Guds skyld, men for din egen.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
