Ordet engel kommer af det græske ord angelos og betyder sendebud eller udsending. I Bibelens Første Mosebog beskrives engle som skabt af Gud, og i Salmernes Bog kan man læse, hvordan englenes opgave ikke mindst består i at prise Guds navn.

Engle er tjenende ånder

Men englene er ikke bare lysvæsner, men beskrives i Bibelen også som tjenende ånder, som skal sendes ud for at hjælpe dem, som skal befries fra mørkets magt. Det er forholdet til Gud, som gør en engel til en engel. Hvis forholdet til Gud brydes, så er englen ikke længere en engel, men en dæmon.

Normalt beskrives englene som åndsvæsner, der er usynlige for mennesket, men de kan påtage sig skikkelse i drømme, som det er beskrevet i Matthæusevangeliets første kapitel, da englen kom til Josef, da han var i tvivl om Marias graviditet. Englene kan også vise sig som lysende væsener, som det beskrives i Juleevangeliet, hvor hyrderne på marken så en lysende skare. Gennem Jesu liv optræder englene som sendebud, men også i den tidlige kirkes liv spiller englene en rolle, da kvinderne mødes ved graven efter korsfæstelsen, ved Jesu himmelfart og i Paulus' liv.

Englene viser vejen til Gud

Den lutherske kristendom ser englene som medvirkende i udøvelsen af Guds styre. De ses som Guds stemme i verden og viser hen til Gud. Englene er rigt repræsenteret i salmebogen i primært Luthers, Ingemanns og Grundtvigs salmer.

De senere år er der kommet en fornyet interesse for engle udsprunget af den ny åndelige verden. På flere områder ligner denne engleforståelse den, som man kender fra den kirkelige tradition, men ofte psykologiserer man her englene, så de bliver en del af en menneskets selvudvikling. Norske prinsesse Märtha Louise og Elisabeth Samnøys englelære er et eksempel på, hvordan englene bruges i en psykologiseret spiritualitet, hvor målet for udøveren er personlig udvikling. En undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad i 2007 viser, at 43 procent af danskerne tror på engle.