Enlig, men ikke ensom

SINGLE: De seneste år er en singlekultur skudt i vejret i Danmark - som reaktion mod fordomme og for at støtte hinanden, når man ikke er del af et par

Jævnligt møder Bridget Jones det frygtede spørgsmål: »Hvordan går det så med kærligheden?«

Men hendes morsomme og undvigende svar vækker hverken latter eller selvbeherskelse hos spørgerne. De insisterer på adgang til Bridgets privatliv. For hun er 32 år og bor alene, og enhver kan da regne ud, at hun skal se at finde sig en mand og få nogle børn.

Den fiktive storby-single er blevet en særdeles populær figur. Historier fra hendes hverdag sælges i bogform i 30 lande. I filmen »Bridget Jones' dagbog« går de også deres sejrsgang. Hovedpersonen er kluntet og uheldig, og hendes usikkerhed er åbenlys.

Som sådan er Bridget Jones blevet kaldt et velgørende modbillede til myten om den tjekkede karrierekvinde. Og hun er ligefrem blevet udråbt til at være det næsten ultimative billede af tidens single.

Men tidens single ser ikke kun ud som Bridget Jones - der i øvrigt ender med at blive forløst af en mand. Singler er lige så forskellige som alle andre mennesker. Dog er de fælles med hinanden og med Bridget om alle de fordomme, de bliver mødt med. Og om alle de nærgående spørgsmål.

Psykolog Asger Neumann møder hyppigt singler i sin private praksis i Horsens og i Århus. Han siger:

- Singler skal igen og igen forsvare deres måde at leve på. I modsætning til folk, der lever i par. Det kræver meget energi for en single hele tiden at understøtte sig selv. Er man til en fest med mange par, kan man derfor nemt komme til at føle sig forkert. Vi har i vores kultur en udbredt forestilling om, at livet indebærer, at man etablerer sig i parforhold. Ikke nødvendigvis i det samme hele livet, men så i hvert tilfælde i serielle parforhold.

Adjunkt i sociologi på RUC, Catharina Juul Kristensen, har som ph.d.-afhandling studeret generationen fra 1960'erne. De tilhører i dag den aldersgruppe, hvor det er almindeligt, at man etablerer sig med partner og børn. Men hver fjerde af dem, 26,6 procent, lever alene.

- Jeg kalder også singlerne for »The Outsiders Within«, altså dem, der er udenfor indenfor. Som single er man en anderledes gruppe, der diskuterer og forhandler med normalsamfundet. Men jo større gruppen er, og jo mere man snakker om at leve alene, jo mere legitimt bliver det.

De seneste år har vi snakket en del om det. Og en hel singlekultur skyder i vejret rundt omkring. Folk, der lever alene, slår sig sammen i klubber, foreninger og loger. Her kan de være fælles om film- og teateraftener, sport, naturarrangementer, kirkekoncerter, diverse kurser, udlandsrejser og diskussionsaftener. Og fester.

En hastigt voksende forening er Single Rock Café, der begyndte med en fest for singler i Århus i 1996. I dag er der Single Rock Café for de 30 til 55-årige i syv danske byer, og flere er på vej. Foreningens formål er »ikke at knække singlestatistikken men at synliggøre og legitimere den.« Alene i Århus kan godt 2500 medlemmer vælge mellem et hav af aktiviteter og sågar gå på en aftenskole for folk, der ikke er del af et par.

Karin Stausholm er formand i Århus og har været med siden begyndelsen.

- Vi skaber et netværk for os, der lever alene. Og vi gør det med en udadvendt åbenhed, der siger: Det er o.k. at være single, uanset om man har valgt det eller ej. Og det gælder om at få noget ud af det, mens man er det.

- Mange folk har selvfølgelig en drøm om at finde en kæreste. Men kommer man her, kan man få støtte til ikke at presse sig selv eller andre i den situation. Og man kan se, at man har andre muligheder for et godt liv.

Karin Stausholm er 35 år og har aldrig boet sammen med en kæreste. Hun har ingen drøm om at leve i en familie med børn, men kunne efterhånden måske godt tænke sig en mand.

- Det er begyndt at ændre sig for mig. Men jeg har det fint med at bo alene, også selvom folk i et selskab med mange par ofte tænker over, hvad der mon er galt med én, siden man ikke har en kæreste. Eller også er de på vagt, fordi de tror, en single kun er ude på at score. Men fordommene er heldigvis ikke så udbredte, som de var for bare fem år siden. Og jeg er sikker på, at singlekulturen har en stor del af æren for det.

Karin Stausholm fortæller, at der groft sagt kommer fire typer af singler i Single Rock Café:

- De, der helt bevidst vælger det, og som for enhver pris vil bo alene. Så er der de fraskilte, der oplever singletilstanden som en fase i deres liv, som viser sig at være fin nok. Tredje gruppe er de, der siger: O.k., det er ikke meningen, men jeg affinder mig med det. Og den fjerde gruppe er mennesker, som ikke vil være singler, og som synes, det er synd for dem. De ser ikke andre muligheder for at få et godt liv, end at der kommer et andet menneske og gør dem lykkelige. De to sidste grupper er de største efter mit skøn.

- Og enhver må jo gøre op med sig selv, hvornår man synes, det er dejligt at leve alene, og hvornår det er knap så fedt.

Når det kan være svært at være single, er det ifølge psykolog Asger Neumann dels, fordi vores biologiske trang til at få børn så måske ikke bliver opfyldt. Det opleves af mange som et stort tab. Og dels fordi den forestilling er så udbredt, at alle de behov, vi mennesker har for intimitet, seksualitet og fællesskab, helst skal gå op i en højere enhed hos én bestemt person, nemlig vores partner. Også mange singler har den forestilling.

- Når man så ikke har denne partner, kan man opleve det som et eksistentielt nederlag. At livet ikke er lykkedes. Og den følelse gør det ondt at rumme. Mange singler må igennem processen med at acceptere, at det altså ikke blev til en kernefamilie for dem. Men hvem siger så egentlig, at man ikke kan opleve intimitet, seksualitet og fællesskab sammen med andre også? Det er lettere sagt end gjort. Men gode venner og elskere kan dække mange behov. Og man kan engagere sig i livet på sit arbejde, i den familie, man kommer fra, i foreningsverdenen og så videre. Sætte sig andre mål for livet end det at leve med en partner eller i en kernefamilie, siger Asger Neumann.

Han mener, det trods alt er blevet lettere at være single.

- Der er en større accept i vores samfund af, at vi kan gøre noget af lyst. Vi kan vælge at sige op, fordi vi ikke kan lide vores arbejde. Og vi kan vælge at forlade et parforhold, hvis vi ikke har lyst til at leve i det. Det er rent faktisk muligt, både socialt og økonomisk.

Den holdning er netop udbredt i de yngre generationer. Sociolog Catharina Juul Kristensen siger:

- Generationen fra 1960'erne er opdraget til at være individer, som selv bestemmer. Det er mennesker, der oplever, at de er noget værd i sig selv, og at de har indflydelse på deres eget liv. Derfor tænker de i høj grad over det, der førhen var selvfølgeligt. Til det hører også: Skal jeg have en familie? Og hvorfor? Og hvordan skal den familie se ud? De er ikke egoister, de er reflekterende mennesker.

- Men samtidig ligger der et stort politisk pres på denne generation om hele tiden at uddanne sig og yde en masse på arbejdsmarkedet. Man skal helst være hurtig med karrieren og selv forhandle sin løn. Det er med til at understøtte individualiseringsprocessen, og for nogle er singletilværelsen måske en ideel livsform for at kunne svare på det pres. I hvert tilfælde lægger det et utrolig stort pres på alle former for familieliv. Alligevel vil jeg ikke sige, at folk bliver presset ud i singletilværelsen. Men mange er i hvert tilfælde endt der.

Statistikken siger, at der i 2001 er 2,4 procent flere singler end i 1991 blandt de 30 til 49-årige. Men tallene kan godt

snyde. Kurven er nemlig ved at toppe, påpeger Jesper Bo Jensen, lic.scient. pol. og fremtidsforsker med egen virksomhed. Han har skrevet bogen »Midt i en mellemtid«, der perspektiverer vores nuværende samfund, og han ser singlekulturen som en reaktion imod 1990'ernes familiedyrkelse.

- Singlerne er blevet mere synlige, men det betyder ikke, at der bliver stadigt flere af dem. De seneste fem år har andelen af singler været svagt faldende i den aldersgruppe, hvor man stifter familie i dag. Men singlerne har fået nok af al den mediesnak om familieræs, trofæbørn og nye køkken-alrum. Derfor danner de en modkultur og siger: »Det er faktisk sjovt at være single«.

- Singlekulturen er også udtryk for forskydningen af vores livsfaser. I 1970'erne og 1980'erne stiftede mange familie tidligere i livet, end de fleste gør i dag. I dag er det almindeligt, at unge lever i en lang, fri periode, mens de studerer eller arbejder og ellers er uforpligtede.

- Singlebetegnelsen giver en forklaring på denne livsfase. Hvis en ung fyr spørger sig selv: »Hvorfor er jeg 33 år og lever alene?«, kan han svare: »Nå, jo, det er fordi, jeg er single. Indtil videre. Men jeg vil gerne stifte familie engang«, siger Jesper Bo Jensen.

Han påpeger desuden, at singlekulturen bærer sin egen modsætning i sig, fordi en del af motivationen går ud på at afskaffe tilstanden igen:

- Nogle kommer jo i singleklubber for at møde en kæreste, de kan stifte familie med. Familien som institution er nemlig ikke i fare. Den har overlevet mange omvæltninger.

oerskovkristeligt-dagblad.dk