Et døgn på et plejehjem: Alderdommens ansigt

På plejehjem : Hvordan ser livets aften ud? 78.000 danskere tilbringer deres sidste år på et plejehjem. Men hvad er det for et liv, som leves på landets plejehjem? Kristeligt Dagblad har tilbragt et døgn på plejehjemmet Præsthøjgården i Horsens

Tre ud af fire enten er eller har været pårørende til en plejehjemsbeboer, men de fleste af os ved alligevel meget lidt om hverdagen på et plejehjem. Foto: Leif Tuxen.
Tre ud af fire enten er eller har været pårørende til en plejehjemsbeboer, men de fleste af os ved alligevel meget lidt om hverdagen på et plejehjem. Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen.

Blandt ældre over 80 år bor 23 procent på plejehjem. De fleste voksne danskere, tre ud af fire, enten er eller har været pårørende til en plejehjemsbeboer, men de fleste af os ved alligevel meget lidt om hverdagen på et plejehjem. Hvordan leves livet, og hvad er livskvalitet i den sene alderdom?

Som plejehjemsleder gennem snart 30 år har Anders Severinsen fulgt mange mod døden. Han tvivler på, at vi har lyst til at vide, hvordan livets afslutning kan se ud. Generelt husker vi på historierne om friske 85-årige, som altid er på farten, og 90-årige som selv klarer både hus og have. Og der er nok af solstråler at ty til, for danske ældre bliver generelt mere friske, og hver anden 80-årig klarer sig uden hjemmehjælp. Men der er også en anden virkelighed, og det er den, som Anders Severinsen arbejder med, og som han oplever, at mange ikke ønsker at se i øjnene.

Vi afviser lidelsen, tabet og det faktum, at vi skal dø. Jeg kan møde en romantiseret opfattelse af plejehjemslivet, hvor man forestiller sig plejehjem som rammen om en harmonisk solnedgang over livet.

Virkeligheden er anderledes barsk. Man bliver sorteret og skal opfylde et sæt af elendighedskriterier for at få plads. At være på et plejehjem kan opleves som at gå i samfundets kælder, hvor vi gemmer det, som vi helst ikke vil se på og konfronteres med, siger Anders Severinsen. Han indvilligede i at åbne dørene, da Kristeligt Dagblad bad om at få lov at tilbringe et døgn på plejehjemmet Præsthøjgården i Horsens for at høre beboernes historier og lytte til deres tanker om denne fase af livet.

Eftermiddag

Ruth Møller Hansen har glædet sig i flere dage, for efter middagshvilet kommer klaver-Åse. Hvad Disney Show er for børn, er den ugentlige time med sang og klaverspil for beboerne på afdeling B. Da Åse Misser sætter sig til klaveret, sidder Ruth Møller Hansen parat med tørkage og kaffe sammen med de fleste af de 26 andre beboere. Åse Misser spiller i godt en time, en menneskelig jukeboks, som kan opfylde alle beboernes musikønsker. Der kvitteres med klap og flere musikalske ønsker.

Da klaverlåget er lukket i og klaver-Åse har sagt farvel, bliver det synligt, hvor stor en forskel pianisten gjorde, og hvilken stilhed hun brød. For der er generelt stille på Præsthøjgården, men musikken er et sprog beboerne deler.

Ruth Møller Hansen går til sit værelse. Her bor afdelingens eneste dyr: Den blå undulat Hanse.

Han er så glad og kælen, siger hun om fuglen og fortæller om sommeren 2006, hvor hun og samleveren, Erik, flyttede til Præsthøjgården. Han var terminal kræftpatient og døde få uger efter, de var flyttet ind. Selv kunne hun have valgt at flytte til en anden bolig, men synes ikke, hun kan overskue det, desuden er hun glad for kontakten til plejerne. Der er knap to timer til aftensmaden, og den tid vil hun tilbringe med Billed Bladet og Hanse.

Eftermiddagen er den tid på dagen, hvor tiden ofte bliver lang på plejehjemmet. Det forklarer afdelingsleder og sygeplejerske Anni Hansen, som de sidste fem år har været leder af afdelingen. Men grundlæggende skal man som ansat eller gæst lære at forstå, at tiden opleves anderledes fra mange plejehjemsbeboers perspektiv, understreger hun.

Vi kan have en tendens til at tænke, at der endelig skal ske noget. Men der skal ikke ske for meget. Generelt er vores beboere trætte, siger Anni Hansen og illustrerer med den historie, hun ofte fortæller nyansatte: En 85-årig i eget hjem, som selv står op, tager tøj på og laver morgenkaffe, har brugt lige så meget energi, som man tidligere i livet brugte på en otte timers arbejdsdag. Så har en beboer været i bad og deltaget i alle måltider, er man træt på denne tid af dagen. Nogle beboere er så trætte, at der bliver sagt godnat klokken 17.

Elna Jørgensen, 83 år, er ikke træt, men trist. Fællesstuens store fladskærms-tv er stillet ind på kanalen DK4, hvor der er musikquiz. Men hun vil ikke se tv, og har anbragt kørestolen med ryggen til skærmen. Det er mere end et halvt år siden, hun flyttede fra den lille lejlighed i Horsens bymidte til plejehjemmet, men hun længes hjem. Et langt arbejdsliv som rengøringsdame har tæret på fysikken, og da hun blev afhængig af rollator, kunne hun ikke klare sig i lejligheden.

Det er rarere at være hjemme. Og min mand er træt af at være alene, siger hun og fortæller om den ti år yngre ægtefælle, som bor hjemme. Den første tid kom han hver dag, så de kunne spise sammen. Nu er der længere mellem besøgene.

Elna Jørgensen er afhængig af andres hjælp, og den kendsgerning har hun haft svært ved at forlige sig med. En dagligdag med nye ansigter har også været udfordrende for Elna Jørgensen, ligesom det er for mange andre plejehjemsbeboere. Som afdelingsleder Anni Hansen udtrykker det, er der et begrænset socialt overskud blandt beboerne, og mange har svært ved at rumme hinanden. Socialt overskud er svær at sætte på formel, men hvis man tænker tilbage på en dag, hvor man har influenza, rammer man den grad af socialt overskud, som mange plejehjemsbeboere har.

Aften

Klokken er 17.30 og den kolde mad er kørt frem på rullebordene. Dagvagten er gået hjem, og det er de to aftenvagter, som bærer fadene med pænt pyntet smørrebrød rundt. Efter rugbrødsmadderne er der franskbrød med ost. Med eller uden kommen? De to vagter behøver ikke spørge, for de kender beboernes præferencer og vaner.

Det er stille ved bordene, så lyden af bestikkets skramlen mod porcelænet høres tydeligt. Mange vil gerne tale, men kan ikke tale med hinanden. Ifølge plejer Laila Hay er luksus derfor, når beboerne kan tale sammen gennem en af de ansatte. En gang om året er en gruppe på otte beboere og tre plejere på ferie. I to døgn er de sammen på fuld tid, og her oplever Laila Hay, hvordan mennesker, som i dagligdagen er stille, bliver inddraget i snak og sjov, fordi de taler sammen gennem personalet.

Dagny Ulbrichsen, 79 år, er en af dem, som er mere stille end hun har lyst til.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dem, siger hun om de andre ved bordet. Hun fortæller om en nevø og dennes kone. Når de kommer på besøg, er der lejlighed til en snak. Ordene kommer langsomt, for en lammelse gør det svært for hende at tale.

Efter at være blevet madet kører Dagny Ulbrichsen den elektriske kørestol ind på værelset for at se nyhederne på tv. Stuens indretning vidner om hendes forkærlighed for broderi, men efter en blodprop lystrer hænderne ikke længere. Men hun kan stadig bruge fjernbetjeningen og nyder de aftner, hvor hun kan falde i søvn til et af de tyske tv-programmer med tyrolermusik.

Der er altid flere sider af en sag, men her på plejehjemmet bliver forskelligheden i udlægningen af virkeligheden fremtrædende. På Præsthøjgården er 60 procent af beboerne demente i en eller anden grad, så forskellen mellem den historie, beboerne selv fortæller om sygdom og tab af førlighed, er ikke altid i overensstemmelse med den historie, personalet har kendskab til. Her er manden, som kom på plejehjem, fordi ægtefællen ikke turde være sammen med ham, efter han flere gange havde truet hende. Et andet sted på gangen bor en far, som stolt taler om børnene og deres besøg, men som i virkeligheden ikke har kontakt med sine nærmeste.

Godnat

De fleste er på deres værelser. Aftenvagten har hjulpet dem i seng, og kørestolene er parkeret på gangene, hvor de står til opladning. Else K. Andersen, 81 år, vil dog gerne have en tår saftevand og en af de ostemadder, aftenvagten har sat frem i fællesstuen. Hun sidder med maden i den ene hånd, men glemmer at spise. Det er nærmest, som om hun er blundet hen med maden hånden. Men det kræver ikke mere end et stikord, før hun er tilbage og ser nærværende på gæsten. Stikordet er børn. Øjnene liver op, hun fortæller om sine egne tre børn og om de år, hvor hun var dagplejemor.

Mine børn, min børn, siger hun og spørger:

Kan du høre, at jeg er i godt lune?

Når andre færdigheder er tabt, så er humøret noget af det, som beboerne selv fremhæver som en målestok for livskvalitet, de har bevaret. Formanden for beboerrådet på Præsthøjgården Gunnar Jakobsen, 68 år, taler om sit humør, som en sportsmand taler om konditionen. Han har siddet i kørestol i godt ti år, fordi han er lam fra halsen og ned, men humøret holder.

Jeg er så heldig, at jeg er født med en vis humor, men jeg må også bevidst arbejde på at holde mit humør oppe. Jeg prøver også at hjælpe med at live andre op. Det er et spørgsmål om at bevare livsmodet, siger han.

Klokken 23 møder nattevagten. Kun Svend Knud Rasmussen er oppe. Som afdelingens natteravn sidder han i den grønne øreklapstol i rygerummet. Når det bliver midnat, skal han gå ind på sit værelse.

Morgen

Da nattevagten er gået hjem, begynder morgenen. En lille gruppe beboere kan selv klare morgentoilettet, men på de fleste stuer skal der to plejere til at hjælpe. Men hjælpende hænder er ikke altid velkomne. Plejer Laila Hay og kollegaerne ved på forhånd, hvem der kan finde på at slå ud og råbe af personalet. Hun afviser, at man kan vænne sig til skældsordene, men de hårde ord formildes af hendes viden om, at de gængse sociale spilleregler er sat ud af spil for en del af beboerne.

Efterhånden som beboerne kommer i tøjet, går de til bords. Eller rettere sagt: De køres til bords. Kaffe, te, saft, brød og yoghurt står klar på rullebordene. En plejer går gennem spisestuen. I stedet for et generelt godmorgen, siger hun godmorgen til Elna Jørgensen og giver hende et klap på skulderen.

Der er lavet er tilfredshedsundersøgelser blandt beboerne, som generelt giver udtryk for, at de trives på hjemmet. De beskriver ikke sig selv om ensomme, men mange savner opmærksomhed. Den udfordring har afdelingen forsøgt at løse ved blandt andet at erstatte de generelle godmorgen-hilsner og med hilsner henvendt direkte til en person.

Noget af det, mange frygter ved at flytte på plejehjem, er tabet af selvbestemmelse. Skal et b-menneske spise morgenmad på samme tid som de andre? Nej, mener afdelingsleder Anni Hansen. Er man b-menneske, får man i stedet serveret en portion yoghurt på sengen, så man kan få morgenmedicinen og sove videre en tid endnu.

Der er heller ingen tvang til at være med i fællesskabet, hvis man som Poul Pedersen ønsker at spise morgenmad på stuen. Han er 75 år og føler, at han er for ung til at være på et plejehjem. Men dårligt hjerte, nedsat nyrefunktion og problemer med lungerne gjorde, at han ikke havde andet valg. Han husker tydeligt, hvad han sagde til svigerdatteren, da hun kørte ham til plejehjemmet for tre år siden.

Jeg var trodsig og spurgte, om hun ville, at jeg skulle sidde her og rådne op. Nu har jeg affundet mig med, at resten af mit liv bliver som institutionsmenneske. Jeg har fået det godt her og er så glad for snoren, siger han og peger på sengen, hvor snoren til kalde-apparatet er monteret.

Han tænder en cigaret. Han har røget, siden han var 13, og de seneste år er forbruget af cigaretter taget til. Poul Pedersen vil gerne tale om tab. De sidste ti år af hans liv har han mistet meget: Ægtefællen som døde pludseligt, før de fik taget hul på deres fælles alderdom. Sønnen som døde af kræft og hunden, Rex, som han fik aflivet, da han blev syg.

Kunne jeg gøre det om, ville jeg have taget ham med mig. Det kan være ligeså svært at miste en hund som et menneske, siger han.

I de tre år han har boet på afdeling B, har han fået mange nye naboer og mistet dem.

Man må konstatere, at her er et vist frafald, og nogle gange bliver jeg overrasket over, hvor hurtigt det kan gå, siger han. Sidste år døde i alt 30 af de 78 beboere på plejehjemmet. Det er flere dødsfald end tidligere, og plejehjemsleder Anders Severinsen konstaterer, at de borgere, som får plads på hjemmet, bliver stadig ringere. Selv om flaget ofte går på halv, er døden et tabu i plejehjemsverdenen, mener han. Det er få beboere, der som Poul Pedersen kan tale om døden.

Der er tre tabuer i den her verden: Døden, religion og seksualitet.

Formiddag

I fællesstuen spiller Åse Misser for til morgensang. Der sidder 12 ved bordet og synger Jeg elsker de grønne lunde. I det hele taget er formiddagen den tid, hvor der sker mest: Banko, dart eller kortspil. I dag er grill-dag. Selv om plejehjemmet er omgivet af en store grønne arealer, er der langt mellem besøgene i det fri. Men hver torsdag er der mulighed for friluftsliv, når gartneren tænder bål bag garageanlægget. Slagteren har leveret pølserne, og der er kolde øl. Pædagog Eigil Hauge fik ideen, fordi han gerne ville tilbyde en aktivitet, som kunne tiltale de mandlige beboere.

Svend Knud Rasmussen sidder for sig selv lidt væk fra bålet og har lige drukket sin øl.

Som en god socialdemokrat skal man have en øl, siger han og inviterer til en samtale om politik. Han synes, han skylder velfærdssamfundet tak.

Jeg er en fattiglus, men jeg er blevet behandlet pænt af systemet, selv om jeg ikke har kunnet klare mig selv, siden jeg var 25 år. Det er pænt gjort af samfundet, siger han og skifter emne til udenrigspolitik, hvor han altid har støttet Israel.

Middag

Den varme mad er snart på bordet. I dag er der asparges suppe og kalvefrikassé på menuen. Shanmuganalhan Murugesu, 56 år, synes generelt maden smager af for lidt. Han er født og opvokset på Sri Lanka og kom til Danmark som flygtning i 1980erne. Som stedets Benjamin udfordrer han billedet af, hvor gammel man skal være for at flytte på plejehjem. Men Shanmuganalhan Murugesu beklager sig ikke. Han fremhæver, at han kan hjælpe, fordi han har den førlighed, mange af de andre har mistet. Han gør med andre ord det, som plejehjemsleder Anders Severinsen fremhæver som en god strategi på et plejehjem: Ser på mulighederne i stedet for at fortabe sig i begrænsningerne.

Livskvalitet på et plejehjem er forbundet med, at man oplever nuet tilfredsstillende. Man skal forstå, hvad der sker med en og trygt turde tænke på ens fremtid, siger Anders Severinsen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Sådan er artiklen blevet til

Kristeligt Dagblad har besøgt Præsthøjgården i Horsens og talt med beboere og ansatte. De personer, som optræder i artiklen, har givet samtykke til deres medvirken. Artiklen bygger desuden på oplysninger fra antropolog Marie Lilja Jensen, som for Ældre Sagen har lavet feltstudier på plejehjem.

>

Plejehjem og livskvalitet

Ni procent af danskerne over 65 år bor i pleje- eller ældrebolig.

Hovedparten af beboerne er over 80 år. 223.000 danskere er over 80 år og 23 procent af danskere over 80 år bor i pleje- eller ældrebolig. De fleste danskere over 80 år bor i egen bolig, og hver anden klarer sig uden hjemmehjælp.

I gennemsnit bor en plejehjemsbeboer 30 måneder på plejehjem, men det tal dækker over store variationer fra beboere som når at holde ti år jubilæum på plejehjemmet til personer, som dør kort efter indflytningen. En undersøgelse om plejehjemsbeboere i Københavns Kommune viser, at dødeligheden er størst det første halve år på plejehjemmet.

Ældre Sagen har undersøgt, hvad livskvalitet er for de svageste ældre. I undersøgelsen konkluderer man, at gamle på plejehjem ikke forventer at blive behandlet, medicineret eller rehabiliteret væk fra sygdomme, svækkelse og død. De ønsker at leve og dø med værdighed, uden unødig smerte og lidelse.

Undersøgelsen fastslår desuden, at det er væsentligt for plejehjemsbeboernes livskvalitet, at de oplever sig bekræftet som personer, og at de ikke er til besvær.

Kilder: Livskvalitet hos de svageste ældre, Ældre i tal 2006, rapporten Lukning af plejehjem i Københavns kommune

Læs i morgen

Kristeligt Dagblad sætter i morgen fokus på ensomhed og ældre

Plejehjem, hånd, bamse
Plejehjem, hånd, bamse Foto: Leif Tuxen
Plejehjem, undulat
Plejehjem, undulat Foto: Leif Tuxen