Evald Krog har medfødt muskelsvind og blev ikke spået mange chancer af lægerne. En professor på Ortopædisk Hospital i Aarhus sagde til hans forældre, at deres dreng ville dø, inden han blev fire år. Da han overlevede sin fireårsfødselsdag, blev der sagt, at de ikke skulle regne med, at han ville leve til sin 20-årsfødselsdag.
"Da jeg var blevet 20 år, mødte jeg professoren. Hvordan har du det?, spurgte han. Jeg har aldrig haft det så godt, svarede jeg. Nu kommer der ikke flere forudsigelser fra den mand, for nu er han død," siger Evald Krog.
LÆS OGSÅ: Handicappet er ikke kun en begrænset
Han grundlagde i 1971 Muskelsvindfonden, som han kun afbrudt af et par år har været formand for lige siden. Han har været med til at etablere Rehabiliteringscenter for Muskelsvind i 1976. Han har været aktiv siden 1983 med indsamlingsaktiviteter som Grøn Koncert og Cirkus Summarum. Og som formand står han i spidsen for fondens 2200 medlemmer, cirka 3000 frivillige og 70 medarbejdere.
På tirsdag fylder Evald Krog 70 år.
"Det er skønt. Jeg har altid været glad for livet og synes i modsætning til andre, der siger åh nej, nu bliver jeg 40, nu bliver jeg 50, at det er en gave fra himlen at få lov til at leve godt videre og med et godt livsindhold."
Evald Krog og Muskelsvindfonden etablerede i 1998 Musholm Bugt Feriecenter i Korsør for at skabe gode ferieoplevelser for mennesker med funktionsnedsættelser og alle andre. Og selvom han bor i Ajstrup ved Aarhus, hvor Muskelsvindfonden har hovedsæde, opholder han sig en del her på det 4000 kvadratmeter store center, der ligger naturskønt i et fredet område ned til Storebælt.
For her er kurser, bestyrelsesmøder og andet foreningsarbejde at passe. Og dertil kommer møder om den planlagte udvidelse af centret med multihal til sportsaktiviteter, konferencefaciliteter, restaurant og flere ferieboliger 3000 kvadratmeter i alt til en samlet pris på 100 millioner kroner, som blandt andet bliver støttet af en række fonde, Slagelse Kommune og Muskelsvindfonden.
"Jeg er her rigtig meget, også her i byggeperioden, for hold da op, hvor skal der holdes mange møder om alverdens ting," siger Evald Krog.
Han og hans hjælper, Pia, byder velkommen i hovedindgangen til ferie- og konferencecentret. Det er uden for sæsonen, så der er stille på gangene med dørene ind til ferielejligheder og opholdsrum og ned til hans private lejlighed. Fra vinduerne er et vue ud over grønne enge og Storebæltsbroens himmelstræbende pyloner. På væggene hænger moderne kunst af Per Kirkeby og Jørgen Nash og portrætter af bladtegneren Claus Seidel fra 50-årsfødselsdagen i Montmartre med en Evald Krog med fuldskæg.
I dag sidder han nybarberet og i dybrøde fløjlsbukser, ternet skjorte og cardigan i sin elektriske kørestol og tilsluttet respirator. Han kan tale, og der er smil i øjnene.
"Der er sket to mirakler i mit liv: Det ene er, at jeg fik respirator for 12 år siden. Det var lige i sidste øjeblik, og hvis ikke jeg havde fået det, kunne jeg ikke sidde her i dag. Det andet mirakel er, at jeg for syv-otte år siden fik en sondeknap på maven, hvor jeg får mad ind fire gange om dagen. Det tager seks minutter, og jeg kan tale med mad i munden."
"Det er en velsignelse at tænke på, at jeg får alt det, jeg skal spise og drikke, og den luft, jeg skal bruge. Det at få mad giver energi, og jeg har fået frygteligt meget energi. Før tog det mig tre kvarter at spise, og jeg blev ikke mæt. Det er en kæmpe, kæmpe gave. Og jeg har ikke savnet det et eneste minut, efter at det blev klart, at jeg ikke længere kunne synke maden. Det er et livsvilkår."
"Gennem livet er der kommet nogle tab med hensyn til, hvad jeg kan fysisk. Derfor er det en rigtig skøn ting, at jeg i hvert fald ikke skal dø på grund af mad, drikke eller mangel på luft. Det er også grunden til, at vi kan sidde her og tale sammen, og at jeg har et fuldtidsarbejde, som jeg er voldsomt glad for. Også fordi jeg har været med til at skabe nogle ting og foreningen. Det er dejligt at se tilbage på alle de ting, vi har lavet," siger Evald Krog.
Han kan også se tilbage på mindre heldige dispositioner, som da han i 1980erne havde oplevet, hvordan kasinospil gav en masse penge til muskelsvindsramte i Canada, og ville lave noget lignende herhjemme.
"Der er det særlige ved den type forretninger, at der skal ret mange penge til at sætte det i gang, selvom der ingen tvivl er om, at det giver overskud i sidste ende. Det var ikke så heldigt. Så jeg opgav projektet. Men jeg lærte en masse af det. Det er kendetegnende hele vejen igennem, at hvis man ikke prøver noget, sker der i hvert fald ingenting. Jeg er nok sådan en entreprenørtype. Og alle entreprenører kender til, at det ikke er alle ting, der går godt."
"Til gengæld tror jeg, at vi har gjort en forskel, når vi taler om holdningsbearbejdelse. Det er noget udefinerbart noget, men vi er blevet taget godt imod og mere og mere. Der var godt nok en periode for et par år siden, hvor der var nogle borgmestre i Ikast-Brande og andre steder, som syntes, at vi mennesker med handicap i al almindelighed var dyre at have kørende."
"Men jeg mener, at et land som Danmark bør have råd til at tænke stort og på, hvor vigtig mangfoldighed er i vort samfund. Mange af vores folk er som mange andre veluddannede og kan bidrage til samfundet. Og jeg tillader mig i al beskedenhed at mene, at jeg gør en hel del for at vise vejen. Det er også vigtigt, at vi skal være synlige."
"Jeg synes, det er vigtigt, at vi har mennesker omkring os, som er forskellige og tænker forskelligt. Uanset hvordan vi er skruet sammen, er der ingen, der er bedre end andre forstå mig ret. Der skal være plads til os alle plads til forskelle i bred forstand. Det gør vi ved at inkludere mennesker og sørge for at placere folk dér, hvor de kan gøre en forskel. Man kan overordnet sige, at der ikke er noget, der er vigtigere end andet. Vi har alle en værdi, og det skal vi bare være lykkelige for."
"En af mine opgaver er at give folk hår på brystet, selvværd og få banket ind i kroppen på dem, at de er noget og kan noget. Jeg er faktisk stolt over, at det langt hen ad vejen er lykkedes," siger Evald Krog.
Hans eget selvværd blev grundlagt i opvæksten i brugsforeningen i Sejling ved Silkeborg. Hans far var brugsuddeler, moderen hjemmegående, og der var også hans storebror. Da hans forældre ret hurtigt fandt ud af, at deres yngste hverken kunne gå eller stå, besluttede de, at nå, så må han bruge hovedet.
"Han er en gæv dreng, han er en klog dreng, sagde de. Og at man måtte bruge de evner, man var udstyret med. Jeg var ikke ret gammel, da min far sagde, at jeg skulle være forretningsmand. Det blev jeg også. Jeg sælger muskelsvind og holdninger."
"Det var en sund opvækst. Min bror, der var musiker og spillede med i et orkester, tog mig med rundt, da jeg var 12 år, og så sad jeg omme bag scenen. Det var der ikke ret mange andre børn, der oplevede. Jeg blev kørt frem og tilbage i en trehjulet vogn. Der var den holdning, at jeg skulle være med i alting på lige fod med andre børn. Det er jeg meget taknemmelig for i dag, for dengang var det helt uset. Og da lægerne sagde, at det var bedre, hvis jeg kom på plejehjem med ligesindede, sagde mine forældre, at det syntes de bestemt ikke. Det skulle lægerne ikke blande sig i."
Evald Krog har dog prøvet at bo på plejehjem. Efter gymnasiet boede han i to et halvt år på ungdomsplejehjemmet Solbakken i Aarhus og derefter i otte måneder på Høskovkollegiet i Viby ved Aarhus.
LÆS OGSÅ: At håbe er at leve
"Jeg havde aldrig kendt andre handicappede før. Og når min far kom for at køre mig hjem på besøg i Viborg, hvor de boede på det tidspunkt, sagde han om de andre beboere, at der var alt godt fra havet. Og du skal være glad for, at du er sund og rask. Selv fandt jeg ud af, at der var noget at tage fat på for handicappede, deriblandt mennesker med muskelsvind, som der blev gjort alt for lidt for dengang. Jeg skulle ellers have læst latin på universitetet. Det var ikke svært for mig, og jeg var meget interesseret i det."
"På kollegiets værksted var der en ergoterapeut. Jeg blev forelsket i hende og hun i mig. Jeg flyttede hjem til hende, og så hutlede vi os igennem. Jeg fik hjælpere, men det var andre tider dengang. Det var ikke ligefrem efter behov, og jeg havde sådan set behov hele tiden. Men min kæreste var der jo om natten," siger Evald Krog.
I dag har han hjælpere døgnet rundt og er derfor aldrig bare sig selv.
"Det er nu en gang et livsvilkår for mig, at jeg ikke kan være alene. Det nytter ikke at gå grædende i seng, når det ikke kan være anderledes. Jeg har aldrig syntes, at det var synd for mig. Kærestesorg kan gøre svært ondt. Man tror, verden går under. Men hvis man er interesseret i at have kærester, kommer der noget skrub ind i mellem. Det hører med ellers må man holde sig fra det. Og jeg var meget glad for piger lige som alle andre."
"Jeg sætter stadig pris på kvindekønnet, ellers skulle man da være et skarn. Og jeg er voldsomt glad for min kæreste, Anette, som jeg har haft i 17 år. Det er langtidsholdbart. Hun er netop blevet pensioneret som viceskoleinspektør, men har nærmest mere travlt, end da hun var på skolen. Hun bor i Odense, så vi er så vidt muligt sammen i weekenden. Det er et weekendforhold, og det kan anbefales, i hvert fald for os. Vi er så aktive, så i weekenden er det det," siger Evald Krog.
Han er i det hele taget glad for sin familie, der udover kæresten også tæller den 36-årige datter Marie, der er gift med Thue og bor i Ørestaden på Amager, og de to børnebørn, Alva på fire år og Vilmer på to år.
"Jeg elsker børn, også små børn, for de er så umiddelbare. Når sådan en dreng som Vilmer begynder at kravle op ad mig og er helt vild med morfar, smelter hjertet. Alva er lige så sød. Jeg er stolt over at have sådan en familie."
"Og så nyder jeg meget kunst og ser alle de udstillinger, jeg kan komme af sted med. Jeg er meget optaget af maleren Poul Anker Bech, der desværre døde alt for tidligt i 2009. Og så kommer jeg meget i Island. Jeg har været der 10 gange og skal derop igen i halvanden måned til august. Island har fået en hjælperordning som den, vi har i Danmark, og jeg har været med til at skubbe på. Den gik rent hjem. Island er et enormt land, dobbelt så stort som Danmark. Jeg skal hele landet rundt og tale med lokalpolitikere om hjælperordning. Det glæder jeg mig til."
"Det giver mig selv en frygteligt masse at komme ud til andre lande. Jeg har også været i Japan og Australien med hjælpere. Når man har hjælpere, som jeg har, kan du leve et almindeligt og godt liv. I mange andre lande bor handicappede på plejehjem. Det er fuldkommen urimeligt, at unge mennesker skal bo på alderdomshjem sammen med gamle mennesker," siger Evald Krog.
Spørges der til, hvad der har været svært for ham, lyder svaret:
"Vi har Grøn Koncert, der er vejrafhængig, og som derfor også er bestemmende for, hvor meget vi får i kassen. Hvis vi får en ordentlig regnvandsskylle på en hel tour, er det skidt. For fonden lever i vid udstrækning af indsamlinger som Grøn Koncert og Cirkus Summarum, som var en stor succes sidste år med 95.000 gæster. Men rent statistisk har vi haft to gode somre i træk. Og jeg hører til dem, der tror, at vi nok skal få en til med sol og godt vejr. Det må vi tage år for år."
For Evald Krog er arbejdet i Muskelsvindfonden og for mennesker med handicap det, der giver ham mening i tilværelsen.
"Jeg finder det forfærdeligt meningsfyldt at give bedre vilkår for de mennesker, vi er forening for. De sidste par år har der været skår i glæden på grund af nedskæringer og andre dårligdomme. Men vi har altid taget tingene i stiv arm. Vi kæmper videre med tingene."
"Jeg ser det sådan, at når man dykker ned i en kriseperiode, som den, der har været de seneste år, så tænker man: Hvor kan vi skære? Jeg synes, at man har været lidt for emsige med at falde over mennesker med handicap. Jeg vil gerne deltage i arbejdet med at finde besparelser, og dem kan man finde mange af i det offentlige system. Men der er nogle steder, hvor man bliver for griske. Vi har ikke selv bestemt, at vi har fået den skæbne, om du vil, som vi har fået. Vi ville allesammen gerne være det foruden."
"Jeg håber, at vi kan komme tilbage igen til, at der er højt til loftet, og at folk tænker ud over deres egen næse. Men jeg vil da fristes til at sige, at jeg fornemmer, at mange mennesker i dag tænker mest på sig selv og ikke på naboen eller andre, der måtte have behov for hjælp. Egoisme er ikke noget positivt, og det har vi nok en snert af allesammen. I al stilfærdighed kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er lidt trist, at der ikke er mere opfindsomhed til stede end at lade det gå ud over de svage."
"Nu hører jeg ikke til dem, der er bitre eller sure, men til dem, der vil kæmpe for retfærdighed og ordentlighed. Når der er noget, der optager mig, og jeg kan mærke, at vi som forening kan gøre en forskel, så kæmper vi, og så kæmper jeg også. Men jeg har været så længe i gamet. Der er bølger i samfundet gennem årene. Nogle gange er der højkonjunktur, andre gange er der nedgang. Man er nødt til at være der hele tiden. Vi har verdens dygtigste lobbyister i foreningen og nyder stor respekt i Folketinget. Vi har aldrig ønsket eller krævet mere end det rimelige men det er vi nødt til at holde i hævd," siger Evald Krog.
Som snart 70-årig kan han godt mærke, at han må gå tidligere i seng end for 20 år siden.
"Jeg skal hvile mere. Dengang kunne jeg køre igennem hele natten. Det er ikke så nemt længere. Men jeg bilder mig ind, at jeg med alderen bliver klogere på mange ting og er knap så impulsiv selv om mine omgivelser vil sige, at det ikke har ændret sig. Jeg tror på Gud og på, at han har haft en mening med, at jeg skulle tonse rundt hernede på Jorden. Det er ikke så vigtigt for mig, hvilken skikkelse han har. Jeg har min måde at have min Gud på," siger Evald Krog.
På selve 70 års fødselsdagen bliver der holdt fødselsdagsreception hos Muskelsvindfonden på Kongsvangs Allé 23 i Aarhus. Selv har han planlagt at holde en familiefest og til april en vennefest. Hvis nogen skulle få lyst til at give ham en gave, så ønsker han sig penge.
Og de skal øremærkes, så vi kan indvi den nye multihal på Musholm Bugt Feriecenter næste år med DR Big Bandet.
