Det er dagen efter, at Johannes Møllehave begravede sin hustru, Herdis, fra Virum Kirke. Ved hendes kiste sagde han blandt andet: »Herdis havde noget af det bedste, vi kan give hinanden: Tid, tillid, tolerance, tålmodighed og trofasthed«.
"Det var svært, men der var ingen diskussion om, at jeg skulle begrave hende. Ens kristendom skal kunne holde til at begrave sine nærmeste", fastslår Johannes Møllehave.
Den 64-årige præst og forfatter har i løbet af dagen besøgt en 96-årig veninde af familien på Dianalund ved Sorø, sin ældste søn, Tomas, der bor i Hornbæk, og sin gamle digterven Halfdan Rasmussen i Saunte. Nu sidder han på Jan Hurtigkarls restaurant i Ålsgårde i Nordsjælland, hvor han senere på aftenen skal mødes med sin advokat. Der er meget at ordne inden afrejsen dagen derpå til Provence i Sydfrankrig, hvor han skal holde ferie med børn, svigerbørn og børnebørn.
Vejret er klart, og fra den overdækkede terrasse er der frit udsyn over Øresund til svenskekysten med Sofiero og Kullen i det fjerne. Johannes Møllehave virker lettet over at være kommet på den anden side af begravelsen. Stilfærdigt fortæller han om den nat i juni, hvor Herdis Møllehave pludselig faldt død om i deres hjem i den engelske badeby Brighton i Sydengland - få timer før parret skulle have været af sted på ferie til Island. Socialrådgiveren og forfatteren til blandt andet romanen »Le«, der blev en overvældende succes i slutningen af 1970'erne, blev 64 år.
"Jeg er glad for, at hun ikke skulle igennem et langt sygdomsforløb. Hendes angst var så stor for at miste talens brug eller at få Alzheimers og blive dement. Intet af det, hun frygtede, oplevede hun. Alle de sanser, hun var så bange for at miste, var i behold. Angstens væsen er tit at foregribe noget, der ikke er kommet. Hun var god til at bære legemlige smerter og var aldrig hypokonder. Men alligevel er angsten i sig selv en slags sygdom. En sygdom, der kun er mulig for mennesker".
"Jeg er ikke bange for de ting, nok af mangel på fantasi. Jeg holder egentlig mere af at lytte til oplæsning end selv at læse, men jeg er ikke angst for at miste hørelsen. Jeg tror, jeg kunne finde ud af det".
"Herdis var bange for alt, alt muligt - for at der skulle ske noget med børnene. Det har noget at gøre med en følelsessarthed, der var ugarderet. Jeg mener, det er en kvalitet, men også en smerte".
"At miste hende er noget, jeg aldrig kommer over. Det skal jeg heller ikke. Vi har fået mere, end død kan fratage os. Vi har fået 44 år sammen. Jeg har altid troet, det var mig, der skulle dø først på grund af alle de blodpropper, jeg har haft. Men fra mine børn har jeg hørt, at hun har sagt, at hun ikke ville kunne klare sig alene. Det har jeg aldrig troet, for hun var så stærk".
"Det er vigtigt, at jeg var der, da det skete. Jeg kunne have været i teatret. Jeg går virkelig meget i teatret, det er min lidenskab. Jeg kunne også have været på rejse med nogle teologer til Lesbos på det tidspunkt, hvis jeg ikke i januar havde aflyst turen. Og vi havde haft en fortræffelig tid i foråret, ja, det har vi haft hele livet, og hun glædede sig til Island, som var et af de rejsemål, hun virkelig gerne ville besøge"
"De 16 dage inden begravelsen var meget svære mentalt. Man går og venter. Ventetiden skyldtes, at der er meget restriktive love, når en kiste skal ud af et land. Det er en meget sej proces. Mærkeligt nok sagde Herdis for nylig: 'Hvordan får vi kisterne ud af England, er det ikke sindssygt svært?' Jeg svarede: 'Intet problem!'"
"Der var intet varsel. Alligevel har vi talt om det jævnligt, og vi har købt et fælles gravsted på grund af mine blodpropper. Det ligger på Frederiksberg Kirkegård. Jeg elsker den kirkegård. Da jeg studerede og læste til eksamen, gik jeg ofte derind og satte mig på en bænk. Der er stille, for på en kirkegård møder man altid mennesker, der er optaget af noget andet. Jeg tog derud i morges, og alle buketterne var lagt på graven. En ven på Island laver en gravsten, hvor Herdis' ansigt bliver fremhævet. Det er Pll Gudmundsson, der er en enestående kunstner".
Johannes Møllehave bliver tavs et øjeblik.
"Jeg kan være sammen med alle mulige mennesker. Hun vil aldrig være der mere, konstaterer han. Og fortsætter så med at tale om deres ægteskab".
"Vi havde alle mulige grunde til at blive skilt. Vi kom begge fra lærerhjem, og helt efter bogen fik hun en kort uddannelse, og jeg en lang. Vi læste de samme bøger og beundrede de samme digtere. Det plejer at være skævt, der skal være flere forskelle".
"Vi havde også den samme livsanskuelse. Men som vores ven teologen Mogens Lindhardt sagde til mig i telefonen forleden, vidste Herdis mere om kristendommen, end jeg gjorde. I stedet for at blive stødt, blev jeg stolt. Jeg har altid set den fra den lyse side, mens hun så den fra det tindrende mørke og dermed forstod kristendommens trøst".
"Herdis var et meget originalt menneske. Hun var intuitivt i stand til at komme derhen, hvor jeg skulle læse 500 sider for at nå til. Intellektet behøver ikke gå på universitetet, mens intelligensen skal læse sig til det. Jeg syntes ofte, hun var for hurtig, men hendes sikre vurdering af personer, skuespil og bøger viste sig altid at være rigtig".
"Hun var meget morsom, men hadede vittigheder. Humor var hos hende noget, man lagde mærke til hos mennesker. Den gik ikke ud på pointer. »I bruger vittigheder til at stille jer bag et træ«, kunne hun sige. Hun syntes, det skabte distance".
"Vi kunne bruge en hel sommer til at diskutere én ting. For eksempel læste hun Karen Blixens forfatterskab fra den ene ende til den anden. På et tidspunkt skriver Blixen, at man kan kende et menneske på dets maske. »Det må jeg tage afstand fra. Det er falsk«, mente hun. Jeg ser det lige omvendt. Måske er der en maske, men at man må takke i evighed på grund af den maske. Hun kunne altid give mig modspil på alle måder, også når hun læste mine ting. Hun var en uovertruffen korrekturlæser".
"Herdis var et menneske, der havde en udleverethed og en prisgivethed, jeg ikke har. Når hun var sammen med et menneske, der gjorde indtryk, var hun prisgivet. Når noget var forfærdeligt, var det helt forfærdeligt. Hun havde ikke kynisme, men var meget, meget udsat. Hun gik lidelsesfyldt til tingene, også når det gjaldt vennerne og børnene".
"Hendes mor var meget psykisk syg og havde fået elektrochok og været indlagt på lukkede afdelinger. Herdis var angst for at møde en skæbne som sin mors. Det, tror jeg, aldrig var sket. Hun fik stor hjælp fra en kvindelig handicappet psykiater, der vidste, hvad lidelse var. Jeg har tidligere altid haft dyb respekt for psykiatere. Det har jeg ikke mere. Hvis jeg var psykiater, ville jeg ikke tillade at give patienter en eneste pille, jeg ikke havde prøvet selv. Ofte er der en masse bivirkninger, der fører til nye piller".
"Man kan spørge: Hvordan holder vi det hele ud? Det kunne Herdis ikke. De bedste mennesker er dirrende og skingrende vanvittige. Van Gogh, Hamsun, Munch - de, der virkelig maler, skriver og skaber anden kunst med liv og sjæl, betaler så stor en pris for deres smerte. Derfor bliver det så stort. Herdis kendte det dér. Der er noget meget flot menneskeligt ved ikke at kunne holde tingene ude".
For Johannes Møllehave er Herdis alle vegne.
"Nu er jeg alene, men hun er med mig i den ensomhed. Det er så nyt, at jeg er på vej til at ringe til hende flere gange om dagen. Det er jo noget vrøvl! Følelser er noget andet end forstand. Det er en fuldstændig refleks, som da jeg forleden sagde til nogle venner: I må gerne låne vores lejlighed, men jeg skal lige tale med Herdis om det".
"Jeg bliver boende i lejligheden i England. Jeg løber for hurtigt herhjemme. Engang syntes jeg, at tre foredrag og 10 samtaler hver dag var pragtfuldt, i dag er det for meget. Og jeg kan godt lide at bo alene i lejligheden, men jeg vil rejse mere - til Amerika, Barbados og Island".
"Jeg er ikke tynget. Vi har haft et liv, som jeg er dybt taknemmelig for. Det er absurd ikke længere at være sammen med det menneske, man kender bedst, men det er ikke sådan, at jeg ikke har lyst til at leve".
"Mine forældre, der begge er døde, lever altid med mig. Herdis har været der én gang i mine drømme. Og i løbet af dagen er der små hjertestik ved synet af dén bog, vi skulle læse, og dét billede, vi købte, som vi slet ikke havde råd til. Jeg har bragt to ting til ægteskabet, Herdis købte resten. Det var hun god til. Et menneske, der har betydet meget for en, betyder også meget efter døden".
Møllehaverne er kendte for deres forfatterskaber, gæstfrie hjem - og åbne ægteskab.
"Hvordan bærer folk sig ad med andet end at leve i et åbent ægteskab? At fordre det monogame ægteskab er meget besynderligt, mener jeg. Man kan love et menneske evig kærlighed, men ikke evig erotik. Nogle ægteskaber kuldsejler på det. Vi var meget unge, da vi bestemte, at det ikke skulle være sådan med små ting, der hober sig op som migræne".
"Jeg tror ikke, at der var ret mange, der troede på, at vi kunne håndtere det åbne ægteskab. Nogle har sikkert ment, at det var derfor, Herdis havde psykiske problemer. Men vi var totalt enige om det. Det gav ikke ballade. Tværtimod. Vores datter boede jævnligt hos den veninde, jeg i en årrække holdt meget af. Børnene kendte dem, og vi kom i hinandens hjem. Der var ingen dæmoner. Og når det var sådan, så kunne man lige så godt fortælle om det. Og det gjorde vi".
"Kærlighed og erotik er overhovedet ikke det samme for mig. Hvis du siger, du har lovet at elske til døden, kan du ikke love den samme følelsesmæssige erotik altid, for lysten fungerer ikke på den måde, ikke som pligt. Der er impulser, vi ikke kan styre. Nogle kan leve med dem, andre kan ikke".
"Kærlighedsforholdet derimod er pligt, fordi man siger: Jeg vil dig gerne, og det vil være en katastrofe for mig, hvis du ikke er der. Men det er ikke det samme som at sige, at der ingen anden erotisk forestilling er eller andre at nære lidenskab for. Jeg vil ønske tillykke, hvis nogen oplever det, men jeg tror ikke på det. Vi var heldige at have den samme indstilling til det".
"Kærlighed er lige så vigtig for et menneske som at trække vejret. Det er så fundamentalt, at kan man ikke tale om den, så ved jeg ikke, hvad man ellers kan tale om. Som den franske filminstruktør Truffaut engang sagde, så handler ni ud af 10 franske film om kærlighed, og det er for lidt", siger Møllehave, der er kendt for at berige sin tale med anekdoter, bevingede ord og skriftsteder, med samtalens første citat.
"Kærligheden som pligt er så fundamental, at vi elsker vores børn. Og til et andet menneske er den så fundamental, at man smelter sammen. Hvis det går mine børn galt, er det også min skæbne. Og samme skæbne er Herdis. Vi havde fælles skæbne, det er for mig kærlighed. Når jeg spoler tilbage til Herdis som 20-, 30- og 40-årig, er der ikke et øjeblik, hvor jeg ikke bliver bevæget af hende. Det er en lang sigen ja, ja, ja!"
"Der findes et væld af myter, der handler om, hvor farlig kærlighed kan være, og hvor let den kan fejludvikle sig, så man siger: Du aner ikke, hvor bundet jeg er af dig, og det skal du få betalt! Kærligheden har to ansigter. Lykken er at kunne leve med et ikke-bortvendt ansigt".
"At Herdis og jeg aldrig kunne finde på at gå fra hinanden har også med tro at gøre. Vi var enige om de ting. Og det er vigtigt for mig nu, at det var en gave, ikke en forbandelse. Og nu, hvor hun ikke er her mere, er jeg ikke vred på Gud, lægevidenskaben eller andet. Jeg har en taknemmelighed. Efter et dødsfald er det meget almindeligt, at mennesker bliver vrede. Poul Ørum har skrevet en bog om det, »Ravnen mod aften«, og jeg inviterede ham i sin tid til at holde en række foredrag om det, som folk strømmede til. Det undrede mig meget. Jeg var heller ikke vred, da far eller mor døde. Medfølelse, ja, men vrede, nej, det kan jeg ikke genkende".
"Jeg føler mig ikke forladt. Der er givet, men der er også taget. Forudsætningerne handler om, hvor godt det var. At lide er svært", konstaterer han og citerer fra sin tale i kirken dagen forinden den svenske digter Gunnar Ekelöfs digt:
At lide er svært
at lide uden at elske er svært
at elske uden at lide er ikke muligt
at elske er svært.
"Det er godt! At elske uden at lide lader sig ikke gøre".
"Hvordan livet bliver uden Herdis er svært at sige. Jeg føler ikke, at jeg er uden hende. Den bog, jeg sidder og skriver på i øjeblikket om »Hamlet«, bliver til Herdis. Det er endnu ikke gået op for mig, at der er et tab. Hun fyldte meget i vores familie. Hun var ilden i pejsen i vores familie. Der var koldt uden hende".
"At jeg nu må bære at være alene, gør jeg gerne, så alt det, hun frygtede, ikke går i opfyldelse".
"Men igen så paradoksalt, og som vi, børnene og jeg, har snakket om hele tiden. Som min datter Katrine sagde det: Hun elskede mig ubegrænset, loyalt, og fuldstændig utroligt bakkede hun op om os allesammen. Hun har givet det optimale, og det er mere rigdom end fattigdom for os. Min Søn Mikkel vil sige det samme".
"Vi har grædt meget. Tomas og jeg har 900 ordsprog fra Ovid, Holberg og mange andre, som vi citerer i enhver situation. For eksempel er der et åndssvagt et fra H. C. Andersens »Stoppenålen«: »Havde jeg mit gamle øje, som knak, så tror jeg at jeg kunne græde! - Skønt jeg gjorde det ikke - græde det er ikke fint!«. Vi sagde det engang, da et af børnebørnene græd. Men så sagde Rosa, mit dengang fire-årige barnebarn, at hvis man ikke må græde, er der ikke noget at leve for. Er det ikke smukt sagt!"
"Det er vigtigt at græde, også af glæde. Gråden er vigtig. At holde den tilbage er smertefuldt".
Johannes Møllehave vender igen tilbage til den kærlighed, han delte med Herdis.
"Jeg tror ikke, at nogen af os kunne finde et menneske, der svarede til, hvad vi søgte. Det, vi søger, finder os, som teaterinstruktøren og forfatteren Sam Besekow har sagt det med en flot formulering. Efterhånden former det sig som skæbne med dage, uger, år, glæder, kriser, højdepunkter, nedture - så mange forskellige ting".
"»I skal blive i kærlighedens gæld«, står der i Bibelen. Det betyder, at jeg bliver aldrig færdig med at elske dig. Jo mere man er sammen, jo mere står man i gæld til hinanden. Det ved man, når døden kommer, at man skylder hinanden noget. Det er at sige: Jeg kan aldrig komme fri af det, du gav mig. Dér skylder jeg dig så meget. Det er en taknemmelighedsgæld, som jeg er glad for at komme i".