"Hvori bestaar Kunsten at opdrage? Vistnok saa godt som ene og alene i Eksemplet. Hvad hjælper det at foreholde og straffe, moralisere og formane? Ikke meget! Men at Forældre lever saaledes, at det kan være et Eksempel for deres Børn, og at de unge gaar ud fra Hjemmet uden nogensinde at have set noget indenfor dets Vægge, der var lavt eller raat, uhæderligt eller løgnagtigt, men kun hvad der var smukt og godt, det er vist, sammenlagt med en aldrig svigtende Kærlighed, den bedste, og i Grunden eneste Opdragelse, man kan give sine Børn."
Dette citat stammer fra Emma Gads legendariske håndbog "Takt og Tone" fra 1918, som har været med til at oplære adskillige generationer af danskere i, hvordan mennesker bør omgås hinanden. En del nutidige læsere vil måske blive overrasket over, at den ældgamle håndbog fremhæver det gode eksempel som opdragelsens højeste ideal, for Emma Gad forbindes ofte med mere overfladiske manerer som evnen til at kende de rette tiltaleformer eller holde rigtigt på sølvtøjet.
I dag er "takt og tone" igen kommet i høj kurs efter en periode fra 1960'erne og frem, hvor omgangsformerne helst skulle være så frie som muligt. Men risikoen er, at det i dag kun er de mere facadeagtige sider af Emma Gad, der tages op, mens de grundlæggende råd om eksemplets magt og om værdien af det hæderlige, det smukke og det gode tillægges mindre betydning.
- Selv om forældre igen lægger vægt på, at børn skal opføre sig ordentligt, virker det, som om de mest tænker på facaden. Ligesom der i vores samfund lægges større og større vægt på udseende og krop frem for på menneskets indre, fremhæves de overfladiske manerer i stedet for den dybere indsigt. Dermed får vi en ny Emma Gad, men uden de bagvedliggende begrundelser, som lå bag Emma Gads råd om god opførsel, siger Ole Schouenborg, der er lektor ved Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium og forfatter til bogen "Velfærdsyngel".
Han ser en risiko for, at forældre reagerer på deres børns dårlige opførsel med øget styring, men uden at børnene forstår den fornuftige begrundelse bag reglerne eller tilegner sig et menneskesyn, der svarer til Emma Gads ideal om hæderlighed.
- Faren er, at børn bliver afrettet ligesom hunde til at opføre sig pænt. Der er meget afretning i luften i vore dage, hvor man griber til mange adfærdsregulerende foranstaltninger fra samfundets side. Men idealet må være, at børn altid forstår baggrunden. At de forstår, at vi har nogle fælles normer, som de er nødt til at underkaste sig, fordi vi ellers får et samfund af individer, der har meget svært ved at fungere sammen, siger Ole Schouenborg.
, fordi de er yderst kompetente til hele tiden at pejle sig ind på, hvad der kan betale sig, og hvad de skal gøre for at stå i en gunstig forhandlingsposition med deres omgivelser. Men tanken om at give uden at få nogen form for modydelse eller at give afkald på egne ønsker alene for at glæde andre er ikke i særlig høj kurs.
Også Margrethe Brun Hansen, psykolog og forfatter til blandt andet bogen "De kompetente forældre", ser en vanskelighed hos moderne børn og deres forældre i at rumme andre. Hun mener, at empati og vilje til at hjælpe andre er i lav kurs, fordi moderne mennesker ikke føler, de har overskud til det.
- Jeg synes, de yngre generationer virker, som om de mest er optaget af, at de selv og deres egne børn skal have det godt. De lærer ikke i tilstrækkelig grad, at man skal kunne give afkald, eller at hvis man selv er stærk og sund, er man forpligtet til at hjælpe andre, siger hun.
Selve den manglende takt og tone hos børn ser hun som resultatet af, at oprøret mod de alt for strenge voksenautoriteter er kommet til at gå for langt i den modsatte yderlighed. Resultatet er blevet en dyb forvirring hos både børn og voksne om, hvordan man skal opføre sig. Derfor længes også yngre mennesker efter Emma Gad.
- Vi har haft en generation, som har overset betydningen af dannelse og høflighed. Jeg er selv 56 år og dermed gammel nok til, at jeg som barn lærte, at når der kom gæster i stuen, skulle vi rejse os og give hånd. Vi piger skulle knikse, og drengene bøjede i let ydmyghed nakken. Så kom ungdomsoprøret, "I kan ikke slå os ihjel" og alt det dér, og i dag ved ingen i småbørnsfamilien, hvordan man siger goddag, erklærer Margrethe Brun Hansen.
Hun tilføjer, at en ny takt og tone derfor ikke behøver at være en tilbagevenden til gamle dage, hvor børn ofte var bange for de voksne, men blot vil være nogle færdselsregler, som gør, at mennesker lettere kan finde ud af hinanden.
- Et moderne barn behøver ikke bøje hovedet, men det vil da være fint, at hun lærer at sige: "Hej, jeg hedder Camilla", når der kommer en gæst ind i stuen, i stedet for at ignorere den voksne. Og de voksne må være med til at lære børnene, at de skal huske at sige goddag til bedstemor, og at man hellere må finde en rigtig god stol til hende, fordi hun er dårligt gående, i stedet for kun at lære dem at give udtryk for egne krav og ønsker, siger psykologen.
Hun tilføjer, at rent udviklingsmæssigt er alle børn i udgangspunktet fokuseret på deres egne behov, men allerede fra femårsalderen er det muligt at lære dem op til at føle empati for andre og for eksempel aflæse på deres krop, om de måske har behov for ekstra omsorg. Men det kræver, at forældrene selv har nogle idealer, som går i den retning. Og ligesom Emma Gad fremhæver også Margrethe Brun Hansen det gode eksempel som alfa og omega i børneopdragelse:
- Den yngre generation er meget velformuleret og ved, hvad der er politisk korrekt. Derfor giver de udtryk for, at man skal hjælpe de svage og ikke altid sætte sig selv først. Men spørgsmålet er, om det er et sæt idealer, som de selv kan leve op til.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
serie
Værdier i opdragelsen
Alle børn bliver opdraget, men ikke til det samme. I en serie artikler beskriver Kristeligt Dagblad, hvad der betyder mest for forældre og andre voksne i opdragelsen af den kommende generation. Med et internet-abonnement kan alle artikler i serien læses på: www.kristeligt-dagblad.dk.