I år, hvor fem millioner mennesker i Sydøstasien har mistet alt, taler fasten til Gerhard Pedersen på en ny måde.
– Den kalder virkelig på noget i os. Den kalder på, at vi skal give penge eller gøre noget på anden vis, alt efter, hvad vi formår. I år bliver det faste på en anden måde end sidste år, og det tror jeg, jeg ville prædike over, hvis jeg skulle prædike i fasten, siger den tidligere præst og rektor for Pastoralseminariet i Århus.
Han sidder i sin store, nydelige stue i parcelhuset i Risskov og fortæller om et besøg, han havde for nylig.
– Det var af en cambodjansk kvinde, og da hun pludselig kom ind i mit hjem, kunne jeg se det med hendes øjne. Jeg ved godt, hvordan hun lever til daglig, og i forhold til det er vi ufatteligt rige. Vi har plads og overflod. Den problematik har vi godt af at blive mindet om en gang imellem, og det kan fastetiden måske gøre.
Men det er ikke fasten som en bodshandling, Gerhard Pedersen taler om. I Det Gamle Testamente kalder profeten Joel til faste i en situation, hvor landet er hærget af altødelæggende græshopper. Han ønsker at påkalde sig Guds barmhjertighed og få ham til at fortryde den ulykke, han har bragt over sit folk. Her er faste altså en god gerning, der skal formilde Gud. Men denne forståelse af fasten møder allerede kritik et andet sted i Det Gamle Testamente.
– Profeten Esajas mener ikke, at fasten drejer sig om at "spæge sit legeme og ligge i sæk og aske". Han siger blandt andet: "Nej, den faste jeg ønsker – siger Gud – er at løse ondskabens lænker (...) ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du klæder den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne."
Og det er, mener Gerhard Pedersen, nærmest skrevet ind i vores tid med katastrofen i stadig erindring.
– Folk, som ellers aldrig giver noget ud, bliver pludselig generøse, og det er en udmærket måde at fejre fastetiden på. Fasten er ikke en fromhedshandling, som vi skal udøve for vores egen skyld. Den er en lejlighed til at afstå fra noget, og det er også, hvad folk umiddelbart gør i forbindelse med flodbølgens ofre. Der er jo flere måder at faste på. Den oprindelige var, at man afstod fra kød for eksempel, men i vore dage er det måske snarere, at man giver til dem, der lider, siger han.
At faste betyder at fastholde religiøse forskrifter. Oprindeligt fastede man i 40 dage, sådan som Jesus gjorde det i ørkenen. Fastetiden ligger 40 dage før påskedag og begynder med askeonsdag, som hedder sådan, fordi man i middelalderen brændte de palmeblade, som siden sidste års palmesøndag havde siddet bag på krucifikser. Præsten smurte asken fra disse blade på folks pander som tegn på, at en bodstid var begyndt. Siden kommer blå mandag og hviden tirsdag, hvor man fik syndsforladelse, blev vasket hvid.
Med reformationen faldt fasten væk, fordi den kom ind under den gerningsretfærdighed, som Luther bekæmpede.
– Og det skal vi vogte os for at få tilbage. Det er ikke meningen, at vi skal faste for at opnå noget hos Gud. Og derfor er det godt, vi har Esajas' profetord, som peger væk fra os selv og hen på et andet menneske. Vi er jo utrolig gode til at sætte os selv i scene, men Jesus siger helt klart, at når vi faster, skal vi ikke gøre som hyklerne og sørge for, at det kan ses på os, at vi faster, men vi skal derimod salve vores ansigt. I det øjeblik iscenesættelsen tager magten, sådan som det for eksempel sker med bryllupper i disse år, ødelægger vi jo det, det egentlig handler om, siger Gerhard Pedersen.
I visse kirker inden for folkekirken har præster taget den katolske skik op med at strø lidt aske på panden eller i håret på kirkegængere askeonsdag.
– Det er et meget enkelt udtryk, som er til at forstå, og vi har jo alle noget, vi gerne vil sone. Men jeg synes, vi skal være meget forsigtige med bare at overtage sådan noget. Det skal i hvert fald komme naturligt. Vi skal prøve at finde symboler, som virkelig siger folk noget, og som kommer fra folk selv. Som for eksempel lys og lysglober, som siger nogle kirkegængere så meget, at dét at tænde et lys erstatter altergangen for dem, siger Gerhard Pedersen.
Et eksempel på en katolsk skik, der har fundet fodfæste i folkekirken, er messehagelens forskellige farver, som følger kirke-året. Fastens farve er lilla, som står for afsavn.
– I min barndom var næsten alle messehageler vinrøde, men nu har kirken taget de liturgiske farver til sig. Det var de højkirkelige, der først tog traditionen til sig, og nu synes alle jo, at det er helt rigtigt. Sådan kan en eller anden form for fastetradition også godt brede sig, men jeg tror, man skal passe på med at påtvinge folk det, siger Gerhard Pedersen.
Han mener, at der er ord og tanker omkring fasten, som man kan tage med ind i tidens åndelige røre, som han udtrykker det.
– Da jeg læste teologi, var et ord som "åndelig" næsten sjofelt, men nu kan man jo bruge det. Og på samme måde med fasten. Da jeg var ung, var ting fordømte på forhånd, hvis de ikke var lu- therske, men sådan er det ikke mere. Vi kan godt tale åbent om faste uden at få i hovedet, at det er noget katolsk noget, vi ikke kan have med at gøre. Mange unge mennesker har rejst verden rundt og er åbne. De har ikke så mange fordomme, så der er en chance for, at man kan skabe nye symboler og traditioner, som fornyer det, der kommer fra gammel tid.
Fasten handler ifølge Gerhard Pedersen også om at erkende sin skyld og gøre noget ved den.
Men det bliver ofte nævnt, at vi ikke længere i vores samfund har en syndsbevidsthed.
– Faste og bod har med hinanden at gøre, og derfor har faste og tilgivelse også med hinanden at gøre. Jeg tror, de unge er ved at opdage, at der er noget, der hedder synd. Gadepræsten i Århus fortæller, at flere unge mennesker ønsker at komme til skrifte. De bruger ikke det ord, men det er det, de mener. Da skriftemålet i sin tid faldt bort, hang det sammen med, at det blev brugt til at forhøre folk om, hvad der skete i nadveren, og de blev forhørt i katekismen. Men det er jo ikke det, det handler om. Mange mennesker bærer på skyld, som de ikke ved, hvad de skal gøre ved, og her tror jeg, der vil ske en ændring, hvis præsterne er åbne over for det.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
Gerhard Pedersen
er født 1931 i Vejle. Student fra Odense Katedralskole, cand.theol. fra Københavns Universitet 1956. Hjælpepræst i Bagsværd 1958 og vikarierende hjælpepræst i Trinitatis Kirke i København 1960. Sekretær for Luthersk Verdensforbunds Institut for Økumenisk Forskning 1960, to år senere videnskabelig assistent samme sted. Sognepræst i Studsgård og Havnstrup 1964. Seniorstipendiat ved Aarhus Universitet 1972, lektor samme sted 1975. Rektor og hovedlærer ved Pastoralseminariet i København og Århus 1976-88 og siden i Århus til 1998.
Faste
Fastetiden indledes af førfastetiden med søndagene septuagesima, 70. dag før påske, seksagesima og fastelavnssøndag. Aske-onsdag ligger i ugen efter fastelavnssøndag.
Før reformationen var der påbudt faste i en 40-dages periode som en indlevelse i Jesu lidelse og død. Det var tradition kun at spise et sent måltid på fastedagene, men senere blev det mere væsentligt, hvad man spiste.
Det var forbudt at indtage kød, mejeriprodukter, vin og olie. I det middelalderlige ritual kom angrende til kirken iklædt sækkelærred, de blev overstrøet med indviet aske, og deres synder blev remset op, hvorefter de blev pålagt bod.
Fastelavn, aftenen før fasten, fornøjede man sig med spil, mad og drikke, inden bodstiden begyndte. Faste kendes i alle store verdensreligioner som en religiøs øvelse.