Et sted i Danmark bor en toårig pige i sin trygge, kærlige familie. Hun er tæt knyttet til sin mor. En mor, som passer godt på sin skrøbelige og lidt motorisk svage datter.
Men netop denne lille pige er anderledes end andre danske børn. For hun er centrum i en sag, hvor myndighederne for første gang har taget en ny og yderst vidtgående lov i brug. En lov, der giver børn chancen for at få en ny familie. Men også en lov, der for altid fratager forældre deres barn.
LÆS OGSÅ: Jeg ville ønske, jeg var født som mine plejeforældres eget barn
Den lille pige blev fjernet ved fødslen og som etårig bortadopteret til sine plejeforældre imod sin biologiske mors ønske.
Loven om adoption uden samtykke trådte i kraft den 1. oktober 2009. Den giver kommunerne mulighed for at indstille børn til tvangsbortadoption, når forældrene ikke evner at passe på barnet og aldrig vil kunne spille en positiv rolle i barnets liv. Loven er tænkt som en redningsplanke til børn af forældre, der slås med en cocktail af psykisk sygdom eller mentalt handicap, af misbrug og ustabile boligforhold. Med hjem, som er helt uegnede som barndomshjem.
Tidligere lovgivning lagde større vægt på forældrenes ret til deres egne børn, men med den nye lov har Folketinget valgt at flytte fokus til barnets tarv. De mest udsatte børn skal have chancen for at få en ny familie, der kan give dem en tryg barndom og et sted at høre til resten af livet. Også når de biologiske forældre siger nej.
På de tre år, der er gået, siden loven trådte i kraft, er i alt ni børn blevet bortadopteret med tvang syv af dem i år. Efter at politikere og embedsmænd på rådhusene i begyndelsen tøvede med at tage det nye redskab i brug, har de første sager nu banet vejen for flere. En udvikling, der bifaldes af socialminister Karen Hækkerup (S).
Min intention er, at vi skal hjælpe de børn, der fødes af forældre helt uden forældreevne. De børn skal have chancen for at få nye forældre, der kan se på barnet og sige Du er min skat. Du skal være hos mig altid, siger Karen Hækkerup.
Loven om tvangsadoption bruges kun i de tungeste sager. Hvor rædsomme forholdene skal være, fremgår af sagen om den toårige pige fra før.
Ankestyrelsens begrundelse til den biologiske mor er offentliggjort på styrelsens hjemmeside og fungerer som en principafgørelse, som kommunerne kan skæve til, når de overvejer at tvangsbortadoptere et udsat barn. Og her møder vi en kvinde, som lever så hårdt et liv, at man får helt ondt i maven ved tanken om, at det liv også skulle rumme hendes lille datter.
Den nu toårige piges biologiske mor lider af paranoid skizofreni og er afhængig af hash. Misbruget forværrer hendes sindslidelse, så hun vedvarende er mere eller mindre psykotisk. Sygdommen forværres også af, at hun ikke selv vil erkende, at hun er syg, og at hun i perioder ikke tager sin medicin. Hun får daglig hjælp til at klæde sig på, åbne sin post, spise regelmæssigt og i øvrigt holde sammen på hverdagen i de perioder, hvor hun ikke er indlagt. Hun har fået en behandlingsdom efter et voldeligt overfald.
Barnets far er ukendt, og kommunen tvangsfjernede det nyfødte barn straks efter fødslen.
Da pigen var omkring et år gammel, gav kommunen tilladelse til, at hun kunne adopteres af sine plejeforældre, der gerne ville have hende som deres eget barn. Adoptionen er godkendt af Ankestyrelsen, der i afgørelsen skriver, at det er oplyst, at barnet er et skrøbeligt barn, der har behov for ekstra omsorg og kærlighed samt faste rammer. Plejefamilien er meget glad for barnet, og der er sket en voksende tilknytning mellem plejemor og barn.
Med bortadoptionen er båndet mellem pigen og hendes biologiske mor for altid ophævet.
Men samtidig har Ankestyrelsen givet afslag i et antal sager, hvor hensynet til barnets kontakt til sin biologiske familie vejede tungere.
Tidligere på året blev Frederiksberg Kommune underkendt, da byrådet ønskede at bortadoptere en nyfødt pige, der blev tvangsfjernet ved fødslen. De biologiske forældrene er psykisk udviklingshæmmede, og den lille piges storesøster er også anbragt uden for hjemmet. Storesøsteren har haft overvåget samvær med sine forældre, selvom forældrene efter kommunens oplysninger på et tidspunkt har nægtet at se barnet med begrundelsen, at hun er dum.
Men fordi forældrene trods alt er i stand til at deltage i en times overvåget samvær med deres børn hver 14. dag, vurderede Ankestyrelsen, at der ikke var lovgrundlag for en tvangsadoption af det mindste barn. Plejefamilien ønsker selv at adoptere deres plejedatter.
Denne sag fik to byrådsmedlemmer, Lise Hækkerup (S) og Sine Heltberg (S), til at kontakte socialministeren for at øge fokus på barnets tarv i sager om tvangsbortadoption.
Vi skal se for os en lille pige, der hver 14. dag skal tages skrigende ud af armene på sin plejemor for at blive udleveret til biologiske forældre, der kun må se hende sammen med en ansat fra kommunen, fordi vi ikke tror på, at de kan passe på barnet, siger Sine Heltberg, byrådsmedlem på Frederiksberg i København.
Det er hensynet til forældrenes tarv, der bringer barnet i denne groteske situation. Hun kunne vokse op i en familie som et helt normalt, elsket barn. I stedet bliver hun et barn i det sociale system, og der vil komme en dag, hvor hun opdager, at hun er i sin familie, fordi det er hendes mors arbejde. Jeg synes entydigt, man skal se sagen ud fra barnets tarv. Og her er det svært at se, at det er bedre at vokse op i det sociale system end i en almindelig familie, når du har den mulighed fra starten, siger Sine Heltberg.
En holdning, der bakkes op af tidligere socialminister og nuværende medlem af Folketingets Socialudvalg, Benedikte Kiær (K).
Det er grotesk, hvis en times overvåget samvær hver 14. dag bremser et barn i at få en chance for en ny familie, siger hun.
Kritikken har fået socialminister Karen Hækkerup til at bede Ankestyrelsen om at analysere sagerne for at vurdere, om reglerne skal ændres.
Det er meget vidtgående at bortadoptere et barn, men jeg håber, at vi kan finde ud af, om vi hjælper alle dem, vi kan. Jeg kan ikke holde ud, at der er så mange børn derude, der kunne have fået en ny familie, men som aldrig får chancen for at få nogle forældre, der altid vil være der for dem, siger Karen Hækkerup.
Omkring 5000 danske børn lever i princippet op til lovens betingelser for tvangsbortadoption. De har enten været i familiepleje i mere end tre år, eller de var under et år, da de blev fjernet fra hjemmet.
Mange af børnene har dog gavn af kontakten til deres biologiske forældre og bør fortsætte som plejebørn, og ingen har sat et mål for, hvor mange børn der skal bortadopteres. I Norge, der har brugt tvangsbortadoption som socialt redskab i 20 år, bliver omkring 15 børn hvert år adopteret af deres plejefamilier.
Hvis Danmark ønsker at bortadoptere flere børn, så rejser det et nyt spørgsmål. For hvem er det, der skal have børnene.
I dag bor tvangsfjernede børn typisk hos plejefamilier, der bliver betalt for at have barnet. Når en familie adopterer et plejebarn, så bortfalder indkomsten. Dilemmaet opstår, når plejefamilien ikke ønsker eller har råd til at adoptere barnet, for det går ikke at rykke barnet op med rode og flytte det til en ukendt adoptivfamilie.
Alle de mulige adoptivbørn begynder med at være anbragt i pleje, fordi behandlingen af adoptionssagen tager tid.
Vi får brug for en ny type plejefamilie, der på forhånd siger ja til at adoptere barnet, og som er parat til miste pengene, hvis adoptionen går igennem. Men familien må også være villig til at beholde barnet som plejebarn, hvis en adoption ikke viser sig at være mulig. Det kræver en anden tilgang til barnet, siger Nils Ulrik Nielsen (S), formand for udvalget for tvangsanbringelser i Holstebro Kommune.
Men en gruppe forældre står allerede klar til at løfte opgaven. Det er danske adoptanter, der er godkendt og står på venteliste til at få et dansk adoptivbarn.
I øjeblikket drejer det sig om 56 forældrepar.
Et af dem er Rikke Vestenbæk og hendes mand. Parret bor i Gentofte og er godkendt både som adoptanter og som plejefamilie. Og de er parate til at modtage et nyfødt barn, som kommunen mener bør bortadopteres, også selvom de risikerer, at adoptionen ikke bliver godkendt i Ankestyrelsen.
Det har vi sagt ja til. Hvis adoptionen lykkes, så har barnet været hos os fra begyndelsen. Og vi er parate til at løbe risikoen for, at adoptionen ikke lykkes, siger Rikke Vestenbæk, der undrer sig over, at godkendte adoptivfamilier ikke kommer i spil, når tvangsfjernede spædbørn står til at blive bortadopteret.
Som det er i dag, bliver børnene adopteret af deres plejefamilier, der slet ikke har været igennem samme godkendelsesprocedure som os, der er godkendte til adoption. Og det med pengene, er ikke et spørgsmål for os. Vi vil have barnet som del af vores familie, ikke som del af vores økonomi, siger Rikke Vestenbæk.
Men i sagerne om tvangsbortadoption er der stadig hensynet til de biologiske forældre. I de første tre måneder af barnets liv har forældrene krav på at besøge barnet, mens de overvejer, om de frivilligt vil bortadoptere deres barn.
Det giver en vanskelig situation, hvis forældrene er kommet i hjemmet i tre måneder og ved, hvor barnet bor. Og at de derefter ikke må komme der længere, siger Karen Hækkerup.
Den psykisk syge kvinde med det store hashmisbrug, der for godt to år siden fødte en lille pige, havde også krav på at se sit barn. Men hun gjorde ikke brug af sin ret. Ifølge sagens akter har moderen ikke taget initiativ til at kontakte eller have samvær med sit barn. Selv forventer hun først at kunne se datteren, når hun fylder syv år.
I dag har pigen fået en ny mor, der elsker hende og passer på hende. Et nyt møde med den mor, der engang fødte hende, kommer næppe til at finde sted.
Temaet fortsætter på næste side