Da Grundtvigs Kirke blev indviet, var det en folkelig begivenhed af de helt store.
Det skete i det herrens år 1940 og på dagen for præsten, salmedigteren og folkeoplyseren Nikolaj Frederik Severin Grundtvigs fødselsdag, den 8. september. Kong Christian X, dronning Alexandrine og hele den kongelige familie var til stede. Hver og en af kirkens 1863 stole var besat, og udenfor var hele Bispebjerg tætpakket med mennesker.
LÆS OGSÅ: På sporet af Grundtvig
Kongen havde ikke deltaget i officielle arrangementer siden tyskernes besættelse den 9. april, så der var en næsten religiøs begejstring over hans tilstedeværelse, siger Thomas Viggo Pedersen.
Den 75-årige tidligere organist i Grundtvigs Kirke fra 1967, hvor han overtog embedet efter sin far, Johannes Viggo Pedersen, til 2005, er ved at lægge sidste hånd på en bog om kirken, dens arkitektur og historie. I den indgår også fortællingen om indvielsen af kirken til minde om N.F.S. Grundtvig (1783-1872).
Dagen efter blev der holdt endnu en gudstjeneste, hvor der kom lige så mange mennesker. Kirken var derefter fuld til sidste plads hver eneste søndag. Folk syntes, at det var helt utroligt, arkitekturen og så det, at der ikke var blevet bygget så stor en kirke i Danmark i hundredevis af år. De kom fra hele byen og fra hele landet for at gå til gudstjeneste, og sådan er det stadigvæk, siger Thomas Viggo Pedersen.
Grundtvigs Kirkes 49 meter høje tårn med de gotiske buer dukker op som en bispehat i det fjerne. Men tæt på gemmer den kolossale kirke sig inde i midten af en bebyggelse af lave toetages tidligere arbejderboliger. Adressen er På Bjerget 14 B 2400 København NV, også kendt som Bispebjerg.
I dag en folkerig og trafikeret bydel. Men dengang, da man begyndte at tænke på at opføre en kirke her, var det en grøn kile mellem Frederikssundsvej og Lyngbyvej, der blev kaldt for Bispebjerg efter biskop Absalon, som ejede området. Og på selve stedet, hvor kirkens grundsten i 1921 blev lagt, også på Grundtvigs fødselsdag, havde en bonde fra Utterslev dyrket rug.
Grundtvigs Kirke har mange særpræg. Et af dem er, at her ingen billeder er. Hverken altertavle, kalkmalerier, anegalleri, epitafier eller moderne kirkekunst. Men her er et kirkerum, der rejser sig mod himlen i spidsbuer og søjler bygget op af fem millioner hvidgule, fint slebne mursten. Fra de høje vinduer falder lyset ind under hvælvingerne, og sindet bliver stemt til andagt som ved besøg i en katedral under fjernere himmelstrøg.
Bygningens indretning kan opfattes som et sindbillede på Grundtvigs virke. I krypten bedrives der oplysning i form af foredrag, konfirmandundervisning og menighedsrådsmøder. I stueetagen holdes der gudstjenester, og fra tårnet er der vidt udsyn så langt som til domkirkerne i Roskilde og Lund.
Men for Palle Kongsgaard, der er sognepræst ved Grundtvigs Kirke, er det ikke en mindekirke, men en levende menighed.
Folk kommer ikke for at møde Grundtvig, men for at høre et levende ord fra Vorherre. Men fordi Grundtvigs holdninger går igen i lyset og rummeligheden og i, at her ingen billeder er, bliver det ordet, der skaber billederne. Kirken er af levende stene, som Grundtvig selv sagde det i sin salme Kirken den er et gammelt hus, siger Palle Kongsgaard.
På præstens kontor i kirken hænger et portrætfotografi af N.F.S. Grundtvig. Selv hviler han sine bene ved siden af sin hustru Marie på Gammel Køgegårds private gravplads på Køge Ås. Anderledes forholder det sig med arkitekten bag Grundtvigs Kirke, Peder Vilhelm Jensen-Klint (1853-1930). Hans urnestøv er muret ind i kirkens våbenhus ved siden af hans hustru, Matilde Caroline Pedersdatter Klints (1846-1923).
P.V. Jensen-Klint havde et meget vanskeligt sind, og når han gjorde sig uvenner med nogen, gjorde han det grundigt. Han var beskeden og en pralerik, for han besad alle gode egenskaber og de modsatte. Det var meget besværligt for hans omgivelser, siger kirkens tidligere organist og historieskriver Thomas Viggo Pedersen.
P.V. Jensen-Klints arbejde med at tegne Grundtvigs Kirke var således sket i raseri og skuffelse over, at han kun havde vundet andenpræmien i en arkitektkonkurrence om en ny kirke i Aarhus.
Devisen var, at når han ikke vandt den konkurrence, kunne han lige så godt tegne en kirke, som han syntes, den skulle være, og så smuk og dejlig, som Grundtvig fortjente, siger Thomas Viggo Pedersen.
For Grundtvigs betydning for Danmark var så stor, at det var blevet besluttet, at han skulle have et mindesmærke. Flere idékonkurrencer blev udskrevet, og i 1913 indsendte P.V. Jensen-Klint sit projekt. Det blev valgt blandt talrige statuer, mindesøjler og arkitektoniske anlæg, selvom det ville koste 20 gange så meget, som man havde tænkt sig at samle ind til formålet.
Komiteen bag mindesmærket, der talte teologer, arkitekter og folk fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, gik i tænkeboks. For hvor skulle kirken bygges?
Man forestillede sig, at pengene nok skulle komme. For alle folk, der skyldte Grundtvig noget, ville sikkert gerne bidrage, og staten havde lovet at doble det indsamlede beløb op, siger Thomas Viggo Pedersen.
Christianshavns Vold, en ø på Skt. Jørgens Sø, ved Nyboder og på Dybbøl Banke lød nogle af de forslag til beliggenhed, der var fremme i den offentlige debat om kirken til minde om Grundtvig.
Det endte med at blive på toppen af Bispebjerg, hvor kommunen stillede grunden gratis til rådighed, og hvor kirken skulle være centrum for en ny bydel. Det udvendige af boligerne i gule mursten og med røde tage, der ligger tættest på kirken, har P.V. Jensen-Klint i øvrigt også tegnet.
Nogle mente dengang, at det var ligegyldigt, om man byggede på Bispebjerg eller på Månen, for ingen mennesker havde været nogen af stederne. Andre sagde, at når der blev bygget huse her, var det godt med en kirke, der kunne betjene beboerne i husene, siger Thomas Viggo Pedersen.
Men tiderne fattedes penge, så i første omgang var der kun råd til at bygge kirkens klokketårn. Da det stod færdigt i 1927, blev det indviet som kirke med prædikestol, alter og døbefont og med plads til 200 på bænke og pulpitur. Prædikestolen fra dengang står der endnu, og det samme er tilfældet med tårnkirkens murstensgulv, der adskiller sig fra klinkegulvet i resten af kirken.
Men indsamlingen fortsatte. Hver uge blev der trykt indsamlingslister i aviserne, og folk fra alle egne af landet og danskere i udlandet bidrog med, hvad de kunne undvære, om det så var en 10-øre. I alt lykkedes det at indsamle halvanden million kroner, som staten doblede op til tre millioner kroner, og det var mange penge dengang.
I 1930 døde arkitekt P.V. Jensen-Klint, og Poul Henningsen skrev i en nekrolog, at det ikke gjorde noget, for han havde set hele kirken for sit indre blik. Det blev P.V. Jensen-Klints søn Kaare Klint og dennes søn Esben Klint, der kom til at fuldføre arbejdet.
Det er således Kaare Klint, der har tegnet kirkens store prædikestol, alteret, stolene og det lille orgel på kirkens nordvæg, mens Esben Klint har tegnet lysekronerne og det store orgel i vest. Det har 4052 piber, hvoraf den største er 11 meter lang og dermed Skandinaviens længste orgelpibe.
Arkitektonisk er Grundtvigs Kirke en sammensmeltning af den middelalderlige sjællandske landsbykirke med kamtakker og den gotiske købstadskirke med søjler til at adskille hovedskib og sideskibe. Størrelsen er i domkirkeformat. Stilen er P.V. Jensen-Klints egen med tilstræbt enkelhed. Og som de middelalderlige bygmestre har han indbygget en mængde talforhold, der giver kirkerummet og hele bygningen en harmoni, fortæller Thomas Viggo Pedersen.
Facaden har tre gotiske buer, der er tre tårne, tre skibe og tre døre på hver side af kirken. Tretallet, femtallet og ottetallet går igen alle steder i bygningen med inspiration fra den italienske matematiker Leonardo Fibonaccis talrække fra det 12. århundrede. Tallene findes overalt i naturen og styrer mange byggerier.
Jensen-Klint var som arkitekt især optaget af tretallet og ville gerne trække en linje tilbage til den gotiske katedral. Og som det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen i Johannes Åbenbaring i Det Nye Testamente, og som har 12 porte, har Grundtvigs Kirke også i alt 12 porte.
Murerne, der lagde sten på sten til Grundtvigs Kirke, var i særklasse dygtige. Først var der fem, siden kom der fire-fem flere til.
Hvis man går op på kirkens loft for at finde fejl eller en skæv fuge, kan man ikke finde noget.
Det specielle ved kirken er arkitekturen og håndværket. Det er også den kompromisløse æstetik, der gør, at alting er så rasende smukt og enkelt. Som organist er det også et ufatteligt godt sted at spille. På grund af akustikken kan alle høre musikken, hvad enten det er en guitar eller et stort orkester, siger Thomas Viggo Pedersen.
Grundtvigs Kirke er til minde om folkets digterpræst, og den tilhører det danske folk, der har betalt for dens opførelse. Men det er også en seværdig kirke, der hvert år besøges af cirka 200.000 turister. Og det er menighedens kirke med 100 dåb, hvoraf flere er udensogns, og 140 bisættelser og begravelser om året. Og så er der søndagenes højmesser, der ifølge sognepræst Palle Kongsgaard er velbesøgte. Det mest spektakulære for ham i Grundtvigs Kirke er:
Når man oplever, at det hele løfter sig rummet, musikken, prædikenen og man kan mærke, at nu er der et fællesskab, som ikke bare er mig. Det er dér, hvor ånden er, og hvor ånden forbinder mennesker, og hvor Gud og Kristus er til stede.
Læs om de andre seværdige kirker påk.dk/7atse
