Det var begyndt at mørkne, da de stod på ved Østerport Station en mand og en kvinde, begge i 40erne og åbenbart bekendte.
Jeg har været ude at købe kaffe, sagde han og lagde en lille bærepose op på bagagehylden.
Man kan kun få det et sted i København.
Nå, Nespresso, sagde hun. Sådan en har vi også."
LÆS OGSÅ: Demokratiet og den forbrugeristiske medborger
En ung mand, der havde sat sig på den fjerde plads i vores trange fællesskab i DSB First, kom med en kommentar.
Ja, der er meget lang kø, sagde han og pegede ned mellem benene på sin pose fra den samme butik.
Okay, jeg var med. De talte om den nye dille inden for kaffemaskiner, som man kan fodre med kapsler i alle mulige farver og smagsvarianter og med navne som Volluto, Capriccio og Cosi, og vupti har man en kop italiensk kaffe. Nemt og dyrt.
Egentlig læste jeg avis, men det var ikke muligt at abstrahere fra de to bekendtes samtale.
Hvordan går det?, ville hun vide.
Jo, de havde fået nyt køkken, og alle de hårde hvidevarer skulle også skiftes ud. Efter 10 år kunne de ikke mere. Men de kunne ikke beslutte sig for, om det var nu, de skulle have et gaskomfur. I har induktion, ikke, er I glade for det?, spurgte han.
Lige til at tørre af, svarede hun og viste med en armbevægelse hvordan.
Hjemme hos hende havde de også fået nyt køkken og havde undervejs besøgt forskellige køkkenfirmaer, men hvor var det dog svært at vælge ...
Hvor var I på sommerferie i år?, fortsatte hun.
De havde sjovt nok begge været i Italien i bil. Hun i Toscana, hvor de havde boet i Lucca lige uden for bymuren. Han og konen havde kørt rundt i bjergene, været et smut i Tyrol og var endt ved Gardasøen. De var bare kørt af sted og havde kun booket de første tre overnatninger på turen derned.
Skiferie?. Ja, ja. Hjemme hos hende fik børnene lov at bestemme destinationen, og så var det lige pludselig ikke svært at få dem med. Han fortalte nu om en strabadserende togrejse sydpå, hvor de havde måttet slæbe skiudstyr og et virvar af kufferter, ikke bare deres egne, men også en anden families, ind i et tog.
Og det betød så en mistet kuffert. Forsikringen dækkede selvfølgelig, men da han ville købe nyt tøj i stedet for det forsvundne, blev hans hævekort ikke accepteret, og det havde været et værre ståhej. Hun supplerede:
Engang i London var vi ude og sådan powershoppe, du ved, og så ringede banken pludselig. Der var en masse transaktioner på vores dankort, og de ville bare lige tjekke, ha, ha.
Hun var videre til et andet emne.
Før vi har set os om, er børnene flyttet hjemmefra. Jeg kunne godt tænke mig at blive fri for alt det havearbejde og vedligeholdelse og i stedet få en lejlighed i København eller Hellerup. Altså med altan.
Ja, lejlighed i byen og så et sommerhus, mente han.
Nu fortalte hun om en udflugt med arbejdet med en guidet tur på Christianshavn, hvor der var de lækreste gårdmiljøer.
Men det koster jo altsammen, tænkte jeg bag min avis. Og var der ikke noget med, at forbrugsfesten var slut, og at danskerne til politikernes og økonomernes jamren holdt på pengene? Og hellere ville spare op end bidrage til at vækste et af krisens nye ord? Jeg kunne næsten ikke nære mig for at spørge: Har I læst Tilværelsens ulidelige lethed af Milan Kundera?.
Men så stod de af i Humlebæk.