Kære brevkasse
I de sidste par fredage har brevkassen handlet om forholdet til ældre forældre. Jeg står midt i den problematik, og synes det er benhårdt. Jeg har alle de modsatrettede følelser, som er beskrevet, såsom sorg, vrede og dårlig samvittighed. Og mine egne modsatrettede stemmer styrkes af veninder, der nærer forskellige sider af mit sind. Jeg kan bekræfte, at de vanskeligheder, man havde som barn i en familie, der tilsyneladende så pæn og ordentlig ud, men hvor det indre liv var fyldt af spændinger og hårdhed, letkøbte meninger og manglende praksis af de fine ord, ikke forsvinder, fordi ens forældre er gamle.
De forstærkes endog til tider, fordi de uhensigtsmæssige sider ofte bliver mere tydelige. De har mindre at skjule sig bag af arbejde og aktiviteter, og deres personligheder bliver på en måde oftere nøgent fremstillet. Mine forældre lever fortsat, og jeg må ærligt tilstå, at det er en stor byrde for mig. Jeg har heldigvis en god familie selv, og der søger jeg kræfter og ly. Men det er næsten hver gang en overvindelse at skulle være sammen med mine forældre.
Min far har så at sige aldrig set hverken os børn eller min mor. Jeg har en bror, som bærer tydeligt præg af at have haft en meget selvcentreret og hård far. Jeg synes, det er mere synd for min bror. Jeg kan jo se, hvor tilknappet han er blevet. Han besøger dem indimellem, men der snakkes aldrig om noget personligt, og spændingerne ligger i luften.
Min mor, som jeg har en lidt bedre kontakt til, flygtede tidligere ind i arbejdet. Det var hendes måde at overleve på. Hun fik heller ikke ros eller opmærksomhed.
Hun lider ved ikke at kunne fylde sin hverdag med aktiviteter, da hun er blevet mindre mobil. De er samtidig for gamle til at kunne gå fra hinanden, og når de ikke har lært noget nyt de sidste 70 år, har jeg ringe tro på, at de kan lære det nu.
Min mor beklager sig ofte, og selvom jeg forstår hende, er det svært at være ens mors sjælesørger. Min far kan man ikke tale personligt med, og det er både dybt provokerende og et savn. Samtidig er de primitive over for hinanden. Men hvis man antyder det, bliver de begge sårede og beskylder en for at være kritisk.
En af mine veninder, som selv kommer fra et trygt hjem, siger nogle gange: "Ja, men nu er de jo gamle, kan du ikke bare lægge det bag dig". Gid jeg kunne, da ville det være lettere.
Jeg havde det også så svært, da hendes mor døde for et par år siden. Det var en smuk og værdig tid. Sorgen over at miste var ren. Jeg så min veninde have et sundt savn, og samtidig masser af glade og gode minder.
Min situation er en anden. Dels kan jeg, hvis jeg skal være ærlig, glæde mig til, at de ikke er mere. Min "mindebog" vil ikke være fyldt med gode minder, men derimod bære præg af mange sår, hvor jeg har måttet bruge alt for mange kræfter på selv at finde tryghed og selvrespekt. Samtidig frygter jeg, hvis mine forældre skulle gå hen og få langvarige sygdomsperioder, hvor jeg skal være endnu mere omsorgsperson, for jeg har det så svært ved at være tæt på dem.
Jeg har en anden veninde, der er mere kontant. Hun har i flere år sagt, at jeg skulle sætte meget klarere grænser for dem. Det er også svært, for jeg synes samtidig, at de er to ynkelige mennesker, som har spildt så meget liv. Jeg forventer ikke, at I kommer med en løsning på min situation, men jeg har bare lyst til, at den stemme, som jeg har, også kommer frem i snakken om omsorg for forældre.
Venlig hilsen
En sørgmodig datter
Kære sørgmodige datter
Tak for dit oprigtige brev. Det er rigtigt, at vi ikke har færdige svar. Alligevel har vi et råd til dig om at forsøge at integrere dine to veninders stemme i dit eget sind, for de har begge en pointe.
For det første ville det være godt for dig at få lagt følelsesmæssig afstand til dine forældre, fordi dine følelser og tanker om dem tapper dine kræfter. På en måde skal du i gang med at sørge over de forældre, du ikke fik. Man kan lidt firkantet sige, at du skal begrave dine forældre, før de er døde.
For du får aldrig den far, som du havde haft brug for, da du var mindre. Han kommer ikke til at give dig varme opmuntringer og kærlige anerkendelser. Han har ganske enkelt ikke det, der skal til, inde i sig for at give dig det. Måske er han selv en forsømt lille dreng, der har dækket sig bag en magtfyldt og meningsstærk facade. Det får vi ikke at vide.
Du må også begrave den mor, som du kunne have ønsket dig var lidt mere optaget af dig og dit liv. Hvis du har overskud til det, så hør på hende i ny og næ, men lad det ikke gå ind i dit inderste rum.
Det er ikke enkelt at sørge over det, man ikke fik i forhold til forældre.
Du kan gøre det ved at skrive om det, eller du kan sige til din mand, at du har brug for, at I sætter tid af med jævne mellemrum, hvor du fortæller om de tanker og følelser, som fylder.
Du kan også opsøge en terapeut, hvor du kan få snakket om dit liv igennem en række samtaler, så du kan få lidt luft og plads. Du kan også vælge en mere kognitiv terapeutisk tilgang, hvor du kan få hjælp til at tænke nyt om det gamle.
Det handler ikke om at negligere det, som har været, men at du får hjælp til at tænke anderledes, så du kan møde det med mindre sårbarhed og en mere beslutsom holdning.
Ad den vej vil du måske kunne komme dertil, sådan som din anden veninde påpeger, at se dine forældre fra en anden vinkel end med barnets savn og smerte. Fra den vinkel er dine forældre to lidt ynkværdige personer, som ikke har fået den glæde i livet, som de kunne have fået, hvis de havde haft vilje eller mulighed for at arbejde med deres egen udvikling.
Måske kunne du så se dem, som dem de er, og møde dem i det omfang, du vil og kan magte, men hvor du ikke forventer nye erkendelser eller nye handlemønstre fra dem, men siger til dig selv, at du skal hen en time og være sammen med et menneske, der er utilfreds, og en der er helt og aldeles tilknappet. Og så er det det!
Det kunne være dejligt, hvis du fik dem placeret i en niche i dit sind, inden de for alvor dør, så de ikke skal tappe dig så meget for kræfter. Sådan at der kan blive mere plads til at glæde dig over din egen familie, at du har formået at bryde den onde cirkel derhjemmefra. For det er ikke en selvfølge, den kan let gå i arv fra generation til generation.
Mange hilsener
Annette og Jørgen