Forskelsbehandling mellem søskende gør ondt

Søskende, der griner. Lillesøster og storesøster på henholdsvis 7 og 11 år fotograferet på Møn.
Søskende, der griner. Lillesøster og storesøster på henholdsvis 7 og 11 år fotograferet på Møn.

Kære brevkasse

Jeg har en stor sorg, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme igennem. Skal den pakkes væk, eller skal der tilgives? Jeg hører fra forskellig side, at lignende tilfælde er kendt i mange familier, så måske vil flere have gavn af, at problematikken bliver vendt. Måske er det et tabubelagt emne.

Jeg er en voksen, veluddannet mand midt i 40'erne. Jeg er gift og har nogle dejlige teenagerbørn. Jeg er født og opvokset på landet.

Fra jeg var lille, arbejdede jeg hver dag med i stald og mark. Da jeg var otte år, fik jeg endelig en lillebror. Jeg havde savnet søs-kende, og han blev familiens yndling. Som barn og ung syntes jeg, det var helt i orden, at min bror skulle have særlige vilkår, for eksempel ikke hjælpe til på gården, men hygge inde med højtlæsning og kage. En jul fik han en hest i julegave. Jeg syntes selv, det var fantastisk at trække en pony med rød sløjfe om maven ind i stuen til ham. Der blev købt klaver, så han kunne undervises, der blev kørt til svømning og så videre.

Jeg var aldrig misundelig og glædede mig på hans vegne. Når jeg tænker tilbage, kan jeg dog godt genkalde følelser af savn og vemod. Ikke over det materielle, men over den ubetingede kærlighed og opmærksomhed. Han var og er mine forældres et og alt.

Min bror og jeg fik børn næsten samtidig. Det er i det tidsrum, at sorgen for alvor tog fæste i mig.

Mine forældre gør så stor forskel på børnebørnene, at det gør ondt. Da min niece blev døbt, fik hun min mors dåbs-sølvbestik samt min mormors sølvsmykke. Vores barn fik det bestik, jeg selv havde fået til min egen dåb.

Til fødselsdage har min mor stukket mig penge, så vi selv kunne finde noget til børnene. Samtidig har hun fortalt, hvordan hun har været i butik efter butik for at finde den rigtige gave til min brors børn – gaver, som i øvrigt er væsentlig dyrere end beløbet til mine børn.

Det er så ikke det afgørende – det er det, at hun gør sig umage og giver sig tid til min brors børn. Vi har inviteret til børnenes koncerter, til bedsteforældredage og så videre.

Desværre har mine forældre altid skullet noget andet. Det er ikke sådan, at mine forældre ikke holder af mine børn. De har også passet dem, og det har vi nydt godt af. De har også været på ferie sammen med deres fætre og kusiner.

Men efterfølgende har vores børn kunnet spørge: "Hvorfor er det altid de andre, der må sove ved farfar og farmor?" Vores ældste var kun fire år, da hun grædende spurgte, hvorfor farmor bedst kunne lide kusinen. "Farmor er også glad for dig," har vi så sagt, men pigen havde jo ret. Der har været utallige episoder i årenes løb, der har gjort ondt. Et eksempel mere var, da min brors børn fik sandkasse og legehus. Da jeg spurgte min far, om han også ville lave det til mine børn, sagde han ja. Der gik et år, så spurgte jeg igen, og så fortalte han, at det havde han glemt. Vi fik det dog.

Det er svært for mig at forstå, at mine forældre gør så stor forskel.

Da min bror blev gift, fik hans kone min mormors perlehalskæde af min mor, og i bryllupsgave fik de arvesølvtøjet fra mine oldeforældre.

Til sammenligning fik vi en køkkenmaskine, da vi blev gift og min kone ingenting. Til vores kobberbryllup fik vi lang tid efter en potteplante.

Min bror, som heller ikke fejrede kobberbryllup, fik de smukke krystalglas fra min farmor – på dagen. Da min morfar døde, fik min bror og svigerinde nøglen til hans hus, så de kunne se, hvad de ville arve. Min mor tog med min kone og mig, da vi skulle se huset, og hun gik bagefter os hele tiden og sagde: "Nej, der er ikke noget at hente." Da min far arvede sin søster, gik næsten alt videre til min bror.

Det er ikke kun ting, der er tale om, men også tanken og omsorgen.

Helt barnligt kan jeg tænke: "Hallo, jeg er her også". Og hvorfor skal mine børn ikke have nogen minder fra mine bedsteforældre?

Hvordan vil de være det bekendt? Mine forældre har gennem årene fået mange billeder af børnebørnene, og de bliver hængt op. Det vil sige, billederne af mine børn bliver skiftet ud, så der kun hænger alderssvarende billeder. Af min brors hænger der adskillige billeder – fra de var helt små.

Da min morfar levede, sørgede min mor også for billeder af min brors børn overalt hos ham. Mine børns billeder blev ikke hængt op.

Det var altid mig, der var bud efter, hvis der skulle gøres noget på gården.

Jeg har brugt weekender og ferier i hele mit liv på at hjælpe. Nu er de pensioneret. Det er dog stadig mig, der slår græs for dem, når de er borte. Så slår de til gengæld græs for min bror, når han er på ferie. Da vi skulle købe hus, havde vi ikke råd til at købe i det område, hvor vi allerhelst ville bo. Vi fik os et godt lille hus et helt andet sted. Senere købte min bror hus i det område, vi drømte om. Han havde heller ikke råd, men han har så "lånt" penge af mine forældre.

Engang havde min mor ladet sin dagbog ligge fremme, slået op på min fødselsdag.

Måske var det bevidst. Dumt nok læste jeg på siden. Det har jeg fortrudt siden.

Til min fødselsdag havde vi inviteret mine forældre til middag. Min kone havde disket op med adskillige lækkerier. Min bror har også fødselsdag kort tid efter mig, og mine forældre var også inviteret dertil.

I dagbogen stod der fra min fødselsdag: "Kørte til X. Vi blev og spiste.". Det var alt. Jeg kunne desværre ikke dy mig og så, hvad hun havde skrevet om min brors fødselsdag: "En rigtig hyggelig aften med dejlig mad, der var sørme disket op ..."

Desuden stod der en side om den gode aften og min brors dejlige børn skrevet med megen varme. Jeg blev umådelig trist. Det er som om hun bare ikke vil have et godt forhold til mig. Jeg tænker nogle gange, at jeg måske giver hende dårlig samvittighed, fordi hun godt ved, at hun gør forskel?

Min kone har for et par år siden sagt fra. Hun har i alle år opført sig ordentligt og prøvet at få det til at glide. Nu orker hun ikke at bære over med mine forældre mere, og jeg forstår hende godt.

Hun deltager i familiesammenkomster, men orker ikke at blive mødt gang på gang med modstand og blive ked af det, så derfor har hun trukket sig.

Jeg er nu i syv sind, om jeg skal gøre det samme. I bund og grund holder jeg af mine forældre, men jeg kan næsten ikke holde det ud mere.

Min mor er direkte perfid mod især min kone, men også mod mig. I forhold til min bror har jeg mistet meget for ham. Jeg synes, han og hans kone udnytter mine forældre. Ved gennemlæsning af det skrevne, synes jeg det lyder som en lang klagesang og måske endda, som om jeg er misundelig. Det er jeg ikke. Men jeg er så ked af det langt ind i mit hjerte og har brug for at få sat ord på det.

Som far til nogle skønne børn er det mig uforståeligt, at nogle forældre kan gøre så stor forskel på børn og børnebørn.

Venlig hilsen

Asger

Kære Asger

Tak for dit personlige brev, som på en stilfærdig måde taler for sig selv i stor smerte. Den forstår vi. Du fortjener et længere svar, og det kommer i brevkassen i næste uge.

Mange hilsener

Annette og Jørgen