Amerikanernes krig i Vietnam i 1960'erne og 1970'erne har overskygget franskmændenes forsøg på at bevare kontrollen over Indokina i 1940'erne og 1950'erne, og det er uretfærdigt.
Kampene var lige så indædte og forbitrede, og den nederlagsstemning, der herskede, da den sidste helikopter forlod taget på den amerikanske ambassade i Saigon i 1975, modsvares fuldt ud af det chok, der gik gennem verden, da den franske nøglestilling ved Dien Bien Phu den 7. maj 1954 måtte overgive sig til de kommunistiskledede Vietminh-tropper.
Om dette episke slag har forlagsmanden og militærhistori-keren Martin Windrow skrevet en fremragende beretning, "The Last Valley: Dien Bien Phu and the French Defeat in Vietnam", udgivet i 50-året for dette militære og politiske vendepunkt. Og Windrow er ikke bare en god fortæller, han viser også stor indsigt i fransk mentalitet og de nederlagstraumer, som den franske hær har måtte slås med de sidste par hundrede år.
Franskmændene havde kæmpet en frustrende krig mod Vietminh i otte år, da den øverstkommanderende i Indokina, general Henri Navarre, besluttede sig for at etablere en befæstet stilling midt i det nordvietnamesiske højland. Dien Bien Phu var en såkaldt "base aero-térreste" anlagt i en dal omkring to landingsbaner, og garnisonen blev forsynet fra luften med alt, hvad den skulle bruge, lige fra bulldozere og tanks til pigtråd, ammunition, proviant og medicin. Stillingen var med fuldt overlæg anlagt dybt inde i fjendeland for dels at spærre adgangen til Laos og dels at tvinge Vietminh til at holde store styrker i et område af begrænset strategisk betydning - "les grands vides" - i stedet for at angribe det frugtbare deltaområde rundt om Hanoi. Og skulle det endelig lykkes at lokke Vietminh ud i et egentligt slag, så ville det ske i et område, som franskmændene selv havde valgt. Det ville blive et slag, hvor den franske hær kunne udnytte sin luftoverlegenhed og bedre bevæbning til at tilføje fjenden et alvorligt nederlag og derved stå stærkere i de diplomatiske forhandlinger om Vietnams fremtid og sikre Frankrig en ærefuld fred.
S ådan skulle det imidlertid ikke gå. Mod alle for- ventninger lykkedes det Vietminh-generalen Vo Nguyen Giap at samle en belejringshær på over 50.000 soldater og installere svært artilleri i højderne omkring Dien Bien Phu. Hermed gled initiativet franskmændene af hænde, og ondt blev blot værre, da kanonerne også afbrød luftbroen, således at forsyningerne til den franske garnison nu måtte nedkastes fra stor højde, og sårede soldater ikke længere kunne evakueres. Fra at være en aggressiv, fremskudt base blev Dien Bien Phu til en omringet fæstning.
Slaget indledtes for alvor den 13. marts med den første store Vietminh-offensiv, og i de næste otte uger blev de franske forposter med så poetiske navne som Béatrice, Anne-Marie, Dominique og Gabrielle, en efter en erobret, indtil fjenden stod i hjertet af stillingen. Som major André Botella på støttepunktet Eliane 4 lakonisk udtrykte det i sit sidste radiosignal: "Det hele er forbi - de er ved kommandoposten. Farvel."
Rygraden i forsvaret af Dien Bien Phu var faldskærmssoldater og fremmedlegionærer, men også franskvenlige lokale partisaner samt marokkanske, algierske, og vestafrikanske enheder var repræsenteret. Endelig udgjorde vietnamesiske soldater ikke færre end 30 procent af forsvarsstyrken. Begge sider led store tab. Ud af Dien Bien Phus garnison på 15.000 faldt 3600 i kamp, mens de sårede udgjorde 4400. Vietminh led tab på op til 25.000 dræbte og sårede, men havde til gengæld mulighed for at fylde rækkerne op med nye rekrutter.
Det er en barsk historie, men det er Windrows fortjeneste, at han uden at tabe soldaternes skæbne af syne ikke lader sin beretning styre af de grusomme mellemregninger på slagmarken. Hans sympati er med de kæmpende på begge sider, om end beretningen naturligt farves af, at materialet om de franske styrker er langt rigere end om deres modstandere. Hvis der er skurke, er det de skiftende franske regeringer, som lod tropperne udkæmpe en krig, der ikke var politisk vilje til at vinde, og Vietminh-regimet, der nok vandt krigen i Nordvietnam, men også ofrede sine soldater i et omfang, som intet vestligt demokrati ville kunne retfærdiggøre.
Dien Bien Phu var en fransk tragedie, men det er også en eksotisk og dramatisk historie, der gør læsningen af "The Last Valley" elementært spændende. Stillingen var befolket af enheder med hver deres særpræg, historie og æresbegreber. Her var nordafrikanere med hvide turbaner, faldskærmssoldater med røde baretter og fremmedlegionærer med hvide képier.
Men her var også fuldskæggede feltpræster, partisaner fra Meo-folket såvel som en heroisk sygeplejerske, Geneviève de Gallard, der midt under slaget blev udnævnt til æresmedlem af Fremmedlegionen. Windrow har tillige et godt blik for de sociale, nationale og temperamentsmæssige forskelle i garnisonen. Dien Bien Phus kommandant var den 54-årige aristokrat, oberst Christian Marie Ferdinand de la Croix de Castries, mens hans næstkommanderende var den temperamentsfulde bretonske faldskærmsofficer Pierre Langlais. De var på mange måder hinandens modsætninger, men det samarbejde, de etablerede, gav forsvaret af stillingen en helt særlig dynamik. Enhederne fra Fremmedlegionen, hvor de tyske legionærer var i overtal, var et andet markant element, og deres beslutsomhed og forbløffende heroisme opfyldte alle forventninger til det berømte korps.
A t de alle blev ved med at slås mod en nume- risk overlegen fjende på trods af svindende forsyninger, chokerende overfyldte lazaretter og befæstningsanlæg, som fjendens artilleri og monsunregnen efterhånden reducerede til rene mudderhuller var et militært mirakel. Øjenvidner beretter om hulkindede, etbenede soldater, der betjente maskingeværer, mens deres enøjede og enarmede kammerater langede ammunition til. Moralen vedblev forbløffende nok med at være høj i tillid til, at stillingen ville blive undsat - militært eller diplomatisk - i sidste øjeblik. Samtidigt viste afhøringer af desertører og krigsfanger fra Vietminh, at den hårde franske modstand svækkede fjendens tro på sejren trods kommunisternes uomtvistelige fremskridt på slagmarken.
Ikke desto mindre satte Dien Bien Phu punktum for Frankrig som asiatisk kolonimagt. Få måneder efter nederlaget blev Vietnam delt i et kommunistisk nord og et vestligt orienteret syd, og amerikanerne tog over, hvor franskmændene slap. Nu kunne der blændes op for anden del af tragedien i det hårdt prøvede land.
Martin Windrow: The Last Valley: Dien Bien Phu and the French Defeat in Vietnam. Weidenfeld and Nicholson, London 2004. 25 pund.